Det Danske Fredsakademi

Hansen, Peter Mikael: Militærvægring 1849-1917 : Konklusion og perspektivering

Industrialiserings-, urbaniseringsprocessen og krig påvirkede både den ulovlige sessionsudeblivelse og den artikulerede militærnægtelse i Danmark i perioden 1849-1917.

Fordobling af ulovlig sessionsudeblivelse i krigs- i forhold til fredstider

Krig påvirkede den ulovlige sessionsudeblivelse i retning af en fordobling. Med de metodiske og kildemæssige forbehold in mente fremstod årene 1848-50 som en periode med væsentlig højere ulovlig sessionsudeblivelse end årene umiddelbart efter. Også krigsåret 1864 var et år med relativ høj ulovlig sessionsudeblivelsesprocent i forhold til de tilstødende år.

Det var ikke en tilfældighed. Det markante udsving omkring 1864 kan kun forklares med krigsfrygt og krig. Ligeledes forekom udsving i den procentvise ulovlige sessionsudeblivelse omkring Første Verdenskrig, der kan forklares med krigsfrygt og krig. I tilfælde af manglende legal mulighed for at undgå militærtjenesten såvel under Treårskirgen 1848-50, krigen i 1864 og Første Verdenskrig greb mange unge mænd, ikke overraskende, i stedet til den mulighed at udeblive fra session. Den ulovlige sessionsudeblivelse i krigstider kan ses som en pragmatisk tilpasningsreaktion og et tydeligt resultat af unge sessionspligtige mænds aktive stillingtagen til en konkret risiko.

Det var ikke kun i krigstid, unge mænd i perioden udeblev fra session. I fredstid spillede udvandringen fra Danmark en væsentlig rolle, hvad angik udviklingen i den ulovlige sessionsudeblvielse. Blandt de, der udvandrede, udgjorde største-delen mænd i den sessionspligtige alder. Kombinationen af lyst og nød til at udvandre, sammen med at sessionen stod for døren, fik mange unge mænd til at udvandre hovedsageligt til Amerika.

Industrialisering i Hovedstaden

I perioden 1901-1917 ses et relativ ensartet sessionsudeblivelsesmønster på landsplan, dog med en bemærkelsesværdig forskel imellem 1. udskrivningskreds og de øvrige udskrivningskredse i perioden 1911-1917. Hovedstadsregionen skilte sig ud især omkring Første Verdenskrig. Det kan hænge sammen med et industrielt gennembrud og arbejderbevægelsens socialistiske agitation i København, som påvirkede arbejderne til, i højere grad end i resten af landet, at udeblive fra session.

Den fynske bondekarl udeblev

I perioden før 1901 var det i perioder specielt Fyn som skilte sig ud i forhold til resten af landet. Svendborg amt og Fyn som helhed lå generelt højere med hensyn til ulovlig udeblivelse end de øvrige amter. Det hang sandsynligvis sammen med koncentrationen af havnekøbstæder (hvorfra de unge nemmere kunne stikke af), koncentrationen af godser, især i Svendborg amt, og den deraf følgende lave udstykningsrate, der gjorde, at karlene havde ringere mulighed for at få foden under eget bord end i andre landsdele, hvorfor de udvandrede. Udvandringen var bla. eet resultat af vandringen fra land til by. Men opbruddet i landbefokningen, befordret af en landbrugskapitalisme og en stigende industrialiseringsproces stoppede ikke med vandringen ind til byen. Mange udvandrede videre ud i den store verden. Industrialiseringsprocessens medfølgende forbedrede infrastruktur, eksempelvis i form af forbedret transport så som oceangående dampskibe, og medfølgende vidensspredning, eksempelvis i form af spredningen udvandreragenturer, påvirkede udvandringen og der-med indirekte den ulovlige sessionsudeblivelse, sammenholdt med de primære faktorer, som nød og lyst til at udvandre.

På lokalt plan afspejler dette overordnede samfundsmønster sig i min undersøgelse for Fyn på lægdsplan både for årene 1868-70 og for året 1917. Dog ses der ikke et fuldstændigt entydigt geografisk billede, men undersøgelsen peger i retning af, at det procentvis i højere grad var landbobefolkningen end bybefolkningen, som ulovligt udeblev fra session.

Landbobefolkningen havde ringere mulighed for at købe sig fri, og mange udvandrede på grund af den generelle samfundsudvikling i øvrigt. Undersøgelsen tyder på, at behovet, for ulovlig førstegangssessionsudeblivelse i købstæderne på Fyn i perioden 1868-1870, ikke procentvis var nær så stort som i landsognene. Konklusionen er, at undersøgelsen indikerer, at byerne fungerede som magneter og fordelingscentraler, der enten opsugede overskydende landlig arbejdskraft eller sendte dem videre ud i den store verden.

Militærnægtelse før århundredeskiftet var et marginalt religiøst landbofænomen

Hvis ulovlig sessionsudeblivelse kan ses som en pragmatisk tilpasningsreaktion, så kan artikuleret militærnægtelse ses som en radikal. Ontologisk sikkerhed har at gøre med at eksistere i verden. I den stigende industrialiseringsproces’ medfølgende moderniseringsproces øgedes behovet for selv at definere sin egen ontologiske sikkerhed. Et behov der ikke er blevet mindre i vore dage. Det spørgsmål blev ikke mindst stillet af militærnægterne i perioden 1849-1917. De aflæste “risikosamfundet”. Men de var ikke mange før århundredeskiftet. Den artikulerede militærnægtelse i anden halvdel af 1800-tallet var et individuelt yderst marginalt lokalt landbofænomen, og helt op til Første Verdenskrig var offentlighedens viden om militærnægtelse ringe.

I perioden fra Treårskirgen 1848-50 over Den Anden Slesvigske krig i 1864 til den Fransk-tyske krig i 1870 skal de artikulerede militærnægtelser tillige ses i forhold til en generel nationalromantisk og nærmest krigsforherligende stemning. De formulerede i stedet en personlig religiøst baseret verdensopfattelse, hvor der med udgangspunkt i Jesus lære ikke var plads til militærtjeneste. De var eksempler på, at sted, struktur, individ og aktører tilsammen formede deres samvittighed. Man kan tilmed sætte spørgsmålstegn ved, om de to religiøse militærnægtere jeg påviser omkring krigen i 1864, var et produkt af selvsamme krig? Næppe, de nægtede begge før selve krigen, og de var begge så tydeligt konsekvente i deres religiøs militærnægtelse, at de sikkert under alle omstændigheder ville være blevet militærnægtere.

De religiøse militærnægtere bekræfter, at artikuleret militærnægtelse fandtes i Danmark før det egentlige industrielle gennembrud, og ved århundredeskiftet blev militærnægtelse så småt tematiseret, fortrinsvis i fredsbevægelsen og lidt senere i de politisk venstreorienterede kredse. Med italesættelsen af militærnægtelsen blev militærnægtelsen hævet op fra lokalt plan, og i 1917 genindlejret på nationalt plan i form af Militærnægterloven.

200 militærnægtere i perioden 1901-1917

I perioden 1901-1917 påviser denne undersøgelse, at der forekom et sted i nabolaget af 200 eksempler på artikuleret militærnægtelse. Dette tal er højere end den hidtidige gængse opfattelse. Tidligere antagelser bygger fortrinsvis på Andreas Fritzners erindringer, hvor han siger, at “de” var ca. 50. Men han henviser til FKAM’s aktive medlemmer.

Eftertiden har taget dette tal som udtryk for antallet af militærnægtere, hvilket denne undersøgelse viser er i underkanten af det faktiske antal artikulerede militærnægtere. Der var flere, også politiske, militærnægtere end dem som stod opført i FKAM’s egne lister, og som Fritzner og dermed eftertiden hidtil har refereret til.

Socialistisk militærnægtelse i København

Den politiske militærnægtelse blev benyttet af venstreorienterede, især socialister og syndikalister, som brugte militær-nægtelsen i den politiske kamp. Første Verdenskrig påvirkede antallet af militærnægtere, fordi, der på dette tidspunkt netop var fremkommet en politisk bevidst arbejderbevægelse grundet industrialiserings- og industrialiseringsprocessen.

Samspillet mellem urbanisering, industrialisering, klassekamp og krig medførte en opblomstring af den politisk konsekvente militærnægtelse. Den socialistiske agitation var under Første Verdenskrig drejet i retning af konsekvent militærnægtelse, og militærnægterne forstod at skabe røre og publicity om deres sag. De politiske militærnægtere banede vejen for et kendskab til militærnægtelse, og dermed spredte militærnægtelsen sig.

Hidtil bygger den geografiske beskrivelse af de artikulerede militærnægtersager på et mere spinklet grundlag end den historiske, men tendensen i undersøgelsen peger i retning af en geografisk ændring over tid. Den artikulerede militær-nægtelse fra 1849 til 1917 gennemgik således en betydningsforskydelse. Fra i starten af denne undersøgelses periode stort set at have haft udgangspunkt i religiøse overvejelser til senere omkring århundredeskiftet især op til og under Første Verdenskrig, at blive suppleret med en politisk socialistisk militærnægtelse grupperet omkring det revolutionære syndikalistiske miljø, der brugte den konsekvente militærnægtelse som et middel i klassekampen. Sammen med denne udvikling ses således en geografisk forskydning fra overvejende at være et landligt fænomen til også at få et politisk udtryk centreret omkring primært København og i mindre grad Esbjerg og Århus.

Dette geografisk ændrede udtryk hang således sammen med samfundets transition i anden halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, en ændring der indebar en stigende industrialiserings- og urbaniseringsproces, som igen fostrede arbejderbevægelsen inkl. socialistiske miljøer som benyttede antimilitarismen og militærnægtelsen i klasse-kampen. Dermed påvirkede industrialiserings- og urbaniseringsprocessen direkte den artikulerede militærnægtelse derhen, at det skabte et nyt urbant politisk funderet udtryk.

Nationalstatens forankring

Endelig kan militærnægterloven ses som et overordnet konkret forsøg på at kontrollere individet - nationalstatens forankring. I Foucaults perspektiv skete der dermed en institutionalisering af militærnægtelsen og disciplinering af individdet i dette tilfælde militærnægterne i form af militærnægterloven i 1917.

Perspektivering

Til yderligere perspektivering af denne undersøgelse kunne man forestille sig, at der i udvandrerarkiver findes korrespondance i form af breve etc. indeholdende nærmere begrundelser for at udvandre, og i nogle tilfælde hvorfor de udvandrede før de skulle på session, og hvorfor de ulovligt udeblev fra session. Jeg forestiller mig, at der findes antimilitaristiske og andre militærvægringsbegrundelser.

Med hensyn til stedbestemmelse af nogle af de mange vægringssager kunne mormonernes elektroniske arkiv fremkomme med nogle oplysninger. Jeg har forgæves forsøgt at krydstjekke med kirkebøger, men det lader sig ikke gøre, med mindre man netop har den pågældende persons fødested - hvilket just var hvad jeg ofte manglede. Derfor kan man forsøge at lede i mormonernes arkiv, hvor man med et navn kan finde den pågældendes fødested, hvis den pågældende altså findes i arkivet.

Til yderligere belysning af emnet militærvægring kunne man med fordel undersøge mange af de arkivgrupper, jeg i denne undersøgelse ikke har haft ressourcer til at gennemgå. Primært gælder det Marinen, som i princippet er udelukket fra min undersøgelse, det gælder Marineministeriets arkiv i Rigsarkivet, eksempelvis Kontoret for civil værnepligt: kopibøger 1917-33, Journaler for indkomne skrivelser 1918-33, Journaler for udgående skrivelser 1917-33, Journal for hovednumre 1917-33 og det gælder især hærens militære stambøger (som er et endnu større kildeområde end Straffelister), som givetvis ville kunne fremkomme med mange detaljerede vægringssager. Disse kildegrupper lå enten uden for min undersøgelse periodiske, emnemæssige, jævnfør at jeg primært ønskede at se militærvægringen i forhold til hæren 1849-1917, men også ressourcemæssige afgrænsning.

Jeg har også antydet, at militærvægring i perioden ikke kun udtryktes som enten ulovlig sessionsudeblivelse eller decideret artikuleret militærnægtelse. Også desertering, rømning og absentation var benyttede militærvægringsudtryk. Disse udtryk kunne godt tåle en nærmere undersøgelse. I en sådan kommende undersøgelse bør ikke glemmes de straffelister, jeg flygtigt har undersøgt hvad angår ovennævnte vægringsudtryk, og man burde også inddrage Sager vedrørende danske og udenlandske desertørers efterlysning og pågribelse 1851-56, som findes i udenrigsministeriet arkiv i Rigsarkivet (Prov.nr. 02. Dossierssager alm., Sager vedrørende danske og udenlandske desertørers efterlysning og pågribelse 1851-56.).

Jeg har heller ikke fået undersøgt journaler over indgåede sager i generalauditørens justitsarkiv i Rigsarkivet. Således bør generalauditørens justitsarkiv i RA Journal over indgåede sager; 1850-1854 pk. 14, Journal over indgåede sager; 1855-1862 pk. 15, Journal over indgåede sager; 1855-1857 pk. 15 A, Journal over indgåede sager; 1866-1869 pk. 15 B, Journal over indgåede sager; 1863-1893 pk. 15 C og Journal over indgåede sager; 1895-1959 pk. 15 D-J (i alt 7 stks.) studeres.

Undersøgelsen har også antydet problemet med militærnægtere, som forsøgte at simulere sig fri for tjeneste, eller på anden måde stille sig som sindsyge eller prøve at blive kasseret. Dette enorme felt er ikke undersøgt. Man kunne forsøge at under-søge sagen nærmere i Stabslægens arkiv i Rigsarkivet, eksempelvis under Session, eller Københavns garnisonssygehus (jævnfør de mange sultestrejkende politiske konsekvente militærnægtere under Første Verdenskrig som røg en tur forbi garnisonssygehuset eller kommunehospitalets 6. afdeling), eller Administrations arkiv. I denne forbindelse burde man også undersøge Forsvarets Lægekorps i Rigsarkivet, se Varia, 1855-1862, pk. 35, session, 1902-1931, pk. 36, session og Varia, 1882-1936, pk. 37, session.

Af litteratur på dette område kan nævnes:

Hansen, Søren: Studier over Udskrivning og Kassation. Militært Tidsskrift, Kbh. 1893, p. 245-309.

Bondesen, J.: Om principperne for Bedømmelse og Udskrivning af de Værnepligtige i Relation til den gældende Hærlov: Foredrag i det krigsvidenskabelige Selskabs Møde den 10. December 1900: Militært Tidsskrift, Kbh. 1901, p. 245-308. (som bla. omhandler statistisk materiale over udskrivninger og kassation fra årene 1871-1900.)

Sabroe, L.: Hærens Arkiv: Militært Tidsskrift, Kbh. 1962, p. 23-29.

Forfatterregister til Militært Tidsskrifts første 24 Aargange: Militært Tidsskrift, Kbh. 1896, p. 447-450.

Oplysninger om Hærens Styrketal og Udgifterne til den i Aarene 1680-1886: Indsendt af Oberst Otto Vaupell: Militært Tidsskrift, Kbh. 1899, p. 392-402.

Hillestrøm, T. E.: Udskrivningsalderen (22 Aars Alderen) og Aldersklasserne: Militært Tidsskrift, Kbh. 1896, p. 139-153.

For en mere overordnet introduktion til session se Thorsteinsson, Hjalmar: Sessionen - i et historisk perspektiv. Forsvarets sundhedstjeneste, 1997.

Til yderligere perspektivering af denne undersøgelse kunne man også undersøge militærvægring før og efter perioden 1849-1917. Den opfindsomhed, som militærvægringen var omgærdet af i denne periode, var formodentlig ikke kun afgrænset til netop denne periode. Hvilket omfang spillede militærvægringen før 1849? At militævægringen fandtes, får vi et indtryk af i Løgstrups Bundet til jorden - Stavnsbåndet i praksis 1733-1788. Heri beskriver Løgstrup Når karlene stak af .¹

Fra tidligere tider i 1700-tallet findes også en kilde, der hentyder til, at simulation og afhugning af egne fingre fandt sted også i 1700-tallet. Omhandlende år 1787 skriver Geheimeråd Bolle Luxdorph i sine dagbogsoptegnelser: “Bang fortalte, at paa Cronborg Amt har 14 Bønderkarle hugget Tommelfingren af sig” og i fodnote lige efter “sig” har forfatteren Eiler Nystrøm tilføjet følgende: “Gude tilføjer: paa den høire Haand for at slippe for at tiene som Soldater. De bleve siden udtagne til Støk-Kudske”.²

Eller endnu længere tilbage i tiden beskriver Hans Henrik Appel vægringssituationen i et jydsk bondesamfund i 1600-tallet.³

Efter 1917 trænger militærnægtelsen for den sags skyld også til en gennemgribende undersøgelse. Emnet er dog genstand for en hel del mere omtale end før 1917, og det vil føre for vidt her at opremse litteraturen på området. Blot vil jeg henvise til bibliografien over dansk freds- og sikkerhedspolitik, som indeholder over 2500 titler; Terp, Holger: Fred på Tryk. Forlaget Lup, 1988-89, og artikelbasen på internettet under Det Danske Fredsakademis hjemmeside. Ovenstående litteratur nævner dog ikke fænomenet ulovlig sessionsudeblivelse. Jeg har til perspektivering undersøgt sagen op til 1950’erne, og som det fremgår af nedenstående figur, så er der noget, der tyder på at ulovlig sessionsudeblivelse blev benyttet af sessionspligtige unge danske mænd også under Anden Verdenskrig - selvom Danmark altså på dette tidspunkt havde en militærnægterlov. Nedenstående figur bygger på oplysninger fra Reglementsamlingen i Rigsarkivet pk.11, som indeholder oversigt over udfaldet af sessionen 1919 og frem til 1955 og Ministerialtidende. Heraf kan man udlede udeblivelsesprocenterne for hver enkelt kreds hver enkelt år. Da perioden ligger uden for min periode, har jeg i første omgang valgt at opstille en tabel for hvert år - til sammenligning og perspektivering for min periode.

Figur 6.1 Førstegangs ulovlig sessionsudeblivelse i Danmark 1922-1951

Kilde: RA, Reglementsamlingen, pk. 11 og Ministerialtidende.

Top

Noter