Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. November
1982 / Timeline November 1, 1982
Version 3.5
Oktober 1982, 2. November 1982
11/01/1982
Fredslejre afslører militærets
hastværk
Af Judith
Winther
Greenham Common
For øjeblikket forhandles de eurostrategiske raketter i
Geneve. Ifølge al gængs tankegang betyder
forhandlinger, at det der forhandles om endnu ikke er afgjort.
Det er altså endnu ikke afgjort, om Pershing II og
krydsermissilerne skal opstilles i Europa. Det er forhandlingerne,
der skal afgøre dette, stadig i følge gængs
tankegang. Men mens der forhandles i Geneve, er forberedelserne til
udstationering af krydsermissilerne i fuld gang. De første
steder, der er udset til at modtage disse selvmordsvåben, er
en gammel flyveplads i Greenham, vest for London, og en gammel
flyveplads ved Comiso på Sydsicilien. Begge steder har der
rejst sig en voldsom og vedvarende befolkningsprotest. Womens Peace
Camp ved Greenham blev til igennem en række spontane
begivenheder.
En kvinde fra Wales med 2 børn tog i august 81 initiativet
til en march fra Cardiff til Greenham Common i Berkshire. Andre
kvinder kom til og hjalp. Den blev modtaget med glæde og
begejstring, hvor den kom frem, og mange sluttede sig til
marchen.
Da man nåede flyvepladsen, var der flere, der lænkede
sig til hegnet omkring pladsen.
Kvinder klædt i sort kom til og »sørgede«
over de børn, der måske aldrig ville få lov til
at vokse op. Et brev til den amerikanske chef for basen blev
læst op, og folk fra marchen holdt taler og spillede musik
for de mange mennesker, der havde samlet sig.
Efter denne begivenhed blev kvinderne klar over, at for virkelig at
kunne udrette noget, måtte de blive på stedet og
slå lejr for at øge opmærksomheden om, hvad der
skete.
Fra basens side reagerede man ved at gøre sikkerhedshegnet
omkring basen højere og stærkere.
Flyvepladsen blev i sin tid brugt under den anden verdenskrig, i
dag anlægges der store siloer, der skal rumme krydsermisiler
til brug for den tredie verdenskrig.
Alt det militære personale er amerikansk, men indgangene
bevogtes af engelske politifolk ved RAF Greenham Common, der er
navnet påflyvepladsen. Myndighederne er ikke glade for den
voksende interesse, der er for lejren. l februar måned blev
lejren indklaget for »Newbury distrikts komite for fredning
og naturforskønnelse«, for uretmæssigt ophold
på anden mands ejendom. I lejren besvarer man truslerne ved
at skabe så meget offentlighed om sagen som muligt. I marts
afholdtes en stor fredsfestival, hvor mere end 6000 deltog. I
forbindelse med festivalen gennemførte 250 personer en
ikkevoldelig, 24-timers afspærring af basens indgange.
Hvorefter myndighederne arresterede de blokerende kvinder. De fik
en bøde for at hindre »fri færdsel på Bury
Bank Road«. Desuden har de fået at vide, at Newbury
District Council agter at rydde lejren med buldozerer.
Womens Peace Camp i Greenham Common har brug for al den
støtte og opmuntring de kan få i form af breve og
støttebeløb.
Adresse: Womens Peace Camp, Outside Main Gate, RAF Greenham Common,
Nr. Newbury, Berkshire.
Hvorfor netop Syditalien?
Ved Comiso på
Sydsicilien er det ligeledes en gammel flyveplads, der skal
gøres klar til udstationering af krydsermissiler.
Valget af Comiso er særlig foruroligende. Hvorfor netop
Syditalien? Der siges at missilerne skal rettes mod Sovjet, men
viser placeringen ikke, at de lige såvel kan være
rettet mod hele middelhavsområdet?
Entreprenørarbejdet, der oprindelig skulle være
startet i december 1981, er blevet udskudt flere gange på
grund af modstanden hos den lokale befolkning, men nu pludselig
foregår opbygningen med en sådan hast, at det må
bekymre enhver fredsbevægelse.
En række store fredsfestivaler er planlagt ved Comiso, bl.a.
med deltagelse af kirken og man håber på stor
repræsentation af fagbevægelser fra andre lande.
»Vort problem er internationalt og vi må protestere
internationalt. Jo mere internationalt fællesskabet er jo
stærkere bliver vi«, siger arrangørerne.
Kilde: Fred og Frihed, 1982:2 s. 10.
11/01/1982
Top
Send
kommentar, email
eller søg i Fredsakademiet.dk
|