Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 1. Juli 1951 / Time Line July 1, 1951

Juni 1951, 2. Juli 1951

07/01/1951
Anden Socialistiske Internationale genoprettes i Frankfurt.

07/01/1951
KOREA
Vi Kvinder nr. 7, 1951
To kendte danske kvinder, redaktøren af „Frit Danmark", Kate Fleron, og overbibliotekar Ida Bachmann, har været med en international kvindedelegation i Korea, og rystende er den beretning, de på møder aflægger om de rædsler krigens gru bringer over det koreanske folk. I næste nummer af vort blad vil der fremkomme artikler derom. Et af de mange spørgsmål, beretningerne får os til at stille, er: Hvad mener De, at Danmarks kvinder kan gøre for at hjælpe de ulykkelige koreanske kvinder og børn. og vi bringer her svarene fra de to delegerede:
„Vi Kvinder" har spurgt mig, hvad jeg mener, Danmarks kvinder kan gøre for at hjælpe Koreas ulykkelige kvinder og børn. Den eneste virkelige hjælp er at få krigen standset og få de fremmede styrker fjernet fra Korea. Alt andet er lapperi i sammenligning med dette ene. Og vi må hjælpe. Men hvordan?
Som medlemmer af F.N. er vi medansvarlige for den udryddelseskrig, der føres imod den koreanske civilbefolkning. „VI, DE FORENEDE NATIONERS FOLK, HAR BESLUTTET ..." sådan lyder de stolte indledningsord i F.N.s grundlov. Hvis F.N. igen skal komme til at stå som folkenes forum, og ikke en enkelt regerings, da må vi kræve, at der fra Danmark sendes repræsentanter til F.N., som vil arbejde for overholdelse af F.N.s statutter, ifølge hvilke F.N.s pligt er at virke for freden, og F.N. ingen ret har til at blande sig i et lands indre stridigheder. (F.N.s grundlov, artikel l og 2).
At virke for dette er danske kvinders -- os mænds - - første pligt overfor Koreas kvinder og børn; og uden dette er al anden hjælp en hån.
Krigen i Korea — Amerikas krig i F.N.s navn — foregår bag et tæt røgtæppe af censur. Det raseri, der har udfoldet sig i de amerikaniserede danske aviser over to danske kvinders beretninger om, hvad de har set i Korea, viser hvor angst man er for, at ucensurerede meddelelser om kendsgerningerne skal sive ud.
Indtil nu, da vi 22 kvinder er vendt tilbage til vore hjemlande, har ingen i de vestlige lande haft lejlighed til at høre det koreanske folks stemme. Kun modparten — Amerika — er blevet hørt. At bryde det tætte røgtæppe af censur er det første skridt henimod en fri drøftelse af spørgsmålet: krigen i Korea. -De mange danske kvinder, der har været med til at sende os til Korea, har dermed skabt den første forudsætning for at komme ensretningen og uvidenheden tillivs.
Når jeg tænker på de talrige samtaler, vi ogde øvrige medlemmer af den internationale kvindedelegation havde med mennesker i Nordkorea, er der en sætning, der bliver ved med atlyde i mine ører, fordi den blev gentaget så ofte:„Sig det til verden. Vi håber, menneskene vil forstå." Det er den hjælp. Koreas ulykkelige kvinder håber vil komme ud af delegationens besøg: menneskehedens forståelse. De beder ikke om andet, ve! vidende at hvis menneskeheden vidste, hvad der foregår i Korea, ville den rejse sig i harme som een mand og kræve krigens ophør. Jeg husker en ung mor, der med sit barn på armen kom op fra et af jordhullerne under Phyongyangs murbrokker. Hendes lille barn havde mistet evnen til at smile. Selv sagde hun med et alvorligt smil, da hun så os: „Selvom vi ingen mad har, vil jeg tilbringe aftenen i glæde ved tanken om, at De er kommet."
Under vores ophold i Nordkorea modtog aviserne derovre mange breve fra deres læsere, som udtrykte glæde over kyindedelegationens besøg, og overalt hvor vi kom frem, mærkede vi den forventning, de koreanske kvinder knyttede til det arbejde, vi ville forsøge at gøre for at bryde en breche i den vestlige verdens uvidenhed om de faktiske forhold
Imens vi kvinder arbejder for fred i Korea, er det vigtigt, at vi lader koreanerne vide, at vi forstår. Lad dem få at vide, at de har venner over hele verden, også i Danmark!
Mod har de, og rankhed, midt i sorgen over de døde og bekymringer over, hvordan de skal redde deres børns liv igennem disse uhørte prøvelser. Man kan dårligt tænke sig et folk, der ville være mindre egnet til underkuelse. Amerikanerne har tydeligvis kendt landets geografi på en prik og vidst, hvordan alt kunne lægges øde. Men de har ikke taget koreanernes frihedsånd i betragtning. Derfor forsøger de nu også at udrydde Koreas befolkning.
I det land, hvor byerne og deres menneskeboliger er jævnet med jorden, hvor fødevarefabrikker, tekstilfabrikker og varelagre af enhver art er udslettet, hvor transporten af landbrugsprodukter til byerne hindres ved stadige luftangreb på vejene og deres oksekærrer, hvor flyverne hindrer fiskerne i at gå ud på fisken og bønderne i at arbejde på markerne — i det land er de timelige savn så store, at mange må hjælpe, om hjælpen skal blive mere end en dråbe i havet. Hver dag uddeler myndighederne mad til byernes bomberamte befolkning, forsåidt der er mad at uddele, og regeringen fremskaffer så vidt muligt de nødvendige beklæd-ningsstykker, så at ingen skal gå nøgne. Men hvis der ikke kommer hjælp udefra -- fra os, der har mere end det nødtørftige, fra os som til forskel fra det store flertal i de koreanske byer har lidt at dække os med om natten — da er det vanskeligt at fatte, hvordan Koreas kvinder og børn skal overleve trængslerne.
Klæder, tæpper, fødevarer og medicin er de fire fornødenheder, vi efter min mening bør lægge an på at fremskaffe og sende til den koreanske kvindeorganisation, hvis formand er Pak Den Ai. Hverken hun eller nogen anden i Korea har bedt om timelig hjælp. Men det er min overbevisning, at en sådan hjælp vil blive modtaget med glæde. Først og fremmest fordi den vil vise, at der findes mennesker ude i verden, som tænker med kærlighed på dem, der lider; dernæst fordi en sådan hjælp vil være med til at holde kulden og sulten og sygdommen fra - ikke fra døren, men fra de jordhuler Koreas kvinder og børn er tvunget ned i i de Forenede Nationers misbrugte navn.
Ida Bachmann.
Hvad kan vi gøre for at hjælpe Koreas kvinder og børn, har man spurgt mig.
Det man kan gøre, foruden at udbrede kendskabet til de lidelser, de gennemgår og derigennem styrke kravet om, at krigen må holde op, er så uendelig lidt.
Hvad mangler I - - hvad behøver I mest? spurgte vi de koreanske kvinder - - og de svarede os: Alt. Og det er jo rigtigt, at den, der intet har, trænger til alt: til klæder, mad, boliger. Og til medicinalvarer. Man ville ønske, der var mulighed for at gennemføre det der ville være den bedste hjælp: at hente de tynde, skræmte og halvsultende koreanske børn til trygge lande, hvor de kunne blive passede og plejede og genvinde deres sundhed. Men dette er af mange grunde ikke muligt. Hvad kan vi så gøre? Samle ind tik^em? Kan vi i den forbindelse lære af, hvordan man har båret sig ad i andre lande?. Kan hjælpen eventuelt formidles gennem internationale organisationer ?
Vi er så små, og vi ligger så langt fra Korea - det er ligesom jeg kun kan forestille mig vort beskedne • bidrag, som en del af en større hjælp, der virkelig kan batte. Kate Fleron

07/01/1951
Intet nyt fra Nordkorea.
MAN har spurgt mig, om pressereaktionerne« voldsomhed efter min hjemkomst fra Nordkorea ikke er heftigere, end jeg havde forestillet mig, xie ville blive! Jo, de er stærkere, end jeg tænkte mig det, før jeg havde været i Korea, men de er ikke mere hadske, end jeg vidste, de måtte blive, efter jeg havde været der.
Det er jo stærkt, det jeg kommer hjem og beretter, og det er noget, der ikke må være sandt — for det er nu engang kun fjendens soldater, der begår grusomhederne. I denne indstilling er der på een gang både erkendelse og forsvar; erkendelsen af, at grusomheder ikke bør tolereres, udløser den primitive forsvarskemanisme: jamen vi har heller ikke begået dem.
Er dette til at undre sig over? Både nej og ja. Nej, fordi det er det nemmeste at nægte at tro det besværligt ubehagelige, som man ikke ville kunne komme udenom at drage konsekvensen af - - ja, fordi det er så grumme kort tid siden, vi allesammen oplevede, at det utroligste, de tyske koncentrationslejre, var sandt.
Har vi ikke modtaget en lære i grusomhedernes psykologi, som i hvert fald bør gøre os betænkelige ved de vidnesbyrd, der foreligger fra Korea? Ved vi ikke nok om, hvad krig og fanatisme kan gøre ved og mod mennesiker til, at vi bør standse op og undersøge dette? Hvis det nu er sandt, eller hvis blot en del af det er sandt, kan så Danmark, kan De Forenede Nationer med menneskerettigheder og Genferkonventionen, som sine ringlende smykker, tolerere det?
»Nej, vist ikke, men det passer ikke -- det er kommunistisk propaganda.«
Må jeg svare på dette med at understrege et af de argumenter, der hyppigt er blevet brugt mod mig, at jeg i virkeligheden ikke har fortalt noget nyt af betydning — man vidste jo i forvejen, at sådan var krigen i Korea. Jeg godtager gerne den anskuelse, at man vidste det hele i forvejen, og jeg skal endda bilægge påstanden med beviser: det er ikke mig, der har skrevet følgende -- det er den franske journalist Charles Favrel i det liberale-konservative »Le Monde« (i en artikelserie i februar i år, citeret i F. D.s marts-nr.):

“.... På en bombardementsmaskine er anbragt et filmapparat, der indregistrerer, hvad maskinen og dens besætning foretager sig. Maskinen flyver over det snedækte landskab, for hver gang, der observeres levende væsener, at dykke ned og mitraillere dem. Om det drejer sig om soldater eller flygtninge, spiller ingen rolle. Samme taktik anvendes overfor landsbyer og isolerede gårde, der sættes i brand. Møder man et jernbanetog, dykker man ned og mitraillerer det, først fra lokomotiv til sidste vogn, derefter fra sidste vogn til lokomotiv. Så er man nogenlunde sikker på, at alle ombordværende er enten dræbt eller sårede. Et sted ligger der en ensom hytte i sneen; også den beskydes med mitrailleuser. Samme skæbne overgår vogne og kærrer på landevejene. Kommer man til en større by, tages bomberne i brug. Amerikanerne viste med stolthed denne film for de udenlandske journalister. Af hvilke nogle tænkte på, at en lignende skæbne formentlig ville ramme Europa i tilfælde af en krig....”

“.... For hvis De forenede Stater og deres indbudte gæster fra F.N. er interveneret i Korea som ridderne drog på korstog, så har man nu bevis for, at resultatet af denne intervention er blevet een katastrofe, der har åreladt, udsultet, terroriseret, ødelagt og ruineret landet.;..
På den 200 kilomter lange front brænder Korea, landsby for landsby, hus for hus, efter en teknik, der indførtes af Attilas horder og som siden er fuldkommengjort af prøjsere og russere, en teknik, der kaldes den brændte jords politik.”

“Allerede længe har amerikanerne brugt den såkaldte Napalm-bombe, der anvender en slags benzin-gelé, som antændes og brænder alting op — foruden at den forbruger hele ilten i nærmeste omkreds, således at de, der ikke bliver brændt op, bliver kvalt.« En af »National-tidende«s andre medarbejdere tilføjer, at han har hørt, at F.N.-tropperne nu har taget et nyt flammevåben i brug, »ihvorved de angribende kommunistiske tropper ligefrem s vides bort og fordamper.

“.... Pannam er nu nærmest kun en sort plet, hvor nogle få stråtækte hytter, står midt i ruinerne — det eneste, der er tilbage efter bombardementer fra søen og luftangreb.... Da krigen fra havet blev intensiveret Langs kysten, måtte hele familier permanent grave sig ned og skabe en slags primitiv huleby.... Beboerne, først og fremmest kvinder og børn gjorde det arbejde de kunne på markerne, når de om natten kom ud af hulerne....

07/01/1951
RAPPORT fra NORD KOREA
Korea er brændt - hus for hus
Af Kate Fleron
Hidtil har jeg i foredrag og artikler kun skildret, hvad jeg selv har oplevet, set og hørt under mit ophold i Korea — i denne artikel for Frit Danmarks læsere vil jeg tillige kort referere, hvad andre medlemmer af delegationen aflagde beretning om, da de kom tilbage til vort fælles samlingssted — en landsby udenfor Pjeng-Jang — efter tre døgn rejse til forskellige dele af Nordkorea.
I Frit Danmarks augustnummer vil beretningen fra Korea blive fortsat og afsluttet — bl. a. med uddrag af den beretning fra Anak og andre steder, som den engelske delegerede mrs. Monica Felton var med til at udarbejde.
NOGLE ord om delegationen og dens sammensætning. Kvindernes demokratiske Verdensforbund havde sammensat den, og vi var inviteret af den nordkoreanske regering, repræsenteret af kultusministeren Che-den-Zuk, der 'havde formanden for de demokratiske kvinders organisation i Korea, Pak-den-Ai ved sin side. Che-den-Zuk deltog i en halv snes år i partisankrigen mod japanerne. Pak-den-Ai har siddet tolv år i japansk koncentrationslejr. I delegationen var 18 lande repræsenteret: Canada, Cuba, Argentina, Algier og Tunis, England, Danmark, Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Øst-og Vesttyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, Rusland, Vietnam og Kina, der havde tre delegerede — det eneste land foruden Danmark, der var repræsenteret ved mere end een person.
Om delegationens enkelte medlemmer skal jeg ikke bruge mange ord, blot sige dette, at de var ansvarsbevidste kvinder — adskillige af dem med erfaringer fra krig og modstandskamp og på få undtagelser akademikere.
Da delegationen — med medbragte tolke og fotograf var vi 27 — var ankommet til Korea, tilbragte vi den første dag i byen Sinudzu ved Yalu-floden og kørte om aftenen videre i jeeps, den mere end 200 km lange tur til omegnen af Pjeng-Jang, hvor vi alle blev indlogeret i den eneste landsby, jeg har set, der var urørt .af krigen — den lå langt fra alfarvej og var overskygget af træer, så den ikke kunne opdages fra luften. Under vort besøg i Pjeng-Jang var vi delt i tre grupper. Bagefter blev vi delt i fire arbejdsgrupper, der rejste til forskellige steder i landet, sydpå, østpå og nordpå.
Vi samledes derefter igen i vores landsby og foretog hjemrejsen samlet. Vi kom til Korea natten mellem den 16. og 17. maj og forlod landet natten mellem den 28. og 29. — efter 12 døgns ophold.
I alle de byer, vi besøgte, så vi det samme, ruiner og menneskelig elendighed — og hørte det samme, fortvivlede beretninger om tragedier og menneskelig råhed. Og overalt oplevede vi det samme, krigens uafladelige og uafviselige gru: Dit hus blev bombet i morges, din mor indebrændte — men det betyder ikke, at du med din sorg og dit tab har betalt din tribut til krigen — den holder ikke op at kræve: om en time bomber de måske den ruin, hvor dine børn leger eller en maskingeværkugle rammer din far, når han henter vand ved brønden. Det er aldrig nok — før freden er sluttet. Måtte det ske snart.
Jeg vil fortætte det, jeg oplevede i de koreanske byer i skildringen af Nampho, byen ved det Gule Hav, som Ida Bachmann og jeg besøgte sammen med de delegerede fra Algier, Tunis, Frankrig og Vietnam.
Rædslerne i Naiiipho.
NAMPHO var byen, hvor den menneskelige elendighed ligesom slog os stærkest i møde. Byen havde før krigen 60.000 indbyggere. Den havde været besat af amerikanerne fra den 22. oktober til den 5. december 1950. Formanden for den lokale styrelse i Southern Pjeng-Jang-province, Sok-Chan-Nam, gav os de talmæssige oplysninger. Han fortalte, at 1511 mennesker var blevet dræbt af besættelsesmagten under okkupationen. Mere end halvdelen af dem var kvinder og børn.
Nampho så ud som Sinudzu og Pjeng-Jang — det vil sige: den var en ruinhob — men den var ikke som Pjeng-Jang blevet planmæssigt ødelagt, da besættelsesmagten trak sig tilbage den 5. december — de havde dengang kun brændt nogle bygninger og ødelagt eller taget med sig, hvad der fandtes af madforråd.
Nampho havde siden jævnligt været genstand for bombeangreb, og det frygteligste af dem havde fundet sted så sent som den 6. maj i år, små tre uger før Ida Bachmann og jeg besøgte byen.
Det var en rædselsdag, vi oplevede i Nampho, hvor menneskene endnu ikke var faldet blot nogenlunde til ro efter den sidste bombning. Hvor vi gik og stod, fulgte en skare mennesker os. De trængte sig omkring os for at fortælle om de ulykker, der var overgået dem: om tabet af deres nærmeste og ødelæggelsen 'af deres hjem.
I støv og stank af lig.
DER var ruiner, fattigdom og sorg allevegne, men der var særligt et kvarter af Byen, Young-Don-ri hed det, hvor det forekom os, at ulykkerne havde nået toppunktet. Kvarteret lå eller rettere havde ligget halvt op ad en høj — hvor der for tre uger siden havde stået blomstrende akacier, stod nu nogle gla-cerede pinde, der sammen med skorstensresterne var det eneste, der ragede op over aske og slakker. »Denne bakkeside er forvandlet til en kirkegård,« sagde en af de overlevende. »Hver eneste familie, der boede her, har mistet 3—4, ja op til ti medlemmer af deres familie.«
Vi havde næppe før truffet den uhæmmede, lidenskabelige harme — koreanerne giver i reglen kun resigneret udtryk for deres ulykke, men her var det anderledes: ingen af os vil nogensinde kunne glemme en mand uden arme, pjaltet og snavset, der stod foran os og talte; i begyndelsen var hans stemme lav, men den steg og steg til et smerteligt skrig om hævn ...
Der var hjemløse mødre med deres pjaltede børn, og der var mødre uden børn, fordi de havde mistet dem, der var forældreløse børn og gamle kvinder og mænd, der for mindre end tre uger siden havde mistet dem, de levede for.
Det var meget hedt den dag, stanken af ligene under ruinerne lå kvalmende over byen, støvet blev hvirvlet op i tykke skyer på den hullede gade, når en vogn kørte forbi. To gange, medens vi opholdt os på dette sted, lød der brag fra sammenstyrtende murrester — det var børn, der var krøbet op på dem og som styrtede ned med dem. Det er farlige steder at færdes.
Det ligger nær at antage, at der i Korea har været en vis industri af krigsvigtig betydning, og det er vel sandsynligt, at den store kunstgødningsfabrik i Nampho, der gennem seks timer blev bombet sønder og sammen den 31. august 1950, var blevet omdannet til krigsvigtig (fabrikation. At denne og andre mistænkelige produktionssteder bliver bombet, kan man næppe indvende noget imod, selvom det er slemt, at 300 arbejdere ved den lejlighed bliver dræbt. Men det er svært at forsone sig med, at de amerikanske bombardementer af byerne ikke holder op, når de krigsvigtige mål er ødelagt — ja, ikke engang, når byen er en ruinhob, hvor mennesker lever i huler og huller, i reglen med nogle gamle klude som eneste inventar.
Vort tilholdssted i Nampho var en hule ind i den bakke, hvor rådhuset havde ligget. To af deledatio-nens medlemmer var meget syge, men var alligevel taget med på turen — de tilbragte en ubehagelig dag hængende på nogle stole i de trange, hvidløgs-stinkende rum. Men endnu værre var der udenfor i solen og støvet og stanken fra den knuste by.
Men her som allevegne, hvor vi kom frem og led under at være, måtte vi i taknemlighed mod skæbnen tænke på, at om få dage var vi dog væk fra dette helvede, men koreanerne var nødt til at blive.
Den næste dag besøgte vi massegravene i distriktet Shin Cheng Myen. Amerikanerne, det 24. infanteri regiment, havde besat distriktet fra den 20. oktober til den 7. december.
Ved massegraven i dødens dal.
VORE oplevelser denne dag begyndte på en bjergside blandt nogle bare triste høje— gravhøje. Der lå nogle af de mennesker, det havde været muligt at identificere, blandt ligene i massegravene på bjergsiderne rundt om.
Hvad er det for mennesker, der er blevet henrettet og smidt i disse grave? Folk man havde mistanke til. Men hvem havde man mistanke til? Der er fuldt af mennesker omkring os, beboerne fra den nære landsby, de pårørende til dem, der ligger i gravene. Vi optegnede deres beretninger og deres navne. Af disse beretninger kunne man uddrage visse retningslinier for de arrestationer, som var blevet foretaget: amerikanerne beskyldte de folk, de tog med sig, for at tilhøre modstandsbevægelsen — dette blev betragtet som givet, hvis de havde en slægtning i den nordkoreanske hær. Dernæst var det i høj grad mistænkeligt at være medlem af de organisationer, som var blevet dannet under den russiske besættelse af Korea eller af det styre, der var etableret, efter besættelsen var ophørt -- det vil sige af bøndernes union af kvindernes organisation eller af cooperative sammenslutninger. Kunne man ikke finde de mænd og kvinder, der var direkte implicerede i disse foretagender, tog man gidsler og beholdt dem, til man havde fået fat i, hvad man antog for rette vedkommende. Disse mennesker, der var sluppet ud igen, talte vi med — og med dem, der havde fundet en eller flere af deres kære i gravene — sommetider selv været med til at grave dem op. En kvinde Tang Book Tong, 44 år gammel, fortalte os f. eks., at hun selv havde fundet sin brors lig — han sad op med hovedet mellem knæene og hænderne bundet på ryggen.
Kim-Ki-Sun, en bonde på 58 år, fortalte, at hans søn, hans svigerdatter og deres barn var blevet levende begravet. Det var lykkedes ham, der selv havde holdt sig skjult på egnen, at finde frem til det sted, hvor de var gravet ned hjulpet og bistået af nogle lokale folk, der af besættelsesmagten var blevet tvunget til at grave massegravene. Han hårde fundet dem, men da var de jo længst døde.
Den massegrav, vi opholdt os ved, lå på bjerget Taichang — som en 80 meter lang løbegrav; ligene var blevet fundet i to lag ovenpå hinanden. Rundt om på bjergsiderne blev lignende grave udpeget for os — det var i sandhed et dødens landskab. Kun nogle af de lig, der var fundet, havde der været mulighed for at identificere — det var dem, der var bragt over på den anden side dalen og begravet under højene.
Lig og blodige pjalter.
Vi kunne ikke vide, om det var amerikanere, der lå i disse massegrave, og ikke koreanere — de afdækkede nogle af ligene for os — det var koreanere, derom var ingen tvivl. Vi kunne også se, at deres hænder var bundet på ryggen, vi så knuste hjerneskaller, vi så blodige pjalter, sko og stumper af reb. Der var en gravhøj ved siden af løbegraven — der lå ligene af tyve børn. Vi så ikke ligene af disse børn.
Det kan have været sydkoreanere, der var dræbt af nordkoreanere, der lå i denne massegrav og i alle massegrave i Nordkorea! De fortvivlede mennesker, der stod sammen med os ved gravens rand, hvor forrådnelsens dunster næsten var uudholdelige, må i så fald have været ofrenes importerede sydkoreanske familie — og det samme gælder de mennesker, der om aftenen sad omkring os på marken udenfor landsbyen; nogle var forstenede, andre græd og græd. Det var pinligt til deres beretning om, hvad de havde oplevet, bestandig at skulle stille spørgsmål og spørgsmål igen. Hver eneste gang spurgte vi, om ikke Syngman Rhees soldater på noget tidspunkt havde vist sig i billedet — det var tilfældet andre steder i Korea, hvor andre grupper af delegationen arbejdede, men her fik vi bestandig det samme svar: der var ikke andet end amerikanere her i distriktet.
Vi fik af sognerådsformanden opgivet tallene på de dødsmåder og de metoder, der var anvendt ved ombringningen af dem: af de 1561 døde blev 1384 skudt, 932 mænd, 452 kvinder. 57 var blevet hængt (42 mænd og 15 kvinder), 50 var blevet levende begravet (30 mænd og 20 kvinder), 35 var slået ihjel (25 mænd og 10 kvinder) — og 35 var blevet brændt (32 mænd og 3 kvinder. — Når jeg har skrevet mænd og kvinder, er det ukorrekt — mandkøn og kvindekøn: der var 354 børn under 8 år).
Der er blevet sagt, at dette ikke passer — sådan opfører F.N.-soldater sig ikke! .... Gid de ikke gjorde. En betryggende undersøgelseskomité må afgøre, om de vidnesbyrd, vi fik forelagt i Korea, er falske.
FRA REJSER MOD ØST OG NORD
For nedenstående uddrag af beretninger kan jeg ikke være ansvarlig på samme måde som for foranstående. Men jeg gengiver det i tillid til mit kend-skab til de kvinder, der har aflagt rapporterne — der ulykkeligvis i det store og hele ligger nær op ad det, jeg selv oplevede.
FRA den 22. til den 24. maj besøgte en gruppe delegater landsbyen Ma-dzen (150 km fra Pjeng-Jang.. distriktet Moon-chen i provinsen Kang-Won, og byen Wonsan. Deltagerne i rejsen var den belgiske doktor i biologi, professor Germaine Hannevart, delegationens (sekretær, den tjekkoslovakiske Melu-sa Svatosova, dens kinesiske vicepræsident, Lin Cheng Yang, rektor ved en kvindehøjskole i Peking, og den Demokratiske Ligas repræsentant i den kinesiske regerings konsultative kultur-komité. Det fjerde medlem var Elisabetta Gallo, medlem af det italienske parlament.
Gruppen, hvis samtlige medlemmer har underskrevet rapporten, fortæller, hvorledes de på den natlige jeep-rejse tværs over Korea fra det Gule Hav til det Japanske Hav, hvor de passerede gennem resterne af byerne Pjeng-Jang, Kang-tong og Sang-Tong, så bønderne arbejde på markerne om natten — den eneste tid, hvor det er muligt for dem at gøre et sammenhængende stykke arbejde uden at være i stadig angst for at blive ramt af maskingeværkugler fra flyvemaskiner.
Nær Ma-dzen lagde man mærke til, at store arealer af de skovklædte bjerge var af brændte — det var gjort ved nedkastning af brandbomber, ofte torpedoformede beholdere med brændbart .stof, der sætter ild til skove og marker og ødelægger træer og afgrøde.
Ma-dzen havde været besat af amerikanerne fra den 14. oktober til den 5. december 1950. Der havde været hårde kampe mellem de amerikanske styrker og den nordkoreanske folkehær, men efter fem dages forløb var amerikanerne rykket ind i byen — men i de måneder, de var der, var de til stadighed omgivet af spredte fjendtlige styrker, hvad der formentlig har skærpet deres forholdsregler. Før de trak sig tilbage fra positionerne i distriktet afbrændte de alle landsbyerne og drev de indbyggere, som ikke havde bragt sig i sikkerhed, sammen i Ma-dzen. Efter få dages forløb blev et antal kvinder løsladt; de flygtede så hurtigt de kunne op i bjergene eller gemte sig i ruiner og huller. Ca. 500 mænd og kvinder holdt de fængslede; 54 af dem blev dræbt, 76 blev sendt til Wonsan, og man har ikke set dem siden.
Kort efter de amerikanske tropper havde trukket sig tilbage, blev by en bombarderet med brandbomber.
Kvinderne blev voldtaget, børnene skreg af sult.
GRUPPEN talte med mange af egnens beboere, der fortalte om, hvad de selv og deres pårørende havde lidt. En kvinde på 27 år fra Ko-Ri, hvor hendes mand havde haft arbejde på postkontoret, og hvor hun selv havde passet deres lille hus og dyrket en lod jord, var blevet arresteret sammen med mand og to børn — den yngste var kun et år. De var blevet slået og beskyldt for at være »en rød familie«. Hun blev skilt fra sin mand og så ham aldrig siden. Amerikanerne sendte hende og børnene til fængslet i Wonsan; hun fik så lidt mad og drikke, at hendes lille barn sultede. Hun fortalte, at soldaterne hver nat udvalgte piger blandt fangerne og voldtog dem. Da hun havde siddet tyve dage i fængslet i Wonsan blev hun befriet af den nordkoreanske folkehær. (Der foreligger mange flere vidnesbyrd fra dette distrikt, f. eks. fra kvinder, der fortæller om, hvad deres mænd måtte gennemgå, men jeg har valgt kun at citere, hvad kvinder, der selv har været ofre, berettede. Jeg er ofte blevet spurgt, om de vidner, vi kom i forbindelse med, var udvalgte i forvejen eller om vi selv kunne vælge dem. Oftest formede det sig sådan, når vi kom til et sted, at folk flokkedes om os i skarevis, og at vi selv måtte regulere antallet af dem, der ville fortælle om deres skæbner -ellers var vi ikke kommet fra Korea endnu.
løvrigt kunne vi i byer og landsbyer gå rundt til huller og huler og udvælge, hvem vi ønskede at tale med).
Kvinder og børn udryddes.
WONSAN, der som nævnt ligger ved det Japanske Hav, er den største by i Kang-Wons nordlige provins. Formanden for arbejderpartiet, Choi-Kwang-Ryel gav følgende oplysninger: før krigen havde Wonsan haft 123.127 indbyggere --nu boede der kun godt 57.000; af husene er kun en trediedel nogenlunde beboelige. Wonsan, hvis olieraffinaderi og skibsværfter var blevet ødelagt i august 1950, havde været besat fra 14. oktober til 9. december — fra denne dato og indtil 31. marts havde byen været udsat for talrige luftangreb og for beskydninger fra søen; ved disse krigsskibs-bombardementer var 518 blevet sårede og 498 dræbte — deriblandt 241 børn. Medens delegationsmedlemmerne var i byen, blev den også beskudt fra søen, og kanonaden voksede i styrke natten mellem d. 23. og d. 24. maj — den nat blev 11 af indbyggerne dræbt og tre lettere såret.
De sørgelige tal på krigens dødsofre blandt kvinder og børn i Kang-Won provinsen indtil 1. april er 2.298 kvinder og 2.292 børn. 676 børn er forældreløse. Mellem de vidner, der blev afhørt, var enken Tcheng-Kyeng-Hoa, 49 år gammel, protestantisk missionær. Hendes svigerdatter, Yun-Sun-Dja, der var 25 år gammel, var blevet vækket midt om natten og stoppet ind i en vogn sammen med to offentlige kvinder. Hun prøvede at flygte ud i rismarkerne, men blev fanget, voldtaget og skudt. Tcheng-Kyeng^Hoas bror, Tchloung-Kwan, og hans kone blev dræbt af maskingeværild på gaderne i Wonsan, den ene den 29. december, den anden den 24. Hun må tage sig af deres seks børn.
Li-Kum-Sun, en bondekone på 38, medlem af kvindernes organisation, boende i Wonsan i kvarteret Sedon-ri, var blevet arresteret med sit månedgamle barn den 25. oktober. Hun var blevet anbragt i fængsel i en af Wonsans forstæder Kal-Ma-ri. Hver nat, når hun var blevet hentet til forhør, var hun blevet slået på ryg og mave. Den 10. november blev hun løsladt. Fem dage senere døde hendes lille barn. Ti dage senere, den 20. november, blev hendes mand arresteret. Efter syv dages hård behandling blev han bragt til Tohoung-Ach'eng i distriktet Se-Won i regionen An-pjeng. Efter befrielsen fandt Li-Kun-Sun dér sin mands lig mellem 38 andre.
Bort med både mennesker og dyr.
DEN nordlige del af Korea blev besøgt af en gruppe, der bestod af Hilde Cahn, fra den Tyske Demokratiske Republik, Lily Wåchter fra Vesttyskland, den kinesiske forfatterinde og journalist Bal Lang og den hollandske advokat Trees Heyligers.
Deres rute gik fra Pjeng-Jang til Kai-chen, derfra til Hi-chen, Kangge, Nan-po og tilbage til Pjeng-Jang.
På rejsen så delegationsmedlemmerne ikke mindre end seks skovbrande: to af dem opstod for øjnene af dem, den ene på strækningen mellem Pjeng-Jang og Kai-chen og den anden mellem Hi-chen og Kai-chen. Begge gange hørte de en flyvemaskine og så ligesom et lyn flammer op fra jorden og straks efter ild, som bredte sig i rasende fart og tog fat i træernes grene.
I Kai-chen distriktet ligger byen Kai-chen og fem landsbyer. Den 21. oktober 1950 var Kai-chen blevet besat -af the 26th og 27th armored divisions af the U. S. Army, forstærket med engelske, canadiske, australske og tyrkiske tropper og nogle få hundrede Syngman Rhee soldater. Okkupationen varede i 40 dage.
Kai-chen distriktet havde 13.000 huse, over halvdelen af dem 'blev ødelagt, først og fremmest ved bombning og ved ildspåsættelse, da besættelsestropperne trak sig tilbage. Også distriktets husdyrbesætninger var blevet voldsomt reducerede: af de 7.600 okser og køer, de havde haft før krigen, var nu kun 2.200 tilbage; af 7.800 svin var der nu 300, fjerkræbestanden var reduceret fra 100.000 stk. til 1000 stk. Distriktet havde mere end 80.000 indbyggere — 80 pct. bønder, nu er der 60.000.
Amerikanerne, hed det, dræbte 1.342 mennesker ved skydning, ved at brænde dem eller ved at slå dem til døde. Delegationsgruppen spurgte Kim-Beng-Ho, formand for den lokale regionsstyrelse, om han var sikker på, at disse forbrydelser var begået af amerikanske tropper — han svarede, at han var sikker på, at det var amerikanerne og ingen andre soldater, der havde begået dem.
Moderen blev pint, drengen blev skudt.
DELEGATIONSGRUPPEN talte med en kvinde, der hed Ree-Djin-Hyerig, hun boer i Kai-chen, Ma-Dyan-Li street nr. 20. Hun berettede, at hendes yngre søster, som var blevet udmærket af regeringen som landarbejderske og havde et officielt hverv i distriktets kvindeorganisation, var blevet slået ihjel af amerikanerne. Da besættelsestropperne nærmede sig, prøvede Rhee-Djin-Hyeng at formå sin søster til at flygte sammen med sig — men hun syntes ikke, hendes pligter tillod hende det, men lovede, hun ville komme efter, såsnart det var muligt.
Rhee flygtede så alene med søsterens og sine egne børn. Men da den yngre søster ikke fulgte efter, vendte Rhee tilbage med søsterens 8-årige søn for at finde ud af, hvad der var blevet af hende. Rhee fandt sin søster nøgen, bundet til et træ. Hun blev slået af soldaterne, medens de forhørte hende om, hvor hendes mand var — og om hendes organisation. Da hun intet ville fortælle dem, sendte de elektrisk strøm igennem hende. Den unge kvinde blev tortureret gennem flere dage, og byens befolkning blev tvunget til at se på det. Hendes otteårige søn, der kastede sig ind på soldaterne, blev skudt. Det blev hans mor også — til sidst.
Rhee-Djin-Hyeng blev også arresteret, men hun skjulte forbindelsen med sin søster, og hende lykkedes det at redde livet.
En skare af kvinder og børn samlede sig om kommissionsmedlemmerne i Kaichen og gjorde alt, hvad de kunne for at få dem til at lytte til deres tragiske historier:
Cha-You-Sook, en gammel kvinde, fortalte, at da amerikanerne var kommet til hendes hus, havde hendes søn, der var blevet såret som soldat i folkehæren, været hjemme ... I-In-Boon fortalte, at hendes 20årige datter Kim-Young-Djou var blevet voldtaget af flere soldater, som derefter havde druknet hende.
En ung kvinde Ree-Soon-Sil var i tolv dage blevet holdt som fange mellem soldaterne — hun havde været nøgen ...
Byen udslettet — bombningen fortsætter.
KANGGE, som gruppen også besøgte, ligger i provinsen Tza-Kang-Do; den nordligste provins i Korea, kun sparsomt beboet, hovedsageligt af bønder. Fjenden besatte aldrig mere end en del af denne provins. Ree-Chow-Sen, formand for the peoples committee i denne provins, fortæller, at det lokale styre gør alt for at hjælpe flygtningene, men problemet, hvordan man skal skaffe dem husly og mad er meget stort. Da flygtningene marcherede mod nord, blev de idelig beskudt fra de amerikanske maskiner, der også ofrede kugler mod kvæg på markerne og trækdyr på vejene. Kangge, der havde 40.000 indbyggere, er blevet bombet mange gange; der findes iøvrigt ikke den landsby i provinsens bjerge, som ikke er bombet eller brændt. Det største bombardement af Kangge — hvor den næsten blev helt udslettet — fandt sted den 12. december. Amerikanerne kastede hovedsageligt brandbomber og bagefter tidsindstillede bomber, som eksploderede på forskellige tidspunkter op til 20 dage efter, de var kastet. I begyndelsen af februar fulgte nok et voldsomt bombardement af den allerede ødelagte by. Denne gang blev der mest kastet tidsindstillede bomber, naturligvis med det resultat, at beboerne, der var flygtede ud af byen, ikke turde vende tilbage de første tyve dage.
Delegationsgruppen fik at vide, at det eneste militære objekt på denne egn var jernbanen og stationen, som var blevet ødelagt allerede den 9. oktober. I Nan-po, der ligger på grænsen mellem Korea og Kina, fortalte formanden for byrådet, at byen, der havde 12.500 indbyggere, var blevet frygteligt ødelagt ved et bombeangreb den 12. november. Alligevel blev den bombet igen den 7. december, og mere end 350 mennesker, der fristede livet mellem ruinerne, blev dræbt.
Gruppen nævner til sidst i sin beretning, at i et hjørne af en mørk kælder boede tre børn alene: den yngste var 2 år, den ældste, en dreng, var 13. Deres forældre var begge blevet dræbt i bombeangrebet den 7. december ...

07/01/1951

Top