Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 29. Mars 1883 / Time Line March 29, 1883
Version 3.5
03/29/1883
Hvad skal det nytte ? What is the use?
Andenbehandling af forsvarsloven i Folketinget.
Under forhandlingerne holder Viggo Hørup, Hvad
skal det nytte-talen.
/ Second reading of the Law on Defence in the Danish
Parliament.
During the negotiations keeps Viggo Hørup, the What is the
use-speech.
...'If in earlier times there was any tendency for people to treat
this matter [the militarism] purely superficial, the fancy way,
with overwrought aesthetic Encourage-ment feeling, so I think it's
over. I think this Question: what is the point? This Issues is a
honor for our people's common sense, is spreading more and more
through all layers of the population, and I cherish the belief that
the time is not distant when no honest man or woman in this country
will believe that it is safe, or could. avoid seeing that it is
reckless and unconscionable to take a case like this without
specifically linking the Question: What is the point? a case like
this, for thousands upon thousands of poor families means a
contribution - not only in money, but in personal power - that
feels great and arduous, only too large and burdensome. With these
words, I once again vote against Copenhagen's fortifications. I
have with these few Remarks wanted to make room for this impression
that if there here in parliament is Friends of Militarism, People
for whom Militarism is a vital issue, there is also here in
parliament enemies of Militarism, People for whom resistance
against Militarism is a vital issue.'
Fra Folketingsflertallets Side var foreslaaet en Dagsorden
saalydende:
«Da Tilvejebringelsen af den fornødne Enighed om
Ordningen af Landets Forsvarsvæsen kræver en Regering,
der gør dette Spørgsmaals Løsning til sin
alvorlige Opgave, gaar Tinget over til Dagsordenen.»
Konsejlspræsidenten,
Estrup, havde erklæret, at Ministeriet ikke i Vedtagelsen af
denne Dagsorden vilde finde nogen Anledledning til at gaa af, da et
Flertal uden positivt Program ikke kunde betragtes som et
parlamentarisk Flertal.
Hørups Tale, der er Svar herpaa, meddeles med Udeladelsen af
Indledningen.
Den højtærede Konsejlspræsident kom til det
Resultat, at der ikke i denne Dagsorden for ham er nogen
parlamentarisk Grund til at gaa. Dersom den højtærede
Konsejlspræsident var kommen til det Resultat, at denne
Dagsorden, naar den blev vedtagen, vilde indeholde den allerbedste
parlamentariske Grund for ham til at gaa, saa véd vi jo dog
allesammen, at han gaar ikke alligevel; han har i saa Fald en hel
Pose fuld af antiparlamentariske, gode og gyldige Grunde til at
blive. Saa viseligt er jo dette Ministerium indrettet, at naar de
parlamentariske Grunde slipper op, saa har det de
antiparlamentariske Grunde, saa at det kan aldrig komme til at
sidde imellem Stolene; det har stadig Stole at skifte med, og de
bærer lige godt. Paa den anden Side kan jeg ikke
skønne, at den højtærede
Konsejlspræsident har videre Grund til at finde en
Trøst i, at denne Sag ikke indeholder parlamentariske Grunde
for ham til at gaa, thi hvis det var rigtigt, hvis den
højtærede Konsejlspræsident havde Ret deri, saa
kan han jo ikke have glemt, at der er hundrede andre Sager, som
indeholder de allerbedste og gyldigste parlamentariske Grunde for
ham til at gaa. Men selv den teoretiske Hovedlærdom, som den
højtærede Konsejlspræsident gav os, tror jeg
ikke er rigtig.
Den lød jo paa, at der ikke var noget parlamentarisk
Flertal, eller at det Flertal, der er i denne Sal, ikke var
parlamentarisk, fordi vi ikke havde noget positivt Program. Jeg
véd ikke, i hvilken parlamentarisk Skole den
højtærede Konsejls præsident har lært det.
Jeg har aldrig hørt det før. Jeg véd ikke,
hvorpaa den højtærede Konsejlspræsident kan
bygge den løjerlige Forestilling, at et Flertal for at
være parlamentarisk skulde have et positivt Program i hver
enkelt Sag. Hvorfor er det Flertal i dette Ting. der ikke vil bygge
Fæstninger, mindre parlamentarisk end et Flertal, der vil
bygge Fæstninger'? Jeg skønner ikke Grunden. Jeg tror
heller ikke, at det er parlamentariske Betragtninger, der her har
ledet den højtærede Konsejlspræsident, men jeg
tror, at det er et Forhold af meget mere national Beskaffenhed.
Det er saa, at der her i Landet hersker en vis Overtro. Naar man i
en længere Aarrække har skraalet paa den samme Sag, saa
stoler man paa, at selv om det kun er et meget lille Mindretal, der
har samlet sig derom, kommer der dog tilsidst en Dag, hvor alle
Mennesker vil sige om den Sag, at noget bør der dog
gøres ved den. Jeg tror, at det er det, der ligger til Grund
for den højtærede Konsejlspræsidents Fordring
om, at noget bør der gøres i denne Sag. Jeg deler
ikke denne Overtro. Jeg for mit Vedkommende siger: Lad dem skrige,
til de har skreget Halsen af sig! Det er mig ganske ligegyldigt.
Ja, selv om man vil gaa ud fra, at noget skal der gøres, og
at, naar der er gjort et stort Babalder i en halv Snes Aar,
saaledes som det er blevet gjort af Militærvæsnet heri
Landet, skal der gøres noget, saa bliver dog det
Spørgsmaal tilbage, om dette Noget skal være noget
mere eller noget mindre end det vi gør nu, og hvad enten man
besvarer det Spørgsmaal til den ene eller til den anden
Side, skal det ikke lykkes den højtærede
Konsejlspræsident at godtgøre, at det ene Svar skal
være mere parlamentarisk end det andet. Dermed forlader jeg
den højtærede Minister, idet jeg dog til Slutning skal
sige, at jeg er enig med den højtærede
Konsejlspræsident i, at Ansvaret for det Uheld, som den
højtærede Minister har haft i sine militære
Sager, ligger i dette Ting. Det er dette Ting, der har slaaet
Ministerens Fæstninger ud af hans Haand baade i 1876 og nu i
Dag. Det er dette Tings Ære; det er derigennem det danske
Folks Ære, men det er ikke Ministerens Ære at have
overlevet denne Sag. Det er Ministerens Ansvar; det er Ministeriets
Ansvar, at det har overlevet dette Nederlag for sin Livssag, og det
er ingen Ære at overleve sine Livssager. Den Kirkegaard, hvor
en Mand har begravet sine døde Livsopgaver, er sandelig
ingen Hædersplads for ham at besøge. Det tror jeg er
Forskellen, det tror jeg er den rette Opfattelse af dette
Forslag.
Naar jeg derefter vender mig til den Dagsorden, vi staar i Begreb
med at stemme over, skal jeg sige, at jeg agter at stemme for det
Forslag, som Udvalgets Flertal har anbefalet os. Naar jeg
ønsker at knytte nogle Ord dertil, er det ikke for at tage
nogetsomhelst Forbehold overfor den ærede Ordfører
(Bojsen), hverken overfor hans Udtalelser her i Tinget eller
overfor hans Udtalelser paa Flertallets Vegne i Betænkningen
[Betænkning over Forslag til Lov om overordentlige
Foranstaltninger til Forsvarsvæsnets Fremme, publiceret i
Vort Forsvar nr. 59 A og 59 B, 1883. -ht]
Det vil jeg anse for ganske overflødigt. Det er klart for
Enhver, at vi her ikke staar for at stemme over hverandres
Udtalelser, men at vi skrider til at stemme over et bestemt
formuleret Afstemningstema, som vi selvfølgelig stemmer for,
uden Hensyn til, at ogsaa Andre paa Motiver, som ikke er vore eller
mulig endog forskellige fra vore, stemmer derfor. Endmindre skal
jeg opholde mig ved de enkelte Ord og Vendinger, som jo kan lyde
paa én Maade i Ens Mund, paa en anden i en Andens. Det er
klart, at slige Vendinger afhænger af det Grundlag, hvorpaa
vi staar, den almindelige Baggrund af Stemninger og
Almenanskuelser, hvorfra man gaar ud. Selvfølgelig falder
Ordene anderledes i et Medlems Mund, der mener, at
Militærvæsnet har en afgørende Betydning for et
Lands Ære, Selvstændighed og Udelelighed, end i et
andet Medlems Mund, der, som jeg, har den Tro, at vort
Militærvæsen har en saare ringe og ganske underordnet
Betydning for vort Lands Ære, Selvstændighed og
Udelelighed, og at disse tre umistelige Goder heldigvis til Lykke
for vort Land vil vise sig at være bygget paa langt solidere
Støtter end vort stakkels Militærvæsen. Det er
ogsaa klart, at Ordene maa føje sig anderledes for et Medlem
-- jeg sigter ikke herved til den ærede Ordfører --
der mulig ved at se paa vort nuværende Militærbudget
skal komme til det Resultat, at dette Budget er for lille, at der
maatte nogle flere Millioner til, at det vilde være
hensigtsmæssigere at gaa op til endnu større
Bekostning, end vi nu udreder, og som de Herrer véd er
bleven fordoblet i de sidste 15 Aar — end for mig, som har
den Opfattelse, at det nærværende Militærbudget
allerede for længe siden har overskredet de fornuftige
Grænser for, hvad vi her bør anvende dertil, og som
derfor ikke kan tænke mig nogen samlet Revision af vort
Forsvarsvæsen, uden at denne tillige maatte blive en
Reduktion og navnlig da en Til bageerobring af den Million, som for
et Par Aar siden paa en saa vidunderlig Maade gled os ud af
Hænderne. Men alt dette er Nuancer, Meninger, Afskygninger,
som følger af sig selv, og som jeg ikke skulde have
nævnt i denne Forbindelse dersom jeg ikke havde ment, at det
ved en Forhandling som denne, der jo nærmest er af
demonstrativ Natur, dog havde sin Interesse ikke at glemme disse
Nuancer, og at det kan have Betydning, at Billedet af disse
Forhandlinger blev et saa almindeligt, saa levende Udtryk for de
Stemninger, der virkelig raader i Tinget og Folket, som muligt. Jeg
skal saa meget mindre forfølge dette, som jeg erkender, at
det ikke har praktisk Betydning i Øjeblikket. Jeg har da
ogsaa god Fortrøstning til, at det aldrig skal faa nogen
praktisk Betydning, og jeg bygger denne min Fortrøstning
ikke mindst paa Københavns Befæstning. Jeg har ikke
forstaaet den stærke Uvilje, hvormed to ærede Medlemmer
har udtalt sig imod Københavns Befæstning; jeg kan
ikke forstaa den overdrevne Harme paa anden Maade, end at disse to
ærede Medlemmer har haft Fantasi nok til at tænke sig
ude i Terrænet virkelige Forter af Sten, Jord og Jærn,
virkelige Volde og virkelige Oversvømmelser. Ja, ganske
vist, saa vilde man ikke kunne finde Ord stærke nok, men jeg
tilstaar, jeg har ikke en saa levende Fantasi. Jeg tænker paa
Københavns Befæstning som paa et Diskussionsemne, der
nu har staaet paa Dagsordenen i henved en halv Snes Aar og sikkert
vil staa der endnu en halv Snes Aar; ti jeg behøver ikke den
højtærede Konsejlspræsidents Forsikring om, at
han vil alvorlig virke for denne Sag for at være vis paa, at
ligesaa lidt som den Afstemning, vi nu gaar til, er den
første i denne Sag, ligesaa lidt vil den blive den sidste
deri. Jeg ser altsaa ikke, at dette er nogen saadan Ulykke. For en
halv Snes Aar siden blev ogsaa jeg nervøs, naar jeg
tænkte paa Københavns Befæstning, men i den Tid,
der er gaaet, navnlig siden 1876, ser jeg paa denne Sag med
Koldblodighed som en ganske ufarlig, uskyldig Ting. I dette
Øjeblik her, hvor vi er samlede for at holde forskellige
Ligtaler over den døde Fæstning, kan jeg ikke
værge mig mod det gamle Ord, at om de Døde bør
man kun tale godt, og jeg vil da sige, at det er godt, at
Diskussionen, Forhandlingen om Københavns Befæstning,
i de forløbne Aar har samlet de militaristiske
Tilbøjeligheder, der findes spredte omkring i vort Folk, og
dannet et Slags Afløb for visse usunde Vædsker. I den
Henseende har Københavns Befæstning gjort sin Nytte.
Den har afledet Opmærksomheden fra det farlige, fra det, hvis
Udførelse ikke var saa praktisk umuligt som
Københavns Befæstning. Den Rolle tror jeg, at
Københavns Befæstning vil spille ogsaa i Fremtiden, og
derfor er det den Del af Udvalgets Betænkning, jeg har
læst med størst Interesse, som gaar ud paa at vise os,
hvorledes Militæretaten mere og mere samler sig om
Københavns Befæstning. Jeg siger, det anser jeg for
meget heldigt. Lad blot alle de Militære samle sig i
Københavns Befæstning og tage Stade paa denne
Fæstning; der vil de sikkert og vist gøre mindst
Skade. Jeg er den sidste til at bebrejde den højtærede
Krigsminister, at han har sat sine Etater i Arbejde med disse
Sager, med at tegne Forter, ridse Fæstningslinjer osv. Jeg
tror, at det er en uskyldig Sysselsættelse, og jeg vil ikke
fortænke den højtærede Minister i, om han
udstrakte dette Arbejde til hele sin Etat, saaledes at han ogsaa
tog de mere vandrende Medlemmer med. Jeg tror ogsaa, at de vilde
have godt af en saadan stillesiddende Beskæftigelse. Jeg kan
altsaa ikke dele den overdrevne Harme mod Københavns
Befæstning. Jeg tror, at den gør sin Gavn netop som en
saadan Afledningsinstitution, og jeg har med Glæde i
Udvalgets Betænkning genset hine berømte Ord, som en
højtæret Forgænger for den
højtærede Krigsminister og nuværende
Landstingsmand, General Haffner, har sat som Løsen over
denne Sag. Ja, Ordene er ikke ganske disse, men Tanken er den, at
det skal være enten Københavns Befæstning eller
ingen Befæstning. Jeg har den største Sympati for
denne Udtalelse. Dersom jeg selv skulde have redigeret en Udtalelse
i Befæstningssagen, vilde det ikke være blevet nogen
anden end den. Jeg bygger paa denne Udtalelse et Haab om, at den
Tid en Gang vil komme, da det falder i min Lod at virke sammen med
de ærede Militæretater under kordialere Forhold, end
jeg nu er bange for er tilstede. Jeg tror nemlig, at det vil gaa
saaledes, at det første Led af Militæretatens
Alternativ vil vi altid her i Tinget være tilstrækkelig
stærke til at gøre det af med; Københavns
Befæstning skal vi nok sørge for; naar saa
Militæretaten vil sørge for den anden Del af
Alternativet, tror jeg, at vi vil kunne komme ud af det, nemlig den
anden Del, som er: Ingen Fæstninger; der stoler jeg altsaa
paa, at Militæretaten vil gøre sin Skyldighed, vil
stemme og handle med den Samdrægtighed, der nu mer og mer er
kommen til Stede. Jeg tror, at vi, der holder paa en noget
større Sparsommelighed i den militære Husholdning, med
en vis Tilfredsstillelse kan se paa denne Udtalelse, kan se Alt,
hvad der her i Landet er af militær Myndighed og Anseelse,
samle sig om Københavns Befæstning, denne eller Intet,
og de skal nok faa det andet Led af deres Alternativ. Der er i
denne Dagsorden ved Siden af den Del, der handler om
Københavns Befæstning, en anden Del, som jeg ogsaa
ønsker at sige et Par Ord om; det er den Del, der peger mod
Fremtiden, der viser os hen til det næste Ministerium, man
kunde maaske kalde det Alvorens Ministerium, der skal tage det
samlede Forsvarsvæsen under fornyet Overvejelse. Jeg ser
ogsaa hen til dette Ministerium med Længsel og glad
Forventning, og denne Forventning er paa ingen Maade bleven
forklejnet af de to pessimistiske Medlemmer, som i
Betænkningen bestandig søger at blande deres Malurt i
den Glæde, vi andre kan have af Flertallets Betænkning.
Jeg har med Forundring set to Medlemmer her skille sig ud fra
Flertallet for at udtale, at de paa ingen Maade vil være med
til en yderligere Udvikling af vort Krigsvæsen. Det tvivler
jeg slet ikke om, at de ikke vil være med til, og det antager
jeg heller ikke, at nogen af os andre vil være med til. Det
var mig en stor Beroligelse at se, at de to ærede Medlemmer
ikke destomindre kunde anbefale os at stemme for Flertallets
Dagsorden; ti jeg antager, at deri ligger, at i al Fald Dagsordenen
gaar ikke ud paa en yderligere Udvikling af vort Krigsvæsen;
men disse Udtalelser fra de to pessimistiske Medlemmer maa
formodentlig slutte sig til noget, der vedrører Udvalgets
indre Forhold, og som jeg ikke er bekendt med. Jeg har set
Udvalgsflertallets Betænkning igennem, men ikke fundet
saadanne Udtalelser, som der fra dette Synspunkt kan være
Grund til at gøre Indsigelse imod. Nogle af Ordene kan have
en mere militærisk Klang, end andre af os vil lægge i
vore Ord, men det er noget, jeg ikke lægger Vægt paa;
jeg tror, det følger simpelthen af denne Sags Behandling.
Ligesom man ikke kan undgaa at blive sort om Fingrene, naar man
giver sig af med at rense Skorstene, saaledes kan man heller ikke
undgaa en vis Klang af Trommer og Trompeter, naar man behandler en
Sag som denne, men det gaar af i Vask, det betyder ikke noget.
Altsaa, jeg ser med megen Fortrøstning hen til dette
næste Alvorens Ministerium, der skal tage For svarssagen
under ny og samlet Overvejelse. Dette Ministerium faar jo for saa
vidt en lykkelig Opgave, idet jeg dog tænker, at det ikke er
den eneste Sag, som Alvorens Ministerium skal tage under
Behandling, men at der er mange andre Spørgsmaal, som det
vil være Opgaven for det næste Ministerium at overveje;
det faar, siger jeg, paa en vis Maade en lykkelig Opgave, idet det
overtager denne Sag med et Budget, der bugner af Velstand, med et
Militærbudget, der er saa luksuriøst udstyret, at det
kommende Ministerium med Rette kan vente i dets Overflod at finde
noget til andre mere nyttige og frugtbringende Opgaver. Men hvor
stor end den Interesse er, som ogsaa jeg føler for dette
næste Ministerium, vil jeg dog sige, at denne Længsel
er forbunden med en vis Grad af Taalmodighed, og det ligger dels
deri, at alle Bevisioner for mig har noget Betænkeligt.
Erfaringen har lært mig, at der sjældent kommer noget
rigtig Godt ud af Revisioner. Ligefra Grundlovens Revision i 1866
og til den, vi havde af vort Hær- og Søvæsen i
1880 -- i hele det Tidsrum forekommer det mig, at Revisionernes
Historie er denne, at det gaar med den som med Løvens Hule,
at alle Spor vender indad; jeg har ikke set noget
Revisionsforetagende, der egentlig har bragt os Pengene tilbage,
som vi tidligere har givet ud, men de har har alle slugt mere. Det
er derfor, siger jeg, at jeg med en vis Taalmodighed ser hen til
dette Revisionens Øjeblik, idet jeg dog ogsaa der bygger
noget paa den Stemning, som der med Hensyn til
Militærvæsnet forekommer det mig — og det vil
sikkert de Fleste her kunne tale med om - - mere og mere udbreder
sig i Befolkningen, en Stemning, tør jeg sige, der ogsaa har
fundet Udtryk i Flertallets Betænkning og navnlig den Del af
Betænkningen, der lader de 30 Millioner, som en Gang var
Udtryk for dette Tings Opfattelse paa Militærvæsnets
Omraade, falde. Jeg tror ikke, der er noget Punkt i
Betænkningen, hvor Flertallet med skarpere Instinkt har
forstaaet at finde Stemningen i dette Ting end netop paa dette
Punkt. Den Udvikling, der er foregaaet her i dette Ting, og som jeg
tror, at den højtærede Konsejlspræsident sagde,
han ogsaa havde Blik for, strækker sig ganske vist langt
udenfor dette Tings Grænser; den breder sig til hele Folket.
Dersom der i tidligere Tid var nogen Tendens i Folket til at
behandle denne Sag rent overfladisk, paa Fantasiens Vej, med
overspændt æstetisk Følelsestilskyndelse, saa
tror jeg, at det er forbi. Jeg tror, at dette Spørgsmaal:
hvad skal det nytte? dette Spørgsmaal, der er en Hæder
for vort Folks Forstandighed, breder sig mere og mere ud gennem
alle Lag i Befolkningen, og jeg nærer den Tro, at den Tid
ikke er fjærn, da ingen ærlig Mand eller Kvinde her i
Landet vil tro, at det er forsvarligt, eller vil kunne .undgaa at
se, at det er letsindigt og samvittighedsløst at tage en Sag
som denne uden dertil at knytte det Spørgsmaal: Hvad skal
det nytte? en Sag som denne, der for Tusinder og atter Tusinder af
fattige Familier betyder et Bidrag -- ikke alene i Penge, men i
personlig Kraft — der føles stort og byrdefuldt, kun
altfor stort og byrdefuldt. Med disse Ord skal jeg atter stemme
imod Københavns Befæstning. Jeg har med disse faa
Bemærkninger ønsket at skaffe Plads for dette Indtryk,
at dersom der her i Tinget er Venner af Militarismen, Folk, for
hvem Militarismen er en Livssag, saa er der ogsaa her i Tinget
Fjender af Militarismen, Folk, for hvem Modstanden mod Militarismen
er en Livssag.
Efter Talen forefaldt følgende Replikveksel mellem
Folketingets Formand, Krabbe, og Hørup:
Formanden (Krabbe): Det kan vel næppe betvivles. at Enhver,
der overvejer denne Sag, hvad enten det sker her i Forsamlingen
eller i Folket, for sig selv har rejst det Spørgsmaal, som
den ærede Taler forlangte, man skulde rejse, nemlig, hvad
denne Sag skal nytte til. Men naar dette er Tilfældet, tror
jeg ikke, at den ærede Taler har tilstrækkelig Grund
til at rejse Tvivl om, at de, der har en anden Anskuelse end han,
undlader at tage dette Hensyn, og end mindre tror jeg, at der er
Føje for ham til i saa stærke og bitre Udtryk at
stemple dem, som han tror undlader at tage dette Hensyn.
Hørup: Jeg tror, at den meget ærede Formand dog noget
har misforstaaet mine Udtalelser. Det har ikke været min
Hensigt at udtale en saadan Tvivl som den, den ærede Formand
har hørt, og jeg er ikke i Stand til i Øjeblikket at
kunne se, hvorpaa den ærede Formand i mit Foredrag
støtter den Udtalelse, han rettede til mig.
Formanden (Krabbe): Jeg føler mig overbevist om, at den
ærede Taler, naar han gør sig bekendt med det, som nys
er udtalt af mig, vil forstaa mig, og jeg er overbevist om, at det
vil gaa mine ærede Kolleger i Tinget ligesaa, hvad enten de
hører til den ene eller den anden Side.
Hørup: Maa jeg blot sige til den ærede Formand, at jeg
meget vel forstaar den ærede Formands Udtalelse, men at jeg
betvivler, at den i mit Foredrag har haft nogetsomhelst Grundlag.
Jeg haaber, at mine Udtalelser har været saaledes. at de ikke
har givet den ærede Formand nogen real Grund til de
Udtalelser, han er fremkommen med til mig — men ganske vist,
det er jo Tidenden, der skal afgøre det.
Formanden (Krabbe): Nej, dette er det ikke Tidenden, der skal
afgøre. Det, at den ærede Taler ikke tror, at han har
givet Grund til den Paamindelse, der kom fra Formandens Side, er
forøvrigt ikke noget, der er ejendommeligt for ham, ti det
er — til Ære for Menneskeheden — Tilfældet
med de Fleste, der bliver paamindede, idet de har været i god
Tro og ikke mener at have givet Anledning til Paamindelsen. Men jeg
fastholder, at der har været Grund dertil: jeg fastholder
Rigtigheden og Berettigelsen af Paamindelsen.
Hørup: Men turde jeg ikke anmode den ærede Formand om
at sige mig — jeg tror, at det er en billig Fordring at
stille — hvorpaa han bygger.....
Formanden (Krabbe): Jeg maa gøre det ærede Medlem
opmærksom paa, at der her ikke er Tale om Diskussion.
(Hørup: «Det er der ganske vist ikke».
Formanden ringer). Der blev af den ærede Taler brugt en
Udtalelse, som jeg fandt at være uberettiget. Jeg gjorde en
Paamindelse derom, og dermed var Forhandlingen herom forsaavidt
ophørt. Men af Billighedshensyn gav jeg det ærede
Medlem Ordet til at fremsætte en Bemærkning, der da
fremkom i Form af en Indsigelse. Jeg har tilbagevist denne
Indsigelse, og hermed er Debatten ophørt. Det ærede
Medlem for Københavns 4. Valgkres (Scharling) har Ordet.
Hørup: Jeg konstaterer, at Formanden ikke vil nævne
mig, hvad han anker over.
Formanden (Krabbe): Jeg kalder det ærede Medlem for
Københavns Amts 4. Valgkres (Hørup) til Orden.
Kilde: V. Hørup i Skrift og Tale, 1, 1902 s.
245-253.
Hele anden debatten i Folketinget er publiceret i Vort Forsvar, nr.
60 A og 60 B, 1883.
03/29/1883
Tyske socialdemokrater afholder kongres i København.
03/29/1883
Deutsche Sozialdemokraten halten Kongress in Kopenhagen.
 |
 |