Det danske Fredsakademi

RAKETTER TIL ÅRHUS HAVN

Gennem de sidste år synes der at være opstået en bedring i forholdet mellem øst og Vest. Med denne bag­grund forekommer den af NATO-landene førte udenrigs- og militærpolitik endnu mere besynderlig end før. Årsagen må sikkert søges blandt andet i det paradoks at det altid har været økonomisk dårligere at fremstille nyttige ting end varer der medvirker til menneskers ødelæggelse, først og fremmest våben, der jo er for­ældede få måneder efter fremstillingen.

Trods FNs fordømmelse og protester fra hele verden forbereder Frankrig sig på at gennemføre atom­bombeforsøg i Sahara. Og vi herhjemme er godt med. Vi skal nu have en hær på 6000 højtlønnede soldater, der selvsagt vil blive en alvorlig hæmsko for en eventuel nedrustning. Vort militær er nu også forsynet med raketter. De første kom til Århus havn i august i fjor. Aldrig mere Krig arrangerede dengang en 36 timers protestvagt så tæt ved skibet som muligt.

Den tavse protest må have virket foruroligende i forsvarsministeriet.

I hvert tilfælde søgte man at smugle en ny ladning raketter ind i Århus under betegnelsen foderstoffer. Få timer før skibets ankomst fik vi dog nys om de mærkelige »foderkager«. I løbet af natten mellem 4. og 5. januar ankom 7 mand til Århus, og tidlig næste morgen anbragte vi os umiddelbart uden for politiets af­spærringer ved havnen.

Vores anelse viste sig at være mere værd end politiets forsikringer om at skibet ikke indeholdt så meget som en »våd kineser« og at vi »ville blive fuldstændig til grin«. I løbet af de næste 36 timer kom flere snese jernbanevogne med raketdele forbi os på vej til Holbæk.

Var det så en hård tørn? For mit vedkommende nej. Vi var forsynet med luftmadrasser, soveposer og tæpper. En af deltagerne påstod at han fik sovet ud for første gang siden han var i nægterlejr. Meningsfæller fra Århus forkælede os med mad.

Hvad opnåede vi? Ved hjælp af vore medbragte skilte og løbesedler en begrænset kontakt med byens borgere og en presse der sikkert er den største fredsbevægelsen har haft i vort land. Selv radioen omtalte os flere gange.

Vi er ikke forvænnet med håndgribelige resultater; men en og anden er nok kommet til at tænke på den trusel mod hele menneskeheden som de nye våben frembyder, og så er hensigten nået. Officerer og konservative blade har slået fast at raketterne uden atomladning ikke er mere værd end kanonerne ved Ebeltoft rådhus, så der er grund til at frygte at nye og større protester bliver aktuelle i fremtiden.

Formen bør nok ændres, måske i retning af de engelske atommarcher.

Jeg var det eneste medlem af Kristeligt Fredsforbund der deltog i denne protest. Men bliver der en gentagelse, bør vi da ikke være mange? Michael Scotts uforfærdede aktion mod forsøget i Sahara styrker vores tro på at også vi må søge nye veje i kampen for at hindre en alt­udslettende katastrofe.

Henning Sørensen.