Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 1. december 1991 / Time Line December 1, 1991

November 1991, 2. December 1991

12/01/1991
Danmark '92 stiftes med det formål, at sikre et nej ved folkeafstemningen om EF-unionen.
Blandt initiativtagerne er Drude Dahlerup og Else Hamerich.

12/01/1991
Magtkampen i og om Europa
Af Judith Winther
Europa er i en smeltedigel i disse år, og som altid i perioder med dybtgribende ændringer foregår der en magtkamp. • En magtkamp, der i høj grad koncentrerer sig om Europas sikkerhedspolitik - internt og i forhold til omverdenen.
Det er en magtkamp, der foregår med fredelige midler og al den nødvendige diplomatiske fernis mellem vor tids professionelle politikere og ministerielle embedsmænd på de bonede gulve i det gamle Europas palæer og slotte. Der er ingen fare for, at det udarter til rigtig krig, men enhver af deltagerne har sine hvæssede »knive i ærmet« og sine klare mål, han forfølger.
Når det netop er sikkerhedspolitikken, der får en så fremtrædende rolle i tidens magtkamp, skyldes det, at sikkerhedspolitikken fra at være mere eller mindre identisk med national forsvarspolitik idag i stigende grad får international karakter. Den omfatter et internationalt samarbejde om forhandlinger, våbenkontrol, krisestyring, mæglinger og fælles våbenproduktion. Den kan få endnu større betydning i fremtiden, efterhånden som man erkender, at de fleste af de problemer - forurening, migration, nationalisme osv. -- vi står overfor idag, har et sikkerhedspolitisk aspekt eller kan få det.
Sikkerhedspolitikken bliver dermed en utrolig magtfaktor.
Hovedaktørerne, brikkerne og ambitionerne
Hovedaktørerne i magtkampen er:
- USA, der frygter at miste sin indflydelse på europæisk sikkerhedspolitik,
- de større vesteuropæiske lande, der hver især arbejder for en institutionalisering af sikkerhedspolitiken, der giver dem selv flest mulige fordele, og
- de østeuropæiske lande og ikke mindst (det fhv.?) Sovjetunionen, der agiterer for løsninger, der sikrer, at de ikke bliver lukket ude i kulden, og som ikke trækker nye grænser i Europa via sikkerhedspolitikken.
De vigtigste brikker i spillet er de forskellige sikkerhedspolitiske institutioner, NATO, EF's udenrigs- og sikkerhedspolitik, CSCE (den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference) og WEU (den vesteuropæiske Union) med Europarådet et sted ude i periferien.
Omfanget af og forholdet mellem disse institutioner fremgår af vedstående tegning.
Og ambitionerne er høje. Det er ikke alene det lille europæiske landområde, det drejer sig om. Det er den globale indflydelse. I marts i år forklarede Jacques Delors:
»I morgendagens verden er det ikke nok at have en stærk økonomi, hvis man vil have indflydelse på verdens begivenheder. Man må også have virkelig politisk magt. Ja, jeg vil endda sige, at man må have militær magt«. mange måneder, før billedet blev betydeligt mere broget med mange bud på en løsning og mange variationer indenfor de enkelte bud. Og den tilstand befinder vi os stadig i.
NATO
Kommunismens sammenbrud og Warszawapagtens opløsning rystede NATO, der hidtil havde været den ubestridte sikkerhedspolitiske hovedaktør i Europa. En kort overgang omkring årsskiftet 1989/90 så det - selv for NATO's egne kredse - ud til, at organisationens dage var talte, og den måtte overlade pladsen til mere relevante institutioner. Der gik dog ikke
NATO spillede ud og forklarede, hvorfor organisationen fortsat var nødvendig. Den pegede på uroen i Sovjetunionen, som ingen vidste, hvad kunne blive til, og på de globale trusler, et emne NATO gennem de seneste år har været meget optaget af.
Den lagde en ny kurs, »der tog sigte på at tilpasse den til det fundamentalt ændrede sikkerhedsmiljø«.
Den lægger større vægt på at handle politisk, bl.a. gennem nedrustnings-forhandlinger og gennem fortsat afskrækkelse, sådan som den afspejles »i den integrerede militære struktur og de kollektive forsvarsarrangementer«.
Den har opgivet »det fleksible svar« og »det fremskudte forsvar«, som man siger ingen mening har under nutidens forhold. Til gengæld taler man om »fremskudt nærvær« dvs. man følger begivenhedernes udviklings på stedet. Man planlæggger en ny styrkestruktur, der kaldes mere nutidig, og som består af:
- Reaktionsstyrker, der kan reagere og udsendes hurtigt,
- Hovedforssvarsstyrker, (der er de største), der forsvarer hjemme og kan støtte Reaktionsstyrkerne samt
- Forstærkningsstyrker, der kan sættes ind, hvor det kniber.
Der lægges vægt på multinationale styrker. NATO vil reducere atomvåbenstyrkerne, men kernevåben vil »i en overskuelig fremtid have en essentiel rolle i en strategi, der har til formål at bevare freden«. (Citaterne er fra communiquéet fra NPG-mødet i Bruxelles, maj 1991).
NATO's styrke er, at den har en fuldt udbygget organisation. Desuden betyder NATO, at USA's tilknytning til Europa bevares, hvad der er vigtigt ikke blot for USA, men også for lande som England, Holland og til en vis grad Danmark.
EF
Med vedtagelsen af Fællespakken (Single European Act) åbnedes der op for en integration af Fællesmarkedets økonomiske politik og for vejen til en Politisk union, og en Politisk union må næsten som en selvfølge inddrage sikkerhedspolitikken. Det er især Frankrig, Tyskland og til dels Italien, der har stillet forslag om en EF-udenrigs- og sikkerhedspolitik, og de peger på WEU som bæreren af en europæisk sikkerhedspolitik.
»WEU's arbejde skal organiseres således, at der udvikles en organisk forbindelse mellem den Politiske Union og WEU, så at WEU efterhånden bliver i stand til at udabejde den fælles sikkerhedspolitik for den Politiske Union, således at WEU kan blive en del af den«, hedder det i en fransktysk udtalelse fra februar 1991.
USA frygter, at en sådan ordning kan ende med at skubbe USA ud af Europa. Af samme grund er de europæiske »Atlantister« tøvende.
WEU anser sig selv som en støtte for fortsat amerikansk tilstedeværelse i Europa. Og spekulationerne over, hvordan WEU skal indpasses i det eksisterende mønster, har ført til, at der for øjeblikket er opstillet tre mulige funktioner for WEU:
WEU kan styrke den europæiske søjle i NATO
- WEU kan danne bro mellem Europa og NATO
- WEU kan udgøre en selvstændig europæisk sikkerhedspolitik.
Derimod lader ingen til at være bekymret over den klare opstramning i forpligtelserne indenfor WEU i forhold til NATO. Ja, det anses muligvis endda for en fordel. WEU fordrer absolut gensidig forpligtelse til militær assistance mellem medlemmerne, den lægger ubetinget vægt på en integration af atomare og konventionelle styrker, og den har ingen geografiske begrænsninger for sit operationsom-råde. WEU peger derfor med tilfredshed på, at det var den og ikke NATO, der var i stand til at samordne indsatsen i Golfen.
Ifølge Pottering-rapporten, vedtaget af EF-Parlamentet juni 1991, foreslår man forpligtelserne inden for WEU overført til NATO fællesskabet.
Tanken om en Rapid Reaction Force i Europa har stået højt på den europæiske dagsorden gennem hele 1991. Også her er der stillet forslag om forskellige former: en NATO-version (under engelsk kommando), en WEU-version, der vil kunne gribe ind overalt, hvor europæiske interesser er truede - de to versioner vil eventuelt kunne supplere hinanden, mener man - samt en WEU-version, der kun fungerer i FN-sammenhæng.
Diskussionerne fortsætter, men meget tyder på, at en eller anden form for EF-WEU kobling nu er alment accepteret, og at man søger at finde en form for modus vivendi mellem de eksisterende institutioner.
Ved NATO udenrigsministrenes møde i København i juni i år aftalt man, at der må være »åbenhed (tran-sparency) og komplementaritet mellem den europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet, sådan som den udtrykkes af de Tolv, WEU og Alliancen« (NATO).
Det, der er bemærkelsesværdigt ved alle disse dybt alvorlige drøftelse, der nu snart i et par år har optaget politikere og embedsmænd i Europa er, at der ikke er nogen, der forsøger at basere overvejelserne på, hvilke trusler, det er, det planlagte forsvar skal reagere på. De eventuelle trusler opremses mekanisk og overfladisk i communiquéernes begyndelse, hvorefter man går over til det, der virkelig interesserer, magt- og kompetencefordelingen.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at der overhovedet ingen diskussion finder sted om, hvilke svar der vil være de rigtige over for den enkelte af disse trusler.
De skæres alle over én kam, og svaret er Reaktionsstyrker, Hovedfor-svarsstyrker, Forstærkningsstyrker, samt atomafskrækkelse under den ene den anden eller den tredje kommando.
Enten kører man hovedløst ud ad traditionelle baner - ja, man forstærker dem endda - eller også må det i virkeligheden være helt andre trusler, man forbereder sig på, og som ligger bag de glatte og smukke ord i com-muniquéerne, der er beregnet for det store publikum.
Hvis man derimod tager udgangspunkt i alle de i dag eksisterende og efterhånden særdeles velkendte trusler, som vi står overfor både i Europa og globalt - fra ozonhul hungersnød, migration til storbyforslujjiring, nationalistisk betinget uro, racisme og ny-facisme - så må man spørge, hvordan i alverden vore politikere har tænkt sig, at de planlagte forsvarsforanstaltninger skal kunne bruges over for disse trusler ?
De, forsvarsforanstaltningerne, kan muligvis anvendes til for en kortere periode at afværge nogle af de konsekvenser, der kan følge af den truende udvikling, som f.eks. flygtningene.
Men de vil aldrig kunne afværge truslen selv, endnu mindre vil de kunne kurere årsagerne. De vil tværtimod kunne hindre, at der for alvor sættes ind mod ondets rod. Alligevel er der ikke een af de europæiske politikere, som har nogen indflydelse, der anskuer spørgsmålet ud fra denne synsvinkel.
CSCE
Der er én af de eksisterende institutioner, der indeholder potentiale til at gøre en forebyggende indsats, og det er CSCE, der grundlagdes i 1975.
For det første omfatter CSCE hele Europa plus de to supermagter og Canada. Den vil altså ikke skabe nye sikkerhedspolitiske kløfter. For det andet er CSCE den eneste, hvis hovedformål det er at gøre en sand politisk - ikke militærpolitisk - indsats for at løse internationale problemer.
Militære trusler som Golf-krigen var CSCE slet ikke indrettet på at klare. CSCE's opgaver ligger på et betydeligt tidligere og vigtigere tidspunkt, end når det hele er gået op i en spids. Og mæglingen i Jugoslavien blev derfor overtaget af EF som det mest egnede organ.
CSCE's formål er at arbejde for samarbejde på de økonomiske, videnskabelige, teknologiske og kulturelle felter samt på miljøområdet. Den lægger vægt på menneskerettigheder, menneskelige kontakter og behovet for fri information, og selv på det militære område er CSCE den eneste, der virkelig har skabt fornyelse med sin udvikling af de »tillidsskabende foranstaltninger«, som i dag udgør et vigtigt led i al international sikkerhedspolitik. CSCE blev dog hurtigt skubbet ud af rampelyset, da den første jubel over ophævelsen af øst-vest konfrontationen havde lagt sig. Nato påpegede, at det var mere effektivt at benytte en allerede udbygget organisation som NATO, end først at skulle bygge en ny op.
I NATO-forsamlinger og i EF-bul-letiner fremhæves CSCE altid med nogle uforpligtende bemærkninger, men der er ingen, der gør noget for at bygge CSCE op til en handlekraftig organisation, der kan varetage dens oprindelige målsætning.
Foreløbig ...
Foreløbig har CSCE fået et lille sekretariat i Pragh, et konfliktforskningscenter i Wien og et Kontor for frie Valg i Warszawa, men om disse små centre kan få nogen betydning afhænger helt af, hvilke kræfter politikerne er villige til at tildele dem.
Grunden til, at CSCE ikke tillægges den store betydning er, at det CSCE kan udrette er ting, der i sig selv ikke tillægges vægt, ja måske slet ikke forstås, i de politiske realiteters verden.
Der er dog et voksende antal politikere i Europa, der i alt fald er ved at begynde at forstå, at CSCE er den eneste institution, der ikke kan opfattes som en trussel fra øst, og derfor den eneste, der kan bygge et nyt Europa op.
Spørgsmålet er, om de også forstår CSCE-processens særlige indhold og muligheder? For øjeblikket er alle, fra Information til Jyllandsposten til EF-parlamentet, begyndt at tale om, at CSCE må gives militære muligheder, så den kan gribe fredsbevarende ind. Nøjagtigt som alle, fra Gert Petersen og til præsident Bush nu fremhæver artikel 51 i FN-pagten om retten til individuelt og kollektivt selvforsvar, som det FN drejer sig om, og ikke åbningordene, der siger, at FN er fast besluttet på »at frelse kommende generationer f rå krigens svøbe«.
Overalt sker der en meningsfor-skydning i militaristisk retning. Til gengæld taler man altså om at politisere NATO.
CSCE og FN er de eneste institutioner, hvis oprindelige udgangspunkt var at styre magtpolitikken ud fra menneskenes og samfundenes behov. Det gælder nok CSCE i endnu højere grad end FN, måske fordi CSCE er 3 år yngre, og verden har ændret sig i de 30 år. Det er derfor de to institutioner, befolkningerne må støtte og ændre, så de kan blive handlekraftige på befolkningernes vegne. Der er nok, der prøver at gøre dem handlekraftige på den traditionelle magtpolitiks vegne.

12/01/1991

Top