 |
|
|
Det danske Fredsakademi
Vort første Aarsmøde
Om Kristeligt Fredsforbunds grundlæggelse, det senere Forsoningsforbundet. Danmarks anden fredsgruppe.
På Kristeligt Fredsforbunds første årsmøde - foreningens første møde overhovedet - der blev afholdt i Bethesdakirken i København, den 14. oktober 1913, beretter underbibliotekar Holger Larsen følgende om foreningens tilblivelse:
“Allerede i mine tidligste Studenteraar var det mig umuligt at forlige Kristendom og Krig med hinanden, men Spørgsmaalet spillede dog ikke saa fremtrædende en Rolle for mig, at jeg tænkte mig blot den svageste Mulighed for, at der her var noget, jeg skulde arbejde for.
Aarene gik, og der skete ingen Forandring i dette Forhold. Men en Dag slog den Tanke ned i mig, at Jeg som Kristen maatte være med i Kampen mod Krigen. Det var i September 1911, og den ydre anledning var Tripoliskrigen som brød ud i den Maaned, og som ved sin ualmindelige brutale Karakter vagte den største Harme i vide Kredse.
Et af de første Skridt, jeg foretog mig efter denne Oplevelse, var at melde mig ind i Dansk Fredsforening. Men det varede ikke længe, før jeg var ganske klar over, at store Dele af den kristne Menighed ikke vilde føle sig hjemme her. Ledelsen af denne Forening har nemlig en overvejende social-politisk Karakter og formaar ikke at give det religiøse Synspunkt den fremtrædende Plads, det maa have i den kristelige Bevidsthed. Der krævedes altsaa nye Rammer, hvis Kirken skulde drages med ind i det Arbejde for Freden, den i saa høj en Grad havde forsømt at tage Del i.
Et halvt Aars Tid efter (Juli 1912) kunde man i det kirkelige Ugeblad “Plovfuren” læse en artikel med Titlen “Fra os dernede i Kirkestolen” af Boghandler P. Christensen i Brønderslev. Artiklen gik i Hovedsagen ud paa dette: at Kirkens Stilling til Krigen er en væsentlig Grund til, at store Dele af Folkene afkristes. Jeg indsendte i den Anledning en Artikel, som understregede den Tanke, at Krig under enhver Form er uforenelig med Kristendommens Aand, og jeg blev derved Genstand for en Del stærke Angreb fra forskellig Side.
Men dette Ordskifte i “Plovfuren” foranledigede imidlertid ogsaa, at jeg fik et par Breve med Opfordring til at arbejde videre for denne Tanke. Jeg synes saaledes, at jeg havde faaet baade indre og ydre Tilskyndelser til at tage Arbejdet op, saa jeg ikke mere formaaede at skyde det fra mig, og i Begyndelsen af December samme Aar (1912) var jeg naaet saa vidt, at jeg satte mig i Forbindelse med en Del Mænd, som jeg antog havde Interesse for Sagen, og indbød dem til et Forhandlingsmøde.
Dette Møde fandt saa Sted den 4de Januar i Aar. Grundet paa Afbud fra flere af de indbudte blev Tallet paa de mødte kun fire, nemlig Skoleinspektør Carl A. Olsen, Cand polit Emil Dehn, Pastor Rich. Thomsen og jeg selv. Foreningen blev stiftet, foreløbige Love vedtaget, og Stifterne (med undtagelse af Pastor Thomsen) konstituerede sig som Bestyrelse. Men den nystiftede Forening mødte straks Vanskeligheder paa sin Vej. Formanden for Dansk Fredsforenings Københavnskreds, Ingeniør Oluf Forchhammer, var nemlig af den Formening, at det vilde svække Fredssagens Stilling her hjemme, naar der var to Foreninger i Stedet for den ene. Vor Bestyrelse blev derfor indbudt til et Forhandlingsmøde den 14de Januar om dette Spørgsmaal. Ingeniør Forchhammer foreslog her at ophæve den nydannede Forening og i Stedet at oprette en kristelig Sektion eller et kristeligt Agitationsudvalg inden for Dansk Fredsforening, som skulde ledes af vor Bestyrelse. Dette forslag vandt Tilslutning hos samtlige Mødedeltagere undtagen mig, idet jeg mente ikke under nogen Form at kunne gaa med til en saadan Ordning: Det rene kristelige Grundlag stod for mig som det eneste rigtige.
Saa stod jeg da alene tilbage med en Forening, som praktisk talt kun eksisterede paa Papiret. Men jeg var ikke destomindre fuldstændig klar over, at jeg maatte blive ved. Jeg havde en sikker følelse af, at hvis jeg gav tabt, var det Ulydighed mod ham, som det er mit inderste ønske at tjene i alle Ting.
Det blev da heller ikke længe, jeg kom til at staa ene. Nogle Dage efter (den 18de januar) meldte cand. Dehn sig igen, og i fuld Forstaaelse med hinanden har vi til i Dag delt Glæder og Skuffelser i vort Arbejde for Kristeligt Fredsforbund”.
Kilde: Freds-Varden, 1913 s. 47-48.
 |
 |