Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 24. februar 1974 / Time Line February 24, 1974

23. Februar 1974, 25. Februar 1974

02/24/1974
demokraten, søndag den 24. februar 1974
Sådan myrdede juntaen Chiles største poet:
SYNG FOR HELVEDE, SYNG
Af Peter Torbiørnsson (Demokraten/Aftonbladet)
Sådan blev Chiles største digter og sanger myrdet af militær-juntaen.
Victor Jara blev henrettet for øjnene af tusinder af medfanger på Santiagos blodige fodboldstadion.
Bødlerne huggede hans hænder af, sparkede ham og skreg:
Syng for helvede, syng.
Og den lemlæstede, søndersparkede Jara rejste sig og begyndte at synge.
Og alle fangerne stemte i med den revolutionære sang.
Derefter skød de ham.
Samtlige soldater på pladsen sendte deres kugler mod Jara. Og bagefter rettede de våbnene mod bænkene og de andre fanger og skød fuldstændig besindelsesløst.
De fleste helte i Chiles modstandskamp i de første uger var anonyme. Ukendte modstandsfolk, som blev dræbt på fabrikkerne og i militærets torturkamre. Men der var nogle undtagelser. En af dem var Victor Jara.
ØJENVIDNE
Nu har imidlertid den chilenske journalist Miguel Cabezas i den argentinske avis La Opimon givet en øjenvidneskildring af, hvordan det gik til, da en af verdens største visekunstnere døde. / Det får betydning, når beretningen begynder at spredes i Chile.
Victor Jara var en af de ledende i den bølge af nyskabende, folkelig kultur, som nåede langt uden for Chiles grænser i 70'emes første år. Han var komponist, sanger, guitarist og digter.
Han var elsket selv blandt dem, der ikke delte hans radikale, politiske engagement. Jara var organiseret kommunist ligesom Pablo Neruda.
ARRESTATIONEN
Da nyheden om, at militæret krævede Aliendes afgang, nåede Jara, begav han sig til den tekniske højskole i Santiago. Han havde samarbejdet med studenterne under sommerens vognmands-strejke og delt madvarer ud i fattig-distrikterne. Nu deltog ham i studenternes forberedelser til modstand på højskolen.
Mange blev dræbt eller såret den 11. september, kup-dagen. Da studenterne gav op for at undgå en total massakre, befandt der sig omkring 6000 mennesker på højskolen.
Fangerne blev tvunget til at lægge sig med ansigtet mod jorden og hænderne bag hovedet. Den mindste bevægelse blev straffet med en kugle. Mange sårede døde her af deres blødninger. At hjælpe en kammerat, som var ved at forbløde, betød hjælperens egen død.
Jara var en af dem, som lå i gården indtil kl. seks om aftenen. Så blev han med hundreder andre ført til stadion i Santiago.
TORTUR
I sportshallen skød vagterne regelmæssigt maskingeværsalver over fangerne hvert femtende minut. Højttalerne spyttede uophørligt trusler ud: —I, perverse svin og forrædere, er vore gidsler i krigen. Hvad der end sker, dræber vi jer på stedet.
Mange blev skudt af soldaterne. Fangerne sad på bænkene i hårdt projektørlys. Mennesker blev torteret i alles påsyn. Omkring tyve menneskekroppe lå ubevægelige længst nede. De havde kastet sig ud over tilskuerpladserne for at slippe for at leve mere.
Victor Jara gik omkring og forsøgte at berolige sine kammerater.
Ved et tilfælde befandt han sig nær ved den port, hvor de sidst fængslede blev slæbt ind. Der traf han sammen med kommandanten, som gjorde et tegn, da han så Jara, som spillede han på en usynlig guitar. Jara nikkede forundret.
10 ØKSEHUG
Kommandanten kaldte på fire soldater, som greb Jara og førte ham til et bord i centrum af arenaen, hvor de fleste kunne se, hvad dier skete. Jara fik ordre til at lægge hænderne på bordet. Officeren tog en økse frem, og i to hug skilte han fingrene fra hånden på både venstre og højre hånd. Jara sank langsomt sammen.
Officeren begyndte at sparke til den liggende krop, mens han skreg:
— Syng nu for helvede, syng.
Imens sprøjtede Victor Jaras hænder blod, og hane ansigt blev farvet violet.
— Syng for helvede, syng!
Det lykkedes Jara at rejse sig og vakle over mod bænkene. Der var totalt stille. Pludselig hørtes Jaras røst. Han skreg:
- Ja, compaineros, lad os gøre, som kommandanten vil. Han svajede frem og tilbage, inden han fandt balancen, strakte de blodige hænder op og begyndte at synge en revolutionær sang, som alle kendte. Hele stadion sang med, sangen løftede sig over betonen. Jara markerede takten.
Det blev for meget for soldaterne, som først skød Jara. Da ham faldt, rettedes kugleregnen mod bænkene. Og man skød besindelsesløst.

02/24/1974
demokraten, søndag den 24. februar 1974
HER ER DET SIDSTE DIGT VICTOR JARA FIK SKREVET
Vi er fem tusinde i denne del af
byen. Vi er femtusinde — hvor
mange er vi i hele landet, i
andre byer? Vi er titusind
hænder, som sår og holder
fabrikkerne i gang.
Så mange mennesker med sult,
kulde, angst, panik, smerte,
samvittighed, skræk og
vanvid. Seks af vore gik tabt i
et rum uden stjerner: en død,
en så ilde tilredt, at det
overstiger min fantasi, de fire
ville forlade alle deres rædsler,
et par ved at flygte, andre
stødte deres hovede mod muren,
men alle ... alle med dette blik
mod døden. Hvilken fortvivlelse
ved mødet med fascismen, som
så nøje planlægger og
gennemfører uden at bryde sig
om. Blodet er deres medaljer,
slagteriet en akt af heltemod.
Herre Gud, er dette den verden,
du skabte? For dette dine syv
dage af ophøjelse og hvile?

Omgivet af disse mure
er vi bare en mængde
uden særlig betydning,
som langsomt kom til at elske
døden mere.
Men bevidstheden slår mig,
og Jeg ser disse lidelser uden
lyd
, men med maskinernes puls
og soldaterne, som viser deres
ansigter,
ligner gamle frøkener
fyldt med blidhed

Og Mexico og Cuba og
verden,
som skriger denne afsky ud.
Vi er titusind hænder, som
producerer.
Hvor mange er vi i hele
landet?
Blodet fra vor Compareno
Presidente
slår hårdere end bomber og
kugleregn.
Sådan som vores knyttede
næve skal slå igen.
Ay, jeg synger om, hvor ilde
det går mig.
Frygten, hvor længe skal jeg
synge.
Frygten som den jeg lever,
en skræk som den jeg dør,
da jeg ser mig blandt alle
disse uendeligt,
uafsluttede øjeblikke,
da
stilheden og skriget
bliver denne sangs mening.
Det. jeg ser, så jeg aldrig,
det, jeg følte og føler,
rykkes op med rode
et øjeblik

(Digtet er ikke afsluttet. Victor Jara nåede aldrig at skrive det færdigt. Der blev heller ikke tid til at sætte musik til, sådan som det var hensigten.)

02/24/1974

Top