Forrige

Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen):
Jeg vil gerne takke for indlæggene i debatten her i dag og for den forståelse og støtte, beslutningsforslaget har fået.
     Det er vigtigt, at Danmark er med til at sende det kraftigst mulige signal til Serbiens præsident Milosevic. Også jeg har læst hr. Fledelius' artikel i Information i dag. Det forstår jeg hr. Søvndal også har. Jeg har hæftet mig ved, at hr. Fledelius netop går ind for dette, at der skal sendes det stærkest mulige signal. Det var ikke helt det budskab, jeg hørte fra hr. Søvndal.
     Meget har ændret sig på Balkan i de seneste år. I det nordlige Balkan, hvor vi havde de store problemer i begyndelsen af 1990'erne, er der ved at falde mere ro over tingene, men det er rigtigt, som hr. Søren Søndergaard sagde det, at siden Jugoslavien begyndte at falde fra hinanden, har man måttet indse, at Kosovo var et problem og kunne blive et værre problem.
     Det havde da selvfølgelig været det bedste, om også Kosovospørgsmålet havde været en del af Daytonløsningen. Det blev det ikke. Det kunne ikke lade sig gøre, det var ikke muligt. Det havde også været at foretrække, om den sikkerhedsresolution, som FN vedtog den 23. september, havde været vedtaget f.eks. før sommerferien, så havde man haft mere tid efterfølgende, men det var ikke muligt. Først den
23. september viste det sig muligt at få russisk tilslutning til en sikkerhedsrådsresolution. Den situation, vi nu står i, er fortvivlende. 300.000 mennesker på flugt, den humanitære situation er på randen af en veritabel katastrofe. Der er 50.000 mennesker, der opholder sig i bjergene og i skovene uden tag over hovedet, nødhjælpen kan ikke komme frem, de humanitære organisationer bliver undertiden chikaneret, og vi er igen vidner til massakrer og terror mod civilbefolkningen, mod gamle, kvinder og børn. Situationen er oven i købet dramatisk forværret i de seneste tre måneder. Der er såmænd ingen grund til at spørge, hvorfor indgrebet kommer nu. Tallene taler for sig selv. I slutningen af juli var der ca. 100.000 flygtninge og internt fordrevne,
i midten af august ca. 200.000, i slutningen af august ca.
265.000, nu 300.000. Vi skal ikke nøjes med at se til i afmagt, mens de grove overgreb på grundlæggende menneskerettigheder fortsætter. Jeg ønsker på ingen måde at trække noget fra i diskussionen om et retligt grundlag. Den diskussion skal tages alvorligt, det gør jeg, og det gør regeringen. Men jeg vil have lov til at anføre, at det er alligevel et paradoks, når vi fører denne diskussion på baggrund af det, som Milosevic og hans regering foretager sig, som jo netop er præget af en total mangel på respekt for grundlæggende menneskerettigheder og folkeret og humanististiske principper, og hvad vi ellers kan finde på at sige af pænt - en total foragt. Det har ikke været NATO's eller endsige Danmarks ønske, at vi skulle komme til at stå i en situation, hvor truslen om magtanvendelse må gøres reel, men vi lever altså i en verden, desværre, hvor diktatorer kan sende hundredtusindvis af mennesker af deres egen befolkning på flugt i nød og elendighed. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, men ved at lade stå til bliver det værre, og vi er kommet til det punkt, hvor andre muligheder for at påvirke situationen er ved at være udtømte. Over de sidste syv måneder har det internationale samfund igen og igen opstillet krav til Milosevic. FN har gjort det, og EU, OSCE, Europarådet, kontaktgruppen for det tidligere Jugoslavien, altså alle tænkelige organisationer har været på banen. USA, Rusland og EU har hver for sig og i fællesskab sendt diplomater til Beograd, og indtil nu må vi sige, at lige lidt har det hjulpet. Jeg leverer gerne til Forsvarsudvalget, som skal behandle forslaget, en fuld dokumentation for, hvorledes det internationale samfund har reageret igennem de sidste syv måneder med opfordringer til den serbiske regering. Vi har fra dansk side - og det har også lydt fra mange andre sider - sagt, at man måtte have FN på banen, hvad angår grundlaget for anvendelse af militær magt. Der foreligger to resolutioner, begge vedtaget med hjemmel i FN-pagtens kapitel 7, omhandlende tvangsforanstaltninger. Begge resolutioner indeholder bindende krav til Serbien, men især den seneste resolution 1199 af 23. september kan ikke misforstås. Denne resolution er nu 14 dage gammel. Som det klart fremgik af generalsekretærens rapport i mandags og Sikkerhedsrådets drøftelse i går, har Serbien ikke overholdt resolutionens krav. Tværtimod - tværtimod - fortsatte kamphandlingerne i større omfang også i dagene efter resolutionens vedtagelse og helt frem til den 1. oktober, da realiteterne i den militære trussel begyndte at tegne sig. Sikkerhedsstyrkerne er stadig aktive, og der er gennemført massakrer på civile, på gamle kvinder og børn. Tusindvis af mennesker risikerer at fryse ihjel ved vinterens komme. Rapporten er uhyggelig læsning, og de humanitære organisationer er selvfølgelig fortvivlede over situationen og deres arbejdsvilkår. Derfor må der sendes et klart signal om, at man ikke kan tolerere denne adfærd over for befolkningen, og at nødhjælpen må have øjeblikkelig adgang. Samtidig er vi selvfølgelig parat til fra dansk side at yde vores bidrag til at afhjælpe den humanitære situation. Vi har indtil nu ydet knap 21 mio. kr. til den internationale humanitære indsats for at afhjælpe problemerne. En væsentlig del af disse midler, næsten 8 mio. kr., er gået til FN's appel af 21. september, størstedelen af pengene til FN's flygtningeorganisation, UNHCR. Vi har også kanaliseret store bidrag, i alt ca. 13 mio. kr., via de danske hjælpeorganisationer. Jeg har fuld tillid til, at det vil være muligt at nå frem med yderligere dansk humanitær bistand, så snart der kan sikres fysisk adgang. En yderligere dansk indsats vil kunne ydes bl.a. til at sikre fødevareforsyningen, beskyttelse af internerede, assistance til genbosætning, reintegrering af flygtninge og internt fordrevne. Lad mig understrege i denne sammenhæng, at hverken Danmark eller EU eller NATO ønsker selvstændighed for Kosovo. Det gør de omliggende lande heller ikke. Det gør Albanien og Makedonien slet ikke. Det gør heller ikke Bulgarien og Rumænien eller andre i regionen. Målet med en indsats er umiddelbart at hjælpe i en desperat situation, bidrage til, at nødhjælpen kan nå frem. Men de militante kosovoalbanere, der ønsker uafhængigheden, skal ikke tro, at Vesten nu kommer og spænder sig for deres politiske mål. Serbiens territoriale integritet sættes der ikke spørgsmålstegn ved. Det gøres der heller ikke i de forskellige internationale vedtagelser. Det er nødvendigt at lægge størst muligt pres på Milosevic. Der må ikke være tvivl om budskabet. Sikkerhedsrådets resolutioner skal efterleves. Så et par bemærkninger til ordførerne. Hr. Søren Søndergaard spørger, om der i virkeligheden er en helt anden dagsorden her. Og hr. Søren Søndergaard spørger: Er Kosovo noget særligt? Mit svar er: Ja, heldigvis. Og er Milosevic noget særligt? Ja, heldigvis. Men der foreligger jo her og ikke i modsætning til en lang række andre konflikter, som hr. Søren Søndergaard nævnte, en sikkerhedsrådsresolution med henvisning til kapitel 7 i Pagten, og det fremgår udtrykkeligt af sikkerhedsrådsresolutionen, at konflikten udgør en trussel for fred og sikkerhed i regionen. Serbien - og det er også noget, der adskiller dette fra andre af de konflikter, hr. Søren Søndergaard nævnte - er i sikkerhedsresolutionen blevet pålagt, som det fremgår af beslutningsforslaget, spalte 3, ophør af magtanvendelse mod civilbefolkningen, pålagt tilbagetrækning af sikkerhedsstyrkerne, pålagt at muliggøre effektiv og konstant international overvågning af situationen i Kosovo, muliggøre flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden, tillade fri og uhindret adgang for de internationale organisationer og gøre hurtige fremskridt i den politiske dialog med det kosovoalbanske samfund. Det er, hvad Sikkerhedsrådet pålægger den serbiske regering og præsident, og det er det, der ikke er sket. Til hr. Peter Skaarup: For det første er det helt indlysende klart, som også hr. Jørgen Estrup og flere andre har gjort opmærksom på, at det er Serbien, der har hovedansvaret. Det nytter ikke, som hr. Skaarup gør det her, at stille det op, som om at vi har at gøre med parter, der er lige gode om det. Sådan hørte jeg nærmest hr. Peter Skaarups indlæg. Det er der ikke tale om. Det er muligt, ja, det er nødvendigt, klart, at placere hovedansvaret på den serbiske part. Hr. Skaarup spørger: Kan det senere komme på tale at indsætte landtropper? Ja, det er en mulighed. Det kræver selvfølgelig en ny beslutning i NATO, og det kræver en ny beslutning her hos os, hvis det skulle gennemføres ved, at der skulle sendes danske tropper. Men indsættelse af landtropper er selvfølgelig en mulighed, og NATO's militære myndigheder er sat til at overveje, hvorledes man i givet fald mest hensigtsmæssigt kan gøre det, hvis situationen kalder på det. Hr. Peter Skaarup var inde på sanktionerne. Vi havde på EU-ministermødet i mandags en diskussion om sanktionerne over for Serbien og var enige om, at vi endnu en gang måtte gå igennem vort register af sanktioner for at se, om de kunne gøres mere effektive. Jeg tilsagde fra dansk side fuld støtte til, at sanktionerne kan gøres så effektive som overhovedet muligt. Det skal ikke skorte på vores bistand til det. Hr. Søvndal var meget optaget af, at der skulle sættes flere observatører ind. Jamen der er observatører. Vi har ikke kunnet komme til at sætte ind, hvad vi bad om. F.eks. er jo OSCE-missionen i Kosovo blevet lukket, sendt hjem. OSCE har presset på igennem år for at få lov til at genåbne en OSCE-mission i Kosovo. Det har vi ikke kunnet komme af sted med. Vi har ikke fået lov. Det var i øvrigt, kan jeg sige, den diplomatiske mission dernede, som opdagede de seneste massakrer på kvinder og børn. Mest rystende er det i øvrigt i forhold til, som vi ser af generalsekretærens rapport, at serberne optrappede den militære aktivitet netop i ugen efter vedtagelsen af resolution 1199 i Sikkerhedsrådet. Der skal ikke være tvivl om - det er også et svar til hr. Søvndal - at Rusland skal inddrages mest muligt. Det sker bl.a. ved et kontaktgruppemøde, som holdes på torsdag, altså
i morgen i Bruxelles, hvor der bliver en fornyet drøftelse, hvor Rusland deltager fuldt ud. Det er selvfølgelig vigtigt at sikre dialogen med Rusland i alle faser af denne sag. Til sidst til hr. Jørgen Estrup: Det er rigtigt, at situationen om det rigtige grundlag jo er under udvikling, og først når den endelige beslutning om militær indgriben skal træffes, vil det være muligt at foretage en vurdering af, om der foreligger det fornødne retlige grundlag. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, hvad der er regeringens standpunkt: Vi har foretaget en helhedsvurdering af situationen, således som det fremgår af beslutningsgrundlaget. Det er således, at regeringens forslag er bygget sådan op, som det tydeligt fremgår af selve teksten til beslutningsforslaget, at Folketinget træffer en beslutning - det er nødvendigt - og at regeringen derefter rådfører sig med Det Udenrigspolitiske Nævn.

Det er regeringens forslag, og det er helt i overensstemmelse med den almindelige procedure, som vi plejer at følge i Folketinget i sager af den art.

Næste