Det danske Fredsakademi

GUDSTJENESTE FOR FREDEN.

MANDAG D. 21. JUNI 1982-

LYNGBY KIRKE.

SOGNEPRÆST LEIF HENRIKSEN i samarbejde med
"KVINDER FOR FRED".

PRÆLUDIUM

SALME NR.. 12.

PRÆSTEN HILSER MENIGHEDEN:

HERREN VÆRE MED JER.

MENIGHEDEN SVARER:

OG MED DIN ÅND"

BøN

TEKSTLÆSNING

TALE V LEIF HENRIKSEN

SALME NR.. 278 vers 5 - 9

TALE V KAREN BORCHORST

SALME NR. 11

HILSEN

BøN

LEIF HENRIKSEN LYSER VELSIGNELSEN:

HERREN VELSIGNE DIG OG BEVARE DIG.

HERREN LADE SIT ANSIGT LYSE OVER DIG OG VÆRE DIG NÅDIG.

HERREN LøFTE SIT ÅSYN PÅ DIG OG GIVE DIG FRED.

Amen- amen - amen..

SALME NR. 722

POSTLUDIUM

Efter gudstjenesten er alle velkommen i mødelokalet, Kirkestræde 10- der er en kop kaffe/te- VELKOMMEN.

Til fredsgudstjeneste i Lyngby Kirke den 21.6.1982.

Indledning: Den følelse, der griber mig ved at stå her, er glæde. Det har længe været mit håb, at man også i kirkelige kredse kunne tale åbent om fredsspørgsmål. "Og nu kommer markeringerne både fra Det Økumeniske Verdensråd, der har besluttet at gå ind for fred og nedrustning og ved selve den gudstjeneste, vi deltager i i dag.

I vores hjemlige debat med dens mange nedslående momenter er det opløftende, at en stor ikke partipolitisk organisation tager ordet.

Vi i kvinder for fred har fået en mulighed for at tale under denne gudstjeneste, og dette har vi ikke opfattet som en opfordring til at tale om os selv, men mere bredt at tale om det at arbejde for fred.

Derfor.vil jeg især tale om, hvorfor vi tror på, at det kan give resultater at arbejde i en bevægelse, og hvad det kræver og giver individuelt. Inden jeg siger noget om bevægelserne, vil jeg kort prøve at præcisere, hvad det er, vi er i bevægelse for.

For fred ..... det kunne let give en forestilling om, at vi er for en bestemt defineret tilstand, det er vi måske også somenkel,trnennesker, men det er ikke en beskrivelse af det, der driver os.

Sagt anderledes, det handler ikke for mig om at bestemme, hvorledes den fredelige tilstand skal se ud, som mine børnebørn skal leve under, det handler derimod om at sikre, at de selv kan forme indholdet i deres fremtid .... ja om overhovedet at sikre denne.

Når jeg tror på, at mennesket er dynamisk, i bevægelse og l udvikling, ser jeg også, at dette altid kræver et opgør med fortid og fremtid, og det vigtige er derfor at sikre sig mod, at denne udvikling antager uacceptable former.

At være opmærksomme på at freden skal vælges ... skal erobres - hele tiden.

Mit egentlige mål er imidlertid kort at fortælle om, hvorfor jeg tror på "den folkelige bevægelse" og den enkeltes forhold hertil.

Hvis vi blot er mange nok .... det udsagn høres tit som grund til at gå sammen, og røber vel en optimistisk tro på demokratiet .... og overfor dette siges det tit, hvem er det, der lytter til folket og bevægelserne ?

Begge udtalelser er vel sande, men blot ikke hele sandheden.

Den kommer man nok nærmere ved at tænke over, hvad det er, der gør, at bevægelser realistisk kan have betydning og hvornår.

Jeg synes, at der er to vigtige elementer i den situation, hvor bevægelser har udsigt til succes: Den ene knytter sig til den enkelte, og den anden vedrører samfundet.

Det er vigtigt, at det bevægelsen vedrører, føles vedkommende og sandt.

Der er vist ingen tvivl om, at spørgsmålet om vor fælles fremtid er vigtig, men det er samtidigt så stort, at det ikke rigtig lader sig indordne under en etikette, som bevægelser er for eller imod.

Men når det direkte bliver spørgsmålet om en trussel mod fremtiden, og denne trussel kan gives navn og adresse, bliver det vedkommende at tage stilling.

Som følelse handler det om, at vores fælles angst er vokset, den har fået ansigt.

Når jeg siger fælles ... mener jeg, at den er fælles for os alle, uanset hvor vi befinder os på samfundets stige, og det er netop pointen:

At det som sætter os almindelige i gang, er det samme som taler for, at der er nogen, der vil lytte.

Så kunne man indvende, at netop nu tales der om, at man kan bruge små bomber, at man kan komme først, eller man kan holde sig til den konventionelle krig, og det tyder da ikke på angst.

Det tror jeg er forkert ... disse udsagn giver i sandhed grund til angst, men samtidig siger de ikke noget om angsten hos dem, der udtaler det ... den gemmes bag den officielle rolle.

Og aldrig har der vel været en så god grund til kollektiv angst, som nu hvor vi har A-bomber nok til indtil flere på hinanden følgende udslettelser af jorden.

Det andet moment i min tro på bevægelserne knytter sig til det samfund, de virker i. Når s'amfundene er l udvikling i sine grundstrukturer, er der størst mulighed for, at bevægelser kan slå igennem. E,t/, par meget forskellige eksempler kan måske belyse det.

Den danske folkehøjskole var vel en folkelig bevægelse, og den havde succes... men blandt andet hang det sammen med, at det danske samfund var i forandring både materielt og åndeligt.

Industrialisering, liberalisme og frihedsrettigheder viser nogle af brudfladerne.

Et andet eksempel er Vietnambevægelsen, der også havde sin store andel i ophøret af denne krig. Her var ikke blot tale om en isoleret antikrigsbevægelse, men samtig tale om en bred forandring i de vestlige samfund, med ungdomsoprør, velstand og optimisme.

I dag er der igen forandringer af dybtgående karakter, der giver tro på, at bevægelser kan få betydning. Det er ressourceknapheden, som har skærpet opmærksomheden på, hvad vi gør ved vore omgivelser, og hvad vi bruger de sparsomme midler til.

Ligeledes er der ændrede betingelser for den politiske meningsdannelse, der giver nye meningsdannelser mulighed, endelig har generations opgøret fået nye former.

På disse to baggrunde, der desværre er alt andet end blåøjet idylliske, men tværtimod er realistiske, er det, jeg tror, det er muligt.... og måske også den eneste måde .... for bevægelser at skabe forandring.

Men bevægelser består af enkeltmennesker og lever af deres engagement., og det er derfor vigtigt, at der sluttes op, at der handles. Hvordan det foregår, er naturligvis meget individuelt, men for mig var udgangspunktet tanker om mine børnebørns fremtid.

Jeg talte med mine nærmeste om det, skrev læserbreve men først med bevægelsen kvinder for fred blev jeg mere aktiv l det offentlige.

Når det for mig blev kvinder for fred, hænger det vel sammen med, at der her er tale om at formulere sine meninger på en baggrund, der er kvindelig og min ..... men også at her tog en gruppe til orde, som ellers ikke markerede sig, ja der dukkede den gruppe, jeg tilhører, pludselig op på arenaen med krav om at blive hørt og mod til at tale.

Det skal igen pointeres, at ,det ikke er et fremstød for kvinder for fred, men det er nu engang min erfaring ... og bredere set er det vigtig~ i det, at det er af betydning, at man engagerer sig ud fra det sted, hvor man befinder sig.

Engagerer sig... det lyder så overvældende ... der er naturligvis arbejde forbundet med at være aktiv, men det varierer meget.

Et er imidlertid sikkert: Er vi flere om det, er der flere at lytte til og flere til at sikre fortsættelsen af arbejdet, trods pasning af børn og børnebørn Det kan nok være svært at se, om arbejdet i det daglige bærer frugt, men som jeg sagde i indledningen, opfatter jeg netop det kirkelige engagement som en frugt, ligeledes den store vækst i fredsbevægelser.

Men også nu og her er der udbytte gennem studiekredsvirksomhed, hvor man deltager i den løbende debat ved film, udstillinger og fredsdemonstrationer. Især vil jeg gerne trække den store fredsdemonstration frem, som fandt sted den 6.12. 1981 i København, hvor over 50.000 mennesker deltog, børn, unge og 6amle. Man fornemmede det bæredygtige fællesskab. Jeg vil gerne slutte med at opfordre til, at man engagerer sig og tager aktiv del i fredsskabende og fredsbevarende arbejde. Fra min synsvinkel gerne i kvinder for fred .... men ret beset .... vigtigere .... i den eller de bevægelser, hvor man føler at høre til.

At vi er flere retninger, fraktioner og dele.... hæmmer ikke. Det er netop vigtigt at huske, at bevægelser lever af meningsudvekslingen ... og den er vigtigere nu end nogensinde.