Det danske Fredsakademi

Ned med våbnene

Af Bertha von Suttner

I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE VED SOFIE HORTEN

NATIONALFORLAGET. KØBENHAVN l928

EPILOG

1889.

Da jeg første Gang vågnede til Bevidsthed var Freden sluttet og Kummeren overstået. I Måneder havde jeg levet i en Sygdomstilstand, som jeg endnu ikke ved, hvad jeg skal kalde. Mine Omgivelser siger, det var Tyfus. Jeg tror, det var Vanvid.

At jeg ikke døde, at jeg fik min Forstand igen og forstod min Ulykke, det måtte vel være for mine Børns Skyld. For deres Skyld måtte jeg leve.

Den Dag, jeg fik at vide dette forfærdelige, sank jeg jamrende på Knæ og skreg på Døden som den eneste Forløser af mine forfærdelige Pinsler. To Arme greb mig om Halsen og to smerteligt forfærdede, ømme Barneøjne stirrede på mig.

»Mo'er!« .

Det var første Gang, den lille ikke sagde »Mama«.

Jeg følte, at jeg ikke var alene, at jeg havde en Søn, der delte min Smerte, og som intet ejede i Verden uden mig. Jeg trykkede ham til mit Hjerte og hviskede: »Min Søn, min Søn.«

Og jeg huskede min lille Pige - hans Barn - og jeg ville vedblive at leve. Men Smerten var for stærk, og jeg sank hen i en åndelig Nat. Det var heller ikke nok med denne ene Gang.

I de følgende År - ganske vist med længere og længere Mellemrum - sank jeg hen i dybeste Tungsind.

Nu er det længe siden. I mange År har jeg været fri.

Der er nu gået atten År siden den første Februar 1871; men Årene formår ikke at udslette den dybe Smerte, som ramte mig hin Dag. Om Dagen kan jeg glæde mig med mine Børn. Men hver Nat føler jeg den samme forfærdelige Smerte - som hin Dag.

Det er så besynderligt, at jeg virkelig ofte kan føle Livsglæde, men tillige ved Siden af den lide dette uudholdelige Savn. Ingen, som ikke har kendt noget lignende, kan forstå denne Dobbeltfølelse. Jeg går altid sørgeklædt; selv på min Søns Bryllupsdag kunne jeg ikke lægge Sørgedragten bort. Den, som har elsket, ejet og tabt en sådan Mand, kan end ikke skille sig ved de ydre Tegn på Sorgen over ham.

Kunde jeg hævne hans grusomme Død? Ak, hvem sk~de rammes af min Vrede? Den eneste Skyldige er Krigsånden, og kun den skal lide under mit - desværre altfor svage Forfølgelsesværk. Min Søn Rudolf er enig med mig. Men hvert År må han gøre Våbenøvelser med, og hvis der udbryder Krig, må han marchere til Grænsen. Således skal jeg endnu en Gang opleve at se mit dyreste Eje ofret til denne Molock.

Skal jeg opleve det for så at hensynke i et uhelbredeligt Vanvid, eller skal jeg opleve Retfærdighedens og Menneskehedens Triumf? Ved Datoen første Februar 187I står der et Kors. Siden er der intet skrevet. Den Dag sluttede min Livshistorie. Men i Frederiks og min Livsprotokol har jeg skrevet meget.

Selvom jeg ikke havde været sindssyg de første År efter den fransk-tyske Krig, kunne jeg ikke have skrevet i Fredsprotokollen; thi de to største Nationer på Fastlandet svælgede i Krigstanker. Den ene med stolt Tilbageblik på vundne Sejre, den anden i lignende Længsel efter Revanche.

Efter ti Års Forløb kunne atter Fredsvennernes Røst høres. Bluntschli - der havde gjort »Folkeretten« til sit Studium - bad de forskellige Regeringer udtale sig om deres Forhold til Fredssagen. Han skrev: Den evige Fred var en Drøm, og en skøn Drøm. Nu gives der næsten ingen, der ikke drømmer den Drøm, og som ikke forstår dens Skønhed. Overalt i Europa lyder nu Råbet: »Ned med Våbnene!«

Mange Spørgsmål er alt løst ved Voldgift. Vor Drøm er forbi, den er for en stor Del bleven Virkelighed. De mægtigste Mænd. underskriver nu Fredsværket; Parlamentsmedlemmer, Biskopper, Lærde, Senatorer og Ministre står På vore Lister.

Det sidste, jeg har indført i Fredsprotokollen, er et Brev, jeg har modtaget fra Præsidenten for den Forening, der har sit Hovedsæde i London.

»Nådige Frue!

De har beæret mig med et Spørgsmål om den Sags Stilling, til hvilken De har helliget Deres Liv. Her er mit Svar: Aldrig har Fredssagen stået så godt som nu. Det ser næsten ud til, at Myrderiets og ødelæggeIsens lange Nat skal ophøre, og de på Højderne stående Mennesker skal se Himmeriges første Stråler nå ned på Jorden.

Det kan være underligt at sige det i en Tid, hvor Verden er opfyldt af Mord og Rædselsmaskiner. Men når Sagen står allerværst, begynder den at bedre sig. Disse Kæmpehære trækker ødelæggelse efter sig. Snart rejser det fortrykte Folk sig og råber som med een Røst: Red os og vore Børn for den Hungersnød, der truer os, red Civilisationen, red Verden for Tilbagefald til Barbari, Rovlyst og Rædsel.

Disse Fredsvenner har forpligtet sig til at træde sammen hvert År og drøfte Misforståelser, som kunne give Anledning til Konflikter, og derefter hos de respektive Regeringer gøre deres Indflydelse gældende. Det peger dog, synes det mig, hen til en Fremtid, hvori Krig vil blive betragtet som en af de forbryderiske Dårskaber, Menneskene er vokset fra.

Modtag, nådige Frue, Forsikringen om min dybeste Beundring.

Deres forbundne

Hogdson Pratt.«

I den interparlamentariske Konference, hvortil Hogdson Pratt hentyder, indtog Jules Simon Hovedsædet. Her er et Brudstykke af hans Indledningstale: Jeg er lykkelig over at se alle disse Fredsvenner fra de forskellige Nationer. Et beskedent Antal har indfundet sig. Jeg skulle ønske, vi var flere, eller, om vi var færre, at vi sad her i en officiel diplomatisk Konference. Men vi kan dog mægtig bidrage til at fremme vor Ide, selvom det ikke kan ske ved Lovbud. Som Repræsentanter for de forskelIigste Nationer kan vi gøre den bedste Brug af den Magt, vore Vælgere giver os. Folkets Flertal er fredsvenligt, mine Herrer o. s. v. o. s. v.

De danske, spanske og italienske Folketingsmænd besluttede at forelægge deres Regeringer Forslag om Indførelse af Voldgift. Næste Konference skulle træde sammen i London 1890.

Et Fyrstemanifest er også indført i Fredsprotokollen, dateret Marts 1888. Det er et Manifest, der lyser af Fred og Kærlighed. Men den ædle Fyrste, der efterlod sit Folk disse milde Ord, den døende, for hvem Sceptret forvandlede sig til en Palmegren, han lå snart magtesløs på Dødslejet.

Og hans Efterfølger - den begejstrede - den megetvillende - vil han lægge sin Begejstring og sin arbejdende Vilje i Fredsværket? Intet er umuligt.

»Mor, vil du ikke lægge Sørgedragten af i Morgen?« Med disse Ord trådte Rudolf ind i mit Værelse. Næste Dag skulle hans førstefødte døbes.

»Hvorfor, Barn?«

»På en sådan Festdag kan du ikke være bedrøvet; og hvorfor da beholde de ydre Tegn?«

»Du vil da vel ikke være overtroisk og tænke, at Bedstemoders Sørgedragt kan bringe Barnebarnet Ulykke?«

»Nej, langtfra; men din Dragt vil ikke passe til de andres Munterhed. Har du aflagt noget Løfte?«

»Å, nej, men jeg kan ikke finde mig i at gå i noget andet. Bed mig ikke.«

Min Søn opgav nu at tale om Klæder.

»Jeg har forstyrret dig, du skriver?«

»Ja, min Livshistorie. Gudskelov, nu er jeg færdig. Dette var sidste Kapitel.«

»Hvorfor vil du slutte nu. Du lever jo og skal leve mange lykkelige År sammen med os. Med lille Frederiks Fødsel begynder jo for dig et nyt Kapitel.«

»Du er et godt, kærligt Barn, og jeg måtte være utaknemlig, om jeg ikke overfor dig følte både Glæde og Stolthed. Min - hans - Sylvia gør mig også Glæde. Jeg går en velsignet Alderdom i Møde. En fredelig Alderdom venter mig, men Dagens Historie er ude, når Solen er gået ned.«

Han svarede blot med et kærligt, medlidende Blik.

»Ja, Ordet »sluttet« er berettiget.«

»Da jeg besluttede at skildre mit Liv, ville jeg slutte med første Februar. Hvis du også var gået i Krig og var bleven dræbt, måtte jeg have gjort min Bog længere. Den har været tung og lang og smertelig at skrive.«

»Og vel også at læse,« sagde Rudolf og bladede i Manuskriptet.

»Jeg håber det. Hvis min Bog blot i et eneste Hjerte kunne vække Rædsel og dådskraftig Afsky for Krigen, så er den ikke skrevet forgæves.«

»Har du belyst Spørgsmålet fra alle Sider? Har du bygget dit Arbejde over videnskabelige Grundsætninger?«

»Hvad tænker du på, kære Barn? Jeg har jo kun fortalt, hvad jeg har set og følt. Belyst Spørgsmålet fra alle Sider? Langtfra. Hvad ved jeg om al den Nød og Elendighed, de Fattige føler ved Krigen? Jeg har jo al Tid haft nok af Penge. Hvad kender jeg til Kasernelivets slette Indflydelse. Disse Blade er simpelthen en Livsskildring.«

»Frygter du ikke, man mærker Hensigten og bliver-«

»Forstemt, mener du. Nej, det bliver man kun, når Hensigten listig skal skjules. Denne er utilhylIet. Titlen forråder den jo straks.«

Dåben fandt Sted. Festen blev en dobbelt Glædesfest, da min elskede Sylvia den Dag forlovede sig med Grev Anton Delnitzky, noget, jeg virkelig havde ønsket.

Rudolf bestyrer sine udstrakte Ejendomme og har i fire År været gift med Beatrice Griesback - den sødeste Skabning, som tænkes kan.

Gæsterne er forsamlede i den store Spisesal.

Lige overfor mig sidder Lori, Beatrices Moder. Hun er ligeså overfladisk som i sin Ungdom: men nu er hun Enke, hendes Mand faldt i det bosniske Felttog.

For øjeblikket koketterer hun stærkt med Minister »Ganske vist«.

»Martha, nu er vi Bedstemødre, du. Nu kan det være passende, at jeg fortæller, hvor skrækkelig forelsket jeg var i din Mand.« -

»Det har du fortalt så ofte, Lori.«

»Ja, men ved du, at han altid var lige kold imod mig?«

»Det ved jeg også.«

»Ja, du havde en Mand, Martha, der var så tro som Guld; det er mere, end jeg kan sige om min Griesback, men jeg sørgede alligevel meget over ham. For Resten er det jo en stor Trøst, at han døde som en Helt på Valpladsen. Tilstå, du, at det er kedeligt at være Enke. Å jo, så længe man har fuldt op af Tilbedere, kan det nok gå an - men nu - når vi bliver gamle. - Jeg havde aldeles ikke noget imod at gifte mig igen. Naturligvis måtte det være et Fornuftparti.«

»Med en Minister,« afbrød jeg hende leende.

»Å, du listige. Du gennemskuer mig straks. Nej, se der, du. Vil du bare lægge Mærke til, hvordan Tonee Delnitzky ser på din Sylvia? Det er kompromitterende.«

»I Morgen deklareres ForloveIsen, så du behøver ikke at være indigneret.«

»Hvad siger du? Den smukke Tonee er en løs Fugl; men det er de jo alIesammen, og et ypperligt Parti er han.«

»Det har Sylvia ikke tænkt på. Hun elsker ham.«

»Det er jo godt. Det er altid rart at tage det med.«

»At tage det med? Det er det eneste, som har noget at betyde.« En af Gæsterne, en K. K. Oberst, slog på sit Glas, og »o ve, en Skål!« udbrød vel de fleste af Gæsterne, da de målte afbryde deres Passiar for at høre på den.

Og der var såmænd også Grund til at sukke. Den Ulykkelige stammede og hostede og sagde det værste, han kunne sige. Det stakkels IilIe Pattebarn pristes lykkeligt, fordi han var født i en Tid, i hvilken Fædrelandet trængte til tapre Forsvarere.

»Gid han opnå den samme Ære og Berømmelse som hans Oldefader på Mødrenes Side. Gid han må føre Sværdet lige så tappert som sin Bedstefader på Fædrenes Side. Gid han selv opdrage Fædre, der igen kan gøre hans Fader Ære Fader, Bedstefader - Fædre døde på Valpladsen. Gid han selv - nej, gid han - Frederik Dotzky leve!«

Obersten satte sig mat. Herre Gud, den lille var alt anbragt på Valpladsen blandt et Utal af Fædre.

Minister »Ganske vist« holdt et længere Foredrag om Værnepligtens demokratiske Betydning, dens Opøvelse i Fædrelandskærlighed; men ganske vist kunne der på den anden Side også siges o. s. v. i det uendelige.

Loris øjne hang tilbedende ved hans Læber.

»En fuldstændig Leder,« mumlede en.

Han ville drikke et Glas for, at Freden måtte vare længe og henvendte Skålen til mig.

»Den Skål drikker jeg ikke,« sagde jeg. »Den væbnede Fred er ingen Lykke. Freden skal ikke vare længe, men bestandig.

Doktor Bresser, vor bedste Ven, kom mig til Hjælp.

»Deres Excellence, tror De virkelig på de begejstrede Soldaters Fredskærlighed - de, der ikke vil høre Tale om Afvæbning, Voldgift eller Statsforbud. Kunde de glæde sig så stærkt over Arsenaler, Fæstninger og Manøvrer, når de bare opfattede dem som Fugleskræmsler, Fugleskræmsler, der sluger Landets Penge. De Militære vil vist nødig henvise sig selv til evig Uvirksomhed.«

»Og hvad nytter alle disse sanitære Forholdsregler? Det er jo den rene, skære Ironi. Man taler så let om den næste Krig, som om man ikke vidste, at næste Krig betyder Tab for den ene og Vinding for den anden, men sikker Undergang for Alle. Hvem af os tør begynde en sådan Krig?«

»Jeg ganske vist ikke,« sagde Ministeren.

»De heller ikke, kære Doktor; men Menneskene i Almindelighed - ja. Vor Regering tør heller ikke, men da andre Stater --«

»Med hvad Ret tror De, at andre Mennesker handler dårligere og tænker dårligere end De og jeg?«

Nu tog min Søn Rudolf Ordet:

»Vi anser os for at være så uhyre kloge og smiler ad de Vilde, og så står vi dog ikke over dem i mange Retninger.c

»De Vilde - sammenligner os med - med Overcivilisationen. Nej, det er for galt.«

Rudolf rejste sig:

»Jeg sagde Vilde og tager ikke Ordet tilbage. Så længe vi klamrer os til Fortiden, vedbliver vi at være Vilde. Men vi står ved Indgangen til en ny Tid, og Alles Blik stirrer med Forventning fremad. Mange kaster de gamle Afgudsbilleder og de blodige Våben fra sig med Afsky. Måske han alt er født, den Statsmand, der skal fuldbyrde den første store Kendsgerning i Historien: den almindelige Afvæbning. Retfærdighed skal være Grundlaget for det sociale Liv. Det er en Sandhed, som nu dæmrer hos alle, og frem af alle disse Tanker vil de nye Adelsmennesker opstå. Mor, dette Glas tømmer jeg med Tanken på din evig uforglemmelige Elskede - ham, som jeg også skylder, hvad jeg er, og skylder, hvad jeg tænker,« han knuste Glasset mod Væggen, »af dette Glas skal ingen mere drikke, og her skal ikke udbringes nogen anden Skål end Fremtidens. Vi vil arbejde på at fremme dens Opgaver. Vi vil ikke søge at ligne vore Forfædre - nej, lad os vise os vore Børnebørn værdige. Mor, hvad fejler du, du græder, hvad ser du efter?«

Jeg så ud i Haven.

Solen sank, glødende gennem Rosenbuskene - hvor tydeligt så jeg ikke mit Drømmebillede - Gartnersaksen i hans Hånd, det hvide Hår lyste.

»Ikke sandt,« smilede han over til mig, »vi er et lykkeligt gammelt Par.«

Ve mig!

ENDE

Top