Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. August 1951 / Timeline August 1, 1951
Version 3.5
08/??/1951
Indenrigsministeriet nedsætter Forholdsordreudvalget
med kontorchef K. O. Møller som formand, til
undersøgelse af de spørgsmål, der knytter sig
til civilbefolkningens og myndighedernes stilling i
krigstilfælde.
08/01/1951
Den britiske regering anerkender nationaliseringen af Irans
olie.
08/01/1951
Hvorfor blev Korea bombet sønder og sammen?
Leder i Frit Danmark, August 1951
DET amerikanske forsvarsministerium har for tiden inviteret
repræsentanter for den amerikanske offentlighed på en
rejse til militære lejre og forsøgsstationer —
for at demonstrere de moderne våbens ildkraft. Et flertal af
de civile gæster er ledende industrifolk, som skal producere
militært udstyr, men også universitetet og
gejstligheden (!) er repræsenteret — og pressen.
Fra Danmark deltager bl. a. »Information«s
chefredaktør, Børge Outze, der åbenbart har
ondt ved fuldtud at dele den amerikanske entusiasme over
ødelæggelsesvåbnenes fabelagtige udvikling og
effektivitet. Outze skriver i »Information«
(7.—7.): »... Mange af de amerikanske tilskuere klapper
begejstret, hver gang et mål rammes ... De europæiske
tilskuere, som i nogen grad har bedre muligheder for at sammenligne
det, de ser med virkeligheden fra sidste krigs
ødelæggelser, er tavse. Hvad vi ser, er højt og
tydeligt ødelæggelsesevne mere end ti gange den, man
ejede i slutningen af sidste krig.«
Af de tre artikler Outze indtil nu har skrevet, fremgår det
med al ønskelig tydelighed, at krigen i Korea har haft en
enorm betydning for amerikansk militær. På
øvelsespladserne er det, de farlige situationer fra Korea,
der genskabes »koste hvad det vil« hedder det —
og det koster åbenbart tit dyrt. Indtrykket af Korea-krigens
værdi fastslås iøvrigt eftertrykkeligt af
general Bradley selv i et interview (Inf. 9.—7.) siger han:
»Også under krigen i Korea har der været et fint
team-work, og vore folk viser, synes jeg da, at de er i fineste
træning. Lad mig tilføje, at den samme kompliment
gælder alle de militære afdelinger, som F.N. har sendt
til Korea. Da Koreakrigen begyndte, havde vi kun få
afdelinger, som var virkelig effektive og i fuld træning.
Meget er blevet bedre for os siden . ..«
Meget er blevet bedre siden! Alle fuldtro -medlemmer af De Forenede
Nationer bør gøre sig dette klart — og ikke
lade sig distrahere af følgende kendsgerninger fra den
tredie artikel (Inf. 25.—7.): »•.. Koreakrigen
må regnes for en af de mest morderiske i historien. Man
gør her de kommunistiske tab op til ca. 2 millioner mand,
hvortil kommer den koreanske civilbefolknings tab på ca. 3
millioner nord og syd for breddegraden. Den sydkoreanske hærs
tab gøres op til 300.000.« De amerikanske tabstal
beløber sig til ca. 200.000.
Og i kølvandet på den atlantiske glæde over de
fine resultater, tabet af halvsjette million menneskeliv har
tilvejebragt i det militære beredskab, støder man
så på visse oplysninger om amerikanernes vurdering af
krigsførelsens effektivitet, som udfra mere end eet
synspunkt er yderst interessante. Følgende meddeles:
» .... Amerikanerne anser luftangreb i den form, der i sidste
krig kostede Europa så mange ruinbyer, for aldeles forfejlet.
Man lægger ikke skjul på, at man så tidligt som i
1944 havde alvorlige stridigheder med den engelske generalstab om
disse ideer, og man gør gældende, at den endelige sejr
først blev vundet, da disse ideer endelig i 1945 blev
ført ud i livet. Mens de allierede øste bomber ud
over Tysklands byer, hævdede amerikanerne, siger de, at de
fleste af disse bomber var spildte. Man gik ind for det, der nu er
almindelig kendt som strategisk bombning, d. v. s. en koncentration
af bombningen mod strategiske mål. .. 200 bomber i 200 byer .
..«
Nordkorea er en ruindynge, og millioner civile koreanere er
dræbt. Ifølge ovenstående oplysninger kan det
ikke. være sket a! strategiske grunde. Vi skal overlade til
Frit Danmarks læsere selv at prøve på at finde
ud af, hvorfor det så er sket. K. F L
08/01/1951
VORE NYE VENNER
Leder i Frit Danmark, August 1951
OPHØR af krigstilstanden med Tyskland, fredsslutning med
Japan, forbund med Tyrkiet, Grækenland og Spanien og
genoprustning af Vesttyskland — det kommer altsammen oven i
hinanden som skuddene fra et maskingevær. Kloge hoveder har
ganske vist allerede længe haft anelse om, at de måtte
blive konsekvensen af Atlantpagten, men vore politikere vidste at
berolige os, sådan noget var helt utænkeligt,
erklærede de, vi går ikke i forbund med
diktaturstater!
Chancerne for, at det socialistiske og det kapitalistiske
samfundssystem kan eksistere side om side, forøges vel ikke
netop ved disse alliancer med general Franco, regeringen i Bonn,
hvis medlemmer til hælvten er gamle nazister, kejser Hirohito
af Japan, kong Paul af Grækenland, foruden diverse mindre
storheder, som f. eks. Syngman Rhee i Korea.
Hvad Spanien angår, er den måde, hvorpå det
bliver listet ind i fårefolden, særligt lærerigt.
For befolkningerne i de europæiske lande, der under krigen
var besat af fascistiske styrker, er det en vanvittig tanke, at man
skulle kunne alliere sig med Franco, og de amerikanske
ønsker om at. få Spanien optaget i F.N. eller
Atlantunionen har da også mødt modstand hos de fleste
øvrige medlemmer. Dog det har ikke bekymret regeringen i
Washington stort: efter at den har indset, at den ikke kan komme
videre ad parlamentarisk vej, har den taget sagerne i sin egen
hånd og — udenom sine allierede — indledt
militære forhandlinger.
Det tør formodes, at når amerikanerne pludseligt har
fået så grusomt travlt med at træffe en aftale
med Spanien, skyldes idet den omstændighed, at Francos styre
øjensynligt er stedet i stor vånde. Begivenhederne i
Spanien i dette forår med de mange strejker, som for
første gang i Francos tid ikke har kunnet slås
effektivt ned, er et vidnesbyrd om det fascistiske styres
uduelighed, som nu har nået en sådan højde, at
folkets desperation og de herskende kredses indre uenighed er ved
at få bygningen til at skride sammen.
I dette afgørende øjeblik iler amerikanerne til og
stiver idet vaklende diktatur af med tropper,
våbenhjælp, finansiel støtte og alliance. Af
kærlighed til fascismen? Ingenlunde, men af angst for
alternativet.
Og af samme grund støtter amerikanerne allevegne over hele
jorden de reaktionære kræfter. Men hvor glæde
over at vide, at det ikke er af kærlighed til fascismen, de
gør det, kan kun være spinkel, når resultatet
alligevel bliver det samme.
08/01/1951
F.N. bør stemple angreb på civilbefolkningen som
krigsforbrydelse
Om man beordrer kvinder og børn i gaskamre eller man nedkaster bomber blandt den — det er lige uværdigt
Af kaptajn Fritz Schrøder, Frit Danmark, August 1951 s. 4-5.
DA FRANCOS flyvere
i april 1937 foretog et angreb på civilbefolkningen i den
lille spanske by Guernika og derved dræbte og
lemlæstede i hundredevis af kvinder og børn, vakte
dette brutale angreb en storm af forargelse i hele den civiliserede
verden.
Picasos verdensberømte billede »Guernika« vil
til sene tider blive stående som en skamstøtte over
denne skændselsgerning.
I årene siden da er millioner af civile blevet dræbt
eller lemlæstet af bomber, der direkte er kastet mod
civilbefolkningen, men den offentlige mening, der i 1937
protesterede så stærkt mod Guernikamyrde-riet, har
været temmelig tavs herom — i hvert tilfælde
når det drejede sig om angreb mod civilbefolkningen i
modstandernes lande.
Koreakrigen har vist, at ødelæggelsesvåbnenes
kolossale udvikling siden 1945 har mangedoblet de ulykker, som
civilbefolkningen udsættes for i en moderne krig. Og selv om
Koreakrigens specielle karakter, hvor F.N. tropperne opererer med
et vældigt og fuldt moderne luftvåben over et fremmed
land, medens modparten hidentil praktisk talt har været uden
luftvåben, kun har givet et ufuldkomment billede af, hvad der
vil ske, hvis 2 magtgrupper, der er nogenlunde jævnbyrdige i
luften, sætter al kraft ind på at ødelægge
hinandens lande og byer, burde de koreanske erfaringer være
tilstrækkelige til at få alle tænkende mennesker
til at forstå, at alle kræfter må sættes
ind på at forhindre, at noget sådant kommer til at
ske.
Gengældelse udløser gengældelse.
SELV om mindst 90 procent af hele verdens befolkning kun
ønsker at leve i fred, vil dette dog næppe være
tilstrækkeligt til at forhindre en krig i at bryde ud, ej
heller vil dette forhindre videnskaben i at opfinde nye og endnu
mere grusomme slagtemidler end de, der allerede er opfundet. Et
forbud herimod vil være nytteløst.
Man kan heller ikke forhindre, at de ansvarlige politiske og
militære ledere i de forskellige lande forbereder sig
på i tilfælde af krig at anvende disse
ødelæggelsesmidler til rent militære
formål, thi et forbud herimod er værdiløst, hvis
der ikke bag forbudet står en magt, der kan straffe den, der
overtræder forbudet. Og hvem skulle straffe U.S.A. eller
Sovjetunionen, såfremt en af disse stormagter
over-trådte et sådant forbud? Men det skulle ligge
indenfor mulighedernes grænser, hvis der gøres et
alvorligt arbejde herfor, at få disse ansvarlige ledere til
at indse, at det ikke alene er uværdigt for civiliserede
nationer at anvende ødelæggelsesmidlerne til
udryddelse af modpartens civilbefolkning, men at det også er
en tåbelig form for krigsførelse, idet sådanne
angreb altid som en bomerang vender tilbage og rammer den, der har
kastet den. Det første angreb af denne art vil
omgående udløse et gengældelsesangreb af samme,
eller større, styrke. Dette vil følges af et angreb,
der skal gengælde gengældelsen, og så vil
gengældelsessvik-møllen rulle, indtil begge parters
lande er ødelagt og millioner af civile dræbt eller
lemlæstet.
I galgen — hvis de taber krigen.
TERRORANGREB mod civilbefolkningen — det vil sige angreb, der
udelukkende eller i væsentlig grad har til hensigt at ramme
civilbefolkningen — er overlagt massemord. Denne kendsgerning
kan ikke bortforklares, ligegyldig hvormeget man end
forsøger herpå.
Om man beordrer titusinder kvinder, børn, syge og gamle
indsat i gaskamre for at aflive dem der, eller man beordrer
nedkastning af brand- og sprængbomber mod civilbefolkningen,
hvorved titusinder omkommer i flammerne eller dræbes af
sprængbomberne er lige uværdigt for civiliserede
mennesker, og de militære og politiske fordele, der
opnås herved, er opnået på uværdig vis.
Da krige — trods fredsappeller med millionunderskrifter
— næppe kan undgås i fremtiden, burde alle
kræfter sættes ind på at skabe en
mentalitets-ændring hos de politiske og militære
ledere, så disse anerkender de regler for hæderlig
krigsførelse, der gjaldt i tidligere krige, hvor man
søgte at. besejre modstanderen ved at tilintetgøre
hans militære styrker, men skånede
civilbefolkningen.
Hvis man kan nå dertil, at den offentlige mening hele verden
over igen stempler det som en forbrydelse mod menneskeheden at
foretage angreb, der udelukkende har til hensigt at
ødelægge modpartens civilbefolkning, uanset denne
civilbefolknings race, hudfarve, nationalitet, religion eller
politiske indstilling og uanset om angrebene foretages med atom-
eller brintbomber, spræng- eller brandbomber, kanoner eller
maskingeværer, giftgas, bakterier eller andet
djævelskab, som videnskaben har —eller vil opfinde,
så vil de politiske og militære ledere, der er klar
over, at de i fremtiden stemples som forbrydere, hvis de beordrer
sådanne angreb iværksat, sikkert betænke sig
adskillige gange, før de griber til disse uværdige
krigsmetoder, der uvægerlig vil bringe dem i galgen, hvis de
taber krigen.
En mentalitetsændring er påkrævet.
Men for at skabe en sådan mentalitetsændring hos
lederne er det først og fremmest nødvendigt at skabe
en mentalitetsændring i de enkelte landes befolkninger, og
hertil behøves en energisk propaganda, der med brug af alle
eksisterende propagandamidler skal få folk til at
forstå, at ethvert angreb, der udelukkende har til hensigt at
dræbe og terrorisere civilbefolkningen, er mord. At enhver,
der i fremtiden beordrer sådanne angreb iværksat, er
forbryder mod menneskeheden, og at fremtidig også den, der
efter ordre medvirker til en sådan forbrydelses
udførelse, vil blive betragtet som meddelagtig i
forbrydelsen.
Jævnfør her de efter 1945 af sagte
krigsforbryderdomme, hvori det klart er fastslået, at den der
efter ordre deltager i udførelsen af en krigsforbrydelse, er
meddelagtig i denne.
Det ville være naturligt, om det i første række
blev kvinderne, der gennem de eksisterende kvindeorganisationer gik
ind for dette propagandaarbejde, der ikke kan tillægges nogen
politisk bagtanke.
Den der rører vuggens gænge styrer verden, siger et
gammelt ord. Hvis hver eneste moder indprentede sine børn,
at det er en forbrydelse at dræbe andre børn og andre
børns mødre, og hvis skolerne lærte de unge
— de kommende kriges bombeflyvere — at det er en
forbrydelse, uden tvingende militær nødvendighed at
nedkaste bomber, hvorved kvinder og børn udsættes for
at blive dræbt eller lemlæstet, ville sikkert mange af
de ganske unge flyvere, der nu fristes til at betragte byerne i
fjendens land som en slags »muntert køkken«,
hvor det gælder om at slå mest muligt i stykker,
ændre denne opfattelse og kun kaste bomber, hvor det var
absolut nødvendigt, hvorved milliardværdier kunne
spares og tusinder af kvinder og børn beholde liv og
førlighed.
Danmark er det land i Europa, hvor civilbefolkningen er mest
udsat.
Der findes indenfor Forenede Nationer en række
underafdelinger — komiteer — der beskæftiger sig
med bekæmpelsen af forskellige samfundsonder såsom hvid
slavehandel, misbrug og salg af narkotika o. s. v. Det ville
være naturligt, om der også blev oprettet en
underafdeling til bekæmpelse af de umenneskelige
krigsrnetoder, og det ville være naturligt, om Danmark, der
med sin hovedstad 10—12 minutters flyvetid fra de russiske
flyvebaser i Nordtyskland er det land i Europa, hvis
civilbefolkning er mest udsat i tilfælde af krig, tog
initiativet hertil.
Målet for en sådan underafdelings arbejde skulle
være oprettelsen af en konvention (i lighed med
Genferkonventionen), i hvilken underskriverlandene forpligtede sig
til i eventuelt kommende krige at afholde sig fra at foretage
direkte angreb på hinandens civilbefolkning, ligesom de
forpligter sig til ved rent militære angreb at drage omsorg
for, at der tages videst mulig hensyn til civilbefolkningen,
således at de tab, der nødvendigvis må
følge af sådanne angreb, nedsættes mest
muligt.
Hvis kvindeorganisationerne går ind for en sådan
henvendelse, skulle det formentlig kunne lade sig gøre at
få forslaget gennemført, da det jo her drejer sig om
spørgsmål, der er af lige stor betydning for
civilbefolkningerne både i Øst og Vest.
Mulighed for at angrebenes antal nedsættes.
Nogle skeptikere vil sikkert hævde, at en sådan
konvention er værdiløs i praksis, da alle
krigsførende uvægerlig vil påstå, at de
mål, som de har bombet, udelukkende er krigsvigtige, og andre
vil mene, at når eksisterende konventioner såsom
konventionen om menneskerettighederne, Genferkonventionen,
Haagerkonventionen m. fl. ikke respekteres af de
krigsførende, er det nytteløst at søge
oprettet nye konventioner, der formentlig heller ikke vil blive
overholdt.
Herimod kan indvendes, at iselv om en konvention højst
sandsynlig vil blive overtrådt mange gange, og selv om de
krigsførende, hvor der overhovedet er mindste mulighed
derfor, vil søge at bortforklare sådanne angreb ved at
henvise til, at der på stedet fandtes krigsvigtige mål,
så er de ulykker civilbefolkningen kan blive udsat for i en
kommende krig, så frygtelige, at ikke den ringeste chance for
at formindske disse bør lades uforsøgt. Og selv om
underskriverne af en sådan konvention ikke under alle forhold
vil overholde dennes bestemmelser, er der dog den mulighed, at
tilstedeværelsen af en konvention, som begge parter har
underskrevet, væsentlig vil nedsætte disse angrebs
antal.
Endelig findes der også så oplagte forhold, at det vil
være absolut umuligt at opfinde nogen militær
begrundelse for angrebet, som t. eks. det tyske luft-waffes angreb
på Coventry. Selv om en konvention kun kan medvirke til at
forhindre sådanne angreb, vil alene hermed meget være
vundet for civilbefolkningen.
Ingen mørklægning til at undskylde fejltagelserne
med.
For at undgå at bomber, der er tiltænkt mål af
militær betydning, i stedet kastes mod civilbebyggelsen,
hvilket af propagandaen kan udnyttes som begrundelse og
undskyldning for at starte gengæl-delsesterrorangreb, der
uvægerlig vil sætte
gen-gældelsessvikmøllen i gang, bør der
træffes alle tænkelige forberedelser til at forhindre
sådanne forvekslinger.
Da de moderne flyveres orienteringsmidler er så fintvirkende,
at det er ganske ligegyldigt for orienteringen, om landet de
overflyver er mørklagt eller ej, vil det være rimeligt
under en krig at holde byerne fuldt oplyst. Hvis hospitaler,
børnehjem, humanitære og historiske bygninger hele
natten holdes fuldt oplyst (eventuelt projektørbelyst), og
hvis man i beboelseskvartererne sørger for, at der i hver
lejlighed brænder lys hele natten i mindst eet værelse,
vil man i høj grad have vanskeliggjort det for en eventuel
angriber at-påstå, at det skyldes en beklagelig
fejltagelse, at han har kastet sine bomber mod et fuldt oplyst
hospital eller en fuldt oplyst beboelseskarré, når
disse skulle være kastet mod en kaserne. Under
mørklægning vil sådanne forvekslinger, der kan
få de mest tragiske følger, altid kunne bortforklares
som hændelige uheld. Om man så kan få folk til at
tro på det, er et andet spørgsmål. Uanset om en
konvention som den foreslåede kan få megen eller
ringere betydning, bør arbejdet påbegyndes. Lidelser
som de, det koreanske folk, både nord og syd for den 38.
breddegrad, er udsat for i dag, kan Europas civilbefolkning blive
udsat for i morgen. Alt hvad der overhovedet kan
gøréfr»for blot i nogen grad at afbøde
disse ulykker, bør gøres og gøres snarest, da
det haster. Det kan betyde liv og førlighed for millioner af
civile, om det bliver gjort.
Fritz Schrøder.
08/01/1951
Rapport fra Nord Korea
Gengivet i uddrag efter den beretning, som bl. a. den britiske
delegerede, mrs. Monica Felton udarbejdede, efter et
gruppe-besøg i Wang-Hai- provinsen.
Ved KATE FLERON
De medlemmer af kvindedelegationen, der foretog denne rejse i
Nordkorea, kom til byerne Anak og Shinchen. Vi fik efter deres
tilbagekomst at vide, at man havde været ligeved at aflyse
denne tur, fordi man frygtede nedkastning af
faldskærmstropper i området, men der skete intet af den
art, og de seks kvinder vendte velbeholdne hjem til landsbyen etter
at have været godt hundrede km sydpå — omtrent
midtvejs mellem Nordkoreas hovedstad Pjeng-Jang og Sydkoreas
Seoul.
Den engelske mrs. Monica Felton, som nogle af hendes
landsmænd efter hendes hjemkomst ønskede dømt
og hængt for landsforræderi, og den unge liberale
cubanske jurist, Candelaria Rodrigues, der blev arresteret, da hun
kom hjem til Havana, og som i disse dage skal have sin sag for ved
retten, var begge med på turen til Wang-Hai. Man må
gå ud fra, at de i deres beretninger har taget udgangspunkt i
denne rapport.
De øvrige deltagere var delegationens formand, dr. Nora
Rodd, Canada, red. Eva Priester, Østrig, lærerinde Li
Keng, Kina, og red. Ovsyannikova, USSR. I rapporten står
bl. a.:
GRUPPENS medlemmer bragte i erfaring, at i hele provinsen Whang-Hai
var 120.000 blevet dræbt af okkupationstropperne —
foruden de mennesker, der havde fundet døden under
luftbombardementerne. I byen Anak var 19.092 mennesker blevet
udslettet af amerikanske, britiske og sydkoreanske styrker. I Anak
besøgte de delegerede en bygning, som før krigen
havde været et stort magasin; dette var i forbindelse med et
tilstødende banklokale blevet indrettet som fængsel af
besættelsestropperne. Det var delt i fem celler, ca. 4 +3
meter. Det blev meddelt af vidner, at disse celler havde
været så tæt pakkede med mennesker, at det ikke
havde været muligt for fangerne at sidde ned.
En bondekkone Han-Nak-Sen, der boede i Sun San Ri-gaden nr. 194,
fortalte, at hendes mand og hans bror, Kim-Bon-Gyn blev arresterede
den 10. november. To amerikanske soldater, der var ledsaget af fire
Syngman-Rhee folk, foretog afhentningen. Selv lykkedes det hende at
slippe bort og skjule sig. Både hendes mand og svoger og de
andre fanger var enten bønder eller arbejdere, ingen af dem
sad i officielle stillinger.
Det uhyggelige fængsel i Anak.
TIL dette fængsel i Anak blev der bragt mange kvinder med
deres børn — nogle af børnene var ikke mere end
to år. Fangerne fik meget lidt mad.
Mishandlingerne i fængslet — nogle fanger var blevet
.slået med jernstænger — blev udført af
Syngman Rhee-soldater under en amerikansk officers kommando. Den
25. november 1950 blev alle fangerne bragt ud mellem højene
og begravet levende i løbegrave.
Et af de andre vidner var en ældre mand Kim San-Yen, der
boede 172, Se-San-Ri-gaden. Han fortalte, at hele hans familie
på 12 personer var blevet arresteret, deriblandt hans kone,
hans søn, hans svigerdatter og deres 2-års barn. I
begyndelsen var det ikke muligt for ham at finde ud af, hvad der
var hændt dem. Senere fik han at vide, at de var bragt
udenfor byen og dræbt mellem højene. Efter Anak var
blevet befriet, begav han sig ud for at lede efter dem — og
fandt resterne af sønnen og hans kone, der var bundet sammen
med et reb. Der var ikke sår på nogen af ligene, og
Kim-San-Yen havde derfor sluttet, at de var blevet levende
begravet. Kim-San-Yen fortalte, at han havde altid været en
religiøs mand, og at han havde været sikker på,
at amerikanerne, der jo var kristne, ville opføre sig godt.
Han sagde, at han ville aldrig have kunnet forestille sig, at de
som kristne ville have været i stand til at begå
sligt.
Delegationsgruppen besøgte også et andet
fængsel, hvor de så — og tog med sig et
instrument, der var blevet anvendt til at slå fangerne med -
det var en standard U.S.A. army-baseball-bat. I korridoren udenfor
cellerne var blodspor på gulvet.
En kvinde Shoy-Um-Bok, der boede i 187 San-Nai Ri-gaden, meddelte,
at også hendes mand og søn havde været
spærret inde i dette fængsel og senere dræbt.
Hendes svigerdatter var blevet mishandlet så alvorligt, at
hun endnu var sengeliggende.
Bragt til retterstedet, skudt, men undsluppet.
TO km udenfor byen besøgte delegationsmedlem-merne en
bakkeside, hvor mange af Anaks beboere var blevet begravede, i
små grupper og i store massegrave. Gravene blev åbnede,
for at de delegerede kunne få mulighed for at se, hvad de
indeholdt. Den ene grav var en børnegrav. De lig, man havde
kunnet identificere, var blevet flyttet og begravet i andre grave
— de lig, der nu var tilbage, havde man ikke kunnet kende.
Man så tillige rester efter de døde, som
børnesko, totter af hår og stumper af de reb, de havde
været bundet med. I en anden af gravene lå der kun unge
mænd. På denne bjergside alene var der tyve store grave
— i en af dem lå 450 lig.
Gamle og unge fra distriktet kom og aflagde deres vidnesbyrd: der
var børn og ganske unge, der fortalte, hvordan de selv havde
set deres forældre blive myrdet. En ung kvinde Tsen-Hwa-Ook,
som kom fra landsbyen i Chi-Do, 20 km fra Anak, fortalte, at hun
var blevet arresteret af amerikanerne og .sammen med 19 andre
ført bort for at blive skudt. Hun var kun blevet ramt i
skuldren og bagefter smidt i floden med de andre. Hun og en anden
kvinde Li-Hi-Dzin, der var 40 år gammel, havde haft held til
at hjælpe hinanden fri af rebene, de var bundet med, og det
lykkedes dem at svømme en lang distance og således
-slippe bort. Li-Hi-Dzin døde af sine sår, men
Tsen-Hwa-Ook lykkedes det at finde en hule, hvor hun kunne skjule
sig i nogle måleder, til befrielsesarméen rykkede
frem. Gruppens medlemmer så i hendes venstre skulder
mærker efter kuglerne.
»Amerikanerne, der tror på Kristus«
GRUPPEN beretter, hvorledes deres jeeps mange gange blev stoppede
af beboerne i de landsbyer, man kørte igennem — det
var mennesker, der var ivrige efter at berette om de lidelser, de
havde gennemgået. På vejen til Shinchen blev medlemmer
af kommissionen stoppede af bønder, der slæbte
på tunge redskaber, og hvis fødder og ben var
dækkede af mudder. De fortalte, at i deres distrikt var
floden gået over sine bredder, og at lig, der måneder i
forvejen var kastede i vandet, nu kom op til overfladen. De havde
om natten forsøgt at bjerge ligene i land.
I byen Shinohen var 23.259 personer blevet udryddet. Man fik huler
at se, som besættelsesmagten havde anvendt som fængsler
— i en af dem havde 30 kvinder og deres børn
været indespærrede; de var blevet skudt tilsidst. I en
anden hule havde 104 mennesker været fanger — det blev
berettet, at de var blevet brændt, og de der ikke var opslugt
af flammerne, var blevet kvalt. Man så, at der i den
første hule var blodpletter på væggene, og den
anden hule bar spor af brand. De så flere huler (natural
caves), hvor lignende ugerninger havde fundet sted ~ i en af dem
var mere end 1000 mennesker blevet skudt med
maskingeværer.
Kommissionen stod anstigt til ansigt med talrige af de lokale
beboere, der havde mistet deres slægtninge. Der var en
kvinde, Chai-Ohun-Ok, 65 år gammel, boende nr. 247 Ko-Horn
gade, som medbragte et instrument, et par meget store tænger,
som hun fortalte, var blevet brugt til at klemme fangernes
fødder med. Syv af hendes otte børn var blandt dem,
der var blevet skudt.
Mange, men ikke alle vidnesbyrd blev nedskrevet - det ville have
været uoverkommeligt — de bekræftede, hvad der
var blevet meddelt om hændelserne i hulerne og gav
enkeltheder om grusomhederne. Vidnerne gentog til stadighed, at de
kunne ikke begribe, at »amerikanerne, der troede på
Kristus« kunne udvise så stor brutalitet.
Også de engelske soldater havde været med.
RAPPORTEN fra Shinchen fortsætter med beretninger om en lade,
hvor 300 kvinder og børn omkom under uhyggelige
omstændigheder og om synet af massegrave udenfor, og ligene,
som blev afdækkede. Det var på dette sted, at der kom
en kvinde hen til Monica Felton -r hun var 42 år og hed
Song-Choon-Ok, og hele hendes familie var blevet udryddet —
og sagde: »Det var ikke bare amerikanere, der var med til
dette, det var også engelske soldater.«
Der kom kvinder og gamle fra landsbyer, der lå så langt
som 40 km fra Shinchen for at fortælle, hvad der var sket i
deres distrikter. En kvinde fra landsbyen Kwon-Chou, den
41-årige Ju-Tong-Dze, fortalte, at der var 175 mennesker
blevet dræbt — blandt dem hendes mand og hendes yngste
barn på fem måneder. Selv var hun blevet arresteret,
men var senere blevet løsladt. Hun fortalte, at hun med sine
egne øjne havde set, hvordan amerikanske og engelske
soldater havde smidt mennesker i vandet. Da
besættelsestropperne måtte trække sig tilbage
havde amerikanerne meddelt beboerne i distriktet, at atombomben
ville blive kastet i Nordkorea, men når beboerne forlod deres
landsbyer og trak mod syd blev de beskudt med maskingeværild
fra luften. En kvinde på 30 år, Li-Di-Ye, fra landsbyen
Sa-Ok Shek-So-street nr. 31, fortalte, at hendes mand havde
været gartner. Da de amerikanske soldater kom for at
arrestere ham meddelte de, at det var hensigten, at alle
nordkoreanere skulle udryddes. Hun sagde, at i den gade, hvor hun
boede, var der 100 huse, og 90 familier var blevet dræbt.
Selv var hun også blevet arresteret med sine to børn,
men det var lykkedes hende at undslippe, da hun skulle
overføres fra det ene fængsel til det andet. Hun
prøvede på at nå Pjeng-Jang, men blev fanget
igen, og amerikanerne gav ordre til, at hun skulle skydes, men en
Syngman-Rhee soldat forbarmede sig over hende og lod hende
undslippe. Hun bevidner, at hun har set nordkoreanske fanger blive
levende brændt. Mange af vidnerne i Hwan-hai-provinsen
nævnede både Syngman-Rhee soldater, amerikanske og
engelske soldater, når de fortalte om det, der var
overgået deres hjemegn. Eet eneste vidne, den 14-årige
Hwan-Ik-Soo fra landsbyen San-chen nævnede også
canadiere.
Dokmentation: John Price, 'Racism, Canadian War Crimes, and the Korean War: Shin Hyun-Chan’s Quest for Justice,'
The Asia-Pacific Journal Vol 10, Issue 3 No 2, January 16, 2012.
- http://www.japanfocus.org/-John-Price/3678
'Scholars and journalists in Korea and the United States have worked hard over the past 15 years to bring to light the mass killings of civilians that occurred during the Korean War. These stories, including that of the strafing of civilians at No Gun Ri, have challenged the hegemonic narrative of the ‘good war’ that has dominated south Korean and US accounts of this tragic past.'
John Price is associate professor of Japanese history at the University of Victoria and director of the E.H. Norman Digital Archive project. His new book, Orienting Canada: Race, Empire and the Transpacific (Vancouver: UBC Press, 2011) will be the subject of discussion and debate at H-Diplo in early 2012.
 |
 |