Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen):
Jeg vil gerne takke for indlæggene i debatten her i dag og
for den forståelse og støtte, beslutningsforslaget har fået.
Det er vigtigt, at Danmark er med til at sende det
kraftigst mulige signal til Serbiens præsident Milosevic.
Også jeg har læst hr. Fledelius' artikel i Information i dag.
Det forstår jeg hr. Søvndal også har. Jeg har hæftet mig ved,
at hr. Fledelius netop går ind for dette, at der skal sendes
det stærkest mulige signal. Det var ikke helt det budskab,
jeg hørte fra hr. Søvndal.
Meget har ændret sig på Balkan i de seneste år. I det
nordlige Balkan, hvor vi havde de store problemer i
begyndelsen af 1990'erne, er der ved at falde mere ro over
tingene, men det er rigtigt, som hr. Søren Søndergaard sagde
det, at siden Jugoslavien begyndte at falde fra hinanden, har
man måttet indse, at Kosovo var et problem og kunne blive et
værre problem.
Det havde da selvfølgelig været det bedste, om også
Kosovospørgsmålet havde været en del af Daytonløsningen. Det
blev det ikke. Det kunne ikke lade sig gøre, det var ikke
muligt. Det havde også været at foretrække, om den
sikkerhedsresolution, som FN vedtog den 23. september, havde
været vedtaget f.eks. før sommerferien, så havde man haft
mere tid efterfølgende, men det var ikke muligt. Først den
23. september viste det sig muligt at få russisk tilslutning
til en sikkerhedsrådsresolution.
Den situation, vi nu står i, er fortvivlende. 300.000
mennesker på flugt, den humanitære situation er på randen af
en veritabel katastrofe. Der er 50.000 mennesker, der
opholder sig i bjergene og i skovene uden tag over hovedet,
nødhjælpen kan ikke komme frem, de humanitære organisationer
bliver undertiden chikaneret, og vi er igen vidner til
massakrer og terror mod civilbefolkningen, mod gamle, kvinder
og børn. Situationen er oven i købet dramatisk forværret i de
seneste tre måneder.
Der er såmænd ingen grund til at spørge, hvorfor
indgrebet kommer nu. Tallene taler for sig selv. I slutningen
af juli var der ca. 100.000 flygtninge og internt fordrevne,
i midten af august ca. 200.000, i slutningen af august ca.
265.000, nu 300.000.
Vi skal ikke nøjes med at se til i afmagt, mens de grove
overgreb på grundlæggende menneskerettigheder fortsætter.
Jeg ønsker på ingen måde at trække noget fra i
diskussionen om et retligt grundlag. Den diskussion skal
tages alvorligt, det gør jeg, og det gør regeringen. Men jeg
vil have lov til at anføre, at det er alligevel et paradoks,
når vi fører denne diskussion på baggrund af det, som
Milosevic og hans regering foretager sig, som jo netop er
præget af en total mangel på respekt for grundlæggende
menneskerettigheder og folkeret og humanististiske
principper, og hvad vi ellers kan finde på at sige af pænt -
en total foragt.
Det har ikke været NATO's eller endsige Danmarks ønske,
at vi skulle komme til at stå i en situation, hvor truslen om
magtanvendelse må gøres reel, men vi lever altså i en verden,
desværre, hvor diktatorer kan sende hundredtusindvis af
mennesker af deres egen befolkning på flugt i nød og
elendighed. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, men ved at
lade stå til bliver det værre, og vi er kommet til det punkt,
hvor andre muligheder for at påvirke situationen er ved at
være udtømte.
Over de sidste syv måneder har det internationale
samfund igen og igen opstillet krav til Milosevic. FN har
gjort det, og EU, OSCE, Europarådet, kontaktgruppen for det
tidligere Jugoslavien, altså alle tænkelige organisationer
har været på banen. USA, Rusland og EU har hver for sig og i
fællesskab sendt diplomater til Beograd, og indtil nu må vi
sige, at lige lidt har det hjulpet. Jeg leverer gerne til
Forsvarsudvalget, som skal behandle forslaget, en fuld
dokumentation for, hvorledes det internationale samfund har
reageret igennem de sidste syv måneder med opfordringer til
den serbiske regering.
Vi har fra dansk side - og det har også lydt fra mange
andre sider - sagt, at man måtte have FN på banen, hvad angår
grundlaget for anvendelse af militær magt. Der foreligger to
resolutioner, begge vedtaget med hjemmel i FN-pagtens kapitel
7, omhandlende tvangsforanstaltninger. Begge resolutioner
indeholder bindende krav til Serbien, men især den seneste
resolution 1199 af 23. september kan ikke misforstås. Denne
resolution er nu 14 dage gammel.
Som det klart fremgik af generalsekretærens rapport i
mandags og Sikkerhedsrådets drøftelse i går, har Serbien ikke
overholdt resolutionens krav. Tværtimod - tværtimod -
fortsatte kamphandlingerne i større omfang også i dagene
efter resolutionens vedtagelse og helt frem til den 1.
oktober, da realiteterne i den militære trussel begyndte at
tegne sig.
Sikkerhedsstyrkerne er stadig aktive, og der er
gennemført massakrer på civile, på gamle kvinder og børn.
Tusindvis af mennesker risikerer at fryse ihjel ved vinterens
komme. Rapporten er uhyggelig læsning, og de humanitære
organisationer er selvfølgelig fortvivlede over situationen
og deres arbejdsvilkår. Derfor må der sendes et klart signal
om, at man ikke kan tolerere denne adfærd over for
befolkningen, og at nødhjælpen må have øjeblikkelig adgang.
Samtidig er vi selvfølgelig parat til fra dansk side at
yde vores bidrag til at afhjælpe den humanitære situation. Vi
har indtil nu ydet knap 21 mio. kr. til den internationale
humanitære indsats for at afhjælpe problemerne. En væsentlig
del af disse midler, næsten 8 mio. kr., er gået til FN's
appel af 21. september, størstedelen af pengene til FN's
flygtningeorganisation, UNHCR. Vi har også kanaliseret store
bidrag, i alt ca. 13 mio. kr., via de danske
hjælpeorganisationer.
Jeg har fuld tillid til, at det vil være muligt at nå
frem med yderligere dansk humanitær bistand, så snart der kan
sikres fysisk adgang. En yderligere dansk indsats vil kunne
ydes bl.a. til at sikre fødevareforsyningen, beskyttelse af
internerede, assistance til genbosætning, reintegrering af
flygtninge og internt fordrevne.
Lad mig understrege i denne sammenhæng, at hverken
Danmark eller EU eller NATO ønsker selvstændighed for Kosovo.
Det gør de omliggende lande heller ikke. Det gør Albanien og
Makedonien slet ikke. Det gør heller ikke Bulgarien og
Rumænien eller andre i regionen.
Målet med en indsats er umiddelbart at hjælpe i en
desperat situation, bidrage til, at nødhjælpen kan nå frem.
Men de militante kosovoalbanere, der ønsker uafhængigheden,
skal ikke tro, at Vesten nu kommer og spænder sig for deres
politiske mål. Serbiens territoriale integritet sættes der
ikke spørgsmålstegn ved. Det gøres der heller ikke i de
forskellige internationale vedtagelser.
Det er nødvendigt at lægge størst muligt pres på
Milosevic. Der må ikke være tvivl om budskabet.
Sikkerhedsrådets resolutioner skal efterleves.
Så et par bemærkninger til ordførerne. Hr. Søren
Søndergaard spørger, om der i virkeligheden er en helt anden
dagsorden her. Og hr. Søren Søndergaard spørger: Er Kosovo
noget særligt? Mit svar er: Ja, heldigvis. Og er Milosevic
noget særligt? Ja, heldigvis. Men der foreligger jo her og
ikke i modsætning til en lang række andre konflikter, som hr.
Søren Søndergaard nævnte, en sikkerhedsrådsresolution med
henvisning til kapitel 7 i Pagten, og det fremgår
udtrykkeligt af sikkerhedsrådsresolutionen, at konflikten
udgør en trussel for fred og sikkerhed i regionen.
Serbien - og det er også noget, der adskiller dette fra
andre af de konflikter, hr. Søren Søndergaard nævnte - er i
sikkerhedsresolutionen blevet pålagt, som det fremgår af
beslutningsforslaget, spalte 3, ophør af magtanvendelse mod
civilbefolkningen, pålagt tilbagetrækning af
sikkerhedsstyrkerne, pålagt at muliggøre effektiv og konstant
international overvågning af situationen i Kosovo, muliggøre
flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden, tillade fri
og uhindret adgang for de internationale organisationer og
gøre hurtige fremskridt i den politiske dialog med det
kosovoalbanske samfund.
Det er, hvad Sikkerhedsrådet pålægger den serbiske
regering og præsident, og det er det, der ikke er sket.
Til hr. Peter Skaarup: For det første er det helt
indlysende klart, som også hr. Jørgen Estrup og flere andre
har gjort opmærksom på, at det er Serbien, der har
hovedansvaret. Det nytter ikke, som hr. Skaarup gør det her,
at stille det op, som om at vi har at gøre med parter, der er
lige gode om det. Sådan hørte jeg nærmest hr. Peter Skaarups
indlæg. Det er der ikke tale om. Det er muligt, ja, det er
nødvendigt, klart, at placere hovedansvaret på den serbiske
part.
Hr. Skaarup spørger: Kan det senere komme på tale at
indsætte landtropper? Ja, det er en mulighed. Det kræver
selvfølgelig en ny beslutning i NATO, og det kræver en ny
beslutning her hos os, hvis det skulle gennemføres ved, at
der skulle sendes danske tropper. Men indsættelse af
landtropper er selvfølgelig en mulighed, og NATO's militære
myndigheder er sat til at overveje, hvorledes man i givet
fald mest hensigtsmæssigt kan gøre det, hvis situationen
kalder på det.
Hr. Peter Skaarup var inde på sanktionerne. Vi havde på
EU-ministermødet i mandags en diskussion om sanktionerne over
for Serbien og var enige om, at vi endnu en gang måtte gå
igennem vort register af sanktioner for at se, om de kunne
gøres mere effektive. Jeg tilsagde fra dansk side fuld støtte
til, at sanktionerne kan gøres så effektive som overhovedet
muligt. Det skal ikke skorte på vores bistand til det.
Hr. Søvndal var meget optaget af, at der skulle sættes
flere observatører ind. Jamen der er observatører. Vi har
ikke kunnet komme til at sætte ind, hvad vi bad om. F.eks. er
jo OSCE-missionen i Kosovo blevet lukket, sendt hjem. OSCE
har presset på igennem år for at få lov til at genåbne en
OSCE-mission i Kosovo. Det har vi ikke kunnet komme af sted
med. Vi har ikke fået lov. Det var i øvrigt, kan jeg sige,
den diplomatiske mission dernede, som opdagede de seneste
massakrer på kvinder og børn.
Mest rystende er det i øvrigt i forhold til, som vi ser
af generalsekretærens rapport, at serberne optrappede den
militære aktivitet netop i ugen efter vedtagelsen af
resolution 1199 i Sikkerhedsrådet.
Der skal ikke være tvivl om - det er også et svar til
hr. Søvndal - at Rusland skal inddrages mest muligt. Det sker
bl.a. ved et kontaktgruppemøde, som holdes på torsdag, altså
i morgen i Bruxelles, hvor der bliver en fornyet drøftelse,
hvor Rusland deltager fuldt ud. Det er selvfølgelig vigtigt
at sikre dialogen med Rusland i alle faser af denne sag.
Til sidst til hr. Jørgen Estrup: Det er rigtigt, at
situationen om det rigtige grundlag jo er under udvikling, og
først når den endelige beslutning om militær indgriben skal
træffes, vil det være muligt at foretage en vurdering af, om
der foreligger det fornødne retlige grundlag. Men jeg vil
gerne gøre opmærksom på, hvad der er regeringens standpunkt:
Vi har foretaget en helhedsvurdering af situationen,
således som det fremgår af beslutningsgrundlaget. Det er
således, at regeringens forslag er bygget sådan op, som det
tydeligt fremgår af selve teksten til beslutningsforslaget,
at Folketinget træffer en beslutning - det er nødvendigt - og
at regeringen derefter rådfører sig med Det Udenrigspolitiske
Nævn.
Det er regeringens forslag, og det er helt i overensstemmelse med den almindelige procedure, som vi plejer at følge i Folketinget i sager af den art.