Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1 september 1950 / Timeline September 1, 1950
Version 3.5August 1950, 2. September 1950
09/01/1950
En pacifists syn på koreakrigen
Frit Danmark. September 1950
Vi har fra sproglærer Knud Engel modtaget et længere
indlæg, hvoraf vi gengiver nedenstående uddrag:
DET ER sørgeligt at se, hvor lidt der i de fleste
kommentarer til konflikten i Korea tages (hensyn til menneskeliv og
menneskelig lidelse- det der for en pacifist er det
afgørende, det der får ham til at protestere kraftigt
mod enhver form for krig, også forsvarskrig. Når der
herhjemme sker mord, selvmord, voldsforbrydelser o.s.v. i stadig
større stil (en naturlig følge af den mentalitet og
den krig'sp'syko'se, som den sidste krig i forbindelsen med frygten
for den næste har skabt), så rystes folk dog dybt og
føler den største medlidenhed med de uskyldige ofre.
Men når der under krig, som f. eks. nu i Korea, dræbes
i tusindvis af mennesker, og andre bliver kastet ud i ulykke,
nød og elendighed, så gør det ikke nær
samme indtryk, ja der er endog mange, der glædes og
begejstres, når det går ud over Nordkoreanerne. Det er
sørgeligt at se, hvorledes både største delen
af den danske befolkning og næsten hele dagspressen
anlægger et absolut ensidigt synspunkt på konflikten
— og er ude af stand til at se det hele i et større
perspektiv ...
Det er mig en stor skuffelse, at F.N. — i stedet for at
søge en fredelig løsning — har anerkendt
U.S.A.S militære intervention og har opfordret alle
medlemsistaterne til at følge dets eksempel. Derved
får F.N. et ubehageligt skær over sig af at være
ensidig vestlig orienteret, på samme måde som
Atlantunionen, Europarådet og delvis også »Een
Verden«. Hvorfor greb F.N. ikke ind i borgerkrigen i
Grækenland og i Indonesien, hvorfor tolereredes det, at
800.000 arabere blev fordrevet fra deres hjemstavn? Hvorfor finder
man sig roligt i, at Frankrig — endda med økonomisk
støtte fra U.S.A. bekriger befolkningen i Indochina? Hvorfor
protesterer man ikke meget kraftigere mod de skændige
raceforfølgelser i Sydafrika?
De hvide har i tidernes løb øvet så meget ondt
mod de farvede folkeslag, og deres synderegister er stort. Den
måde, hvorpå U.S.A. nu — som en
fortsættelse af denne magtpolitik — sender masser af
tropper og bomber mod det koreanske folk, viser, at det ikke er de
ulykkelige menneskers liv og skæbne, der interesserer
Amerikanerne, men at de kun tænker på egen magt og
prestige. Det ville være bedre, om de hvide i stedet
arbejdede på at gøre deres uret god igen mod de
farvede folkeslag, om de bestemte sig til at opgive deres
uretsmæssige opnåede politiske og økonomiske
fordele i andre verdensdele. Og F.N. burde i istedet for at
opfordre til væbnet intervention have forlangt alle fremmede
tropper og våben og politisk indflydelse bort fra Asiens og
Afrikas lande!
Jeg væmmes hver gang jeg ser Trumans glade, leende ansigt i
aviserne, når han udtaler sig om situationen i Korea, at det
nok skal gå, selv om det kræver tid (og menneskeliv og
ødelæggelser) og så samtidig kommanderer nye
bombemaskiner ud på deres dødbringende fart. Man
tænker uvilkårligt 5 år tilbage i tiden til
atombombardementerne på Hiroshima og Nagasaki, der -spredte
død og rædsel om sig. Og så finder man det endnu
mere farisæisk, at Amerikanerne forarges over, at Rusland
ikke vil gøre sin indflydelse gældende overfor
Nordkorea — for at få bilagt konflikten, når det
er U.S.A. selv, der har udvidet den og gjort den farligere og
— i modsætning til Rusland — har nægtet at
gå ind på Nehrus mæglingsforslag. Dette afslag og
den ør-kesløse diskussion i Sikkerhedsrådet af
prestigehensyn kommer til at koste endnu tusinder af ulykkelige
mennesker deres liv eller lemmer.
Stormagternes politik er ofte præget af egoisme og
materialisme. Når noget tjener til deres egen politiske og
økonomiske fordel, så hylder de den farlige
læresætning: hensigten helliger midlet, og mener, at de
kan benytte hvilkesomhelst metoder, der fører dem til det
ønskede mål. Men der opnås aldrig noget varigt
godt ved hjælp af onde og voldelige midler. Enhver vil komme
til at høste, hvad han har sået. Det er muligt, at de
farvede folk inden længe vil rejse sig og slutte sig sammen
for at afkaste de hvides forhadte åg. Og da vil disse
måske komme til at undgælde tifold for, hvad de selv
har øvet. Der er her kun een redning — om de i den
ellevte time vil erkende deres skyld og søge at gøre
den god igen.
Jeg skriver ud fra rent pacifistiske hensyn, og mit ønske
er, at der i langt højere grad må arbejdes for at
skåne mennesker, både for død og lidelse, sult
og nød, og det er i alle tilfælde ikke for at
skåne de ulykkelige koreanere herfor, at, U.S.A. nu
kæmper. Jeg ved, at man i vor ensrettede tid, hvor der kun
gælder sort og hvidt, risikerer at blive beskyldt for at
være kommunist, når man vover at sige sådanne
sandheder. Men jeg føler mig forpligtet til at løbe
den risiko og er sikker på, at mange fredsvenner vil
være enige med mig.
Gid mange flere ville eje deres meningers mod og så tage
de.klø, der følger med.
Knud Engel.
 |
 |