I bogen forudså Brodie muligheden af, at Sovjetunionen i løbet af 5-10 år ville komme i besiddelse af atombomben, og han tilkendegav den, i 1946 opsigtsvækkende opfattelse, at det afgørende ikke var, hvem der ville vinde en krig, hvor det nye våben tages i brug. Atombombens ødelæggelseskraft gjorde skellet mellem vindere og tabere irrelevant.
Det nye våben kunne derfor kun have den funktion gennem dets afskrækkelsesvirkning at bidrage til at afværge en krig. I lyset af den senere diskussion er det interessant, at Brodie ikke opererede med truslen om en automatisk og omfattende gengældelse mod civilbefolkningen som afskrækkelsesmiddel, men at han heller ikke forestillede sig det, der i dag kaldes «begrænsede atorikrige».
I efterkrigstiden er denne ide blevet videreudviklet i USA.
Udgangspunktet er det af Brodie hævdede: med atombomben er sket et sådant spring i våbens ødelæggelseskraft, at kernevåben ikke kan ses som en «forlængelse» af konventionelle våben, der hidtil er blevet anvendt i krige. Atomvåben kan ikke meningsfuldt have en traditionel militær funktion. Det nye våben er et masseødelæggelsesvåben, og dets funktion i det internationale system må derfor være en anden. I et internationalt samfund, der er decentraliseret i formelt suveræne stater med vidt forskellige politiske strukturer, kan det kun være gennem afskrækkelse at bidrage til at undgå krige. Det afgørende er derfor at opbygge usårlige gengældelsesstyrker og overbevise en modpart om, at de kan blive brugt.
Straks i 1946 mødte afskrækkelsestankegangen modstand fra mange sider. Især havde officerer svært ved at acceptere, at deres oppgave nu skulle være at bidrage til at afværge krige i stedet for det, de altid var blevet uddannet til - nemlig at vinde en krig. For mange officerer er afskrækkelsen sekundær i forhold til evnen til at vinde krigen og afledt af denne.
Et andet kontroversielt synspunkt har været, at professionelle officerer ikke qua deres stilling som officerer kunne gøre krav på speciel ekspertise ved beslutninger om anskaffelse af atomvåben; det drejer sig jo ikke om som «i gamle dage», at disse våben skulle bruges til at vinde en krig".
Litteratur |
Discriminate Deterrence : Rapport of the Commission On Integrated Long-Term Strategy. / : co-chaired by Fred C. Iklé & Albert Wohlstetter. US Government Printing Office, 1988. - 69 s.
Kommentar: Not So Grand Strategy. / : Paul Kennedy. New York Review of Books. May 12, 1988.
Scales Avery, John: Flaws in the Concept
of Nuclear Deterrence. 2012. - 7 s.
Ball, Desmond: Targeting for Strategic Deterrence.
- International Institute for Strategic Studies, 1983. - 46 s.
Erik Beukel: Den nye kernevåbendebat og den amerikanske
regering. I: Internasjonal Politik, 1980:3 s.
419-447.
Rumble, Greville: The Policies of Nuclear Defence : A
Comprehensive Introduction. 1985. - ISBN 0-7456-0194-4