Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. Oktober 1991 / Time Line October 1, 1991
Version 3.5September 1991, 2. Oktober 1991
09/01/1991
Demokrati og verdensorden
Den europæiske race lider af en påfaldende hang til
missioneren
Af: Judith Winther
Ikke så snart har den opdaget sandheden, før den
drager ud for at omvende al verden til den rette tro, med det gode
eller det onde.
Den »rette tro« i vore dage hedder FRED. Så kom
ikke og sig, at fredsbevægelserne ikke har betydet noget.
Tillidsskabende foranstaltninger, konfliktløsningsmodeller,
fælles sikkerhed, CSCE-proces lyder de magiske formler, der
vil kunne frelse verden, som de også har frelst Europa. Og nu
har vi fået en formel til:
I forbindelse med Irakkrigen introducerede Bush begrebet »en
ny verdensorden«.
Som de øvrige formler fængede den straks Vestens
letbevægelige intellekt. Alle taler nu om den nye
Verdensorden. Så vil tiden vise, om det varer længere
end Gorbatjovs »europæiske hus«, som alle
også talte om og holdt seminarer om, men som alle også
synes at have glemt i dag.
Hvad der præcis ligger i begrebet synes ganske vist lidt
uklart. Men det er netop det fine ved det. For så kan enhver
jo definere det på sin måde, lige fra Bush og til en
velmenende dansk idealist.
Opinionsdannerne
Også det udmærkede blad Information ville være
med, og den 4. maj i år arrangerede bladet sammen med
Reitzels Forlag og forlaget Rosinante en høring om
»Den ny verdensorden«. Toppen af de københavnske
opinionsdannere, politikere, akademikere og journalister (se
fodnote) deltog. 11 mand og l kvinde fremlagde hver deres bud
på, hvad de mente med denne nye verdensorden, og trods
hold-ningsforskelle (faktisk havde de hver sin udlægning, men
det blev ikke diskuteret nærmere) herskede der over hele
linien en optimistisk tro på, at tiden nu var inde til at
forbedre verden, ikke mindst til glæde for u-landene og den
globale fred.
Bortset fra én var samtlige verdens-ordensvisioner yderst
fredelige. Det var udvikling og fredeliggørelse af verden,
der var tale om. Til gengæld var det måske ikke helt
så opløftende at overvære, hvor enig
sagkundskaben også var om Vestens korstogsrolle.
Det var »os«, der kunne, og »os« der skulle
bringe alle de nye goder, fred, menneskerettigheder og demokrati ud
til resten af verden.
Den eneste dissonans på høringen kom fra salen, der
fornuftigt nok ikke fik overladt ret meget til indlæg, og fra
én i panelet, Jens Lohman.
Men hvad betyder sådan et par afvigende indlæg.
Standarden på dem kan karakteriseres ved et korrigerende svar
fra Gorm Rye Olsen: »Der var nogle indlæg«, sagde
han, »der snakkede om at respektere de værdier, der er
i den 3. verden. Men rent faktisk, hvad er det for nogle
værdier, vi så kommer til at respektere.
"Mange mennesker i Asien, Afrika og Latinamerika ser dette
højtflyvede demokratiske banner som en illusion, et trick,
der skal holde dem fattige, uuddannede og afhængige af
vestlig hjælp. Denne vestlige opfattelse af demokrati kan
meget vel være en ny form for »Kulturel imperialisme.
Bashy Quraishy, Pakistans Peoples Society"
Det bliver den lille magthavende elites værdier«. Og da
manden arbejder i Center for Udviklingsforskning, må han jo
vide, hvad han taler om.
Øresundsbro
Et særligt pinligt øjeblik opstod, da en dame -
selvfølgelig en dame - fra salen spurgte om, hvordan
Øresundsbroen kunne passe ind i denne nye verdensorden. Om
ikke vi skulle feje for egen dør først. Ordstyreren,
Torben Krogh, gav hende galant ret i, at det skam var et vigtigt
spørgsmål, men gjorde hende samtidig taktfuldt
opmærksom på, at hun nok var gået galt i byen.
Øresundsbroen ville blive diskuteret ved en senere
høring. Alt i alt forløb høringen
således behageligt og tilfredsstillende, og ordstyreren,
stadig TX., kunne afslutte debatten med en opmuntrende
bemærkning om, at nu var vi blevet så meget klogere, og
havde alle fået noget, vi kunne gå hjem og tænke
videre over.
Så gik jeg hjem og tænkte videre. Jeg tænkte over
»Den nye verdensorden«, som er så god, men som
altid virker forloren og pinlig på mig. Og jeg tænkte,
om det nu også var damen med Øresundsbroen, der var
gået så meget galt i byen. Eller om det ikke snarere
var hele panelet inklusive ordstyrer? Jeg tænkte, »Det
var Satans! Er det, hvad toppen af vor intellektuelle elite
på disse spørgsmål (se fodnote) kan
præstere, og så er de oven i købet så
ovenud tilfredse med sig selv«.
For rent faktisk er det jo ikke så vanskeligt at forklare,
hvad Øresundsbroen har med den nye verdensorden (eller
mangel på samme) at gøre. Det er noget med vort
stadigt stigende energiforbrug, med vort krav om vækst uden
grænser og med vort enorme overforbrug og de følger,
det kan have for skævheden i verden og for verdensfreden. Og
rent faktisk kan det være temmelig vanskeligt at
forstå, hvordan en specialist fra det danske Center for
Udviklingsforskning kan mene, at alt er sagt om 3. verden og dens
værdier ved at nævne de magtglade eliter, der plager en
hel del af dem. Så meget mere som flere af disse eliter
sidder der takket være støtte fra Vesten. Tag bare
Saddam Hussein, som CIA gennem flere år sikrede imod at blive
styrtet af sin befolkning.
Racechauvinisme
Men det mest tankevækkende var nok den lethed, hvormed det
ene stikord »Den nye verdensorden« fik alle disse gode
danske mænd (den ene kvinde, Vibeke Sperling, holdt sig til
sit gamle emne, Østeuropa) til helt automatisk at kaste sig
ud i en racechauvinisme, der var forbløffende.
Misforstå mig ikke. Der var ikke tale om racisme. Snarere
tværtimod. Uden undtagelse mente de det alle sammen så
godt for den 3. verden.
Men rendyrket og ubevidst chauvinisme er det dog! (chauvinisme er
for øvrigt altid ubevidst).
Chauvinisme: fordi det nu engang var fra os, den nye verdensorden
kunne og skulle komme. Vi har det hele »demokrati,
menneskerettigheder, til-lidsskabende foranstaltninger og
teknologi«. Derfor kan vi hjælpe resten af verden.
Fordi ingen (med de førnævnte undtagelser) overhovedet
overvejede, om en ny verdensorden ikke burde være en
fællesopgave for alle, den skal omfatte. Og fordi ingen
spurgte, om der ikke muligvis også hos os var noget, der
skulle ændres i forbindelse med Den ny ...
Historien gentog sig pludselig for øjnene af os i al sin
majestæt.
Fra korstogsridderne over missionærerne og til kolonitidens
»hvide mands byrde«. Vi skal redde verden.
En overgangstid
Men i stedet for at se på de deprimerende sider kan man jo
også vende det om og se positivt på det. Vi lever i en
overgangstid. Vore politiske visioner og skemaer er under
forandring. Der jongleres med nye begreber, men der puttes alt for
let og instinktivt gammelkendt indhold i dem.
En væsentlig baggrund for de ændringer på godt og
ondt, vi oplever, er at den kolde krigs spændetrøje er
ophævet. Men endnu mangler vi at gøre os klart, at den
vigtigste lære, vi kan drage af den kolde krig er, at
ensporet tænkning er en blindgyde. Det gælder for os
selv som for alle andre.
Ethvert land og enhver kultur består af en pluralisme af mere
eller mindre »godt« og »ondt«, og hvis vi
forholder os til denne pluralisme i stedet for at stirre os blinde
på ét træk eller en lille elite, vil der altid
være en vej frem.
Det er ikke Bush eller nogen anden, der kan skabe en ny
verdensorden. Men der er tidspunkter i historien, hvor muligheden
og behovet for en ny verdensorden er mere oplagt end andre. De
påtrængende behov er temmelig velkendte: Krigenes
reelle umulighed på grund af den teknologiske udvikling, de
forværrede vilkår i den 3. verden, det
økologiske sammenbrud, verden er tæt på,
massefolkevandringer i alle verdensdele i en i forvejen
overbefolket verden.
Muligheden er det opbrud i overleverede holdninger, der er ved at
finde sted. Og netop derfor fremmer man ikke en ny verdensorden ved
at bide sig fast i et ensporet verdensbillede.
Jeg tror, at den vigtigste opgave for os i dag, hvis der skal blive
tale om en fornyelse på verdensplan, det er at forstå,
at der er såvel muligheder som vanskeligheder i både 1.
og 3. verden, og at en væsentlig forudsætning for os i
den 1. verden for at nå nogen vegne er endelig at komme ud
over korstogsånden.
Menneskerettigheder
For at det hele ikke skal være banaliteter, er det
nødvendigt at komme med nogle eksempler. F.eks. begrebet
menneskerettigheder.
Trods tilfælde af demagogisk udnyttelse af begrebet, er det
godt, at menneskerettigheder efterhånden er blevet anerkendt
som begreb i verdenssamfundet. Også selv om det kan ske
på den bagvendte måde, at de, der overtræder
menneskerettighederne, føler sig nødsaget til at
besmykke, hvad der sker. Langsomt bygges begrænsninger for de
værste overgreb op. - Men hvornår lærer
»vi«, at det ikke så meget er
menneskerettighederne, vi skal undervise 3.verdens lande i, som det
er de dele af 3.verdens samfundene, der går ind for
menneskerettighederne, der skal støttes, og ikke de Det er
også godt, at menneskerettigheder er ved at komme til at
gælde i forholdet mellem nationerne, sådan som vi
oplevede det med den almindelige fordømmelse af Iraks
overfald på Kuwait. Men hvornår begynder vi at
forstå, at menneskerettighedskravet også må
gælde svaret på magtanvendelser og krigsudfordringer?
Det er i alle tilfælde den brede og sa-gesløse
befolkning, hvis menneskerettighedskrav bliver hårdest
overtrådt.
Demokrati
Eller et andet eksempel, demokrati. Demokrati er et af de begreber,
vi missionerer for. Men er den vage definition af demokrati som
flerpartisystem og frie valg virkelig dækkende for det
demokratiske begreb?
Frie valg er godt nok. Og nødvendige. Men de er ikke
demokratiets alfa og omega. De er snarere frugten af hele den
måde, samfundet fungerer på. Heri ligger ikke noget
tidsbestemt, frugten som sidste stadie af plantens vækst, men
frugten som led i plantens kredsløb. Demokrati og
medbestemmelse og frie valg på alle samfundsplaner, det er
lige ret og muligheder, det er fri adgang til viden og
informationer, det er gensidig respekt og dialog. I den forbindelse
er vore samfund snarere ved at fjerne sig fra demokratiet på
en række fundamentale punkter. Mest påfaldende i
forbindelse med EF's opbygning, hvad de fleste erkender i dag, og i
forbindelse med sikkerhedspolitikken, hvad de færreste vil
indrømme - endnu. For vor del af verden drejer det sig
derfor om at bevare det demokrati, vi har, og bygge videre på
det.
Demokrati kan aldrig være en statisk affære. For en hel
del 3. verdenslande drejer det sig om at finde de traditioner og de
nye spirer, på hvilke de kan opbygge et effektivt
demokrati.
Demokrati sikrer i en rimelig grad borgerne i de demokratiske
stater. Men demokrati er ingen garanti for, hvordan disse lande
opfører sig over for andre lande. Derfor har vi også
brug for at bygge et internationalt demokrati op. Det er ikke mere
utopisk end mange syntes, tanken om demokrati i de enkelte lande
var, for ikke så forfærdelig længe siden.
Et demokrati, der bygger på kulturel, samfundsmæssig og
politisk pluralisme, gensidig respekt og dialog, det vil kunne
bygges op samtidig med samarbejdet for at skabe en ny
verdensorden.
- Jamen kæreste ....
Og så vil fru Saeeda Zonke eller hr. Hirohiko Mazuda
måske sige, »Jamen, kæreste hr. Torben Krogh. De
kan da ikke mene, at der ikke er sammenhæng mellem en
Øresundsbro og en ny økologisk verdensorden, eller at
der ikke er sammenhæng mellem en økologisk
verdensorden og den af hr. Bush inspirerede nye
verdensorden?«
Fodnote: Oplægsholdere og indbudte talere ved
høringen: Hans Hækkerup, John Iversen, Ib B. Kelland,
Jørgen Dragsdahl, Ole Wæver, Gorm Rye Olsen, Lars
Bonnevie, Søren Møller Christensen, Morten
Kjærum, Vibeke Sperling, Knud Vilby, Ole Tunander og
ordstyrer Torben Krogh.
P. S. Læserne opfordres til at sende deres bud på
»demokrati« til redaktionen.grupper og små
eliter, der overtræder dem?
Kilde: Fred og frihed nr. 3, 1991
 |
 |