Det danske Fredsakademi

Betænkning fra fredskommissionen af 1998 Elsk-værdig sikkerhed : Bilag 2 - Aggernæs, Anton: Sikkerhedspolitik med andre midler end våben

Retur til oversigten

Indledning om sikkerhed/tryghed i dagligdagen

Alle vil gerne være trygge i familien, naboskabet, på arbejdspladsen, og i det nære samfund mere generelt. Der er to, fundamentalt forskellige, måder at opnå denne tryghed på:

Via våben, magtudøvelse og økonomisk dominans. Det er den traditionelle måde at tænke på, som gennemsyrer de fleste landes forsvarspolitiske tænkning.

Via at være så elsk-værdig, at andre kan lide en og vil hjælpe en i kritiske og truede situationer.

I virkelighedens verden vil der altid i dagligdagen indgå både a) og b), men mere og mere forskning tyder på, at b) på blot lidt længere sigt er mere effektiv end a), i dagligdagen.

Eksempler:

I børneopdragelse er ros faktisk mere rationel og effektiv end ris. I enhver situation er der (firkantet sagt) 1-3 gode reaktionsmåder, der kan fremmes ved ros, mens der er 5-15 mindre hensigtsmæssige reaktionsmåder, som man ved straf kan fjerne. Hvis grundlaget er sympati for medmennesker, kræver det derfor langt mindre tid og energi at fremme (med ros) hensigtsmæssig adfærd, end (med ris) at bortskaffe/skræmme fra en masse mindre næstekærlige slags adfærd.

I erhvervslivet kan man lede autoritært med magt og trusler; men det kvæler det initiativ og den kreativitet hos medarbejderne, der på blot lidt længere sigt er ­ også økonomisk ­ mere effektivt for virksomhederne; så en demokratisk ledelse med stor information, lytten til medarbejderne, belønnen deres initiativ og kreativitet, har gang på gang vist sig at være mere effektiv.

USA's og Canadas kulturer ligner hinanden meget. Men i USA går man ud fra, at medmennesker dybest set er onde, så enhver skal have lov til at beskytte sig med våben. I Canada har man en langt mere restriktiv våbenlovgivning, så man ikke har lov til at "beskytte sig" i samme omfang. Hvad er så mest trygt? Kendsgerningerne taler deres tydelige sprog: Omfanget af volds- og drabskriminalitet er flere gange så stort i USA som i Canada!

Sikkerhed, tryghed og fred, i større perspektiv

Kan det tænkes, at det også m.h.t. borgerkrige og krige mellem lande er mere trygt at beskytte sig via at være elsk-værdig , end ved våben, magtudøvelse , trusler og økonomisk dominans? Det tror vi på, og det skal der argumenteres for i det følgende.

På godt og ondt har vi siden 2. Verdenskrig (1939-45) erkendt, at vi lever i én verden, så isoleret national sikkerhed er en illusion. Det var basis for skabelsen af FN med underafdelinger. FN har jo fået meget begrænset magt, bl. a. fordi store lande som USA har udsultet FN økonomisk, fordi de hellere selv ville optræde som "verdens politibetjent". Men FNs indflydelse kan jo øges, og de seneste årtier har vist mange eksempler på, at selv de store militærnationer føler sig tvunget til at tage hensyn til massive flertal i FNs "General Assembly". Og her er det afgørende, at de fattige lande også hver har en stemme i FN. Man vil, trods alt nødigt foretage sig noget militært, der vil blive fordømt af et stort flertal i FN. Dette fører naturligt til den tanke, at velstående mindre lande, som Danmark, kunne betrygge sig ved at opføre sig så elsk-værdigt overfor de fattige lande, at et massivt flertal i FN ville fordømme det, hvis lande som Danmark blev truet, angrebet eller besat af et andet land.

Elsk-værdig sikkerhedspolitik

1) Ulandspolitik

Danmark har her de sidste mange år været blandt de fem lande i verden, der ydede mest i forhold til bruttonationalproduktet, for tiden ca. 1 %. Og vi gør det endda også relativt elskværdigt på den måde, at vi forholdsvis sjældent stiller krav om, at hjælpen skal bruges til køb af danske produkter.

Det ser også ud til, at der de seneste år, hvor Danida, det danske Ulandshjælpeorgan, er blevet en integreret del af udenrigsministeriet, er en stigende forståelse for, at det nok tidvis er nødvendigt med hjælp til umiddelbare fornødenheder som mad og bolig, men at dette i blot lidt større perspektiv er langt mindre effektivt end hjælp til selvhjælp: hjælp til, at befolkningerne i Ulande får øget deres muligheder for at mestre deres egne tilværelser. Her bliver prioriteringen så:

Uddannelse, uddannelse, uddannelse. I talrige Ulande er der f.eks. megen frugtbar landbrugsjord, som dyrkes svært ineffektivt. Uddannelse af landbrugerne her kunne give afgørende produktionsforøgelser, selv uden brug af pesticider og overdimensioneret kunstgødning. Sikkerhedspolitisk er det her centralt, at sådan hjælp sker under fuld respekt for befolkningernes følelse af, at de potentielt er gode nok til, at de ikke i længden behøver "socialhjælp". En bigevinst bliver så også, at befolkningen bliver oplært i demokrati. For et rimeligt fungerende demokrati forudsætter jo, at befolkningerne kan læse og skrive.

Sundhed: Behandling og forebyggelse af sygdomme, der massivt nedsætter produktiviteten i talrige Ulande. F.eks. ved vi i dag, at reduceret børnedødelighed nok giver flere munde at mætte, men at de overlevendes produktivitet øges, så nettoresultatet bliver klart positivt. Og reduceret børnedødelighed er oven i købet medvirkende til, at det bliver langt lettere at komme igennem med fødselsbegrænsende foranstaltninger.

Hjælp til gældssanering. En af de alvorligste begrænsninger i Ulandsbefolkningers handlemuligheder er den store gæld til I-landene, som er oparbejdet især siden 1970. Her bør vi modvirke den tendens, der har været til, at Verdensbanken og IMF (den internationale monetære fond) kun har villet hjælpe på betingelse af, at Ulandene førte en bestemt politik, kaldet "Structural Adjustment Programs", SAPs. For kravene har her været, at Ulandet skulle reducere de offentlige udgifter til både sundhedsvæsen og uddannelse, bl.a. ved at lave brugerbetaling for disse ydelser. Det har direkte modvirket de vitale interesser i, at netop sundhed og uddannelse giver centrale udviklingsmuligheder.

SAPs-kravene har også omfattet, at Ulande skulle øge export og reducere import, hvad mange Ulande faktisk har levet op til i mængder af varer, men uden effekt økonomisk p.gr.a. prisudviklinger, se næste afsnit.

2) Mindre asocial handelspolitik.

De stærke og kloge har snydt de mindre stærke og mindre veluddannede! For prisudviklinger har betydet, at Ulandene har skullet betale mere for nødvendige importvarer, mens de har fået mindre for deres exportvarer. Danmark er ikke hovedskurken her, men vi burde gøre langt mere for at højne den internationale erkendelse af, at her har markedskræfterne haft for frit spil. Globalt set er det også urationelt og asocialt, at rige lande yder støtte til landbrug, når Ulande kan producere netop landbrugsvarer billigere. En rimeligere politik her er sikkerhedsmæssigt vigtig, fordi den kan modvirke tendenser til stor indvandring, på længere sigt folkevandringer, fra fattige til rige lande; foruden at for stor ulighed i vilkår øger risikoen for krige.

For Danmark, som for talrige andre velstående lande, er det i dag svært at udpege en fjende, som det er nødvendigt at ruste sig imod militært. Det bør have to konsekvenser for dansk politik:

Vi bør flytte penge fra militærbudgettet til budgettet for Ulandshjælp.

Vi bør i NATO, FN, EU og OSCE utrætteligt arbejde for, at man gør det samme i større lande, der jo økonomisk har langt større vægt end Danmark. Tilsvarende bør vi i relevante organer arbejde for en mindre asocial handelspolitik overfor Ulandene.

De følgende forslag til forbedret sikkerhedspolitik er også nogle, som vi kan arbejde på både nationalt og internationalt.

3) Generel våbenpolitik

Som nævnt er de militære udgifter i mange velstående lande grotesk store i forhold til, hvad der er nødvendigt ud fra en analyse af, hvem der er reelt mulige fjender. Så militærudgifterne bør reduceres globalt.

Men fattige landes militærudgifter er måske et endnu større sikkerhedspolitisk problem, især når man tænker på den selvfølgelige sammenhæng, at penge, der bruges til våben, ikke samtidig kan bruges til uddannelse, sundhed og demokratiudvikling. Dette problems størrelse skal illustreres med nogle tal:

Fra 1946 til 1996 har der været 127 krige med 21,8 millioner krigsforårsagede dødsfald, næsten alle i Ulande. Dette havde ikke været muligt, hvis disse Ulande ikke havde kunnet købe våben i de rigere lande. Aktuelle eksempler er, at Pakistan i dag bruger 30-40 % af regeringens udgifter til militær, mens sundhedssektoren får 2%. I Indien går 2% af bruttonationalproduktet til sundhedssektoren, imod 11% til militær.

Trods hemmelighedskræmmeri (megen våbenhandel er illegal) ved vi, at følgende landes regeringer i 1975-1990 brugte over 50 % af deres indtægter til militær og afdrag på gæld: El Salvador, Bolivia, Columbia, Filipinerne, Indonesien, Tyrkiet, Pakistan og Uganda. Procenterne for andre (større) lande var i samme periode: Mexico 41%, Kenya 39%, Argentina 34%, Indien 32%, og Brasilien 25%. Og 20% af Ulandenes lån mellem 1975 og 1990 gik til våbenkøb! Sådanne tal burde være fast stof på avisernes forsider og i TV, fordi de afspejler en dybt foruroligende udvikling for menneskeheden. For international politik bør tallene få følgende konsekvenser:

Ulandshjælp bør gives på måder, der tilskynder modtagerne til at bruge flere penge til sundhed og uddannelse, og færre penge til militær. Ved FNs sociale topmøde i København for et par år siden stod den model stærkt, at hvis et Uland får penge til sundhed og uddannelse, så bør det selv bidrage med 20% til projekterne, så disse penge ikke kan bruges til militær (20/80-princippet). Det reducerer også diktatorers (som Mobutos) mulighed for blot at bruge støtten til at øge egen personlig velstand.

Danmark bør lokalt og internationalt arbejde for en politik, der sætter snævre grænser for produktion af, transport af, og handel med våben. Globalt set er det her centralt, at forholdsvis fundamentalistisk styrede lande, som Indien (hinduisme) og Pakistan (islam), Iran, Irak og Afghanistan ikke får mulighed for at købe våben fra andre lande. Og her bør Danmark, trods NATO-medlemskab, også utrætteligt fremhæve det grotesk dobbeltmoralske i, at f.eks. USA selv vil beholde et kernevåbenberedskab samtidig med, at USA vil fordømme, at andre lande udvikler kernevåben. Et resultat af denne dobbeltmoral så vi uhyggeligt i maj 1998, ved Indiens og Pakistans atomvåbenprøvesprængninger. Globalt set er det eneste forsvarlige her at arbejde for total afskaffelse af alle kernevåben, over f.eks. 10 år.

Lokalt i Europa har vi set rystende eksempler på det umenneskelige i fri (og vidtgående illegal) våbenhandel) i Eks-Jugoslavien, hvor langt færre folk ville være dræbt, hvis ingen af de tre parter havde kunnet købe våben, i f.eks. England og Frankrig. Også her har vi, som NATOmedlemmer et medansvar!

4) Kulturpolitik

Her er der tale om enormt vigtige forhold, sikkerhedspolitisk set.

Først kan det fastslås, at Danmark, sammen med Norge og Sverige, har haft en politisk udvikling, der i både rige og fattige lande har aftvunget respekt. Vi ses faktisk med rette som mønstereksempler på, at man på fredelig og demokratisk måde kan lave et samfund, der kombinerer markedskræfternes relativt frie spil (kapitalismens ide) med visse begrænsninger i økonomisk udnyttelse af andre, så der er kombination med social ansvarlighed overfor de mindre priviligerede, i landet selv, og i verden (jf. vor omfattende Ulandshjælp). Dette i sig selv betyder en international popularitet, der faktisk overflødiggør et militært forsvar af Danmark!

Men verdens lande udvikler sig i forskellig takt, så vi bør intensivere vore internationale muligheder for at påvirke verden som helhed:

Danmark bør intensivere sine aktiviteter for at propagandere for et politisk system som vores.

Vi må acceptere, at historiske udviklinger i andre lande betyder, at de må have deres tid til at udvikle et demokratisk system som vores. Det betyder bl.a., at vi bør fastholde og intensivere dialogen med mindre demokratiske lande, der i dag har andre opfattelser af menneskerettigheder, end vi har. Her er det faktisk forbilledligt, at vi samtidig kritiserer visse forhold i Kina og fortsætter dialogen med Kina.

Vi bør igangsætte en, endnu internationalt set næsten ikke-eksisterende, kampagne imod enhver form for fundamentalisme, altså imod den opfattelse, at mine egne livsværdier, incl. religiøse, er nogle, der bør påtvinges alle andre mennesker. Det er smukt og godt, at forskellige kulturer har hver deres opfattelse af, hvad der er vigtigt og godt for mennesker; men det er rystende farligt, hvis man, især med militær, vil påtvinge alle andre de samme livsværdier, som man selv har.

I 1998 ser det ud til, at der er en gunstig udvikling i gang i Nord-Irland, katolikker versus protestanter. Omvendt ses en grotesk strid i Afghanistan mellem fundamentalistiske Taleban-muslimer og mindre ekstremt religiøse medborgere. Og for verdensfreden er det mest skræmmende eksempel på noget, vi bør modvirke i vor udenrigspolitik, de to slags fundamentalisme, der resulterede i atomvåbenprøvesprængningerne i Indien og Pakistan i maj 1998.

Top