Det danske Fredsakademi

Konferencen i Pugwash

Af G. Vinding, oktober 1958

Cyrus Eaton fejredes under sit besøg i Danmark som den initiativrige stålkonge. Men han er noget mere, hvilket mange dagblade ganske vist glemte i forbifarten... Sidste sommer samledes 22 videnskabsmænd fra hele verden til en konference i Canada på mangemillionæren Cyrus Eatons [1883-1979] landsted i Pugwash. Konferencen blev opkaldt efter stedet og omtales nu som Pugwashkonferencen. Det var på mange måder en bemærkelsesværdig konference. Initiativet var helt privat, og de indbudte videnskabsmænd var de førende eksperter på deres felt. Bertrand Russell var den officielle indbyder, og invitationerne var underskrevet af adskillige af de videnskabsmænd, der i 1955 underskrev Einsteins og Bertrand Russells stærke appel. Man inviterede videnskabsmænd, der havde politisk helt forskellige synspunkter, og ingen blandt de indbudte var aktive pacifister. Overbeviste pacifister som Kathleen Lonsdale, Max Born og von Weiszäcker var ikke inviteret. Det er derfor så meget mere bemærkelsesværdigt, at de 22 videnskabsmænd efter konferencen udsendte en fælleserklæring der lød:

- Vi er overbeviste om at menneskeheden må holde op med at føre krig eller der vil ske en katastrofe, at dilemmaet med stridende magtgrupper og fortsat oprustning må løses, og at en varig verdensfred vil betyde begyndelsen til en ny og sejrrig epoke for menneskeheden.

Denne erklæring var underskrevet af følgende videnskabsmænd:

Fra Australien: Professor Oliphant, præsident for det australske Videnskabernes selskab.

Fra Østrig: Professor Thirring, leder af instituttet for teoretisk fysik i Wien.

Fra Canada: Dr. Brock Chisholm, tidligere leder af World Health Organization (WHO).

Fra Kina: Professor Chou Pei-Yuan, fysiker, vicerektor ved universitetet i Peking.

Fra Frankrig: Professor Lacassagne, direktør for radium-instituttet i Paris, medlem af Akade­miet for medicin.

Fra England: Professor Powell, nobelprista­ger i fysik, London. - Professor Rotblat, atom­fysiker, London.

Fra Japan: Professor Ogawa, fysiker, Tokio universitet. - Professor Yukawa, nobelpristager i fysik. - Professor Tomonaga, fysiker, Tokio universitet.

Fra Polen: Professor Danysz, fysiker, Warszawa universitet.

Fra U. S. A.: Professorerne Cavers, Harvard Law School; Szilard, atomfysiker; Muller, arvelighedsforsker, nobelpristager; Doty, kemiker, Harvard universitet; Selove, fysiker; Weiskopf, atomfysiker og dr. Rabinowitch, biofysiker, redaktør af Bulletin of Atomic Stientists.

Fra Sovjetunionen: Professorerne Kuzin, biolog, medlem af Videnskabernes akademi; Skobeltsyn, atomfysiker, medlem af Videnskabernes akademi; Topchiev, kemiker.

Af disse navne må man særlig lægge mærke til Thirring, der allerede forudså brintbomben i 1946 og beskrev en sådan bombes virkninger. Han sagde dengang, Gud nåde det land, hvor­over en sådan bombe bliver bragt til at eksplodere. Også Leo Szilard bør særlig fremhæves. Szilard er polsk emigrant, der flygtede. fra nazismen; i sin angst for at Hitler skulle skabe en atombombe opsøgte han sammen med Edward Teller Albert Einstein for at få denne til at på­virke Rooseveelt. Szilard var med fra starten ved atombombeprojektet og føler et dybt personligt ansvar for det, der senere er sket. Szilard havde aldrig tænkt sig, bomben skulle bruges, og han var blandt de første, der vendte sig mod atomvåbnet. Sammen med Einstein startede han i 1945 bladet Bulletin of the Atomic Stientist, som Rabinowitch er redaktør af. Dette blad beskæftiger sig udelukkende med atom­tidens problemer og har opnået en stor indflydelse på grund af sin meget høje standard.

Cyrus Eaton, der har financieret konferencen, er naturligvis blevet beskyldt for at have kommunistiske sympatier, fordi konferencen blev besøgt af repræsentanter for både de østlige og de vestlige lande. Til disse beskyldninger siger Cyrus Eaton selv i New York Herald Tribune:

- De mænd der mødtes ved Pugwash talte kun på egne vegne, ikke som repræsentanter for forskellige lande. Der blev ikke lagt noget pres på nogen af de tilstedeværende - alle talte som videnskabsmænd, uden hensyn til nationale og politiske meninger.

Mange advarede i forvejen og sagde, at russerne ikke ville samarbejde. Men allerede efter den første dag var vi alle overbeviste om, at russerne var fuldstændig ærlige og helt åben­hjertige. Det var derfor en meget bemærkelses­værdig konference, hvor alle kortene var lagt på bordet, og hvor alle var på lige fod med hinanden. Jeg ved, man vil sige, jeg blev narret. Nogle vil påstå, at hele planen var et russisk påfund. Men russerne havde intet at gøre med plan­læggelsen af konferencen. Jeg tror faktisk, de var meget mistroiske da de ankom.

Hvad kom der så ud af Pugwash-konferencen?

Der blev udsendt tre erklæringer. Først en lang erklæring om faren ved atomforsøgene, hvor man gennemgår risikoen ved strontium 90 og hvor man siger: Hvis antallet af tilfælde af leukæmi og knoglekræft, forårsaget af stråling, er direkte proportionalt med strålingsmængden selv ned til de mindste doser, så skønner vi, at de prøver, der er foretaget de sidste 6 år, vil forårsage en forøgelse i antallene af leukæmi og knoglekræft på 1'% i de næste årtier. I løbet af de næste 30 år vil det betyde ca. 100,000 flere tilfælde af leukæmi og knoglekræft. De korrekte tal kan meget vel være meget mindre eller flere gange større. I erklæring nr. 2 tales der om kontrol med atomvåben, og man fastslår, at krig nu ikke mere er mulig, uden at man risikerer hele menneskehedens tilintetgørelse. I atomalderen må det være alle nationers første mål at forhindre krig og fjerne truslen om krig. Krig må nu bortelimineres og ikke blot reguleres ved forbud mod enkelte våben. Man opstiller derpå en række punkter for nedrustningen. Man ønsker atomforsøgene standset som et første skridt, derpå må rustningskapløbet standses, og der må oprettes kontrolsystemer, som man påpeger ikke kan blive fuldstændig effektive, da atomoprusmingen allerede er så vidt fremskreden, at en fuldstændig kontrol er umulig. Man ønsker derfor, der skal arbej­des for større tillid i de internationale forbindelser, og at alle bør arbejde for en fredelig sameksistens. Den tredje erklæring behandler videnskabsmændenes særlige ansvar i atomtiden. Man siger her i et af hovedpunkterne:

- Videnskabens og teknikkens udvikling er af altoverskyggende vigtighed for hele menneskehedens fremtid Dette pålægger videnskabsmænd den pligt at yære mere aktive med hensyn til offenlige politik og til at oplyse de politiske ledere om disses pligt til fuldtud at tage hensyn til de nyeste videnskabelige og tekniske kendsgerninger. Man siger videre, at menneskenes kontrol af atomkraften nu betyder, at krig kan forvolde menneskeheden grænseløse skader. Man fastslår, at samarbejde er nødvendigt imellem nationerne, og at krig fra nu af er umulig, hvis man ikke vil sætte hele menneskehedens eksistens på spil.

Resultaterne fra Pugwash-konferencen diskuteres nu stærkt i mange amerikanske blade, og Bulletin of the Atomic Scientist har bragt lange artikler om denne konferences betydning. I martsnummeret kommenteres konferencen både fra øst og vest. Fra øst er det professor Topchiev der i forbindelse med Pugwashkonferencen diskuterer, hvorledes en atomkrig kan forhindres, fra vest er det professor Thirring, der gennemgår farerne ved atomforsøg og faren ved en atomkrig. Typisk er det, at begge disse store videnskabsmænd peger på, at standsning af atomforsøgene kun er et første skridt henimod en almindelig nedrustning, og at selve hovedopgaven er at forhindre et krigudbrud. De er begge klare over, at der skal en mentalitetsændring til hos menneskene; og de me­ner begge, det er nødvendigt, at befolkningeme så vel som politikere og militærsagkyndige til fulde forstår en atomkrigs følger.

Kilde: Dialog, 1958:5 s. 25-27.

Top