Det Danske Fredsakademi

Hansen, Peter Mikael: Militærvægring 1849-1917 : Historiografi

Militærnægtelse i Danmark i perioden 1849-1917 er et sparsomt beskrevet kapitel af Danmarks historie. Af det overordnede fænomen militærvægring findes ingen samlede værker, ej heller findes der værker om desertering eller ulovlig sessionsudeblivelse i perioden 1849-1917. Nedenstående beskrivelse af litteraturen på området omfatter således udelukkende historiske fremstillinger af militærnægtelsen.

Først skitseres Danmarkshistoriernes beskrivelse af fænomenet militærnægtelse, og efterfølgende belyses relevante specialiserede værkers fremstilling af militærnægtelse i Danmark, idet omfang værkerne henviser til perioden 1849 - 1917.

Danmarkshistorierne

Danmarkshistoriernes første beskrivelse af militærnægterspørgsmålet får man i Det danske folks historie bd. 8 fra 1929 (s. 361), hvor det relevante afsnit er skrevet af P. Munch. En gengivelse af dette afsnit er optrykt i Schultz’ Danmarkshistorie bd. 6 fra 1943.¹

Munch var, bl.a. qua sin forsvarsministerpost under 1. Verdenskrig, en respekteret og betydningsfuld skikkelse i datidens politik. Han besad en central position med indblik i militærnægtelsens udvikling, og han spillede en væsentlig rolle i vedtagelsen af militærnægterloven. Hans beskrivelse af datidens situation, alene i kraft af hans samtidighed, må derfor tildeles en betydelig vægt. På den anden side er det relevante kapitel i Schultz’ Danmarkshistorie formentlig skrevet nogle år efter hændelserne. Dertil kommer, at Munch har en interesse i at lade historien afspejle nogle for ham gunstige træk.

Selvom Munch ganske kort omtaler tidlig religiøs militærnægtelse, koncentrerer hans redegørelse sig omkring militærnægterlovens vedtagelse i 1917. Munch giver det indtryk, at loven i høj grad var et resultat af nogle yderligtgående socialisters konsekvente kampagne, og disse socialistiske konsekvente militærnægtere under 1. Verdenskrig indtager en central placering i Munchs fremstilling.

Munch benytter orderne ‘vægrede’, ‘nægtede’ og ‘militærnægter’ uden særlig skelnen og uden nærmere definition.

Erik Rasmussens afsnit Velfærdsstaten paa Vej i Politikens Forlags Danmarkshistorie, omtaler militærnægterspørgsmålet med nogle få linier.² Militærnægtelse defineres ikke, men hovedsynspunktet er her, i overensstemmelse med P. Munchs tidligere beskrivelser, at militærnægtelsen opstod i forbindelse med Første Verdenskrig og indkaldelse af sikringsstyrken.

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 12 af Niels Finn Christiansen fra 1990 omtaler militærnægtelse og antimilitarisme i forbindelse med en beskrivelse af den politiske venstrefløj i afsnittet Revolution i Danmark?³ Synspunktet her er, at militærnægtelse og antimilitarisme var et af samlingspunkterne for den danske venstrefløj, og at venstrefløjen - med syndikalisterne⁴ og ungsocialisterne i spidsen, især foreningen Konsekvente Antimilitarister - skabte et sådan røre under Første Verdenskrig, ikke mindst blandt indkaldte i sikringsstyrken, at der blev fremsat en militærnægterlov i 1917. Uden at definere begrebet militærnægtelse nærmere knyttes begrebet således til en lille gruppe af politisk venstreorienteret observans hvis samlingspunkt var den konsekvente militærnægtelse, og militærnægterloven ses som et forsøg på at komme den antimilitaristiske agitation i møde. Værket nævner ingen religiøs militærnægtelse.

Politikens Danmarkshistoriens Hvem Hvad og Hvornår fra 1994 nævner kort militærnægtelsen.⁵ Hovedsynspunktet er, uden nærmere definition eller beskrivelse af fænomenet militærnægtelse, at de unge fra Socialdemokratisk Ungdoms Forbund (SUF) i forbindelse med indkaldelse til sikringsstyrken nægtede, hvorefter de blev sat i fængsel, indtil der i 1917 blev vedtaget en militærnægterlov, som dermed gjorde det muligt at aftjene civil værnepligt. Indførelsen af militærnægterloven sættes således også her i tæt forbindelse med den yderste venstrefløjs konsekvente militærnægtelse.

Samlet set giver Danmarkshistorierne det indtryk, at militærnægtelse i Danmark - militærvægring omtales ikke som selvstændigt begreb - er et fænomen relativt isoleret i sin opkomst til tiden under Første Verdenskrig, og at militærnægtelsen knyttede sig tæt til det politisk venstreorienterede revolutionære miljø.

Teksten i de forskellige fremstillinger læner sig op ad hinanden. De senere værker bygger på P. Munchs fremstillinger, hvor netop socialisternes konsekvente militærnægtelse får en central placering. Bortset fra Munchs egen fremstilling, første gang udgivet i 1929, hvor han kort omtaler religiøs militærnægtelse før Første Verdenskrig, nævner ingen af de efterfølgende værker militærnægtelsen i en bredere kontekst. Hvis man således ikke får kendskab til Munchs fremstillinger får man den fornemmelse, at militærnægtelsen var nærmest ikke-eksisterende før 1. Verdenskrig.

Ingen af værkerne definerer fænomenet militærnægtelse nærmere, men det er tydeligt at nægtelsen sættes i relation til den militære værnepligt. Ingen af Danmarkshistorierne inddrager en geografisk vinkel.

Specialiserede værker

For at få et mere detaljeret indblik i militærnægtelsens tidlige udtryk i Danmark, må man gå til specialiserede værker. Mængden af specialiserede værker om militærnægtelse er sparsom og særdeles overskuelig. Emnet har hidtil kun været genstand for ganske få videnskabelige arkivbaserede undersøgelser. For slet ikke at tale om emnerne desertering, rømning og sessionsudeblivelser. Disse former for militærvægring er ikke selvstændigt behandlet som emne hidtil.

Monografiske værker - Perifere værker

Det kronologisk første kendte monografiske værk, der berører emnet militærnægtelse, er Halvtreds Aars Fredsarbejde fra 1932.⁶ Bogen er udgivet i forbindelse med Dansk Fredsforenings 50 års jubilæum, hvorfor det ikke kan undre, at bogen koncentrerer sig om dennes historie. Indledningsvis præciserer bogen dog, at den tillige sigter på at yde et bidrag til fredssagens historie generelt. Derfor kan det undre at militærnægtelsen indtager en særdeles underordnet rolle, og når den endelig omtales, er det af indlysende grunde i forbindelse med Dansk Fredsforenings arbejde. Militærnægternes geografi og begrebet militærvægring omtales ikke, og militærnægtelse defineres ikke specifikt.

Forslaget om civil værnepligt beskrives primært som et resultat af Dansk Fredsforenings arbejde, og at forslaget skulle være fremkommet som et særligt hensyn til fredsvennerne i Dansk Fredsforening. Bogen tager primært afsæt i den borgerlige pacifistiske og religiøse militærnægtelse og fredsforeningens fortjenester bliver ikke undervurderet, ej heller på militærnægterområdet.

Forfatterne N. Petersen og I. Nielsen var samtidige, og deres beskrivelse af Dansk Fredsforening dækker perioden på det tidspunkt, hvor Dansk Fredsforening var toneangivende i dansk fredsarbejde.

I Kamp uden Vaaben fra 1937 bruges ordet militærnægtelse konsekvent om enhver form for vægring inkl. desertering.⁷ Det er en interessant og vidtgående definition, som desværre ikke uddybes og begrundes yderligere. Værket beskriver i grove træk den etiske og religiøse militærnægtelses historie i et internationalt perspektiv med eksempler fra middelalderen og 1. Verdenskrig. I beskrivelsen af Danmark koncentrerer værket sig om den religiøse og borgerlige fredsbevægelses tanker, hovedsageligt i perioden omkring Første Verdenskrig. Værket beskriver folkeforbundstanken, men kommer også ind på den borgerlige fredsbevægelses ideologiske indvendinger mod individuel militærnægtelse.

Værket er et ikke-videnskabeligt fredspolitiks indslag i debatten.

Ove Haarups De socialistiske militærnægtere 1915-19 fra 1977 har en, som titlen antyder, snæver periodisk og emnemæssig afgrænsning.⁸ Værket koncentrerer sig om den socialistiske motiverede militærnægtelse og griber ikke udover den socialistiske militærnægtelse og ikke længere tilbage end før 1915. Haarups synspunkt er, at der er en klar og tæt sammenhæng mellem den syndikalistiske bevægelse og militærnægterbevægelsen under 1. Verdenskrig⁹. Haarup skriver at det ‘der så at sige definerede militærnægterne som en bestemt socialistisk antimilitaristisk gruppe, var de midler, de anvendte i kampen, herunder den personlige konsekvente nægtelse af at bøje sig for autoriteterne’.¹⁰ Militærnægtelsen defineres dermed ikke yderligere i forhold til anden samfundsmæssig eller historisk sammenhæng.

Haarups fremstilling er i høj grad baseret på primære kilder og specialiseret sekundær litteratur, hvilket gør fremstillingen særdeles interessant, kontrollerbar og dermed troværdig.

Kurt Risskov Sørensens Fredssagen i Danmark 1882-1914 fra 1981 koncentrerer sig primært om Dansk Fredsforening og fredssagen i et større perspektiv.¹¹ Værket er stort set identisk med Sørensens speciale. Militærnægterspørgsmålet behandles perifert og ensidigt i sammenhæng med Dansk Fredsforening, og dennes løbende stilling til militærnægterspørgsmålet. Sørensen benytter to kilder til belysning af militærnægterspørgsmålet: Dansk Fredsforenings eget tidskrift Fredssagen og Olaf Forchhammers pjece Jeg Nægter. Ifølge K. R. Sørensen var fredssagen i Danmark, i den periode han har valgt at undersøge, stort set identisk med Dansk Fredsforenings virke.¹² Sørensen definerer ikke militærnægtelsen nærmere.

Hans Chr. Bjergs Til fædrelandets Forsvar fra 1991, der beskriver værnepligtens udvikling i Danmark, beskæftiger sig dermed også med den historiske udvikling af den civile værnepligt - militærnægtertjenesten.¹³ Militærnægtelsen, som i værket indtager en sekundær rolle, kædes sammen med værnepligten uden nærmere definition.

“Hvor stor udbredelse en latent nægtelse mod militærtjenesten har været i slutningen af forrige århundrede, lader sig ikke fastslå. Flere af dem, der har haft moralske skrupler, har gjort sig umulige i tjenesten eller har været så vanskelige at tilpasse denne, at de er blevet efterkasseret”¹⁴, skriver Bjerg, dog uden at belyse disse påstande yderligere. Det er værkets hovedsynspunkt at 1. Verdenskrig fik spørgsmålet om fritagelse fra militærtjeneste af religiøse eller moralske grunde til at dukke op, og at militærnægterloven var et resultat af kombinationen af de konsekvente militærnægteres opsigtsvækkende fængselsstraffe og sultestrejker og den radikale venstre-regerings antimilitaristiske program.¹⁵

Afsnittet har ingen kildehenvisninger men Bjerg anfører Sv. E. Larsen i litteraturlistten. Bjergs beskrivelse af militærnægterspørgsmålet tyder på, at Bjerg har ladet sig inspirere af Larsen.

Det væsentligste værk

Sven Erik Larsens speciale Militærnægterspørgsmålet i Danmark 1914-1967 fra 1977, er det grundigste og mest fyldestgørende værk om militærnægterhistorien til dato.¹⁶ Men da specialet hovedsageligt handler om militærnægterlo­vens vedtagelse i 1917 og den efterfølgende administration af Loven om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde op til 1967, indtager perioden før 1. Verdenskrig kun en mindre rolle.

Larsen definerer ‘begrebet militærnægter’ som ‘en eller anden form for afstandtagen til militæret, eller en eller anden form for antimilitarisme’.¹⁷ Denne definition er rimelig rummelig, så i praksis indsnævrer Larsens sit arbejdsfelt ved at kæde militærnægtelsen sammen med værnepligten og samtidig skelne mellem religiøse/moralske og politiske motiver.

Specialet bygger dels på arkivmateriale, dels på trykte kilder så som beretninger, regnskaber, betænkninger, Folketingstidende, Ministerialtidende, ministerprotokoller, Rigsdagstidende, Lovtidende o.lign., dels på dagblade, tidsskrifter og historiske fremstillinger.

Larsen indleder bl.a med et afsnit om militærnægtersager fra 1884 til 1914. Her er konklusionen, at der ifølge Rigsdagstidende, som Larsen refererer til, i perioden 1884-1917 kun var meget få militærnægtersager og overvejende af religiøs karakter. Dog steg antallet af ikke-religiøse nægtere i forbindelse med 1. Verdenskrig, skriver Larsen. Efterfølgende beskrives militærnægterproblemet 1915-17. Endelig konkluderer Larsen - en anelse paradoksalt - at, ‘Militærnægterspørgsmålet er ligeså gammelt som den almindelige værnepligt. Dette, at den enkelte værnepligtige ikke selv var herre over, om han ville indkaldes eller ej, har siden 1884 givet anledning til en række tilfælde af militærnægtelse. De første tilfælde af militærnægtelse i Danmark havde religiøse motiver.’¹⁸ På den ene side påstår Larsen, at militærnægterspørgsmålet er ligeså gammelt som den almindelige værnepligt. På den anden side påstår han, at det først fra 1884 har givet anledning til en række tilfælde.

Larsens speciale er som sagt det hidtil grundigste og mest fyldestgørende på markedet. Værket er detaljeret og underbygget med en række primære kilder, hvilket giver specialet en væsentlig grad af troværdighed. Dog er Larsens brug af primærkilder centreret omkring den konsekvente militærnægtelse omkring 1. Verdenskrig og selve indførelsen og forvaltningen af militærnægterloven af 1917. Men alene det faktum at værket er det første af sin art, gør det oplysende og interessant.

Det vigtigste værk til dato er Larsens speciale, der danner et referencepunkt i militærnægterlitteraturen. Der er tiden før og efter Larsens speciale. Fremstillinger efter 1977, undtagen Sørensens fra 1981, refererer til Larsen. Men Larsen læner sig i betydelig grad selv op ad sekundær litteratur, hvad angår den tidlige militærnægtelse og militærvægring. Larsens speciale indeholder derfor efter min bedømmelse nogle områder, der bør undersøges yderligere. Eksempelvis mener jeg, at det som supplement til Larsens speciale, kunne være interessant også at studere fænomenet militærnægtelse i et bredere perspektiv. For det første i forbindelse med ulovlige sessionsudeblivelser - et fænomen Larsen selv nævner perifært men ikke uddyber grundet hans afgrænsning. For det andet kunne det være interessant at undersøge sager omhandlende rømning og desertering. For det tredje kan den tidlige artikulerede militærnægtelse i perioden 1849-1917 tåle yderligere undersøgelser.

Problemfelt og problemformulering.

Top

Noter