Forsvarsudvalget
                                                         (B 4 - bilag 31)
                                                             (Offentligt)

Til beslutningsforslag nr. B 4 Folketinget 1998-99

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 8. oktober 1998

Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til
en NATO-indsats på det vestlige Balkan

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i et antal møder og har herunder stillet spørgsmål til udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse har besvaret dels skriftligt og dels mundtligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og udenrigsministerens og forsvarsministerens svar herpå er tillige med nogle avisartikler optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag. Mindretallet finder, at der slet ikke er tvivl om, at alle må og skal fordømme den form for krigsførelse, som man i de sidste måneder har set i Kosovo, hvor en hel befolkning tages som gidsel, hvor hundrede tusinder drives på flugt, hvor huse brændes af, hvor etnisk udrensning finder sted i stort omfang, og hvor uskyldige myrdes, som fundet af de sidste massegrave fortæller deres grufulde beretning om. Mindretallet tror egentlig, at alle i Folketinget kan mødes i en fælles fordømmelse af en sådan foragt for menneskeliv.
         Der er heller ingen tvivl om, at Serbien spiller den altdominerende hovedrolle i terroren.
         FN's generalsekretær Kofi Annan skriver i sin rapport af
3. oktober 1998 til FN's Sikkerhedsråd, at "Det står klart over enhver rimelig tvivl, at det store flertal af disse handlinger er begået af sikkerhedsstyrker i Kosovo under FRY-autoritet, men kosovoalbanske paramilitære enheder har også været involveret i militære aktioner, og der er god grund til at tro, at de også har begået grusomheder.". Hvorfor er denne udtalelse så interessant? Det er den, fordi vi i dag har diskuteret, om Danmark sammen med en række andre vestlige lande skal sende kampfly afsted for at straffe serberne. Ifølge beslutningsforslaget er der fire formål med aktionen. Det ene formål er at stoppe kamphandlingerne i Kosovo. Det andet er at forhindre en humanitær katastrofe. Det tredje er at opnå en aftale om ophør af vold, og det fjerde er at starte seriøse forhandlinger om en politisk aftale mellem konfliktens parter, jf. bemærkningerne i lovforslaget side 4, spalte 1. De afgørende spørgsmål i forhold til disse formål er derfor, om det er sandsynligt, at bombardementer i Kosovo og Serbien vil stoppe kamphandlingerne? Hvad nu, hvis det stik modsatte sker, og sammenligningen til Bosnien ikke holder? Bosnien var i en situation, hvor der forelå en forhandlet aftale mellem de tre parter, Dayton-aftalen, før man satte ind med militæret. Hvad nu, hvis man tager fejl, og konflikten på baggrund heraf eskalerer? Hvad nu, hvis civilbefolkningen i endnu højere grad bliver taget som gidsler? Hvad nu, hvis endnu flere drives på flugt og konflikten udvides til større dele af Balkan? Hvad nu, hvis der skabes en endnu større humanitær katastrofe? Disse spørgsmål er man nødt til at overveje. Karsten Fledelius' analyse i Dagbladet Information den 7. oktober 1998 er derfor interessant. Han siger i forhold til situationen i Serbien: "Der er formodentlig ikke nogen tvivl om, at Seselj" (viceministerpræsident og leder af Det Serbiske Radikale Parti) "faktisk er ganske interesseret i krydsermissiler og bomber fra udlandet. For den militære virkning af dem vil være ringe. Til gengæld vil deres psykologiske virkning, som vil blive yderligere forstørret gennem de stærkt regeringskontrollerede serbiske massemedier, være en stor gevinst for ham. De vil legitimere den stramning af forholdene i Serbien, han så brændende ønsker sig." Ser man på den anden part, er der ingen tvivl om, at en militær NATO-indsats vil være til fordel for UCK. Det er vigtigt at stille disse spørgsmål og besvare dem, inden bomberne slippes løs, for ikke at bevæge sig fra en situation, der er grusom, til en situation, der er helt ude af kontrol, hvor man risikerer, at et brændende bål bryder ud i en altfortærende brand. Netop fordi situationen er så sammensat og fordi situationen er så farlig, er det afgørende at fastholde, at det er FN, der spiller den helt afgørende rolle. Det ville jo være at spille hasard at sige ja til bomber uden at have et klart mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Udenrigsministeren har sagt, at det ikke drejer sig om finere jura, men om vi stadig vil have et FN-system, der varetager konfliktløsning i verden. Det er umuligt at finde den folkeretlige legitimitet for dette militære angreb, jf. FN-pagtens kapitel VII, hvoraf fremgår, at det alene er Sikkerhedsrådet, der kan give mandat. Det drejer sig også om den russiske position. Det drejer sig om, om man tror, man kan lave en varig europæisk fred, når Rusland
i stigende grad oplever at blive isoleret. Det betyder ikke, at vi bare passivt skal se til, mens grusomhederne pågår. Det betyder, at alle diplomatiske veje skal betrædes. Det betyder ligeledes, at man skal sende observatører afsted og det betyder, at vi skal være klar med civil hjælp. Kofi Annan siger det meget tydeligt i den tidligere omtalte rapport, side 8: "Det er bydende nødvendigt, at den internationale tilstedeværelse skal styrkes og gøres mere effektiv.". Han nævner diplomatiske observationer, tilstedeværelse af menneskerettighedsobservatører og en bedre koordinering af den internationale indsats. Dette er derfor ikke et valg mellem at læne sig tilbage og sige, der er ikke noget at gøre, eller at gennemføre et bombetogt. Det er valget mellem en vej, der er højst risikabel, hvor man risikerer, at bevæge sig fra asken til ilden, og så en vej, der respekterer FN som ordenshåndhæver, og hvorved man gennemfører de ting, FN's generalsekretær peger på i sin rapport til Sikkerhedsrådet.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse og vil ved 2. (sidste) behandling redegøre for sin stilling til det under nr. 2 stillede ændringsforslag.
         Mindretallet er meget bekymret for udviklingen i den del af Forbundsrepublikken Jugoslavien, der hedder Kosova. Både serbere og kosova-albanere har i dette område lidt megen smerte, og det er desværre stadig tilfældet - endda med forøget styrke. Det er derfor vigtigt, at Vesten og FN aktivt hjælper humanitært med fødevarer, nødhjælp, medicin, telte, feltlazaretter etc. og eventuelt med læger og sygeplejersker, hvis der bliver brug og mulighed for det. De fleste er enige om, at i dette humanitære arbejde skal Danmark også være med og helst i en meget aktiv medvirken. Derudover har Dansk Folkeparti foreslået, at Danmark afsender mobile flygtningelejre til området eller som mindstemål i hvert fald effektive telte, der kan modstå vejr og vind. Vi må og skal hjælpe mennesker, der er i nød. På denne måde kan vi hjælpe nødlidte mennesker i deres nærområde, så de hurtigt kan vende tilbage til deres hjemland, når der er kommet mere fredelige forhold. Med dette beslutningsforslag om en militær aktion med danske jagerbombere lægges der op til, at situationen i Kosova kan løses med militære midler, og at Danmark her skal spille en stor rolle med deltagelse af kampfly, bombninger og sandsynligvis med landtropper, hvilket Dansk Folkeparti ikke kan acceptere. Efter udvalgsbehandlingen af nærværende forslag står det endog klart, at det kan regnes for overordentlig sandsynligt, at Danmark nødvendigvis må stille med landtropper. I Aktuelt den 6. oktober 1998 er forsvarsministeren citeret for, at Danmark formodentlig skal stille med 500 soldater til en landkrig. Det er muligt, at der hos regeringen er et ønske om, at Danmark skal "placere sig på landkortet" og sidde med til bords, når det "internationale samfund" "løser" alle problemerne, men i Dansk Folkeparti stiller vi os stærkt tvivlende over for, om en militær aktion fra Danmarks side i en borgerkrig ensidigt rettet mod den ene part, nemlig serberne, er nogen løsning. Kendsgerningerne er jo, at serberne bestemt ikke er de eneste, der har begået ugerningerne i det plagede område. Den etnisk albanske oprørsgruppe, UCK har også - i øvrigt med hjælp fra pengeindsamlinger i en række lande, herunder Danmark - skaffet sig slagkraftige våben og også stået bag en række brutale handlinger. Det er således helt uforståeligt, at udenrigsministeren og forsvarsministeren tror på, at danske bombardementer i Forbundsrepublikken Jugoslavien kan skabe fred. Det er helt forkert, hvis man tror på dette. Når bombningerne er overstået, er hadet mellem de to grupper blot endnu større, og de har let adgang til våben. Hvad vil regeringen så gøre? Sætte landtropper ind? I så fald mod hvem? Skal der være imod de kristne eller mod muslimerne? Begge dele vil være helt uacceptabelt. Det er jo i høj grad en krig mellem to etniske grupper, der står fast forankret i deres religioner. Nogle vil kalde det en religionskrig. Er det Danmarks opgave at gå ind i en religionskrig? Nej, mener Dansk Folkeparti. Forbundsrepublikken Jugoslavien er ikke et NATO-land i fare, og landet er heller ikke blevet angrebet af et andet land. Der er tale om en borgerkrig, der kun kan løses ad diplomatisk vej. Dansk militær skal trods alt først og fremmest beskæftige sig med forsvaret af Danmark, og så i øvrigt gøre det der kræves for at forsvare NATO-territorium. Medvirken i en militær aktion i Kosova er ikke en nødvendighed for dette, hvorfor andre NATO-lande som Island, Luxembourg, Grækenland og måske Tyskland heller ikke ønsker at deltage med angrebsfly i styrken. Det er absurd, hvis danske soldater i al fremtid på denne måde skal tvinges til at rende rundt og "løse" alle mulige uløselige borger- og stammekrige. Men det er desværre blevet en slags automatik, at den danske regering siger ja, hver eneste gang det er på tale, at det internationale samfund skal reagere militært på en eller anden situation. Man skal huske på, at samtidig med at disse projekter - også Kosovo-angrebet - er kostbare, sættes danske soldaters liv og førlighed på spil i et område, hvor Danmark intet har at gøre med militære enheder. Nogen mener så, at det er den nye verdensorden, vi skal vænne os til, hvor omverdenen i enhver situation, hvor et mindretal eller et flertal i et land bliver terroriseret af andre, skal gå ind og bombe eller gennemføre en militær aktion i det pågældende land. Det ville i givet fald indebære, at vi skulle bombe kineserne, der undertrykker tibetanerne, at vi skulle bombe i Rwanda, at vi skulle bombe burmeserne, der ikke tåler opposition, og at Danmark skal medvirke i bombardementer i Nordirland, hvor terrorgrupper spreder skræk og ødelæggelse. Hvis vi skulle alt det, ville vi sandelig få nok at gøre. Erfaringen fortæller, at når man skal til at gå i krig, er der højt humør og stor optimisme. "Nu skal vi klare problemerne, - en gang for alle". Det siger "Gallup" måske også lige nu. Men stemningen vender ret hurtigt, når de første danske fly bliver skudt ned, eller når serbere her i landet vil hævne de bomber, danskerne har kastet. Så vil de fleste bittert fortryde, hvad den danske regering førte dem ud i. Efter Dansk Folkepartis opfattelse er det ved forhandlingsbordet, striden skal løses, ikke med danske bomber. Vi er et fredeligt land, og danskerne er fredelige mennesker. Dansk Folkeparti kan på den baggrund ikke tilslutte sig forslaget om at sende danske militære enheder til Kosova. Dansk Folkeparti har taget aktiv del i udvalgsarbejdet, men må desværre konstatere, at et flertal i Forsvarsudvalget har umuliggjort en seriøs behandling ved at insistere på, at nærværende forslag skulle trumfes igennem i Folketinget i løbet af mindre end et døgn, hvilket ikke levnede tid til en reel gennemgang og ordentlig besvarelse af en række vigtige spørgsmål til regeringen. Eksempelvis svarede regeringen i korte 2-liniers staccato-svar på stort set alle de stillede spørgsmål, eksempelvis på spørgsmålet om, hvilke reaktioner danske bombninger ville få fra de serbere, der har bopæl i Danmark, og om regeringen ville stoppe de ulovlige pengeoverførsler fra Danmark til UCK, som man har kendskab til. På samme måde blev der under samråd med ministrene i udvalget i de sene nattetimer blot henvist til andre ministre uden de pågældende kunne spørges, så svaret kunne foreligge inden udformningen af betænkningen og sågar inden afstemningen og afgørelsen af nærværende forslag i folketingssalen.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse, men kan tilslutte sig det under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet skal beklage, at Folketinget på anbefaling af regeringen her på sin første rigtige arbejdsdag vil træffe beslutning om at sende Danmark i krig. Hele "debatten" om denne vigtige beslutning - både i folketingssalen og i Forsvarsudvalget
- er kørt igennem på mindre end et døgn. Resultatet er, at der stadig er en lang række uafklarede spørgsmål, og at en af de helt centrale tekster i folketingets beslutningsgrundlag end ikke foreligger på dansk. I den forbindelse er Udenrigsministeriets besvarelser af spørgsmål 56 og spørgsmål 71 fra Forsvarsudvalget bestemt et studium værd. Det er skæbnes ironi at dette lovjaskeri finder sted mindre end en uge efter, at Folketinge>


Transfer interrupted!