Forrige

Villy Søvndal (SF):
Der er slet ingen tvivl om, at vi alle både må og skal fordømme den form for krigsførelse imod en befolkning, som vi
i de sidste måneder har set i Kosovo, hvor en hel befolkning tages som gidsler, hvor hundredtusinder drives på flugt, hvor huse brændes af, hvor etnisk udrensning finder sted i stort omfang, og hvor uskyldige myrdes, således som fundet af de seneste massegrave fortæller deres grufulde beretning om. Jeg tror egentlig, at alle i Folketinget kan mødes i en fælles fordømmelse af en sådan foragt for menneskeliv. Der er heller ingen tvivl om, at Serbien spiller den altdominerende hovedrolle i terroren, men i Kofi Annans rapport af 3. oktober til FN's Sikkerhedsråd skriver Kofi Annan: »Det står klart uden for enhver rimelig tvivl, at det store flertal af disse handlinger er begået af sikkerhedsstyrker i Kosovo under FRY-autoritet, men kosovoalbanske paramilitære enheder har også været engageret
i militære aktioner, og der er god grund til at tro, at de også har begået grusomheder.« Sådan ser Kofi Annan på situationen. Hvorfor er det så interessant? Det er det jo, fordi vi i dag diskuterer, om Danmark sammen med en række andre vestlige lande skal sende kampfly for at straffe serberne - med fire erklærede mål, sådan som man kan læse det i beslutningsforslaget. Det ene mål er at stoppe kamphandlingerne i Kosovo, det andet er at forhindre en humanitær katastrofe, det tredje er at opnå en aftale om ophør af vold, og det fjerde er at starte seriøse forhandlinger om en politisk aftale mellem konfliktens parter, jf. bemærkningerne til beslutningsforslaget på side 4, spalte 1. De afgørende spørgsmål i forhold til de erklærede mål er derfor følgende: Er det nu så sikkert, at bombardementet af Kosovo og Serbien vil stoppe kamphandlingerne? Hvad nu, hvis det stik modsatte sker? Og sammenligningen med Bosnien holder ikke. I Bosnien var der en situation med en forhandlet aftale med de tre parter, før man gik ind - Daytonaftalen som bekendt. Hvad nu, hvis man tager fejl? Hvad nu, hvis konflikten eskalerer på baggrund af det her? Hvad nu, hvis civilbefolkningen i endnu højere grad bliver taget som gidsler? Hvad nu, hvis endnu flere drives på flugt, hvis svaret er endnu flere flygtninge, og hvis konflikten udvides til større dele af Balkan? Hvad nu, hvis der skabes en endnu større humanitær katastrofe? De spørgsmål er man nødt til at overveje, og hvis man læser Karsten Fledelius' artikel i Information i dag, kan man se, at han skriver om situationen i Serbien - jeg vender tilbage til ham, fordi han har nogle analyser, som jeg synes, at de, der vil stemme for forslaget, bør overveje: »Der er formentlig ikke nogen tvivl om, at Seselj« - han er viceministerpræsident og leder af Det Serbiske Radikale parti - »faktisk er ganske interesseret i krydsermissiler og bomber fra udlandet. For den militære virkning af dem vil være ringe. Til gengæld vil deres psykologiske virkning, som vil blive yderligere forstørret gennem de stærkt regeringskontrollerede serbiske massemedier, være en stor gevinst for ham. De vil legitimere den stramning af forholdene i Serbien, han så brændende ønsker sig.« Og kigger vi på den anden part, er der ingen tvivl om, at det her vil være en fordel for UCK. Det er man da nødt til at overveje i stedet for bare at holde nogle meget forsvarsvenlige taler. Og det er vigtigt at stille de her spørgsmål og besvare dem, inden bomberne slipper løs, for ikke at bevæge sig fra en situation, der er grusom, til en situation, der er helt ude af kontrol, og hvor man risikerer, at et brændende bål bryder ud i en altfortærende brand. Netop fordi situationen er så sammensat og så farlig, er det så afgørende at fastholde, at det er FN, der spiller den helt afgørende rolle. Det vil jo være at spille hasard at sige ja til bomber uden et klart mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Og det drejer sig ikke om den finere jura, sådan som udenrigsministeren har sagt her; det drejer sig om, hvorvidt vi stadig vil have et FN-system, der varetager konflikterne i verden, og det drejer sig også om den russiske position, det drejer sig om, hvorvidt man tror, at man kan opnå en varig europæisk fred, hvis Rusland i stigende grad oplever at blive isoleret. Så jeg er glad for, at vi under de korte bemærkninger har fået konstateret, at ingen af ordførerne har kunnet levere folkeretlige argumenter for det her arrangement. Hvad betyder alt det her så? Det betyder ikke, at vi bare passivt skal se til, mens grusomhederne pågår. Det betyder, at alle diplomatiske veje skal betrædes. Det betyder, at vi skal sende observatører. Det betyder, at vi skal være klar med civil hjælp. Kofi Annan siger det i øvrigt meget tydeligt på side 8 i den tidligere omtalte rapport, idet han siger, at det er bydende nødvendigt, at den internationale tilstedeværelse styrkes og gøres mere effektiv, og han nævner diplomatiske observationer, og han nævner tilstedeværelsen af human rights observers og en bedre koordinering af den internationale indsats. Det her er derfor ikke valget mellem at læne sig tilbage og sige, at der ikke er noget at gøre, og at tage fat. Det her er et valg mellem at gå en vej, der sandsynligvis ikke forstærker den humanitære katastrofe, men reelt giver mulighed for at hjælpe flygtningene dér, og at vælge at gå en vej, der er højst risikabel, idet vi risikerer at komme fra asken i ilden.

Næste