Forrige

Søren Søndergaard (EL):
Jeg kan ikke lade være med at starte med at sige, at for mindre end en uge siden var en hel gruppe af landets fremmeste mænd og kvinder til konference på Hotel Marienlyst
i Nordsjælland om beslutningsprocessen i Folketinget. De gav højtideligt hinanden håndslag på, at nu skulle det være slut med lovjaskeri, og der skulle være masser af tid til at forberede og gennemføre beslutningerne, og så i dag på Folketingets første arbejdsdag behandler vi på et ekstraordinært møde et forslag fra regeringen om at sende Danmark i krig. Forslaget fik vi hasteoversendt i en piratudgave sidst på eftermiddagen i går, og det er altså regeringens idé, at det hele skal behandles færdigt af Folketinget på 24 timer. Det kunne endda gå, hvis der ikke var en del uklarheder i forslaget, men det er der jo. Der er så mange uklarheder - det hørte vi jo bl.a. fra den radikale ordfører - at de afgørende spørgsmål i forbindelse med denne beslutning er noget, som først skal konsulteres med Nævnet efterfølgende. Folk vil måske sige: Jamen det er jo en hastesag, det handler om en truende humanitær katastrofe, så derfor må der handles hurtigt nu. Men er der noget, man kan sige om situationen i Kosova, er det vel, at det er den mest forudsigelige situation, man overhovedet kan forestille sig. Der er intet uforudsigeligt, der er intet aktuelt, som ikke kunne have værer forudset i lang tid. Sporet blev lagt, da Milosevics serbisk-nationalistiske regering i slutningen af 1980'erne ophævede Titoforfatningen fra 1974, som faktisk sikrede Kosova et udstrakt selvstyre. Det fortsatte med massive menneskerettighedsovergreb over for den kosovaalbanske befolkning, overgreb og undertrykkelse, som blev forstærket efter Daytonaftalerne, hvor Kosovaspørgsmålet nænsomt var holdt ude. Men tryk avler som bekendt modtryk, og den årelange undertrykkelse har ført til dannelsen af Kosovas Befrielseshær, UCK.
     I de sidste 8 måneder har vi så haft en regulær krig, og
i den krig er der begået ugerninger fra begge sider. Men når det gælder om at skabe frygt og etnisk udrensning, må man sige, at det serbiske regime er overlegent. Det har jo også erfaringerne fra Bosnien, Sarajevo, Gorazde, Srebrenica vist, og resultatet har vi set med flere hundrede tusinde mennesker på flugt. Hvis vi kigger på, hvordan det vestlige samfund har forholdt sig til de 10 års mareridt for den kosovaalbanske befolkning, må vi jo konstatere, at det stort set har været med ligegyldighed. Vi kan jo bare huske, hvad vi gjorde her i Danmark, da vi fik nogle få tusinde desertører, som ikke ønskede at tjene i nationalisten Milosovics hær, og de fleste af dem var fra Kosova. Rullede vi den røde løber ud og sagde:
Velkommen, I har virkelig gjort det godt, at I flygtede fra sådan en rædselsfuld krig og ikke vil deltage i den? Nej, vi gjorde, hvad vi kunne for at få dem sendt tilbage. Rugova har været nævnt, og her kan man jo sige, at den mand - i modsætning til, hvad der blev sagt fra Dansk Folkepartis side - har været utrolig fredelig og har stået for en utrolig fredelig linje. Men han er jo ikke blevet respekteret og har ikke fået den opbakning fra det vestlige samfund, han har fortjent, og den pris, vi betaler nu, er resultatet af de fejl og mangler. Desværre er fejlene og manglerne ikke hørt op, for er der én ting, der ligger fast i den vestlige holdning, er det, at Kosovas befolkning ikke har ret til selvbestemmelse - den ret, som sønderjyderne fik efter Første Verdenskrig, den ret, som f.eks. franskcanadierne har haft i Canada, til at tage stilling til, hvilket land de ønsker at høre til, eller om de ønsker selvstændighed. Men den rettighed skal kosovaalbanerne ikke have. Alle de planer og alle de ideer, der har været fremlagt, har været holdt inden for den ramme, at kosovaalbanerne ikke skal have ret til selvstændighed, og alene derfor er det ikke muligt for Enhedslisten at støtte dette forslag.
     I sommer blev tusinder drevet op i bjergene, og vi så allerede dengang en humanitær katastrofe. Man kan så stille spørgsmålet: Hvorfor kommer indgrebet så nu? Hvorfor kom indgrebet ikke på det tidspunkt? Man kan jo spekulere meget, men det er jo interessant, at indgrebet kommer på et tidspunkt, hvor der er sket to ting: den ene ting er, at UCK er blevet militært nedkæmpet, og det vil sige, at risikoen set fra det vestlige samfunds og Milosevics side for, at der kunne være en stærk part, som krævede selvstændighed, er væk,
i hvert fald på kort sigt. Den anden ting er, at vinteren er ved at komme, og vinteren i Bosnien og på Balkan i det hele taget er jo ikke en tid, hvor man kører rundt med store, tunge kanoner. Det vil sige, at den overlegenhed, som serberne har, kan de ikke bruge til noget om vinteren, og det vil igen sige, at vi under alle omstændigheder står i en situation, hvor kampene aftager, og hvor der ikke vil være militære operationer af noget større omfang. Derfor mener vi i Enhedslisten, at man kommer med den trussel nu, fordi man rent faktisk ved, at muligheden for at få et kompromis er ret stor. Dermed undlader man at bruge det, som var den eneste reelle mulighed før, som er den eneste reelle mulighed nu, og som er den eneste reelle mulighed i fremtiden, nemlig at støtte de kræfter i Kosova, som arbejder for demokrati, menneskerettigheder og selvstændighed. Det er vores alternativ fra Enhedslisten.

Næste