Jørgen Estrup (RV):
Det er unægtelig tragisk, at det er kommet så vidt, og det må
tilføjes, at det jo ikke har skortet på advarsler gennem
mange år. Flere af os har oplevet det på tæt hold bl.a. i
forbindelse med besøg af den albanske leder, præsident
Rugova, som jo igennem mange år har tordnet om, hvad der
kunne ske.
Det er klart, at det internationale samfund må tage sin
del af ansvaret. Jeg er meget enig i det, der har været sagt
om, at fejltagelserne startede i vinteren 1991-92, da EU gik
så frygteligt galt i byen. I forbindelse med Daytonaftalen
havde man en ny chance. Den blev ikke udnyttet. Men jeg synes
også, det skal siges, at parterne altså ikke kan lægge
ansvaret fra sig i denne her konflikt. Præsident Rugova er en
ensom stemme for ikkevold i et hav af vold. Dialog er ligesom
ikke det, man har dyrket på de breddegrader.
Den humanitære situation er så rædselsfuld, som det er
blevet beskrevet af flere talere, og det er klart, at vi alle
sammen leder efter mulighederne for at stoppe overgrebene.
Der er vel heller ikke nogen tvivl om, at hovedansvaret
ligger hos den serbiske part, men det fremgår jo med al
tydelighed både af UNHCR's generalsekretærs beretninger,
senest af FN-generalsekretærens rapport til Sikkerhedsrådet,
at begge parter har betydelig skyld og har begået væsentlige
overgreb.
Det er klart, at vores interesse i øjeblikket må være
hos flygtningene, de internt fordrevne, og at vi må
koncentrere os om, hvordan vi får nødhjælpen frem i tide.
Derfor er der sådan set kun én ting, der i øjeblikket er helt
klar, og det er, at presset må fastholdes på den part, som
har det i sin magt at stoppe konflikten, dvs. Serbien og
præsident Milosevic.
Fra radikal side ønsker vi ikke at yde noget som helst
bidrag til at lette det pres, og derfor er det også
nødvendigt at gøre den militære trussel troværdig, uanset at
grundlaget rent folkeretligt endnu ikke er klart. Afklaringen
vil være der, inden kommandoen overgives, sådan som det er
forudsat i beslutningsforslaget, og inden der altså bliver en
konfrontation mellem regeringen og Det Udenrigspolitiske
Nævn.
Spørgsmålet er ikke, om militære magtmidler skal tages i
anvendelse. Spørgsmålet er, om militær magtanvendelse kan
føre til det ønskede resultat og forhindre den truende
humanitære katastrofe, sikre, at nødhjælpen når frem til de
fordrevne i tide, og forhindre, at konflikten spreder sig til
Makedonien og andre dele af Balkan.
I Det Radikale Venstre har vi ikke forbehold over for
anvendelse af militær magt, hvor det er nødvendigt for at
stoppe vold og overgreb mod civilbefolkningen; men
anvendelsen af militær magt må ikke blive det internationale
samfunds frustrerede reaktion på konflikter, man ikke kan
løse. Magtanvendelse i blinde er afmagt, og militær
intervention i Kosovo kan kun forsvares, hvis det bringer os
nærmere en løsning på konflikten. Det afgørende krav til en
militær aktion er, at den nytter.
Den endelige vurdering af det retlige grundlag kan som
sagt ikke afklares i dag, og det skal det heller ikke; det
ligger ikke i det beslutningsforslag, vi har foran os. En
anden ting, der heller ikke kan afklares, er sammenhængen
mellem truslen om anvendelse af militære fly og den
nødvendige opfølgning på landjorden for at sikre nødhjælp i
en efterfølgende indsats. Det må på plads, inden regeringen
med baggrund i en konsultation med Nævnet giver grønt lys til
en eventuel militær aktion med dansk deltagelse.
På denne baggrund giver jeg på Det Radikale Venstres
vegne tilslutning til beslutningsforslaget.