Forsvarsudvalget
(B 4 - bilag 31)
(Offentligt)
Til beslutningsforslag nr. B 4 Folketinget 1998-99
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i et antal møder og har herunder stillet spørgsmål til udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse har besvaret dels skriftligt og dels mundtligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og udenrigsministerens og forsvarsministerens svar herpå er tillige med nogle avisartikler optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af
udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med de af
mindretallet stillede ændringsforslag.
Mindretallet finder, at der slet ikke er tvivl om, at
alle må og skal fordømme den form for krigsførelse, som man i de
sidste måneder har set i Kosovo, hvor en hel befolkning tages som
gidsel, hvor hundrede tusinder drives på flugt, hvor huse brændes
af, hvor etnisk udrensning finder sted i stort omfang, og hvor
uskyldige myrdes, som fundet af de sidste massegrave fortæller
deres grufulde beretning om. Mindretallet tror egentlig, at alle i
Folketinget kan mødes i en fælles fordømmelse af en sådan foragt
for menneskeliv.
Der er heller ingen tvivl om, at Serbien spiller den
altdominerende hovedrolle i terroren.
FN's generalsekretær Kofi Annan skriver i sin rapport af
3. oktober 1998 til FN's Sikkerhedsråd, at "Det står klart over
enhver rimelig tvivl, at det store flertal af disse handlinger er
begået af sikkerhedsstyrker i Kosovo under FRY-autoritet, men
kosovoalbanske paramilitære enheder har også været involveret i
militære aktioner, og der er god grund til at tro, at de også har
begået grusomheder.".
Hvorfor er denne udtalelse så interessant? Det er den,
fordi vi i dag har diskuteret, om Danmark sammen med en række
andre vestlige lande skal sende kampfly afsted for at straffe
serberne. Ifølge beslutningsforslaget er der fire formål med
aktionen.
Det ene formål er at stoppe kamphandlingerne i Kosovo.
Det andet er at forhindre en humanitær katastrofe. Det tredje er
at opnå en aftale om ophør af vold, og det fjerde er at starte
seriøse forhandlinger om en politisk aftale mellem konfliktens
parter, jf. bemærkningerne i lovforslaget side 4, spalte 1.
De afgørende spørgsmål i forhold til disse formål er
derfor, om det er sandsynligt, at bombardementer i Kosovo og
Serbien vil stoppe kamphandlingerne?
Hvad nu, hvis det stik modsatte sker, og sammenligningen
til Bosnien ikke holder? Bosnien var i en situation, hvor der
forelå en forhandlet aftale mellem de tre parter, Dayton-aftalen,
før man satte ind med militæret.
Hvad nu, hvis man tager fejl, og konflikten på baggrund
heraf eskalerer? Hvad nu, hvis civilbefolkningen i endnu højere
grad bliver taget som gidsler? Hvad nu, hvis endnu flere drives på
flugt og konflikten udvides til større dele af Balkan? Hvad nu,
hvis der skabes en endnu større humanitær katastrofe? Disse
spørgsmål er man nødt til at overveje.
Karsten Fledelius' analyse i Dagbladet Information den 7.
oktober 1998 er derfor interessant.
Han siger i forhold til situationen i Serbien: "Der er
formodentlig ikke nogen tvivl om, at Seselj"
(viceministerpræsident og leder af Det Serbiske Radikale Parti) "faktisk er ganske
interesseret i krydsermissiler og bomber fra udlandet. For den
militære virkning af dem vil være ringe. Til gengæld vil deres
psykologiske virkning, som vil blive yderligere forstørret gennem
de stærkt regeringskontrollerede serbiske massemedier, være en
stor gevinst for ham. De vil legitimere den stramning af
forholdene i Serbien, han så brændende ønsker sig."
Ser man på den anden part, er der ingen tvivl om, at en
militær NATO-indsats vil være til fordel for UCK.
Det er vigtigt at stille disse spørgsmål og besvare dem,
inden bomberne slippes løs, for ikke at bevæge sig fra en
situation, der er grusom, til en situation, der er helt ude af kontrol,
hvor man risikerer, at et brændende bål bryder ud i en
altfortærende brand.
Netop fordi situationen er så sammensat og fordi
situationen er så farlig, er det afgørende at fastholde, at det er FN,
der spiller den helt afgørende rolle. Det ville jo være at spille
hasard at sige ja til bomber uden at have et klart mandat fra FN's
Sikkerhedsråd.
Udenrigsministeren har sagt, at det ikke drejer sig om
finere jura, men om vi stadig vil have et FN-system, der varetager
konfliktløsning i verden. Det er umuligt at finde den folkeretlige
legitimitet for dette militære angreb, jf. FN-pagtens kapitel VII,
hvoraf fremgår, at det alene er Sikkerhedsrådet, der kan give
mandat. Det drejer sig også om den russiske position. Det drejer sig
om, om man tror, man kan lave en varig europæisk fred, når Rusland
i stigende grad oplever at blive isoleret.
Det betyder ikke, at vi bare passivt skal se til, mens
grusomhederne pågår. Det betyder, at alle diplomatiske veje skal
betrædes.
Det betyder ligeledes, at man skal sende observatører
afsted og det betyder, at vi skal være klar med civil hjælp.
Kofi Annan siger det meget tydeligt i den tidligere
omtalte rapport, side 8: "Det er bydende nødvendigt, at den
internationale tilstedeværelse skal styrkes og gøres mere effektiv.".
Han nævner diplomatiske observationer, tilstedeværelse af
menneskerettighedsobservatører og en bedre koordinering af den
internationale indsats.
Dette er derfor ikke et valg mellem at læne sig tilbage
og sige, der er ikke noget at gøre, eller at gennemføre et
bombetogt. Det er valget mellem en vej, der er højst risikabel, hvor
man risikerer, at bevæge sig fra asken til ilden, og så en vej,
der respekterer FN som ordenshåndhæver, og hvorved man gennemfører
de ting, FN's generalsekretær peger på i sin rapport til
Sikkerhedsrådet.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller beslutningsforslaget til forkastelse og vil ved 2.
(sidste) behandling redegøre for sin stilling til det under nr. 2
stillede ændringsforslag.
Mindretallet er meget bekymret for udviklingen i den del
af Forbundsrepublikken Jugoslavien, der hedder Kosova.
Både serbere og kosova-albanere har i dette område lidt
megen smerte, og det er desværre stadig tilfældet - endda med
forøget styrke. Det er derfor vigtigt, at Vesten og FN aktivt hjælper
humanitært med fødevarer, nødhjælp, medicin, telte, feltlazaretter
etc. og eventuelt med læger og sygeplejersker, hvis der bliver
brug og mulighed for det.
De fleste er enige om, at i dette humanitære arbejde skal
Danmark også være med og helst i en meget aktiv medvirken.
Derudover har Dansk Folkeparti foreslået, at Danmark
afsender mobile flygtningelejre til området eller som mindstemål i
hvert fald effektive telte, der kan modstå vejr og vind. Vi må og
skal hjælpe mennesker, der er i nød.
På denne måde kan vi hjælpe nødlidte mennesker i deres
nærområde, så de hurtigt kan vende tilbage til deres hjemland, når
der er kommet mere fredelige forhold.
Med dette beslutningsforslag om en militær aktion med
danske jagerbombere lægges der op til, at situationen i Kosova kan
løses med militære midler, og at Danmark her skal spille en stor
rolle med deltagelse af kampfly, bombninger og sandsynligvis med
landtropper, hvilket Dansk Folkeparti ikke kan acceptere. Efter
udvalgsbehandlingen af nærværende forslag står det endog klart, at
det kan regnes for overordentlig sandsynligt, at Danmark
nødvendigvis må stille med landtropper. I Aktuelt den 6. oktober 1998 er
forsvarsministeren citeret for, at Danmark formodentlig skal
stille med 500 soldater til en landkrig.
Det er muligt, at der hos regeringen er et ønske om, at
Danmark skal "placere sig på landkortet" og sidde med til bords,
når det "internationale samfund" "løser" alle problemerne, men i
Dansk Folkeparti stiller vi os stærkt tvivlende over for, om en
militær aktion fra Danmarks side i en borgerkrig ensidigt rettet
mod den ene part, nemlig serberne, er nogen løsning.
Kendsgerningerne er jo, at serberne bestemt ikke er de
eneste, der har begået ugerningerne i det plagede område. Den
etnisk albanske oprørsgruppe, UCK har også - i øvrigt med hjælp fra
pengeindsamlinger i en række lande, herunder Danmark - skaffet sig
slagkraftige våben og også stået bag en række brutale handlinger.
Det er således helt uforståeligt, at udenrigsministeren
og forsvarsministeren tror på, at danske bombardementer i
Forbundsrepublikken Jugoslavien kan skabe fred. Det er helt forkert,
hvis man tror på dette.
Når bombningerne er overstået, er hadet mellem de to
grupper blot endnu større, og de har let adgang til våben. Hvad
vil regeringen så gøre? Sætte landtropper ind? I så fald mod hvem?
Skal der være imod de kristne eller mod muslimerne? Begge dele vil
være helt uacceptabelt. Det er jo i høj grad en krig mellem to
etniske grupper, der står fast forankret i deres religioner. Nogle
vil kalde det en religionskrig. Er det Danmarks opgave at gå ind i
en religionskrig?
Nej, mener Dansk Folkeparti.
Forbundsrepublikken Jugoslavien er ikke et NATO-land i
fare, og landet er heller ikke blevet angrebet af et andet land.
Der er tale om en borgerkrig, der kun kan løses ad diplomatisk
vej.
Dansk militær skal trods alt først og fremmest beskæftige
sig med forsvaret af Danmark, og så i øvrigt gøre det der kræves
for at forsvare NATO-territorium. Medvirken i en militær aktion i
Kosova er ikke en nødvendighed for dette, hvorfor andre NATO-lande
som Island, Luxembourg, Grækenland og måske Tyskland heller ikke
ønsker at deltage med angrebsfly i styrken.
Det er absurd, hvis danske soldater i al fremtid på denne
måde skal tvinges til at rende rundt og "løse" alle mulige
uløselige borger- og stammekrige.
Men det er desværre blevet en slags automatik, at den
danske regering siger ja, hver eneste gang det er på tale, at det
internationale samfund skal reagere militært på en eller anden
situation.
Man skal huske på, at samtidig med at disse projekter -
også Kosovo-angrebet - er kostbare, sættes danske soldaters liv og
førlighed på spil i et område, hvor Danmark intet har at gøre med
militære enheder.
Nogen mener så, at det er den nye verdensorden, vi skal
vænne os til, hvor omverdenen i enhver situation, hvor et
mindretal eller et flertal i et land bliver terroriseret af andre, skal
gå ind og bombe eller gennemføre en militær aktion i det
pågældende land.
Det ville i givet fald indebære, at vi skulle bombe
kineserne, der undertrykker tibetanerne, at vi skulle bombe i Rwanda,
at vi skulle bombe burmeserne, der ikke tåler opposition, og at
Danmark skal medvirke i bombardementer i Nordirland, hvor
terrorgrupper spreder skræk og ødelæggelse. Hvis vi skulle alt det,
ville vi sandelig få nok at gøre.
Erfaringen fortæller, at når man skal til at gå i krig,
er der højt humør og stor optimisme. "Nu skal vi klare
problemerne, - en gang for alle". Det siger "Gallup" måske også lige nu.
Men stemningen vender ret hurtigt, når de første danske fly bliver
skudt ned, eller når serbere her i landet vil hævne de bomber,
danskerne har kastet. Så vil de fleste bittert fortryde, hvad den
danske regering førte dem ud i.
Efter Dansk Folkepartis opfattelse er det ved
forhandlingsbordet, striden skal løses, ikke med danske bomber. Vi er et
fredeligt land, og danskerne er fredelige mennesker.
Dansk Folkeparti kan på den baggrund ikke tilslutte sig
forslaget om at sende danske militære enheder til Kosova.
Dansk Folkeparti har taget aktiv del i udvalgsarbejdet,
men må desværre konstatere, at et flertal i Forsvarsudvalget har
umuliggjort en seriøs behandling ved at insistere på, at
nærværende forslag skulle trumfes igennem i Folketinget i løbet af mindre
end et døgn, hvilket ikke levnede tid til en reel gennemgang og
ordentlig besvarelse af en række vigtige spørgsmål til regeringen.
Eksempelvis svarede regeringen i korte 2-liniers
staccato-svar på stort set alle de stillede spørgsmål, eksempelvis på
spørgsmålet om, hvilke reaktioner danske bombninger ville få fra
de serbere, der har bopæl i Danmark, og om regeringen ville stoppe
de ulovlige pengeoverførsler fra Danmark til UCK, som man har
kendskab til. På samme måde blev der under samråd med ministrene i
udvalget i de sene nattetimer blot henvist til andre ministre uden
de pågældende kunne spørges, så svaret kunne foreligge inden
udformningen af betænkningen og sågar inden afstemningen og
afgørelsen af nærværende forslag i folketingssalen.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget)
indstiller beslutningsforslaget til forkastelse, men kan tilslutte
sig det under nr. 2 stillede ændringsforslag.
Mindretallet skal beklage, at Folketinget på anbefaling
af regeringen her på sin første rigtige arbejdsdag vil træffe
beslutning om at sende Danmark i krig. Hele "debatten" om denne
vigtige beslutning - både i folketingssalen og i Forsvarsudvalget
- er kørt igennem på mindre end et døgn. Resultatet er, at der
stadig er en lang række uafklarede spørgsmål, og at en af de helt
centrale tekster i folketingets beslutningsgrundlag end ikke
foreligger på dansk. I den forbindelse er Udenrigsministeriets
besvarelser af spørgsmål 56 og spørgsmål 71 fra Forsvarsudvalget
bestemt et studium værd.
Det er skæbnes ironi at dette lovjaskeri finder sted
mindre end en uge efter, at Folketinge>