Det danske Fredsakademi

Betænkning fra fredskommissionen af 1998 Elsk-værdig sikkerhed Bilag
Grønnegaard, Geert: Våbeneksport fra foregangslande?

Hvis man tror på betydningen af et nationalt militært forsvar til beskyttelse mod angreb fra andre nationer, er det også logisk nok at have en national produktion af våben til disse egne styrker. Men at producere våben ud over egenforbruget til eksport kan kun mindske sikkerheden. Skulle man følge ren militær logik, måtte det gælde om at egne styrker var bedst muligt rustet og trænet, og at nabolandenes styrker var så slappe som muligt og helst kun udrustede med trækøller. Jo bedre produkterne fra egne våbenfabrikker var, jo vigtigere måtte det da være, at de ikke faldt i hænderne på fremmede.

Ser man problemet fra våbenfabrikantens synspunkt, om den rene profit, når det nationale marked er mættet, vil den køber som kan tilbyde den bedste pris være en, som det ihvertfald ville være vanvid at sælge til, hvis man ønsker fred og sikkerhed.

Det kunne være en kriminel bande, for hvem prisen ingen rolle spiller, eller en gal diktator som blot tager fra sit eget folks velfærd. Hvis ikke våbenfabrikanten selv kan sige nej til sådanne købere, må hans landsmænd gøre det.

Alle I kræmmere,

som sælger spyd og skjolde,

og som gerne ser et par krige

til at øge omsætningen.

Gid I måtte falde i røverhænder,

som kun gav Jer rå byg at spise.

Aristofanes, 420 f. Kr.

Boomerangen

Mange mennesker har i bøgerne om 1. verdenskrig læst om de tusinder af britiske soldater, der måtte ende deres dage hængende i tyske pigtrådspærringer, hvortil pigtråden var leveret af britiske firmaer. Det var så ondt, at det næsten må have været ubærligt for de efterladte. Men sådanne gruhistorier er slet ikke "historie" i den betydning, at de ikke forekommer mere, når man stadig næsten uhindret lader våbenfabrikanter eksportere til hvemsomhelst der melder sig som købere. Et par eksempler skal nævnes, hvor vi selv har fået boomerangen tilbage, så det kunne mærkes.

I foråret 1995 gennemførte det tyrkiske luftvåben et frygteligt bombardement med F-16 fly på kurdiske landsbyer i bjergene. Kurdiske flygtninge bosat i Danmark gik i fortvivlelse på gaderne i protest mod overgrebet. Især i Århus var stemningen ophidset. Efterfølgende kom det frem, at danske våbenfabrikker, især Terma i Århus og Per Udsen i Grenå, netop i månederne op til angrebet havde leveret nye reservedele til de tyrkiske F-16 fly. Det må nærmest betegnes som et utroligt og ufortjent held, at Århus i de dage slap for alvorlige uroligheder.

I 1980´erne tjente amerikanske våbenfabrikker 300 millioner dollars på at levere ildvåben til diverse krigsherrer i Somalia.

Disse våben blev ført frem og omladet udfor Somalias kyst af danske rederier, som derved kunne tjene et par millioner på fragten. Amerikanerne fik boome-rangen tilbage i julen l992, hvor deres marinesoldater blev sat ind for at gen-oprette freden, men blev mast ud af de våben, som USA selv havde leveret få år før. Den mislykkede aktion kostede 2000 millioner dollars og 37 dræbte amerikanere, alt under fuld TV-dækning.

Også vi kan opleve efterdønningerne af den danske foretagsomhed fra 80'ernes våbentransporter. I l998 boltrer den danske presse sig i endeløse problemer med 10.000 somaliere, som er flygtet fra krigshandlingerne. Nye politiske partier opstår, som vil have somalierne sendt hjem. Enhver kan få lov til at vurdere, hvor lang snor et par private danske rederier burde have haft til at spille bold med titusinder af menneskers liv og sikkerhed.

Det er næsten ikke til at fatte, at politikere, også danske politikere, mener at kunne retfærdiggøre våbeneksport ved at henvise til beskæftigelsen på våbenfabrikkerne. Det er meget vel tænkeligt, at et par SiD-arbejdere på det statskontrollerede Ammunitionsarsenal ved Frederikshavn har kunnet tjene et par ekstra arbejdsuger på at fylde sprængstof i en eksportordre af morter-granater. Men hvis så resultatet nogle måneder eller år senere viser sig i eksplosioner over millionbyer som Beirut eller Sarajevo, kan enhver indse vanviddet. Man ville inderligt gerne med tilbagevirkende kraft have kunnet betale SiD'erne tredobbelt understøttelse for at blive hjemme og spille ludo med børnene, for at undgå synet af så store ødelæggelser og tab af menneskeliv.

Selv amerikanerne, som uden konkurrence er verdens største våbeneksportører, har indset hvor vanvittigt det er. Den amerikanske kongres udgav for et par år siden et dokument, hvor man opregnede alle de våben, som vestlige lande alene havde leveret til Grækenland og Tyrkiet over en tiårig periode. Den omfangsrige rapport havde meget betegnende titlen "Brændstof til Balkans ildebrande". Særlig interessant var en rent økonomisk vurdering.

Det viste sig, at de milliardbeløb, som USA's våbenfabrikker havde tjent hjem på handelen, langt blev overgået af de bevillinger, som de amerikanske skatteydere havde måttet ofre for at opretholde den del af den amerikanske sjette flåde, der var øremærket netop til at afholde grækere og tyrkere fra at ryge i totterne på hinanden i det østlige Middelhav. Altså, helt uden hensyn til alt det dødbringende, en rigtig dårlig forretning.

Registrering af handelen

Med hensyn til våbenhandel er de forskellige landes regeringer ikke altid så åbne og påpasselige som de burde være. Måske skyldes denne tilbage-holdenhed en form for trods alt dårlig samvittighed.

At man godt er klar over, at ikke alle handlerne tåler dagens lys.

Græsrodsorganisationer i de demokratiske lande i Europa er derfor gået sammen til et ENAAT, europæisk netværk imod våbenhandel, hvor Aldrig mere Krig udgør den danske del. Afdelingerne i de enkelte lande holder skarpt øje med våbenfabrikker og -eksportører i deres eget land og bringer oplysningerne frem til offentligheden. ENAAT er yderligere kædet sammen med et tilsvarende netværk på de amerikanske kontinenter.

Det danske våbenregister rummer oplysninger om godt 400 firmaer, der producerer eller handler med våben. For mange danskere, også mange politikere, vil det sikkert være en overraskelse, at tallet er så stort. Spørger man i Statens Våbenkontrol under justitsministeriet, eller "Civilkontoret" som det eufemistisk har omdøbt selv til, vil de sandsynligvis efter et stort antal rykkere komme frem til 30 eller højst 40 firmaer, som de vil betegne som våbenfabrikker. Forskellen i antallet skyldes væsentlig forskellen på, hvad man definerer som våben.

Den officielle danske civilkontordefinition er ulden, fuld af omsvøb og bortforklaringer.

Aldrig mere Krig's database har derfor i en lang årrække benyttet sig af den meget præcise definition fra våbenkontrollen i den amerikanske regering og kongres, som lyder:

"Våben (arms) er alle leverancer og tjenesteydelser til militære institutioner, undtagen levnedsmidler og almindeligt brændstof".

Amerikanerne har en meget stor, over 50%, andel af verdens våbenhandel, men de skammer sig ikke for at kalde en spade for en spade.

Et dansk entreprenørfirma, Højgaard & Schultz, har bygget en række bombe-sikre hangarer til danske jagerfly. De blev smækfornærmede over at få at vide, at de derfor var noteret i våbenregisteret, medens amerikanerne ikke er i tvivl om at hangarerne er våben, når deres egne entreprenører har bygget nogle helt mage til i Saudiarabien. En dansk popgruppe, lad os kalde dem Monrad og Rislund, finder det uhyre vigtigt for deres karriere at rejse til Balkan for at gøgle for de danske soldater. Uskyldigt? Tja, men det er altså en våbenleverance efter den amerikanske definition. Camouflageuniformer fra fabrikken Viking ved Esbjerg vil amerikanere og alle andre betegne som våben,men i Danmark kan man kun se, at de ligner en slags tekstiler.

Statens kontrol

En anden detalje, hvor Civilkontoret ikke rigtig kan følge med: Der findes et ganske stort antal små og mellemstore virksomheder i Danmark - støberier, maskinværksteder, tekstilvæverier -, som fremstiller hundredevis af små serier i underleverance til ligeså mange forskellige kunder. Den lille en ud af hundrede-leverance til Forsvarets materielforvaltning kan firmaerne være tilbøjelige til at "glemme", selvom de egentlig burde registrere den og have den godkendt i Civilkontoret. Måske, når det nu går så godt, kan de næste uge være heldige at afsætte en tilsvarende serie til det australske forsvars materielforvaltning. Kan vi sælge til Hjørring, er ideen, må vi vel også kunne sælge til Melbourne.

Nu dette civilkontor. Man må jo ikke dømme for hårdt. Det skal fungere som hele samfundets, inclusive regering og folketings, øjne og ører og garant for, at der ikke forekommer dansk våbeneksport, som ikke tåler dagens lys. Det kan være svært at overkomme alt det, hvis det skal styres af fem embedsmænd i København, som ofte roteres rundt. De har heller ikke fået den mindste rettesnor fra lovgiverne om, hvad man egentlig ønsker af dem. Hvad de skal tillade, og især hvad de ikke skal tillade. Enhver gymnasieelev eller dagbladsjournalist vil på stående fod kunne udpege snesevis af potentielle krudttønder rundt om i verden, hvortil det ville være halsløst for fredens skyld at supplere med yderligere danske leverancer. Men en så banal uro og forudseenhed gør man ikke engang forsøg på at mønstre på civilkontoret.

Man kunne nævne et land som Thailand, som har en ganske betydelig regional krigsstyrke. Under Vietnamkrigen udgik en meget stor del af USA's bombetogter fra store baser i Thailand (enkelte dansk byggede), og helt op til i dag udføres væbnede aktioner fra Thailand ind over grænsen til Cambodia. Man kunne spørge, hvorfor vi skulle bidrage med dansk krigsmateriel til netop dette land, som i forvejen har alt for meget. Det gør man ikke. I stedet sendte man kronprins Frederik af sted med en handelsdelegation i l997. Et helt afsnit i udenrigsministeriets prospekt på engelsk og thai berettede om dansk industris enestående kapacitet indenfor forsvarsmateriel, våben. Det antyder vel, at man er parat til at sælge af det.

Et svar med perspektiv

Lige før jul l997 fik folketinget et svar fra økonomiministeren, Marianne Jelved, som her skal citeres. Spørgsmålet lød:

"Ministeren bedes redegøre for, eventuelt belyst med statistiske oplysninger fra de seneste år, hvad det samfundsøkonomisk vil betyde for Danmark, hvis man helt forbyder eksport af krigsmateriel."

og svaret:

"I nedenstående tabel 1 er vist eksporten i l995 og 1996 af et antal varekategorier, der kan siges at falde ind under betegnelsen krigsmateriel. Det skal bemærkes, at begrebet krigsmateriel ikke er statistisk veldefineret." (Tabel 1 udviser tal på 123 mill. kr, henholdsvis l77 mill. kr for de to år)

"Med udgangspunkt i oplysningerne i tabel 1 kan det konkluderes, at selvom det kan have stor betydning for de enkelte virksomheder og medarbejdere, der er beskæftiget med produktion af disse varer, vil et eksportorbud ud fra en samfundsøkonomisk betragt-ning have en meget beskeden betydning.

Beskæftigelsesindholdet i eksporten af de i tabellen nævnte varer anslås at være mindre end 400 per-soner. I den nuværende konjunktursituation ville det generelt være forholdsvis let for de pågældende i givet fald at finde beskæftigelse ved anden produktion."

De brugte

Et lille men nok så farligt hjørne af våbenhandelen udgøres af brugte håndvåben. Når de lovlige militær-og politistyrker har fået nye, hurtige, lette våben, burde de selvfølgelig sørge for, at deres gamle blev destrueret. For en landevejsrøver betyder det ikke noget, at hans våben er lidt gammeldags. Det er rigelig hurtigt nok til hans formål.

Men her kommer en næsten religiøs samlermani ind i billedet, som professionelle soldater lider af. De har fra deres første tjenestedag fået banket ind i hovedet, at ligegyldig hvad der sker omkring dem, må de aldrig give slip på deres våben. De ældre officerer er også grebet af denne mani, så når en type af våben forlængst er faset ud, gemmer de dem alligevel i et depot på kasernen "for en sikkerheds skyld". På denne måde har vi alene i Danmark 300.000 stk løse håndvåben liggende, som der ikke er brug for.

Med et overraskende klarsyn og diplomatisk dygtighed lykkedes det for den japanske FN-ambassadør i l997 at få medlemslandene til enighed om, at der måtte gøres noget med alle disse brugte våben, som dukkede op snart her, snart der, i konflikter over hele verden. Alle medlemmer af FN blev pålagt at drage omsorg for, at deres overskuds (surplus) håndvåben blev destruerede, så de ikke endte i gale hænder. Udenrigsministeren kunne meddele folke-tinget, at Danmark også havde stemt for FN-anbefalingen i dec. l997, og at man nu arbejdede sammen med England og Frankrig i EU for at stoppe for eksporten af brugte håndvåben.

Man kunne så spørge: Hvorfor skulle Danmark have nødig at afvente engelske og franske beslutninger, før vi sørgede for destruktion af egne lagre?

Her får man en kedelig mistanke om, at ligegyldig hvad landets regering og folketing beslutter, sørger officererne for, at alt bliver ved det gamle. "Man ødelægger da ikke et våben, som stadigvæk kan fungere".

Top