Det danske Fredsakademi

Betænkning fra fredskommissionen af 1998 Elsk-værdig sikkerhed :
Bilag 18 Avery, John: En international politistyrke

Siden afslutningen af den kolde krig er FN blevet anmodet stadig oftere om at sende væbnede styrker til konfliktfyldte områder i verden. I mange tilfælde er disse anmodninger forårsaget af alvorlige brud på menneskerettighederne, f.eks. ved "etnisk udrensning" i Bosnien og ved folkemord i Rwanda. I de nævnte eksempler ville FN's indsats have været langt mere effektiv og mange menneskeliv ville være sparet, hvis det, man endelig gjorde, var sket tidligere. Langvarige og indviklede diplomatiske forhandlinger var nødvendige for at frembringe den politiske og fysiske magt, som var nødvendig for indgrebet, og imens havde de oprindelige problemer udviklet sig til noget langt alvorligere. Derfor har det været foreslået, at FN's generalsekretær, Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen burde have en permanent, veltrænet og mobil beredskabsstyrke, sammensat at frivillige fra alle nationer, til rådighed. En sådan international politistyrke ville være i stand til at handle hurtigt for at forhindre alvorlige brud på menneskerettighederne eller imod andre, alvorlige brud på international lov.

For at bedømme tanken om en international politistyrke direkte underlagt FN er det en hjælp at betragte den måde, hvorpå politiet fungerer for at håndhæve love og forhindre vold og kriminalitet lokalt og på nationalt plan.

Det er let at finde eksempler på både gode og dårlige ledelser blandt den nuværende verdens nationale stater. At forme og bevare en god ledelse er et vanskeligt problem, men det er ikke en uløselig opgave: Landene i den skandinaviske region er eksempler, som viser, at det er muligt at opnå gode ledelser; og disse lande kan tjene som modeller for det mål, vi på det globale plan burde sigte på at opnå, hvad angår velstand, sundhed, uddannelse, orden, lovlydighed og social retfærdighed.

I en nation, som karakteriseres af god ledelse, er politiet ikke svært bevæbnede og heller ikke antalsmæssigt stort. Lov og orden bevares ikke primært gennem truslen om magtanvendelse, men gennem det store flertal af borgeres opfattelse af, at systemet af love både er retfærdigt og nødvendigt.

Trafikken stopper for rødt lys og kører, når det bliver grønt, uafhængigt af, om der er en politimand på stedet, fordi enhver forstår, hvorfor et sådan system er nødvendigt.

Selvom det store flertal af borgere i et velstyret land støtter systemet af love og aldrig ville ønske at bryde loven, så ved vi trods alt godt, at den virkelige verden ikke er himmeriget. Menneskelig naturs hele spektrum indeholder såvel ondt som godt. Hvis der slet ikke var noget politi overhovedet, og hvis det kriminelle mindretal var fuldstændig uden kontrol, ville enhver borger være nødt til at være bevæbnet. Ingens liv eller ejendom ville være sikret. Røveri, mord og voldtægt ville trives.

Indenfor en nation med en demokratisk og retfærdig ledelse, hvis magt hviler på borgernes samtykke, er en lille og let bevæbnet politistyrke i stand til at opretholde systemet af love. En årsag til, at dette er muligt, er netop nævnt - styrken i den offentlige mening. En anden årsag er, at lovene gælder enkeltpersoner. Eftersom obstruktion mod retten og mord på politimænd begge betragtes som alvorlige forbrydelser, så er den enkelte kriminelle almindeligvis ikke i stand til at organisere massiv modstand mod politiaktioner.

Edith Wynner⁽¹⁾, en af pionererne i verdens-føderalist bevægelsen, anfører følgende kendetegn for politistyrker i et godt ledet land:

1. "En politimand agerer indenfor en ramme af organiseret ledelse, som har lovgivningsmæssig, udførelsesmæssig og dømmende myndighed, bindende på det personlige plan. Hans handlinger er styret gennem en klart formuleret, kriminel kodex, som indeholder samfundets lovmæssige sanktioner. Skulle han misbruge den magt, han er udstyret med, er han udsat for disciplinære og retsmæssige indgreb."

2. "En politimand, som ser en kamp mellem to mænd, forsøger ikke at vurdere hvem af dem, som har ret, for derefter at hjælpe ham med at slå den, han mener har uret. Hans funktion er at gribe ind overfor volden fra begge, at bringe dem for en dommer, som har myndighed til at afgøre tvisten, og sikre, at rettens beslutning bliver fulgt."

3. "En politimand må, når han udfører sine opgaver, anholde den mistænkte person uden at bringe hverken ejedom eller liv i fare i det område, hvor den mistænkte skal pågribes. Samfundets borgere er ikke bare sikret mod ødelæggelse af ejendom og tab af liv, men den mistænktes rettigheder er også omhyggeligt beskyttede gennem et detaljeret netværk af juridiske garantier."

Edith Wynner fortsætter med at diskutere den oprindelige statsdannelse omfattende 13 amerikanske kolonier, som var en konføderation⁽²⁾, analogt med det nuværende FN. Denne konføderation fandt man, var for svagt, og efter 11 år blev det erstattet af en føderation⁽³⁾, som blandt sine centrale magtbeføjelser havde myndighed til at udforme og håndhæve love, som retter sig mod enkeltpersoner. George Mason, en af arkitekterne bag USA's føderale forfatning, mente, at "en sådan styrelse, som direkte kunne påvirke individer og kun ville straffe de, hvis skyld nødvendiggjorde det, var nødvendig", mens James Madison (en anden af forslagsstillerne til USA's forfatning) bemærkede, at jo mere han tænke over brugen af magt, des mere tvivlede han på "anvendeligheden, retfærdigheden og effektiviteten af den, når den anvendes mod mennesker kollektivt og ikke individuelt". Endelig diskuterer Alexander Hamilton i sit Federalist Paper føderationen med følgende ord: "At tvinge staterne er et af de mest afsindige projekter man nogensinde opstillede… Kan nogen fornuftig mand blive velvilligt indstillet overfor en regering, som kun eksisterer ved sværdet? Enhver sådan krig må ramme de uskyldige samtidig med de skyldige. Denne ene betragtning måtte være nok for at vende enhver fredelig borger imod en sådan regering… Hvad er behandlingen mod dette store onde? Ingenting andet end at gøre… lovene bindende for individer, på samme måde, som staternes love er det."

FN er en konføderation snarere end en føderation, og virker således ved at forsøge på at tvinge stater, en fremgangsmåde, som Alexander Hamilton betegner som "et af de mest afsindige projekter man nogensinde opstillede". Hvad enten denne tvang udføres gennem økonomiske sanktioner eller den udføres i form af en militær indgriben, så er anvendeligheden, retfærdigheden og effektiviteten af FN's bestræbelser hæmmet, fordi de rettes mod mennesker kollektivt og ikke individuelt. Det er øjensynligt, at FN's aktioner for at stoppe aggression fra én stat mod en anden i Korea krigen og Golf krigen ikke magtede at leve op til de tre kriterier for politiaktioner, som anføres ovenfor. Sadam Hussein er stadig fri, har stadig magten og er fortsat sund og rask, mens mange børn i Iraq, som ikke kan bebrejdes for invasionen i Kuwait, mistede livet. Hvad er behandlingen mod det store onde? "Ingenting andet end at gøre… lovene bindende for individer, på samme måde, som staternes love er det".

Historisk har konføderationer altid vist sig at være svage, mens føderationer taget under ét almindeligvis har været meget succesrige, hovedsageligt fordi en føderation har myndighed til at udforme love, som er bindende for enkeltpersoner. Samtidig bestræber en føderation sig for at efterlade så stor magt som muligt i de lokale myndigheders hænder. Eksempler fra nyere tid på føderationer omfatter USA, Brasiliens Forenede Stater, Mexico's Forenede Stater, Venezuela's Forende Stater, Den Agentinske Nation, Australien's Commonwelth, Canada, Den Sydafrikanske Union, Schweiz, USSR, og Forbundsrepublikken Tyskland. Vi har således en righoldig, historisk viden om styrker og svagheder i føderationer, og vi kan nyttiggøre denne viden, når vi forsøger at skabe en god ledelse på globalt plan.

Når vi ser ind i det nye århundrede, kan vi måske forudse en tid, hvor FN har forvandlet sig til en føderation, og har fået myndighed til at udforme love, som er bindende for individer. Under sådanne omstændigheder vil egentlige politiaktioner være mulige, omfattende alle de nødvendige sikringer af de uskyldiges liv og ejendom. Vi kan håbe på en fremtidig verden, hvor den offentlige mening vil understøtte international lov i en sådan grad, at en ny Hitler eller Saddam Hussein eller en fremtidig Melosovic ikke vil være i stand til at organisere modstand mod arrestation i større stil - en verden, hvor international lov vil blive opfattet som retfærdig, upartisk og nødvendig - et velstyret, globalt samfund, indenfor hvilket enhver person vil vise grundlæggende loyalitet overfor menneskeheden som helhed.

1. Edith Wynner, "World Federal Government in Maximum Terms: Proposals for United Nations Charter Revision", Fedonat Press, Afton New York, (1954).

2. Her anvendes "konføderation" som oversættelse af "confederation" i betydningen: en forening af stater, som har bevaret nationale militærstyrker, og hvor konføderationens love ikke er bindende for den enkelte borger, men alene virker på nationalt plan.

3. Her anvendes betegnelsen "føderation" som oversættelse af "federation", og betegner en forening af stater, som har afskaffet nationale militærstyrker til fordel for føderative styrker, og hvor føderationens love er bindende for enkeltpersoner indenfor føderationen.

Top