Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 15. Mars 1983 / Time Line March 15, 1983

14. Mars 1983, 16. Mars 1983

03/15/1983
Greenham Common
Af Jørgen Dragsdal
KVINDERNE i fredslejren på Greenham Common vest for London vandt i sidste uge en ny sejr, da en domstol truede dem med to års fængsel, hvis de ikke forlader deres telte i mudderpølen ved den amerikanske bases hovedindgang. Igen fik de presseomtale, og igen var der et skærende misforhold mellem kvindernes indsats og myndighedernes reaktion.
I 18 måneder har de opretholdt deres vagt og dermed givet fredsbevægelsen et permanent fokus, som de to årlige demonstrationer, kampagnen for atomnedrustning CND arrangerer, ikke kan levere. Eksperter i opinionsanalyser mener, at kvindernes aktivitet har bidraget stærkt til et sving i den offentlige mening, hvor nu kun 27 procent ønsker krydsmissiler.
Kvinderne har opnået presseomtale med geniale symbolske aktioner. 30.000 holdt hinanden i hænderne og omringede basen. De efterlod børnetegnin-ger, babyfotografier og dukker i pigtråden. Nytårsdag kravlede kvinder over hegnet i det tidlige morgengry, og endnu inden vagtmandskabet havde fået gnedet søvnen ud af øjnene dansede og sang kvinderne på toppen af den bunker, hvor krydsmissilerne skal stå.
Til den stærke kontrast mellem deres livsværdier og militarismen har kvinderne føjet et engagement, som aftvinger sig respekt. Man kan ikke let affærdige mennesker, som udholder alskens strabadser i den alt andet end komfortable lejr. Og de får sat sagen på spidsen, når de trodser dommerkendelsen med ordene: »Vi er optaget af liv eller død, ikke af hvad en dommer bestemmer bag lukkede døre«.
ERKLÆRINGEN udspringer af en gammel ideologi, som går under betegnelsen civil lydighedsnægtelse.
Amerikaneren Henry Thoreau opsummerede i 1849 argumentationen for, at mennesker har pligter, som kan tilsidesætte statens krav til borgerne: Skal borgerens samvittighed absolut vige for lovgiverens bud? Hvorfor er så hver enkelt af os forsynet med en samvittighed ? »Lad os være mennesker i første, undersåtter i anden række«, skrev Thoreau. »Det er ikke respekt for loven men respekt for retten, vi skal oparbejde. Min eneste forpligtelse består i til enhver tid at gøre, hvad jeg opfatter som ret og rigtigt«.
Thoreau var imod slaveriet og den amerikanske erobringskrig over for Mexico, men hans personlige oprør var anti-autoritært og rettet imod den generelle tendens til udvikling af en statsmagt. Andre har siden anvendt civil lydighedsnægtelse mere konkret. Jesuitter-ordenen har de færreste mistænkt for anti-autoritære tendenser, men det var en præst fra den orden, Daniel Berrigan, som i tresserne bekæmpede Vietnam-krigen med lovbrud. Han konstaterede, at loven tjener magthavere, som forbryder sig imod fundamentale menneskelige værdier. Og de handler endog i samfundets navn. »Hvis mennesker derfor adlyder loven, så er de i den aktuelle situation tvunget til at vise ulydighed mod Gud eller hele menneskehedens lov«, skrev Berrigan. Når staten begår forbrydelser i samfundets navn, er alle de, som ikke markant siger fra, medskyldige.
Han forsvarede sabotage af statens ejendom — f.eks. destruktion af de arkiver, som myndighederne anvendte til indkaldelse af værnepligtige. Det er forbudt i næsten alle samfund, men civil ulydighed kan være et brud på normer, som er uskrevne. Den lille gruppe fredsaktivister i Moskva, som vil fremme forståelse mellem USA og Sovjetunionen, begår således civil lydighedsnægtelse, fordi de optræder uafhængigt af den statsstyrede fredsbevægelse, der i gruppens øjne ikke er en ægte fredsbevægelse. De undgår omhyggeligt kritik af deres stat, men selve deres uafhængighed er et brud på, hvad staten kræver af sine borgere. »Vi risikerer vor frihed og endda vore liv hver eneste dag«, skriver professor Yuri Medvedkov. »Men det er umuligt for os at være uden for fredsbevægelsen. Det er et spørgsmål om ære. Det er et spørgsmål om at være mennesker«.
SELVFØLGELIG er det ikke uproblematisk, når mennesker sætter deres egen samvittighed over loven. Under indtryk af borgerrettighedsbevægelsens agitation og lovbrud ræssonerede mange amerikanske kriminelle, at f.eks. tyveri kan retfærdiggøres moralsk i et klassesamfund. Utvivlsomt følte også aktivisterne i Baader-Meinhof gruppen, at deres terror kunne retfærdiggøres.
Under Vietnam-krigen forsvarede amerikaneren Noam Chomsky civil lydighedsnægtelse med en række argumenter, som i dag kan overføres til kampen imod atomvåben, og som udgør rimelige kriterier for, hvornår lovbrud er rimelige. Man kunne dengang hævde, at krigen i Sydøstasien var i strid med folkeretten. Noget lignende gælder for atomoprustningen. Stadigt flere folkeretseksperter peger på, at atomvåben medfører vilkårlig masseødelæggelse, og derfor strider imod konventionerne for krigsførelse. Biskopper har i hyrdebreve argumenteret for, at atomvåben er i strid med kirkens doktriner angående retfærdig krig, fordi deres anvendelse ikke står i rimeligt forhold til de mål, som en krig kan have. De er gået endnu videre med en kritik af afskrækkelses-filosofien. Hvis brug af atomvåben ikke kan retfærdiggøres, så er også trusler om anvendelse i strid med Guds lov. Afskrækkelsen bygger netop på sådanne trusler. Er også besiddelse af atomvåben til ren gengældelse uacceptabel? Herom strides kirkens mænd endnu, men udviklingen går i retning af den totale fordømmelse.
Er civil lydighedsnægtelse et retfærdigt middel under demokrati? Igen må man generelt sige, at flertallets vilje ikke altid kan binde den enkelte, men i det konkrete tilfælde er sagen ganske klar. Atomvåben er udenfor demokratiet. Det er en lille klike mænd, som i hemmelighed og med hyppig anvendel se af bedrageri har påtvunget flertallet en trussel ikke blot imod milliarders liv men imod selve livet. Selv om lande ikke skal styres via opinionsundersøgelser, og selvom deres resultater er tvetydige, så er der dog ud fra demokratiske principper et skærende misforhold mellem de manges modstand og de fås hårdnakkede opbakning til f.eks. NATOs raketprojekt. Og det er de få, hvis vilje sker, hvis de mange ikke får stoppet dem.
Det er ud fra denne tankegang, at fredsbevægelsen nu anvender civil lydighedsnægtelse. Mere passiv argumentation har staten besvaret med hån, og store demonstrationer er blevet affærdiget: et højt råbende mindretal! Nu nærmer raketterne sig, og handling ud fra samvittighedens bud er bevægelsens svar.

03/15/1983

Top