Peter Duetoft (CD):
CD støtter det fremsatte forslag, og så kunne jeg jo sådan
set stoppe dér, men så let skal man da ikke slippe.
Vi mener, som jeg sagde i en kort bemærkning før,
at der er hjemmel i den FN-resolution, der er vedtaget. Og
der er nogle grundsynspunkter omkring det, som jeg godt lige
vil line lidt op.
Jeg tror, at Eksjugoslavien øjensynlig kun kan forstå
militære magtmidler. Det er øjensynlig også den konklusion,
man kan drage, når man følger Bosniensituationen, og også nu,
når vi diskuterer Kosovo. Derfor er det for os afgørende, at
hvad vi gør nu, i virkeligheden er et bevis på, om vi har
forstået, hvad der foregik, dengang Bosnienkonflikten var i
gang.
Dengang agerede vi meget, meget langsomt. Dengang
agerede vi meget svagt, og det kørte bare derudad, indtil man
til sidst fik taget jernnæven frem, og så begyndte der at ske
noget. Dér er det, vi må sige, at det er øjensynlig det
sprog, der tales i det område, og derfor har vi ikke mange
andre valgmuligheder end også at have den militære dimension
igen, som jeg sagde før, det øjeblik diplomatiet ikke kan
gøre mere.
Jeg vil godt give hr. Søren Søndergaard ret - ret i, at
det hele startede, dengang man splittede Eksjugoslavien
forkert, for hurtigt, for ustruktureret. Jeg tror, hr. Gert
Petersen, hr. Estrup og jeg var tre af dem, der i den ene
debat efter den anden her i Folketingssalen faktisk sagde
det. Men det var der ikke meget lydhørhed for dengang, for
dengang skulle alting gå så hurtigt som overhovedet muligt.
Men jeg vil godt give den indrømmelse, at det er
problemer, der er startet, fordi Europa handlede forkert
dengang. Men det ændrer jo ikke noget ved, at problemerne,
som vi ser dem i dag, skal løses, og problemerne er, at vi
har mennesker, som er i dyb nød.
Hr. Villy Søvndal var meget optaget af, at jeg er
historiker, og spurgte om min holdning til Irak og nu til det
her og, om jeg kunne lide det. Nu er en historiker en, der
ser mere end et halvt år tilbage, og jeg vil bare sige til
hr. Søvndal, at dette i miniatureformat er samme spil, som
man så i slutningen af 1930'erne, hvor en diktator fik lov
til at blive ved og ved og ved at snakke, og man blev ved og
ved og ved at tro. Og der var mennesker, der som hr. Villy
Søvndal mente fred i vor tid, og vi kan nok snakke os til
rette, og de siger gode ting, og nu gør de sådan, og hvad ved
jeg. Men verden så altså, at diktatorer ofte er nogle
mennesker, som tænker lidt mere skarpt, end vi andre gør.
Jeg tror, at Danmark sender to gode signaler med det her
forslag. Det ene er, at Danmark har et medansvar for, hvad
der foregår rundt om i verden. Jeg synes, at det er utrolig
godt af regeringen, og regeringen skal have tak for, at der
ikke er nogen diskussion om, at Danmark er med til at løse
problemerne. Det andet er, at vi lever op til det
menneskesyn, som vi alle sammen i Danmark eller de fleste af
os i hvert fald går rundt og siger vi har, nemlig at
mennesker skal have det ordentligt og man skal behandle
hinanden pænt.
Jeg vil sige, at jeg tror, at det rammer os, hvis ikke
vi gør noget her. Jeg tror, det rammer vores menneskesyn,
hvis vi aften efter aften ser ulykkelige menneskeskæbner i
tv, og vi så bare ikke handler. For mig er det en langsom
vej, men det er vejen mod den nye verdensorden, og jeg kan
ikke se, at der er et alternativ.
Til hr. Skaarup vil jeg godt sige, at en af de ting i
den nye verdensorden er, at man ikke nøjes med at blande sig,
når stater kæmper mod stater, men at verdenssamfundet faktisk
også har et medansvar, f.eks. i en borgerkrig, når der sker
umenneskelige ting. Så det her er ikke en let beslutning.
Jeg tror ikke, at der er et eneste af Folketingets
medlemmer, når de i morgen, eller hvornår det nu er, trykker
på den grønne knap, gør det hverken ivrigt eller glad eller
lettet. Jeg tror, at alle Folketingets medlemmer, der vil
støtte den her beslutning, ved, at det er farligt, ved, at
der er en risiko, ved, at der er ukendte størrelser, ved, at
det er nødvendigt at støtte de folk, der bliver sendt ud, men
vi ved også, at vi er nødt til at tage ansvaret, hvis der er
noget, der går galt mere eller mindre. Men jeg tror ikke, at
der er nogen, der kan sige til dem, der vil stemme for det
her forslag, at de ikke nøje har overvejet konsekvenserne.
Forskellen på dem, der stemmer for forslaget, og dem,
der stemmer imod forslaget, er måske i virkeligheden, at vi,
der stemmer for, har overvejet konsekvenserne af forslaget,
men vi har også overvejet konsekvenserne af ikke at gøre det,
medens de, der stemmer imod, måske ikke rigtig har tænkt på,
hvad det er for nogle principper, og hvad det er for en
verden, man skaber ved bare at sige, at det dér vil vi ikke
blande os i andet end ved sniksnak.
Så vi er for forslaget og skal gerne hjælpe med til, at
det kommer igennem Folketinget så hurtigt som muligt.