Det danske Fredsakademi

Landminer

Antipersonelle miner er et uhyggeligt, men markant eksempel på, hvorledes moderne krigsførsel ikke er rettet mod fjendens soldater, fordi minerne anvendes mod modstandernes civilbefolkning. Hvilket man kan se næsten dagligt i nyhedsudsendelser og i aviser. 

Hver dag dræbes og lemlæstes tusinder civile mænd, kvinder og børn ofte lang tid efter at der er sluttet fred. Antallet af kvinder og børn som dræbes og lemlæstes på grund af miner er stigende år for år, dels fordi man ikke rydder minerne i samme omfang som man nedlægger dem og dels p.g.a. civilbefolkningens manglende beskyttelse mod miner.

Man beskytter er soldats hovede mod skud med stålhjelme, men hans fødder og ben er der ingen der tænker på. Heller ikke civilbefolkningens fødder og ben. 

Hvad er miner?

Miner er "enhver ammunitionsgenstand anbragt under, på eller umidlbart over jordoverfladen eller en anden overflade og bestemt til at blive udløst eller eksplodere ved tilstedeværelse eller berøring af en person elller et køretøj" (Landmineprotokollen, Rapport s. 8).

Miner inddeles efter deres virkemåde til lands, havs og i luften. Af landminer er der mere end 300 forskellige typer indenfor følgende katagorier:

1. trædeminer, 
2. fragmentationsminer, 
3. claymore-minen og 
4. springminen. 

Landminer består grundlæggende af:

1. en kapsel med sprængstof og tændsats eller detonator, 
2. en sikkerhedsrem, 
3. en snupletråd 

Minernes historie

Landminer blev første gang anvendt under den amerikanske borgerkrig. Våbnet har altså eksisteret omkring 130 år. I den mellemliggende tid er det specielt amerikanerne der har stået som udvikler af mineteknologi og miner er blevet mindre, mere virkningsfulde, mere elektroniske og flere. 

Under første verdenskrig var det hovedsagelig antitankminer der blev anvendt, som, på grund af deres store størrelse ikke frembød nogen stor fare for soldaterne.

Under anden verdenskrig blev der brugt mange miner på Østfronten. Engelske skibe blev sænket af engelske miner, købt af tyskerne i Tyrkiet. I Kursk-fronten nedlagde russerne 1.500 antitankminer og 1.700 antipersonelle miner pr. kvadratkilometer. Springminen blev udviklet under anden verdenskrig.

Tyskerne havde militær succes på samme front ved at træne chæferhunde til at løbe ned under de russiske tanks med en mine bundet på ryggen (historien cirkulerede rundt i Hjemmeværnskredses hundepatruljer i 1960'erne, hvor man i visse kompagnier åbenlyst beundrede tyskernes militære opdragelse af de firebenede).

USA mistede mange soldater under Vietnamkrigen, fordi amerikanerne først spredte miner, og siden lod egne soldater slås i minefelterne eller trak dem tilbage gennem dem.

Pige træd varsomt

Bare en eneste, enkelt mine i en mark er nok til at gøre den ubrugelig pga mistanke om, at der kunne være flere overraskelser. 

Landminer er brugt i stor udstrækning i praktisk taget alle større krige, lige siden de blev opfundet. Det er ikke til at sige med sikkerhed, hvor mange miner der er i verden i dag og man kan ikke med sikkerhed fastslå, hvor mange miner der er i anvendelse. Det skyldes at de forskellige fredsforskningsinstitutter forholdsvis kun beskæftiger sig med store våben. Det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI som blev grundlagt i 1967, beskæftiger sig kun med våben som atomvåben, kanoner, fly, ubåde osv...

FNs database over våbeneksport blev oprettet med baggrund i Golfkrigen. Denne database omfatter kun store våbensystemer. Dvs. raketter, fly, kanoner, krigsskibe, men ikke mindre våben som miner og håndvåben. Nye databaser over produktion og salg af mindre våben er først nu under opbygning.

Med andre ord er der ikke nogen som præcist ved, hvor stort mineproblemet er i øjeblikket. Det næste afsnit er stykket sammen fra en lang række forskellige kilder og skal tages med et gram salt, hvad pålideligheden angår (nogle af tal oplysningerne stammer fra Det elektroniske nyhedsbrev: International Review of the Red Cross no 307 Landmines and measures to eliminate them af Jody Williams). Hvor intet andet er nævnt, stammer oplysninger derfra.

Et forsigtigt skøn siger, at der siden begyndelsen af anden verdenskrig er udlagt omkring 400 millioner miner rundt om i verden og heraf mindst 65 millioner miner inden for de sidste 15 år. Af disse er der nu omkring 100 millioner aktive miner.
Miner anvendes aktuelt hovedsagelig af stormagterne og af de fattige lande i den tredje verden, specielt i Cambodja, Afganistan og i Angola. Også i borgerkrige som i det tidligere Jugoslavien anvendes miner. I Cambodja, Afganistan og i Angola er der udlagt over 28 millioner landminer, og disse tre lande har også med 85 procent af minernes ofre. 
I Afrika anslåes der at være udlagt 37 millioner miner i mindst 19 lande, hvoraf de 10 millioner alene er lagt i Angola, hvor over 70.000 mennesker er blevet amputeret som en følge af skader forårsaget af miner. Det er flere end der bor i Randers og omegn!
I det forhenværende Jugoslavien er der, ifølge Greenpeace, udlagt mellem to og fire millioner landminer. Ikke kun antallet af miner er et problem. Den vilkårlige spredning af minerne - med den deraf manglende kortlægning af minefelterne - er et lige så stort problem.
Miner udlægges ikke ved håndkræft. Mineudlægning er automatiseret gennem anvendelse af minespredere, ved anvendelsen af granater og ved bombninger - hvor fly smider containere med miner over målområdet.. I dag har man minespredningskastere der kan udkaste mellem 1.000 og 1.700 miner i minuttet og teknologien forbedres fortløbende. 
Der er imidlertid en række andre faktorer som gør en eventuel kortlægning forældet. For eksempel kan miner der er udlagt omkring vandløb blive flyttet af strømmen.

Handel med miner

Internationale konflikter i den tredje verden og borgerkrige skaber et marked for eksport af våben, herunder landminer.
Selv om at landminer er billige at fremstille og kræver ikke et stort højteknologisk apparatur i produktionsfasen fremstiller industrialiserede lande miner og underudviklede lande køber dem. I løbet af de sidste 25 år er der produceret mere end 225 millioner miner og op til 85 procent af alle miner eksporteres.
De største mineproducenter i løbet af de sidste 15 år er: Kina, Italien, USA, Sovjetunionen, men også Sverige eksporterer mange miner. Således kom mange af minerne i Angola fra Sverige, fra Forsvarets Fabrikvärk, som i 1991 blev overtaget af Bofors.

Mineproduktion i danmark

Ifølge et interview i Information den 2.6. 1995, med nu afdøde direktør for Ammunitionsarsenalet i Frederikshavn, Laust Laustesen, er hans virksomhed "den eneste fabrik i Danmark, som producerer færdige landminer". Alle andre krigsmateriel producenter producerer altså officielt kun halvfabrikata til eksport.
I lederen i NB nr. 4, 1996, blev der med baggrund i forskellige danske og internationale kilder oplyst, at der aktuelt er fire mineproducenter i Danmark, men dette tal er altså forkert, fordi Laust Laustsen siger, at man ikke har produceret miner siden 1993. Der skal altså være et rundt nul i statestikken over mineproducenter. 
Siden det nummer af NB udkom, er forskellige kilder med oplysninger om minneproducenter bragt til veje. De bygger på et amerikansk skrift: "Landmines: A Deadly Legacy" fra Human Rights Watch & Physicians for Human Rights og viser:
Antipersonnel Landmine Producers, Country, No, of models, Denmark 4
Sources: Arms Project landmines database (compiled from press reports, industry directories, manufactyrer's literature, declassified military documents and Human Right Watch field research. Notes: Mines produced by more than one manufacturer in a country are counted once for that country. Antitank, multipurpose, field-improvised and limpet mines sometimes adapted for A/P purposes are not included. Figures represent minimum number of models known to have been produced in each country.
Når tallet fire danske landmineproducenter spøger internationalt er dette muligvis forkert - man kan selvfølgeligt ikke udelukke, at der er virksomheder som har produceret miner illegalt, men forklaringen på tallets opståen kan være en simpel misforståelse, som udspringer af, at der i Danmark har været produceret fire forskellige minetyper, som er blevet brugt af det danskemilitær, eksporteret som miner, kopieret og produceret i andre lande.
Det fremgår af ovennævnte værk, at der er tale om følgende minetyper:
Table ??? (fremgår ikke af min kopi, men listerne er opdelt på lande, og hvert land opdelt på fabrikker.)

Det er ovenstående de fire antipersonelle landminer, som er produceret på et "ukendt firma i Danmark" i følge "Landmines: A Deadly Legacy".
Danmark er altså skrevet på listen med fire producenter, da man internationalt kender fire forskellige miner, men ikke producenterne på nogen af dem.
En af de kendte danske miner er Personelmine M/47. I følge DRTVs program "45 minutter" tirsdag den 11. maj 1995, er den danske personalmine PSNM M/47, i princippet identisk med en jugoslavisk, fortalte seniorsergent Jens Block Nielsen. Mærket Hærens Materielkommando og med 200 gram sprængstof. De øvrige miner kunne være andre navne for Personelmine M/56, Personelmine M/58, Personelmine M/66 og Personelmine M/80. Dette er hærens navne for minerne. De andre værns navne på miner kendes i skrivende stund ikke.
En ting er det officielle skønmaleri af, at der ikke i øjeblikket foregår mineproduktion i Danmark. Noget andet er virkeligheden.

Der er flere problemstillinger i sagen: 

1. Hvilke private fabrikker og virksomheder har produktionstilladelse til at fremstille miner (med andre ord er statsanerkendte mineproducenter)? 
2. Hvilke af deres underelverandører har produktionsgodkendelse til minedele? Er de omfattet af ordregiverens produktionstilladelse eller skal de selv have tilladelse til at fremstille krigsmateriel? 
3. Hvilke firmaer producerer våben med produktionstilladelse? 
4. Hvilke firmaer producerer våben uden produktionstilladelse? 

Lovgrundlaget for krigsmaterielproduktion

Den danske våbenproduktion reguleres gennem to love: Lov om kontrol med tilvirkning af krigsmateriel og Lov om eksport af krigsmateriel. Aktiviteter inden for begge områder kræver tilladelse fra justitsministeriet.
Ifølge den gamle "Lov om kontrol med tilvirkning af krigsmateriel mm. Lovbekendtgørelse nr. 626 af 15 september 1986, var det forbudt udlændinge at eje eller invistere kapital i danske krigsmaterielproducerende virksomheder.
Efter den kolde krigs ophør opstod der midlertidigt et mindre behov for krigsmateriel. Det faldende salg medførte kriser i en lang række våbenfabrikker verden over, og også i Danmark. Noget måtte gøres, mente man i Det konservative folkeparti. som i begyndelsen af 1990 tog initativ til en liberalisering af den danske krigsmateriellov hvilket resulterede i. vedtagelsen af Lov nr. 400 af 13. juni 1990 om krigsmateriel mv, som ændret ved Lov nr. 386 af 20. maj 1992.

§1: Lovens regler om krigsmateriel finder anvendelse på: 

1. Materiel, som er konstrueret til militær anvendelse, og som ikke finder civil anvendelse. 
2. Skydevåben bortset fra våben, der er specielt konstrueret til jagtbrug, sportsbrug eller lignende. 
3. Ammunition, som kan anvendes til militære formål. 
4. Krudt og sprængstoffer. 
5. Komponenter og dele, som er konstrueret til at anvendes i materiel mv som nævnt ovenfor, og som ikke finder civil anvendelse.

Stk.2 Virksomheder, som staten ejer, er ikke omfattet af loven. 
§2: Krigsmateriel må kun fremstilles, hvis justitsministeren giver tilladelse dertil. Justitsministeren fastsætter de nærmere vilkår for tilladelsen. 
Stk.2 Tilladelse kan kun gives til virksomheder, der opfylder betingelserne i §§ 4-6. 

Stk.3 Justitsministeren kan fastsætte regler om form og indhold for ansøgninger om tilladelse. 

§3: En tilladelse efter ' 2, stk 1, kan tilbagekaldes, når særlige forhold taler derfor. 

§4: Krigsmateriel må fremstilles i personligt drevne virksomheder, hvis indehaveren er dansk statsborger. Aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, som fremstiller krigsmateriel, skal have hjemsted i Danmark. 

§5: Direktører og tegningsberettigede medarbejdere i virksomheder, som fremstiller krigsmateriel, skal være danske statsborgere. Mindst 80 pct af bestyrelsesmedlemmerne skal ligeledes være danske statsborgere. 

§6: I en virksomhed, som fremstiller krigsmateriel, skal mindst 60 pct af selskabskapitalen være dansk ejet. 

Man bemærker specielt, at de danske politikeres definition af, hvad der er krigsmateriel er en tilnærmelse til FN's definition af krigsmateriel, samt, at det, i denne sammenhæng, ikke er tilladt at producere krigsmateriel, herunder miner, uden Justitsministeriets tilladelse.
Den 10 januar 1996 stiller Aase Bak-Nielsen fra Kvinder for Fred Justitsministeren en række spørgsmel om, hvorvidt krigsmaterielloven også omfatter "udvikling af prototyper og for markedsføring - annoncering, deltagelse i våbenmesser m.v.".
Desuden spørges der om krigsmaterieleksportloven om det har nogen betydning for Justitsministeriets behandling af sagerne om virksomhederne på forhånd har indhentet ordrer.
Det fremgår af Justitsministeriets svar, dateret 12. marts 1996, er det "alene den egentlige produktion, der kråver tilladelse fra Justitsministeriet. Annoncering af krigsmateriel og deltagelse i våbenmesser kråver således alene tilladelse, såfremt der foretages produktion af et emne, der er omfattet af krigsmaterielloven.
En virksomhed, der ansøger om tilladelse til produktion af krigsmateriel, har ikke efter loven pligt til at oplyse om virksomheden har indgået aftaler om levering af krigsmateriel. I forbindelse med ansøgningen om tilladelse til krigsmaterielproduktion indhenter Justitsministeriet normalt heller ikke oplysninger herom"...
"Udførselstilladelser meddeles normalt med en gyldighedstid på 6 måneder. 
En ting er, hvad der ster i krigsmaterielloven. Noget helt andet er, hvad der ster i våbeneksportloven. Der er definitionen af krigsmateriel bredere. Det er således muligt ved anvendelsen af våbeneksportloven at eksportere våben, man ikke har produktionstilladelse til.

Officielle mineproducenter

Indtil for nylig var Justitsministeriet tavs som graven om de danske våbenproducenter. Den 27 oktober 1995 åbnede ministeriet imidlertid munden og besvarede et spørgsmål fra Enhedslistens Frank Aaen om "ministeriet inden for de sidste 15 år har meddelt nogen dansk virksomhed tilladelse til produktion af miner eller dele hertil".
Justitsministeriet bemærker i svaret, at enkelte ældre sager ikke har kunnet spores, men at der er givet produktionstilladelse til føgende virksomheder:

Det er så den nyeste officielle erklæring om, hvor mange mineproducenter der er i Danmark.
Man bemærker altså i svaret, at der dels er flere virksomheder end de fire fabrikker som optræder i de internationale opgørelser over statsanerkendte mineproducenter og dels, at der ikke er nogen af disse private firmaer i denne liste som har officiel tilladelse til at producere hverken antipersonnelle miner eller søminer, kun panserminer eller dele dertil.

Mistænkelige virksomheder

Noget andet er hvordan virkeligheden ser ud. Når man kan få en ubehagelig mistanke om, at Justitsministeriet ikke har fortalt hele sanheden, skyldes det bl.a, at der er en række firmaer som reklamerer med, at de fremstiller - eller agter - at fremstille anti personnelle miner.
Det er eksempelvis: 

• ABB Scandia A/S som desuden reklamerer med at producerer militære godsvogne og tanks, 
• DEMEX Conculting Engineers A/S, udvikler miner for det svenske forsvar 
• DISA Technologies, har, ifølge Politiken 5.2.1989, produceret landminer til det danske forsvar. Uden tilladelse? Jævnfør tidsrammen i justitsministeriets svar til Frank Aaen (Krigsmaterieldelen af firmaet er solgt til FLS Industries i 1994, angivelig fordi denne del af koncernen gav underskud). 
• Quitzau Industri A/S annoncerede i 1991 med "mine shells", med Nea Lindberg som kunde. 

En ting er selvfølgelig, hvad firmaerne reklamerer med eller siger de agter at producere, hvis interesserede kunder melder sig. Noget andet er, hvad de rent faktisk gør. Det er dog svært at forestille sig denne form for reklamer i international sammenhæng uden at firmaerne har noget at have dem i, altså har udviklet en eller anden form for prototype på minerne eller minedelene.
En anden ting er de danske virsomheders sammensatte virksomhedsstruktur. I dag ejes de danske krigsmateriel producerende virksomheder af en lille håndfuld koncerner, specielt FL Smith. Set på den baggrund, kan der muligvis, indtil ejerforholdet er udredet, godt argumenteres med, at der er fire våbenproducenter i Danmark.
En tredie ting er, kan man forske i og udvikle krigsmateriel uden de nødvendige tilladelser fra Justitsministeriet?

Uofficielle mineproducenter

• Niro Bola i Rødovre, som ifølge direktørens egne forklaringer til Politiken, den 9.8.1995, fremstiller dele til søminer, 
• Wejra i Ålborg og 
• H. Brüch Maskinfabrik. 

Hvis en virksomhed overtræder krigsmaterielloven, hvem har så tilsynspligten, kommunen eller justitsministeriet?
Der kan være flere virksomheder som producerer miner uden tilladelse. Da enkeltdele til miner nemt kan kamufleres og eksporteres som f. eks. maskindele eller dele til landbrugsredskaber, har vi måske kun set toppen af isbjerget. 

Rydning af miner

Er det billigt at producere, handle med og udlægge miner, er det derimod kostbart at fjerne minerne igen, når de en gang er lagt ud. De tidlige miner var lavet af metal - delvist kortlagte - og derfor forholdsvis nemme at finde også selv om at der skulle finde en del eksperimentering sted. 
De første forsøg på at skabe gennemgange i minefelter i krig foregik ved beskydning med maskingeværer og kanoner. Soldater anvendte også bajonetter og minesøgere, når de ledte efter miner. Franskmændene sendte svin ind over tyskernes minefelter. Svinene søgte efter trøfler og kom derved til at træde på landminerne. 
For cirka ti år siden blev de franske svin erstattet af skoleelever da Iran sendte skoleelever ud i minefelterne i krigen med Irak endda uden minerydningsudstyr for at få ryddet minefelterne, så soldaterne sikkert kunne rykke frem mod fjenden.
De spredte forsøg på at ryde op i minefelterne måtte mekaniseres. Derfor opfandt men en såkaldt minetærsker, en kampvogn med en valse anbragt foran kampvognen forsynet med kæder, som piskede jorden op foran kampvognen, hvorved minerne bragtes til eksplosion (Axel Storch: Krigskunst og hærvæsen gennem tiderne. Hærens Officeskole, 1951 s. 223). Senere brugte man en minepike og en elektrisk minesøger.
Minetærskeren har fået en ny aktualitet, idet Forsvarsministeriet i 1995 har søgt finansudvalgets tilslutning til at købe nyt minerydningsudstyr til hæren for 95 millioner kroner. For pengene skal der blandt andet købes køretøjsmonterede minerydningsplejle, som ved brug af roterende stålkæder bringer udlagte miner til sprængning eller river dem op af jorden.
Desuden skal der anskaffes minerydningsslanger, der bruges til sprængning af personelminer ved etablering af en personelgennemgang i et minefelt. Der skal også indkøbes minerydningsplove og såkaldte sappersæt til manuelle minerydnings- og afmærkningsopgaver (FOV).
Minerydning bliver vanskeliggjort ved, at i dag bliver kun enkelte dele af minerne - som ofte er meget små - lavet i metal, som får en plastikkappe rundt om sig, hvilket gør, at de fleste nuværende minesøgere ikke kan finde dem, specielt ikke under væbnede konflikter.
Det er efter min mening naivt at forestille sig, at de store invisteringer i nyt minerydningsudstyr skyldes en ny bekymring for civilbefolkningens ve og vel. Minerydningsudstyret skal naturligvis anvendes for at give soldater adgang igennem minefelterne.

Miner og folkeretten

Der findes en række internationale traktater som berører anvendelsen af miner:

• Tillægsprotokollerne af 1977. 
• Konventionen om Konventionelle våben (Convention on Conventional Weapons (CCW)) af 1980. 
• Konventionen om børns rettigheder. 

Når man folkeretslig skal vurdere anvendelsen af miner, må udgangspunktet ikke være soldater, men civile.
Det danske reglement for brug af landminer følger Genévekonventionen af 1980, som foreskriver, at miner ikke må medføre unødig fare for civilbefolkningen og ikke må anbringes pe fødevarer og lignende. "Hvad er unødig fare?", spørger forfatteren Tørk Haxthausen i Uofficielle synspunkter, "Ja, det må vel være sådan noget som at lægge eksplosivt lejetøj ud til børnene. Men Røde Kors og andre internationale hjælpeorganisationer siger enstemmigt, at der store problem er landminer som er blevet anbragt af militære grunde, og som nu gør det livsfarligt at dyrke markerne og færdes pe vejene". 

Protester mod miner

Under den kolde krig focuserede politikere, militærfolk og fredsbevægelserne mest på atomvåben og på øst-vest konflikten. Af de 6640 referencer i anden udgaven af Internationalt Røde Kors bibliografi fra 1987: Bibliography of International Humanitarian Law Applicable in Armed Conflicts, er der mindre end ti referencer til landminer. I Danmark er billedet tilsvarende. En hurtig søgning på "mine?" i danske aviser og tidsskrifter gav 80 poster, hvoraf kun de 5 er skrevet før 1992 (Det kan så godt være, at der var tale om en meget hurtig søgning).
Afslutningen af den kolde krig og en forestilling om en formindsket atomar trussel har medført en stigende opmærksomhed på konventionelle våbentyper. Våbentyper som formodentligt har forårsaget flere lemlestelser og dødsfald end atomvåben selv om man ikke helt kan vide sig sikker, på grund af den store forurening udviklingen og afprøvningen af atomvåbnene har medført.
For at stoppe produktion og handel med miner har 350 organisationer i over 20 lande tilsluttet sig en international anti-landminekampagne: The International NGO Campaign to Ban Landmines som begyndte i 1992. 
Minekampagnen der som nævnt består af en lang række forskellige organisationer, arbejder på forskellig vis. Nogle organisationer arbejder direkte med at finde og uskadeliggøre miner rundt om i den tredje verden, mens ardre arbejder på at få et totalforbud mod miner gennemført i de enkelte landes nationale lovgivninger samt at få international lovgivning på området strammet op.
Eksempelvis blev de svenske minene i Angola blev bl.a fundet af den tyske minerydningsgruppe, Cap Anamur, som har rapporteret fundet til FN. Den norske organisation Norsk Folkehjelp arbejder med at rydde miner og uddanne folk i den tredie verden til selv at fjerne miner (Weekendavisen).
I Danmark er det specielt en række af de store humanitære organisationer der er gået ind i arbejdet for et internationalt mineforbud: Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og UNESCO, for, som Red Barnets leder, Niels-Christian Andersen, udtaler til NB: "vi ser resultatet af anvendelsen af miner hver dag".
Kampagnens medlemmer er enes om at arbejde for et internationalt forbud mod brug, produktion, oplagring og salg, transport og eksport af miner.
Til støtte for denne målsætning er der afholdt tre internationale konferencer om miner i London i 1993 og i Genève i 1994 og i København i 1995. Man forsøger systematisk at indsamle dokumentation fra en lang række af de berørte lande i den tredje verden.
Lokale arbejdsgrupper som UK Working Group on Landmines er skudt op i mange andre lande.
En tredje organisationstype som deltager i kampagnen mod miner er CAAT i England som har specialiseret sig i at dokumentere våbenhandel.
CAATs adresse er:

Foreløbige resultater

Som et resultat af kampagnens arbejde har Belgien som det første land vedtaget en lov som opfylder kampagnens målsætning, foreløbig for en periode af fem år, men også i en lang række andre lande sker der positive ting på det lovgivningsmæssige område.
Den amerikanske præsident Clinton opfordrede under en tale ved FN 26. september 1994, til etableringen af en verdensomspændende traktat der fjernede alle miner i verden.
Jens Thoft spørger i den anledning udenrigsministeren, om denne kan bekræfte at have modtaget henvendelse fra den amerikanske præsident, hvori Clinton opfordrer til generelt moratorium for landminer.
Den engelske regering har meddelt et stop for salg af miner, som man alligevel, ifølge CATT, ikke har eksporteret siden 1982.
Den israelske delegerede ved Nedrustningskonferencen meddelte 28 juli 1994, at landet ville indføre et to årigt stop for eksport af landminer.
Denn italienske regering har i august 1994 forbudt produktion og eksport af landminer. Ifølge CAATs elektroniske nyhedsbrev protesterer de italienske mineproducenter over beslutningen.
Frankrig har frivilligt afstået fra eksport af anti personnelle miner.
Den hollandske forsvarsminister meddelte 30. november 1994, at man ville afruste 423.000 anti personnelle og anti tanks miner.
Det eneste sted der tilsyneladende ikke sker noget positivt på mineområdet er på Christiansborg.
Som landet ligger nu er kvinder og børn tilsyneladende det billigtse minerydningsinstrument i store dele af den tredje verden.

Anbefalinger

• Forbud mod annoncer fra mineproducenter i officielle salgskataloger og i den internationale fagpresse, 
• skærpelse af sanktionsbestemmelserne i lov om krigsmateriel, således at virksomheder som overtræder krigsmaterielloven får konfiskeret deres fortjeneste, 
• forbud mod produktion af og anvendelse af minekastere, 
• forbud mod produktion, anvendelse, eksport og transport af miner, 
• forbud mod anvendelse af miner i borgerkrige, 
• boykot af mineproducenter i forbindelse med minerydningsopgaver, 
• max tid minerne kan lure i uden at eksplodere, 
• max vægt for at udløse minerne. Selv en splejs af en fuldt rustet soldat vejer vel sine små 100 kg, så hvis man satte en nedre grænse på f. eks 85 kg, ville det miske antallet af dræbte og sårede kvinder og børn. 

Fra telegrambureauerne

Tre NATO-soldater omkommet i Bosnien
Sarajevo, torsdag
To portugisiske og en italiensk soldat blev dræbt og syv andre blev såret ved en eksplosion onsdag aften i den bosniske hovedstad, Sarajevo, oplyser den NATO-ledede Implementeringsstyrke (IFOR). Næsten samtidig blev tre franske fremmedlegionærer såret ved en lignede eksplosion. Begge eksplosioner betegnes som uheld.
Den første eksplosion, der ;skyldtes en udetoneret genstand+, fandt sted klokken 19.30 ved det olympiske Zetra-stadion og medførte de første dødsfald blandt NATO-styrken i Bosnien.
Seks italienere og en portugiser blev såret.
En kilde fra IFOR, som ikke ønsker sit navn frem, siger, at der var tale om en mineeksplosion.
Eksplosionen fandt sted i en tidligere fødeklinik i Jezero, hvor den italienske brigade holder til. Den ene italiener var så ilde tilredt, at han blev fløjet til Roms militære hospital onsdag aften. Ligeledes onsdag blev tre franske soldater fra fremmedlegionen såret ved en eksplosion under en instruktionsøvelse i nærheden af Sarajevo, oplyste den franske NATO-styrke.
Den ene af soldateme blev alvorligt såret og blev natten til torsdag fløiet til Paris, forlød det.
Ulykken med legionærerne skete, mens de flyttede rundt på sprængstoffer under træning på et øvelsesområde ved Rasale, fem km syd for Igman-bjerget i Sarajevos udkant.
Militære eksperter vurderer, at millioner af miner er blevet strøet ud over hele Bosnien under den bitre krig og de fleste af dem er placeret på må og få uden registrering.
Det vil føre til tragedier. Onsdag kom tre bøm alvorligt til skade, da de trådte på miner på et område tæt ved den tidligere frontlinie i Sarajevo. Det ene barn måtte have sit ben amputeret og et andet måtte have fjemet flere metalsplinter i kroppen. RB-Reuter

FORBUD MOD LANDMINER

Spørgsmålet om brug af antipersonel-miner, dvs miner som har til formål at lemlæste personer, er i færd med at udvikle sig til et af vor tids største humanitære problemer.
Den 10/10. 95 fremsatte SF forslag til Folketingsbeslutning om forbud mod antipersonel-miner.
Det hedder heri bl.a.; "Folketinget opfordrer regeringen til snarest og inden den 1. januar 96 at forbyde antipersonelminer og til i den forbindelse at gennemføre et forbud mod enhver produktion af og handel med færdigproducerede antipersonelminer eller halvfabrikata til fremstilling af sådanne miner".
Forslaget var til 1. behandling 17/11. Det blev videresendt til Folketingets forsvarsudvalg, der kan blive en syltekrukke, hvis vi ikke protesterer kraftigt. 
FN-konferencen 1 oktober 1995 om forbud mod landminer/stramning af brug af landminer blev afbrudt. Konferencen genoptages 15-19 januar og afsluttes 22/4-3/5 96.
Vi kræver, at de danske forhandlere arbejder for et totalt forbud mod landminer: 

• Direktør Henning John Jensen, våbenfabrikken NIRO-BOLA, Sydmarken 46, 2860 Søborg, meddelte i Politiken 9/8.95, at NIRO-BOLA er underleverandør til en tysk våbenfabrik, der producerer søminer. 
• Om "Honeywell A/S", Lyngby Hovedgade 98, oplyser Aldrig Mere Krigs våbenregister, at "Honeywell"s amerikanske moderselskab arbejder med mine-elektronik. l Militærteknisk Forenings Meddelelsesbrev nr. 4, 1991 annoncerer "Honeywell" med produkter som "mine sensors" og "mine neutralization ". 

Top