Det Danske Fredsakademi

Fredsundervisning i Danmark - Historisk gennemgang

Af Holger Terp og Peter Mikael Bom Hansen

“Vor krigshistorie dyrkes flittigt, vor fredshistorie kun lidet” (Fredrik Bajer, 1914).

Hvad er fredsundervisning?

Fredsundervisning er undervisning om og for fred og nedrustning, såvel internationalt som nationalt. Fredsundervisning handler om fortid, nutid og fremtid og er for hele undervisningssystemet. Fredsundervisning defineres af UNESCO som værende “et arbejde for nedrustning, udvikling og menneskerettigheder”. Fredsundervisningens indhold er dermed pædagogik, undervisning og forskning - tværfagligt på alle måder.

Historisk gennemgang

Der er ikke forsket i fredsundervisningens historie i Danmark. Det kan hænge sammen med, at det har været en meget lille personkreds, som har beskæftiget sig med emnet.

Lad os se lidt på det historiske forløb. I de første 100 år handlede den danske debat om fredsundervisning primært om skolebøgernes indhold. I slutningen af det 19. århundrede var de fleste europæiske stater lukkede for omverdenen. Alle præget af militarisme, som støttede sig på stereotype beskrivelser af andre folkeslag. For eksempel: “Danskerne er jordens mest oplyste folk” og “Englænderne er som født til at herske”, som elevene lærte i Niels Juel og Hans Kyrres Geografi for Folkeskolen.

Med den industrialiserede revolution og borgerskabets fremmarch kom der et internationalt samarbejde i gang. Og dermed også ideologiske nytænkninger. Tanken om en uddannelse for menneskeheden som kunne krydse internationale grænser er gammel og blev bl.a. udviklet af filosofferne Rousseau og Kant (og andre, skriver Martin Strømnes i World Education for Peace, Oslo University Press 1959.) Den første internationale organisation, Postunionen, dannedes i 1874, og omkring 1912 var der grundlagt mere end 400 ikke-kommercielle internationale organisationer. Infrastrukturen udviklede sig i form af jernbaner og skibe. Hvorfor, tænkte nogle liberale, skulle man kriges med dem, man møder på rejser og handler med? Det var dårligt for forretningen.

Øget tilslutning til fredsgrupperne. Øget internationalt samarbejde

Med de frisindede borgerliges fremgang kom der øget tilslutning til fredsgrupperne, specielt i årene omkring 1880, hvor dannelsen af de første samarbejdsorganer blandt fredsbevægelserne resulterede i et øget antal internationale kongresser, eksempelvis verdensfreds-kongresserne i London 1890, Rom 1891 og Paris 1892.

Nedbrydning af fjendebilleder er fredsundervisning (i kontrats til tidligere tiders etnocentriske og imperialistiske verdensanskuelse). En af de første ting pacifisterne måtte sætte i værk var nedbrydningen af fjendebillederne. Fredsrevolutionen skulle starte i skolen. Og det lod sig gøre, fordi der var en række undervisere i fredsbevægelserne. Som Niels Petersen konstanterer i artiklen “Militarismen og Historieundervisningen” fra 1893, så “henvender fredsforeningerne sig gennemgående til de voksne, mens militarismen nogenlunde uforstyrret får lov til at fæste bo hos børnene”. Niels Petersen vil dog ikke propagandere direkte til eleverne, han mente: “Historieundervisningen bør [ikke] benyttes som et direkte led i freds-agitationen”. For “Når blot det kulturhistoriske element så vel som fremstillingen af politiske og sociale reformbevægelser erholder en jævnbyrdig plads ved siden af krigshistorien, så behøves der sikkert ikke mere, så vil fredstanken vokse sin stille vækst og lidt efter lidt få overhånd over de militaristiske tendenser”. En væsentlig pointe den dag idag. I år 1900 udsendte kulturminister Styhr et cirkulære om historieundervisningens opgave i den danske folkeskole, hvorefter undervisningen skal “frem hjælpe en sund og kraftig fantasi i forbindelse med en varm og levende følelse, særligt for vort folk og land”.

Første Verdenskrig blev et vandskel, der opdelte bevidstheden i et markant før og efter. Krigen medvirkede til at vælte det vestlige menneske ned fra den civilisationens piedestal, det havde anbragt sig på. Med de 9 millioner mennekser døde også troen på Gud og fremskridtet. Den meningsløse krig var i høj grad også et slag i ansigtet på de liberale fredsbevægelser. Men ideen om fredsundervisning døde ikke. Den tog nye former. På en række europæiske og amerikanske universiteter begyndte man kort efter verdenskrigen undervisning i international politik. I Danmark på Institut for Historie og Samfundsøkonomi på KU og senere på de andre universiteter. I Danmark oprettedes Den Internationale Højskole i 1921. Dansk Freds- og Folkeforbundesforening opretter en lærekreds i 1923 og næsten samtidigt etableredes Nordiske Læreres Fredsforbund. Og for den brede befolkning var Folkeforbundet instrumentet, hvormed kommende krige skulle undgåes. I Danmark gav det sig bl.a. udslag i, at undervisningsministeriet, under den nye socialdemokratiske minister Nina Bang, den 31. juli 1925 kunne udsende et “Cirkulære til samtlige Skoledirektioner”, hvorefter én dag om året, folkeforbundsdagen, sættes af til undervisning “for de større børn” om fred og Folkeforbundet. Året efter har de nordiske historielærere møde på Hinsgavl, hvor diskussionen om faget sammenfattes som, at historie skulle ikke være et hukommelsesfag, men at man gennem dette fag “skal lære de unge at arbejde og tænke selvstændigt”. Den radikale udenrigsminister Peter Munch sagde samtidig på et møde i Pædagogisk Selskab, at formålet med historieundervisningen først og sidst var at “indprente respekten for sandheden”, og skoleinspektør Hans Kyrre sagde samme sted, at “historieundervisningen skulle bygge bro mellem nationerne”.

Den 8. august 1930 nedsættes Skolebogsudvalget med repræsentanter fra undervisningsministeriet, universitetet og Folketinget, til revision af skolebøgerne i en mere fredsvenlig retning. Betænkningen udkom i december 1933. Specielt dansk-, geografi-, historie-, og religionsbøgerne var blevet udsat for hård kritik på grund af deres nationalistiske og krigeriske sindelag. Udvalgets medlemmer, som skelede til den politiske udvikling i Tyskland, havde bl.a som opgave, at definere begreberne kultur-historisk ånd og fredsvenlig ånd. Kulturhistorisk ånd blev defineret som “den materialistiske historie-opfattelse, [hvor] de økonomiske forhold og samfundsbeskrivelserne [har] afgørende betydning”. Fredsvenlig ånd indebar, at “bøgerne ikke skulle være nationalistiske”, skriver Ellen Nørgaard i en afhandling om “Skolebogsbetænkningens Historieafsnit” i Årbog for dansk skolehistorie, 1970. Betænkningen resulterede i udgivelsen af en lang række nye skolebøger.

Anden Verdenskrig førte til ruin for Folkeforbundet og til dannelsen af FN og af UNESCO, FNs organisation for undervisning, videnskab og kultur i 1946. Efter UNESCOs konstitution bør de nye generationer gennem international undervisning opdrages til mellemfolkelig forståelse, “siden krige begynder i menneskets sind, er det i menneskets sind forsvaret for fred skal opbygges”.

Skoleeleverne fik som erstatning for Folkeforbundsdagen en FN-dag. UNESCO arbejdede for forbedringer af undervisningsmaterialet og med den blå betænkning fra 1960 kunne fred, sikkerhedspolitik og nedrustning indføres i undervisningsplanerne. Dette videreføres i 1977. Først fra 1980 bruger UNSCO begrebet fredsundervisning.

Den Kolde Krig og Atomvåben

Den våbenteknologiske udvikling under den kolde krig, medførte en stigende angst for, at atomvåben kunne blive anvendt i en krig mellem øst og vest. En række nye fredsbevægelser og sikkerhedspolitiske oplysningskampagner så dagens lys. Alternativt i Danmark eksempelvis, Kampagnen mod Atomvåben og officielt gennem oprettelsen af Nedrustningsudvalget i Udenrigsministeriet, 1. september 1961. Udvalget fandt i den første årsberetning, at “atombalancen har gjort et totalt militær opgør uegnet som middel for udenrigspolitikken”. Den centrale problemstilling er derfor, fortsætter udvalget, at “nedrustningsbestræbelser må gå hånd i hånd med en politik, hvis mål er løsning af de underliggende politiske problemer gennem forhandling” og, “[d]en danske regering tillægger nedrustningssagen afgørende vægt, og det er den danske politik at støtte alle konstruktive forslag om nedrustning” (Nedrustningsudvalgets årsberetning 1961). En mængde offentlige og alternative publikationer om atomvåben og andre af den kolde krigs emner så efterfølgende dagens lys. Mange af dem var skrevet af journalister og autodidakte personer.

Nedrustningsudvalget fortsatte frem til 1981, hvor Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) etableres. Og det skal understreges at alternativt i Danmark startede Anders Boserups et privat kortlivet center for fredsforskning i Hellerup i midten af 1960'erne.

Fredsundervisningens guldalder

Fredsbevægelserne i 1980'erne fik med debatten om placering af mellemdistanceatomvåben i Europa en opblomstring. Fredsbevægelsernes fremgang gjaldt også for fredsundervisningen. Det var med god grund. Jan Øberg kritiserer i 1981, i sin svenske afhandling “Myter om vor sikkerhed”, det danske sikkerhedspolitiske debatniveau. Ikke engang ledende politikere vidste meget om sikkerhedspolitik. Øberg citerer socialdemokraten Ole Espersen: “Jeg føler mig usikker på det hele. Næsten alle Folketingets medlemmer føler sig magtesløse og uvidende, når det gælder våbenkapløbet”. Flere steder indså man, at der var noget galt. Som nævnt laves Det Nedrustningpolitiske Udvalg om til Det sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg som bliver meget aktiv i den voksende danske sikkerhedspolitiske debat. I Nej til Atomvåben opretter en gruppe lærere Fredspædagogisk Værksted. Andre samtidige organisationer er Lærere for Fred, Højskolelærere for Fred samt Gymnasielærere for Fred som alle skabte en øget interesse for fredsundervisning, bl.a. i fredsbevægelserne og på højskolerne. Enkelte højskoler blev til fredshøjskoler med fredsundervisning på skemaet.

Københavns Freds og konfliktforsknings center, der senere tager navneforandring til COPRI (Copenhagen Peace and Research Institute) grundlægges i 1983, efter at især fredsbevægelserne laver et stort stykke benarbejde, der får SF, den 26. oktober 1982, til at fremsætte forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et freds- og konfliktforskningsinstitut. I begrundelsen i betænkningen fra uddannelsesudvalget skriver det alternative sikkerhedspolitiske flertal bl.a., at “Forskning i fredelig konfliktløsning er ikke særligt højt prioriteret i Danmark”. Det gælder stadig, kunne man fristes til at sige. Dog har Center for Konfliktløsning, der blandt andet af Else Hammerich blev oprettet i 1994, ydet et glimrende, stort og dygtigt arbejde mht. fredelig konfliktløsning. (Se nedenstående).

I 1983 dannes FFV (Foreningen til Formidling af Viden om international udvikling, fred og sikkerhed.) Foreningens formål var at virke i overensstemmelse med den målsætning som fremgik af UNESCOs rekommandationer af 1978 og senere som tidligere nævnt. FFV udgav en række fredsundervisningsmaterialer deriblandt en udstilling som stadig er i live. FFV er nu ikke længere virksom men stiller gerne materialer til rådighed. Materialer som snarere har en historisk end aktuel værdi.

I 1984 udkommer Jørgen Pauli Jensen og Søren Keldorffs Fredsundervisning - psykologi og pædagogik til fredsarbejdet. I indledningen skriver de: “Vi har under arbejdet (…) følt savnet af en redegørelse for fredspsykologiens og fredsundervisningens historie i Danmark og for dansk fredsarbejde i det hele taget. Sådanne redegørelser findes så vidt vi ved ikke, men det kunne så være en af flere spændende opgaver at tage op i de kommende år”. Desværre forelægger en sådan redegørelse endnu ikke den dag i dag anno 2000. (Jensen og Keldorff, p.17. Tilføjet efter seminariet 30.9.2000, red.)

I 80erne voksede en bred folkelig fredsbevægelse frem, og i nær sammenhæng hermed mange andre fredsinitiativer med mere eller mindre vedvarende forsøg på fredsundervisning, eksempelvis fagbevægelsen for fred, lærere for fred, sundhedsarbejdere for fred, danske læger mod kernevåben, psykologer for fred, jurister for fred, kunstnere for fred etc. (Tilføjet efter seminariet 30.9.2000, red.)

Men trods mange forsøg på etablering af fredsundervisning i Danmark var det kendetegnende for gennemslagskraften at, Fredspædagogisk Værksted i 1987 måtte udsende en artikelsamling om “Fredsundervisning i vore nabolande”!

Afmatning

Med afmatningen inden for fredsbevægelserne efter Berlinmurens fald og den kolde krigs ophør kunne højskolerne ikke fastholde elevernes interesse i dette fag og bortset fra Fredspædagogisk Værksted er langt de fleste faglige danske fredsundervisningsgrupper forsvundet.

Det er dog på sin plads at nævne et aktuelt konkret eksempel på noget der ligner fredsundervisning, nemlig det tidligere nævnte Center for Konfliktløsning. Centret tager udgangspunkt i det enkelte individ, i konfliktløsning og mægling.

(Centret har støt og roligt vokset sig stadigt større og bedre, og varetager idag konkrete konfliktløsningsopgaver eksempelvis for DANIDA på Balkan. Center for Konfliktløsning er blandt andet inspireret af Jan Øberg og TFF, der har været gæsteforelæser på Center for Konfliktløsnings kurser. Foreningen Center for Konfliktløsning har godt 400 medlemmer og en årlig omsætning på godt 2,5 mill. - disse oplysninger er tilføjet efter seminariet d. 30.9.2000, red.)

Ligeledes fungerer COPRI i bedste velgående om end på et andet grundlag end Det Danske Fredsakademi. Både Center for Konfliktløsning og COPRI må anses som partnere og medspillere.

Men vi står efter vores mening i en grundlæggendeny situation: Ved det nye århundredes begyndelse er vi i den situation, at der er

1. ingen dansk systematisk undervisning og uddannelse i fredsundervisning,
2. ingen danske videnskabelige tidsskrifter omkring fredsforskning og -undervisning
3. og en stor dansk antologi om fred, nedrustning og menneskerettigheder mangler stadig til underviserer og elever.

Formålet med Det Danske Fredsakademi er, at danske fredsforskere og undervisere og andre interesserede nu gennem Det Danske Fredsakademi via Internettet kan få formidlet og formidle de informationer og det undervisningsmateriale som i fremtiden - efter vores forhåbning vil kunne sikre, at eleverne får et mere afbalanceret billede af verden af i går og i dag og kan være med til at forme fremtiden på et mere kvalificeret grundlag. De informationer og oplysninger man kan skaffe via det historiske materiale, der findes på området, er i sagens natur desværre til en vis grad utidssvarende. Det er Det Danske Fredsakademis håb, at flere vil tilslutte sig med deres ekspertice og arbejdskraft. Det Danske Fredsakademi skal ses som de danske fredsbevægelsers forsøg på at skabe et græsrodsbaseret generelt videnscenter om fred. Se www.fred.dk/akademi.

Tilføjelser og rettelser er velkomne.

Top