Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 1. februar 1970 / Time Line February 1, 1970

Januar 1970, 2. Februar 1970

02/01/1970
Krigens kræmmere
Leder i Frit Danmark, februar 1970
I de sidste måneder har det ikke kunnet forhindres, at mere og mere er kommet frem om den gigantiske handel med våben der foregår overalt på kloden. Det er ikke blot våbenfabrikanter og våbenkøbmænd, der er i gang; de mest storstilede våbenhandler foretages af stormagternes regeringer - som middel til at fremme deres af storkapitalen dikterede politiske og økonomiske interesser.
Biafra er det seneste tragiske eksempel på, hvordan konkurrerende monopolinteresser har forsynet de to parter med våben og ladet to folk i en tidligere koloni slås i årevis med det resultat, at 2 millioner mennesker er blevet dræbt og andre millioner bragt ud i den yderste elendighed. Men nu er olien sikret for de anglo-amerikanske olieselskaber, og som Berlingske Aftenavis skrev den 26. januar: » . . .boreudstyr når igennem til de tidligere biafranske områder, endnu inden nødhjælpen til den sultende befolkning er organiseret«.
Våbenhandel og krig er jo ikke noget nyt: både 1. og 2. verdenskrig var nok en monopolernes krig om verdenens rigdomme, men den foregik direkte stormagterne imellem og med deres egne landområder og menneskemateriale som indsats.
Monopolernes krig i dag er en krig med stedfortræder. Det er neokolonlalismens krig.
De fleste af stormagternes tidligere kolonier er blevet »selvstændige« stater, men de tidligere koloniherrer og frem for alt den nye stormagt USA træder nu til og udnytter de fra kolonitiden arvede indre modsætninger i disse stater til på endnu mere håndfast måde at få herredømmet over de uhyre naturrigdomme, som findes dér. Krig og ufred er ikke uvelkommen for monopolkapitalen, som derigennem opnår et endnu fastere tag om disse lande og tjener på våbnene og på de økonomiske gevinster, de presser ud af de svækkede indfødte regeringer.
Enkelte steder er det lykkedes en tidligere koloni eller halvkoloni at få oprettet et virkeligt folkeligt styre - Kina, Cuba, Nordvietnam - her forsøger USA også at sætte en kæp i hjulet. I Vietnam med den mest alvorlige indsats af våben, og til forskel fra andetsteds med menneskemateriale fra deres eget og deres allieredes lande, simpelthen fordi den sydvietnamesiske regering, som amerikanerne støtter ville bukke under for det folkelige pres, hvis amerikanerne ikke var på stedet.
De frygtelige såkaldte »små krige« som monopolkapitalen fører rundt om i de underudviklede lande, kan kun bringes til ophør ved en målbevidst støtte fra alle folkelige regeringer og bevægelser i disse lande fra industristaternes progressive partier og bevægelser, sideordnet med en forstærket kamp imod oprustningen og mod den vestlige verdens direkte indblanding i den 3. verdens forhold.
Man kan spørge: Hvad kan vi gøre herhjemme? Vi kunne bl. a. gøre det realistiske, at få undersøgt i hvilket omfang der i Danmark foregår produktion og handel med krigsmateriel, og med dette materiale i hånden søge at få denne trafik standset. Var det ikke en højst påkrævet opgave for fredsforskningen at søge en sådan opgave løst. Det er vigtigere end at forske i agressioner individer imellem.

02/01/1970
Telefon- og telegrafvæsenet som militærleverandør
Frit Danmark, februar 1970
Da den militære aflytningscentral i Kejsergade blev afsløret, hørte man også, at den var oprettet i forbindelse med Post- og Telegrafvæsenet. Denne danske statsinstitution er imidlertid et rent barn hvad angår indblanding i militære anliggender, i USA er det private American Telephone & Tele-graph Company den sjettestørste militærleverandør.
A.T.&.T. lægger ikke skjul på, at det fungerer som vort eget Post- og Telegrafvæsen. I nogle annoncer i forskellige af det militær-industrielle komplex' tidsskrifter hed det således: »Kommando-kontrollen benytter vore ledningsnet« og »Vi kan holde på en hemmelighed«. Det sidste er slet ikke så galt endda - der vides grumme lidt i den amerikanske offentlighed om at A.T.&T. er en af de største militær-leverandører, der blandt andet vil være det foretagende, der kommer til at tjene de fleste penge på det såkaldte Anti Ballistic Missile 'vstem (ABM) - på kontrakter, der kan løbe op til ca. 400 milliarder dollars. Underentreprenører og datterselskaber
De 25 største militærleverandører i USA omfatter foruden A.T.&T. firmaer som Ford, General Electric, General Motors og Standard Oil of New Yersey - de 4 største industriforetagender i USA.
A.T.&T. er det største amerikanske foretagende overhovedet, dets formue på ca. 40 milliarder dollars svarer til den samlede formue af USA's 50 største transportselskaber (herunder også jernbaner og flyselskaber), eller til de tre største industriforetagenders samlede formue eller til den samlede formue af de 50 største banker i USA eller de 50 største detailhandels-kompagnier tilsammen.
I A.T.&T.'s årsberetning står der beskedent om dets militærkontrakter: »Det grundlæggende ansvar ligger ... hos Western Electric og Bell Laboratories, men det meste af arbejdet vil blive udført af underentreprenører.« Nu må man først og fremmest vide, at Western Electric, der fabrikerer alt A.T.&T.'s materiel til dets telefon- og telegrafanlæg, og Bell Laboratories begge er datterselskaber af A.T.&T.
At arbejdet for størsteparten udføres af underentreprenører gør imidlertid ikke A.T.&T.'s profit på militærkontrakterne ringere - tværtimod. Det lykkes udmærket for det militærindustrielle komplex' giganter at trække pengene ud af lommerne på de amerikanske skatteydere.
Den eventyrlig høje profit
Recepten er følgende: Ved hjælp af et godt forhold til senatorer og repræsentanter i Washington og ved at sørge for at få så mange afdankede generaler ind i sine bestyrelser som muligt, bliver man betroet en militærkontrakt. Muligvis vil man udføre noget af arbejdet på kontrakten selv, men det er meget bedre at udlicitere det til underentreprenører, og ved valget af dem kan man så glimrende tage hensyn til de senatorer og repræsentanter, hvis støtte man har fået, ved at placere ordrer i de stater, de er valgt i. Profitten er sikker, idet underentreprenørerne naturligvis først må lægge deres profit på regningen til hovedentreprenøren, der herefter skriver en ny regning til regeringen med sin »passende« profit lagt oven på underentreprenørernes regninger.
Der kan nævnes flere eksempler, som ville egne sig glimrende som regneopgaver i de amerikanske skoler. Hvad mener man f. eks. om følgende: Western Electric fik en kontrakt af militæret på 1600 millioner dollars af hvilke det tog 113 millioner i profit (7,1 %), men Western udførte selv kun arbejde for 359 millioner (heraf var 82 millioner eller over 20 % generalomkostninger og administration); regnes Westerns fortjeneste efter dets eget arbejde bliver den ikke 7,1 % men 31,3 %. At underentreprenørerne ikke blev snydt fremgår af følgende: Western gav Douglas en underkontrakt på 645 millioner, hvoraf Douglas regnede sig 46 millioner (7,1 %) i profit, men Douglas udførte selv kun for 103 millioner, så profitten udgjorde ikke 7,1 % men 44,6%. Hopla, hvor det lever - det militær-industrielle komplex - i Guds eget land.
V. H.

02/01/1970

Top