Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. August 1950 / Timeline August 1, 1950
Version 3.508/01/1950
Der har længe været krig i Korea : Kendsgerningerne
forud for Korea-Konflikten
Peter P. Rohde. Frit Danmark, August 1950
GENOPRETTELSEN af staten Korea blev vedtaget på
Kairo-konferencen i 1943, der blev tiltrådt af USA, England
og Kina, Pofsdam-konferencen, hvor erklæringen fra Kairo blev
gentaget og tiltrådt af Sovjetunionen, og Mosfcva-konferencen
i december 45, hvor det tillige blev bestemt i § 2, at
“for at hjælpe med til uddannelsen af en provisorisk koreansk regering og for at udarbejde de nødvendige forudgående bestemmelser, skal der etableres en fælleskommission bestående af repræsentanter for USA's kommando i Sydkorea og for sovjetkommandoen i Nordkorea. Under forberedelsen af disse forslag skal kommissionen konsultere de koreanske demokratiske partier og sociale organisationer.”
Den zonedeling, der hentydes til, og som altså allerede
var en kendsgerning på dette tidspunkt, blev til ved
»General Order no. 1« til den japanske regering 2-9-45,
der befalede at alle japanske tropper, der befandt sig nord for 38.
nordlige breddegrad, skulle overgive sig til sovjetstyrkerne, de
som stod syd derfor til amerikanerne. Så tilfældige var
zoneinddelingen, der altså ikke svarer til nogen naturlige
geografiske eller etiske skillelinjer.
Når det bestemtes, at de koreanske demokratiske partier
skulle tages med på råd, skyldtes det ganske naturligt,
at Korea jo ikke som Japan var et fjendeland, men et land, der selv
i 40 år havde været undertrykt af japanerne.
Fælleskomimssionen trådte sammen i januar 46, men der
viste sig straks stor principiel uenighed mellem de to grupper den
bestod af. Man kunne ikke blive enige om, hvordan man skulle
definere begrebet demokrati, og man kunne ikke blive enige om,
hvilke koreanske partier man skulle konsultere. Om disse ting
førte general Marshall, som på det tidspunkt var USA's
ambassadør i Kina, og Mo-lotov en korrespondance, hvoraf det
fremgår, at amerikanerne efter russernes mening havde
været villige til at samarbejde med koreanske partier, der
saboterede Moskva-konferencens bestemmelser og ikke ville vide af
noget allieret formynderskab.
Splittelsen af det koreanske folk.
Det er selvsagt umuligt på afstand at tage standpunkt til
rigtigheden af disse påstande, men man aner den baggrund, der
har gjort dette spørgsmål til et forgrundsproblem,
nemlig splittelsen i det koreanske folk, der var følgen af
mange års undertrykkelse, den splittelse der kom til udtryk i
modsætningsforholdet mellem kollaboratørerne med
japanerne og modstandsfolkene.
På grund af disse uoverensstemmelser sneglede tiden sig
afsted, uden at man kunne komme til nogen resultater.
Og dertil kom, at der efterhånden rejste sig en stadig
kraftigere modstand fra det koreanske folks side imod
fortsættelsen af den urimelige zoneinddeling, der var en
skrækkelig ulempe for det økonomiske liv. Under
ledelse af den borgerligt-radi-kale dr. Kim Ku, som siden 1919
havde været lederen af Koreas eksilregering og altså
var en af modstandsbevægelsens mænd, dannedes en
folkebevægelse, der arbejdede på at få delingen
ophævet og udlændingene ud af landet hurtigst muligt.
Den trådte for første gang offentligt frem i anledning
af, at amerikanerne i april 48 traf forberedelser til at lade
afholde valg i Sydkorea. I en erklæring af 23/4 sætter
den nye bevægelse sig imod afholdelsen af valget i Sydkorea
og fremsætter følgende programpunkter:
- Bevægelsen er imod oprettelsen af diktatur, også proletariatets diktatur.
- Den er imod monopolkapitalisme, men for bibeholdelsen af privat ejendomsret.
- Den er for oprettelsen af en fælleskoreansk regering efter valg i hele Korea.
- Den er for tilbagetrækningen af såvel sovjet-russiske som amerikanske styrker efter en to-rnagtsoverenskomst.
Valget blev dog afholdt alligevel og gav et stort flertal for de
konservative partier. Nu begyndte stenen at rulle. Valget fandt
sted under store uroligheder, og da, som følge af valget,
republikken Korea blev proklamer et 15/8 med krav på at
gælde hele Korea, svarede nordkoreanerne med oprettelsen af
»den demokratiske folkerepublik Korea«, der ligeledes
gjorde krav på at omfatte hele landet.
Der blev vedtaget en grundlov som oprettede en nationalforsamling
på 527 medlemmer, indbefattet 360 fra Sydkorea. Statsminister
blev Kim II Sung. Da denne regering var dannet, erklærede
russerne, at deres mission i Korea var til ende, og at de ville
evakuere deres tropper. De påbegyndte rømningen 18/9,
og den var tilendebragt 25/12. På en russisk opfordring til
amerikanerne om at gøre det samme, svarede disse at tiden
ikke var inde, og at de måtte blive i landet i det mindste
til UN's sikkerhedsråd have taget sagen i sin hånd.
Syngman Rhee bønfaldt amerikanerne om at blive.
På samme tid udviklede urolighederne i Sydkorea sig
imidlertid til en oprørsbevægelse, som det dog
lykkedes regeringstropperne at slå ned. Amerikanerne forholdt
sig passivt, og deres militære leder, general Coulter,
erklærede, at der ikke var grund for ham til at gribe ind,
det var et indre koreansk anliggende, og at amerikanerne kun ville
intervenere, når det gjaldt om at beskytte amerikansk liv og
ejendom. Fra den sydkoreanske regering kom der indtrængende
bønner til den amerikanske militærmagt om ikke at
rømme landet, idet den erklærede, at dens dage snart
ville være talte, hvis den blev alene om at klare
ærterne. Dette kan synes besynderligt, såsandt som
befolkningen i Sydkorea er dobbelt så stor som i Nordkorea,
nemlig henholdsvis 20 og 8 millioner. Forklaringen kan kun
være, at den sydkoreanske regering stod svagt i sit land og
havde et flertal imod sig.
Dette ønske imødekom amerikanerne forsåvidt
også, som de ikke straks forlod landet, men de opdagede
snart, at det var blevet mange gange sværere for dem at
blive, efter at russerne havde evakueret deres styrker i nord, og
at de stod i fare for ved deres blotte nærværelse at
uddybe de politiske modsætninger i Sydkorea endnu mere.
Løsningen kunne derfor ikke være at blive i landet for
stedse, men at styrke regimet, så det kunne stå
på egne ben. Med dette formål for øje fik man
derfor gennemført, at Sydkorea blev anerkendt af UN's
politiske komité (dog ikke enstemmigt, idet Sverige afholdt
sig fra at stemme), hvorpå vejen var åben for at skaffe
landet et stort pengebeløb fra ECA, der bevilgede
300,000,000 dollars.
Den latente krigstilstand«
De to dele af Korea var nu faktisk inde i en latent krigstilstand,
som kom til stadige sporadiske udbrud, og som naturligvis blev
yderligere skærpet ved de forskellige retningslinjer, de to
dele var opbygget af. Herom finder man i Manchester Guardian for
6/10 49 følgende oplysninger:
“I Sydkorea er det lykkedes amerikanerne, at nedbringe fæstejorden fra 73 pct. til 45, hovedsageligt ved salg af jord, der havde været i japansk eje. Jordreformen er nu imidlertid gået i stå på grund af det sydkoreanske regimes velvillige indstilling overfor godsejerne. I Nordkorea foretoges ligesom i Østeuropa gennemgribende jordreformer. I maj 1946 blev al jord eksproprieret, som havde tilhørt enten japanere eller koreanske godsejere og overladt bykomiteer, som skulle fordele den mellem de 700,000 bønder, af hvilke de fleste har været be-siddelsesløse landarbejdere. Fordelingen blev foretaget på samme måde som i Kina, men med den væsentlige forskel, at mens kineserne fordelte selve ejendomsretten til jorden, har bønderne i Korea vel fået en permanent brugsret til jorden, men ikke ejendomsret i den forstand, at de kan overføre den til andre. Formelt ejes jorden af bykomiteerne, hvilket betegner det første skridt mod kollektivisering. Fremskridtene i Nordkoreas landbrug er imidlertid langt overgået af industriens udvikling. Årets produktion opgives til at være fire gange så stor som 1946's og næsten lige så stor som 1944's. Nordkorea har fået russiske ingeniører og geologer til sine fabrikker og gruber og tekniske lærere til sine skoler, og regeringschefen Kim fremhæver, at disse russiske ingeniører får samme løn og samme vilkår som de koreanske ingeniører. Det gør et vist indtryk på koreanerne, eftersom de japanske ingeniører fik tre gange så meget og de amerikanske ingeniører tigange så meget.”
Om udviklingen i de to dele af Korea får man yderligere
værdifulde oplysninger i en korrespondance fra Sven
Tillge-Rasmussen i »Politiken« 1. januar 48:
“Den amerikanske besættelse af Korea har sandelig ikke været ufejlbarlig. Den har begået frygtelige dumheder. Fordi den var amerikansk? Fordi den søgte at undertrykke befolkningen? Det indtryk man får, er snarere alt for smerteligt af menneskelig uforstand, fejl, kortsyn, irritation, tilbøjelighed til at dekretere og søge de gale medarbejdere i den hellige ro og ordens misbrugte navn — først og fremmest den gamle historie: en alt for sen erkendelse af, at de folkelige kræfter, der er vakt og påkaldt under denne krig, umuliggør et tilbagefald til den gamle verden, og at de betegner en revolution, den vældigste i alle tider ...
De (amerikanerne) kom med helten fra Okinawa, general Hodge, i spidsen — og virkeligheden blev en smertelig skuffelse. Han havde været en storartet soldat i kamp, men hvad vidste han om koreanerne andet end den sandhed, at de var uden erfaring i at styre, at få af dem kunne læse eller skrive, og at det hele så temmelig kaotisk ud? Han var forsynet med vage direktiver fra Washington, rådgivere uden kendskab til befolkningens historie og politiske muligheder, og da opretholdelsen af ro og orden forekom ham at være øjeblikkets vigtigste bud, lod han en del japanere forblive midlertidigt i deres embeder. Det er aldrig tilgivet ham. Endnu værre var det, at en japansk politistyrke, bevaret for en tid af den amerikanske general, fyrede på en folkemængde. Hodge udnævnte et 11-mandsråd af koreanere — og han lod sig overtale til at tage en koreaner som formand, der var hadet og foragtet af sine egne, fordi han havde været rådgiver for japanerne. »Disse fejlgreb,« skriver Harold Slagg, en journalist, som på det tidspunkt gjorde tjeneste under general Hodge, »næsten ødelagde koreanernes tillid til amerikanerne.« De resulterede i trusler, baghold og strejker. Befolkningen kendte jo gennem slægtled sabotagens kunst. Den uvenlighed han sporede, drev ikke generalen til nogen nærmere forståelse af folket.«
»Men er russerne klogere i deres zone? (spørger S. T-R. videre). Der var den væsentlige forskel, at mens amerikanerne søgte at råde bod ved at hente nogle ældre koreanere hjem fra eksil, importerede russerne 30,000 koreanere fra Sibirien. De var i sin tid flygtet til Rusland, eller deres forfædre var flygtet — formentlig 800,000 koreanere lever i Sibirien. Disse 30,000 koreanere var sovjetborgere, opdraget til sovjetmetoder og loyale mod ideologien. Dermed havde russerne en koreansk-tal ende embedsstand, så at japanerne straks kunne sættes fra styret, arresteres og straffes. Også indfødte forrædere kunne øjeblikkelig udrénses. Russerne hædrede enhver, som japanerne havde forfulgt. Mange japanske teknikere blev ganske vist bevaret i bedrifterne, men undergivet koreanerne. Japanske krigsfanger blev sat til at bygge veje.”
Da Chiang Kai Shek var på spil.
Sammenligningen med Chiang Kai Shek melder sig hurtigt af sig selv,
bl. a. også fordi den sydkoreanske regering selv på et
vist tidspunkt understregede sammenhængen. 6/7 49 udstedte
Chiang, hvis regime på dette tidspunkt stod overfor det
totale sammenbrud, og som havde forlagt sit hovedkvarter til
Formosa, et manifest om, at han agtede at fortsætte kampen
mod kommunisterne til den bitre ende. Den 10. fløj han til
Filippinerne og forelagde manifestet for præsident Quirigo,
der straks underskrev det. Den 7/8 finder vi Chiang i Soul, hvor
han forhandler med præsident Syngman Rhee, der ligeledes
underskriver manifestet, og sammen udsender de et
kommuniqué, der betoner nødvendigheden af at
bekæmpe kommunismen »kollektivt såvelsom
individuelt«, og hvori præsident Quirigo opfordres til
at sammenkalde en konference til dannelsen af en østasiatisk
union med dette formål for øje. Ved at indgå
denne alliance har den sydkoreanske regering gjort sit til at
udvide den koreanske konflikt fra at være et lokalt
anliggende til at blive et led i den internationale magtkamp og
ideologiske strid.
Amerikanerne, der nu lige så lidt som tidligere, forstod,
hvad der faktisk foregik, forvekslede en tom
regeringserklæring med en national handling og
erklærede sig tilfredse, og da sydkoreanerne nu både
havde fået penge, allierede og amerikansk militær
instruktion, mente de, at tidspunktet nu var inde til at
trække sig tilbage. 29/6 begyndte evakueringen, dog at de lod
500 amerikanske officerer blive tilbage som instruktører og
rådgivere.
Krigen begyndte for et år siden.
Amerikanerne mente de havde gjort, hvad de kunne. Det havde de
også, men lige meget hjalp det. Sydkorea var et skib med hul
i bunden. Med de fremmede troppers bortdragen blussede de
militære kampe mellem nord og syd, der hele tiden havde
fundet sted i guerillaformat, op til regulære
krigs-operationer. Ongjin-halvøen på Koreas vestside
var fem gange på forskellige hænder i løbet af
sommeren 49, og sydkoreanerne hævdede, at de havde erobret en
bjergformation nord for 38. breddegrad den 25/7. Samtidig gav
misfornøjelsen med det feudale styre i Soul og standsningen
af jordreformen sig udtryk i en voksende partisanbevægelse i
Sydkorea, der efterhånden kom til at omfatte henved 80,000
mand. Regeringen stod magtesløs, thi også hæren
viste sig upålidelig.
7/7 foreslog den nordkoreanske regering påny, at der skulle
afholdes valg over hele Korea, for at man kunne komme ud over den
skæbnesvangre splittelse, men forslaget blev ikke besvaret,
og krigen fortsatte. Det er vigtigt at fastholde denne faktiske
krigstilstand, fordi den stiller de nuværende fjendtligheder
i deres rette perspektiv. Krigen begyndte ikke den 25/6 iår,
men for et år siden. Den nu pågående offensiv er
ikke en begyndelse, men en fortsættelse i større
målestok af, hvad der længe har stået på,
og spørgsmålet om, hvem der begyndte, bliver derfor
meningsløst — eller må stilles på en helt
anden måde. Det bliver da et spørgsmål om, hvem
der har ansvaret for den krigstilstand der indtrådte, efter
at russerne og amerikanerne havde rømmet de to zoner. Det
bliver da til et spørgsmål om de to zoners hele
sociale og økonomiske politik, om den effektivitet de har
udvist, om deres evne og vilje til at skaffe sultende mennesker
mad. Når dette ikke for længe siden er gået op
for verden, er det fordi man kun havde den endnu relativt beskedne
militære indsats for øje og intet vidste om, hvad
nordkoreanerne virkeligt evnede, nu da staten var blevet
stabiliseret og det økonomiske liv kommet i gang.
Hvorfor kom de store operationer netop nu?
Men hvorfor kom de store operationer netop nu og ikke tidligere og
ikke senere?
De kom ikke tidligere, fordi det først er i
indeværende år, at regimet i Sydkorea er gledet
så langt ud i korruption og indre opløsning, at man
kunne regne med ikke at støde på nogen videre
modstand, ligesom det først nu er blevet så
ubestrideligt indlysende for enhver koreaner, hvadenten i nord
eller syd, at der ikke var noget mere at vente sig af regeringen i
Soul.
De kom ikke senere, fordi der var adskillige tegn på, at
amerikanerne, der ikke længere kunne lukke øjnene for,
at den sydkoreanske regering var ved at skride, nu indså at
det var nødvendigt at gøre noget fundamentalt,.hvis
man ikke ville se hele sit værk styrte sammen som et
dårligt nedpløkket telt i monsunstormen.
Samtidig med at krigen efter en vinterdvale i april måned
blussede op med, at nordhæren smadrede nogle bataljoner af
Soul-regeringens tropper ved grænsen, sendte den amerikanske
regering den 17. Syngman Rhee en kraftig note, hvori den
kritiserede hans regerings arbejde sønder og sammen og
krævede drastiske reformer, hvis der skulle kunne blive tale
om yderligere hjælp. Det var nødvendigt at demonstrere
et demokratisk sindelag overfor befolkningen. Den standsede
jordreform måtte tages op igen, og den inflation, der
ruinerede befolkningen, bringes til ophør.
Skattevæsenet, der helt var hørt op at fungere,
måtte bringes på fode igen, den omsiggribende
sortbørshandel med de amerikanske hjælpevarer
måtte standses, og endelig måtte de valg, der skulle
have været afholdt i maj 49, finde sted snarest.
Således havde amerikanerne også i den 12. time tordnet
for ørene af Chiang Kai Shek. Forskrækket tog
Soul-regeringen skridt til visse reformer, søgte at standse
sine bankovertræk, at få liv i jordreformen og lod
omsider det valg, den havde forpligtet sig til, afholde den 30.
maj. Resultatet blev, at Syngman Rhees støttepartier
halveredes, fra 81 i 1948 til 49, mens de uafhængige partier
fordoblede deres mandater, fra 64 i 1948 til 136. De i huj og hast
gennemførte reformer var kommet for sent.
U. S. A. lovede støtte.
Amerikanerne var imidlertid ikke derfor til sinds at lade
sydkoreanerne sejle deres egen sø. Ganske vist
ønskede de ikke at se deres penge og våben forsvinde
til glæde for en snæver kreds af profitører, men
de vovede under ingen omstændigheder at lade deres myndlinge
i stikken, hvis det betød, at hele Korea blev rykket ud af
deres indflydelsesfære. Derfor begyndte der en stigende
diplomatisk aktivitet over Stillehavet til trods for, at de
få og ufyldestgørende reformer ikke havde ændret
totalbillede det ringeste. Den 19. maj fastslog chefen for den
amerikanske administrations hjælp til Korea, Johnson, overfor
bevillingskomiteen i Repræsentanternes Hus, at 100,000
soldater og officerer i den sydkoreanske hær nu havde
afsluttet deres uddannelse og var parat til at gå i krig,
når det skulle være. I midten af juni kom den
amerikanske krigsminister, som også hedder Johnson, og
formanden for den fælles generalstab, Omar Brad-ley, til
Japan og holdt en konference med Mac Arthur, og kort efter
besøgte den amerikanske udenrigsministers særlige
politiske rådgiver John Foster Dulles Sydkorea og
besøgte fronten ved den 38. breddegrad. Den 19. juni
erklærede han overfor den sydkoreanske nationalforsamling, at
USA var parat til at give al den moralske og materielle
støtte, sydkoreanerne behøvede i kampen mod
kommunismen, den kamp Syngman Rhee havde forpligtet sig til ved
tiltrædelsen af Chiang Kai Sheks manifest. Det var disse
begivenheder, der ovenfor blev hentydet til som Nordkoreas
motivering for at føre kampen til ende, inden det blev for
sent. Det kunne ikke vente. Amerikanerne var begyndt at røre
på sig.
Peter P. Rohde.
Vigtigste kilder:
Keesings arkiv — Chronique de poltique
étrangére (Irist, des relations internat., Bruxelles)
vol. I, no. 5
Det udenrigspolitiske selskabs udklipsarkiv
 |
 |