Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 1 september 1945 / Timeline September 1, 1945

August 1945, 2. September 1945

09/??/1945
Internationale fredsbevægelser
Pax Christi International oprettes i Frankrig af Marthe Dortel Claudot, på initiativ af franske katolske mænd og kvinder som ønsker forsoning med tyskerne. Organisationens første præsident er biskop Théas som havde været i tysk kz-lejr på grund af hans protester mod jødeforfølgelserne.

09/01/1945
International peace movement
Pax Christi International is created in France by Marthe Dortel Claudot, at the initiative of the French Catholic men and women who want reconciliation with the Germans. Its first president is Bishop Thea who had been in German concentration camp because of his protests against the persecution of the Jews.

09/01/1945
Mouvement pour la paix internationale
Pax Christi International est créée en France par Marthe Dortel Claudot, à l'initiative des hommes et des femmes catholiques français qui veulent la réconciliation avec les Allemands. Son premier président est Mgr Thea qui avait été dans le camp de concentration allemand en raison de ses protestations contre la persécution des Juifs.

09/01/1945
Internacional movimiento por la paz
Pax Christi Internacional se creó en Francia por Marthe Dortel Claudot, por iniciativa de los hombres franceses y mujeres católicos que quieren la reconciliación con los alemanes. Su primer presidente es el obispo Thea que había estado en el campo de concentración alemán debido a sus protestas contra la persecución de los Judios.

09/01/1945
Internationale Friedensbewegung
Pax Christi International wird in Frankreich von Marthe Dortel Claudot geschaffen, die auf Initiative der Französisch katholische Männer und Frauen, die Versöhnung mit den Deutschen wollen. Ihr erster Präsident ist Bischof Thea, die in deutsche Konzentrationslager wegen seiner Proteste gegen die Verfolgung der Juden gewesen.

09/01/1945
Tyske Militærnægtere under verdenskrigen
Det engelske blad Evening Standard var det første, som bragte meddelelse om, at der var fundet 41 tyske militærnægtere i en koncentrationslejr.
Senere er mange hundrede fundet i Buchenwald, Belsen og andre lejre.
Da krigen brød ud, blev nægterne i Buchenwald beordret ind i hæren; de nægtede, og blev indsat i et straffekom-pagni. Ordren *blev gang paa gang gentaget, men de nægtede altid, selv under trusel om henrettelse. De var aldeles isolerede og havde ikke lov til at skrive eller modtage breve.
Da fangerne i Buchenwald blev tvunget til at lave V-bomber, nægtede alle militærnægterne at deltage. De truedes igen med henrettelse, men opretholdt deres nægtelse og blev igen overført til straffekompagni.
Fangerne beretter, at adskillige nægtere kom til lejren før krigen, men at der kun er kommet faa efter krigsudbruddet. De tager det som tegn paa, at de fleste nægtere er blevet henrettet og ikke fængslet som før krigen. De havde kendskab til flere tusinde henrettelser.
En af militærnægterne blev af kvækerne fundet i Belsen. Det var Rudolf Kustermeier, en af de mest aktive unge pacifister i Tyskland. Han var i sine studenterdage formand for „Deutscher Pazifistischer Studentenbund". Han redigerede i Berlin et antinazistisk tidsskrift og fortsatte hermed efter Hitlers overtagelse af magten i 1933. I december 1933 fængsledes han tillige med sine medarbejdere og idømtes i august 1934 10 aars fængsel. De afsonedes i Brandenburg fængsel. I 1944 blev han fri, men derpaa igen taget og sendt til Belsen.
Den kvæker, som fandt Rudolf Kustermeier, skriver derom til et af vore raadsmedlemmer, Harold Bing: „Han er „relativ rask", siger doktoren, selv om han stadig er svag paa grund af sygdom og sult. Han mener, at det vigtigste, der kan siges om ham er, at al tvang, alle rædsler og forbrydelser, sygdom, sult og elendighed kun har styrket hans tro paa de moralske og politiske idealer, han er straffet for.
Han var taknemlig for den hjælp, venner havde ydet hans hustru i de tungeste aar. Han havde været meget ængstelig for sine engelske og amerikanske venners skæbne efter krigsudbruddet, fordi de var antimilitarister og var glad ved at høre, at det ikke var gaaet saa galt for dem.
Han haabede, at hans hustru havde forladt Berlin, før det sidste angreb begyndte, og at del skulde lykkes ham at finde hende.
Kilde: Aldrig mere Krig, 1945:9 s. 77

09/01/1945

Top