Villy Søvndal (SF):
Der er slet ingen tvivl om, at vi alle både må og skal
fordømme den form for krigsførelse imod en befolkning, som vi
i de sidste måneder har set i Kosovo, hvor en hel befolkning
tages som gidsler, hvor hundredtusinder drives på flugt, hvor
huse brændes af, hvor etnisk udrensning finder sted i stort
omfang, og hvor uskyldige myrdes, således som fundet af de
seneste massegrave fortæller deres grufulde beretning om. Jeg
tror egentlig, at alle i Folketinget kan mødes i en fælles
fordømmelse af en sådan foragt for menneskeliv.
Der er heller ingen tvivl om, at Serbien spiller den
altdominerende hovedrolle i terroren, men i Kofi Annans
rapport af 3. oktober til FN's Sikkerhedsråd skriver Kofi
Annan:
»Det står klart uden for enhver rimelig tvivl, at det
store flertal af disse handlinger er begået af
sikkerhedsstyrker i Kosovo under FRY-autoritet, men
kosovoalbanske paramilitære enheder har også været engageret
i militære aktioner, og der er god grund til at tro, at de
også har begået grusomheder.«
Sådan ser Kofi Annan på situationen.
Hvorfor er det så interessant? Det er det jo, fordi vi i
dag diskuterer, om Danmark sammen med en række andre vestlige
lande skal sende kampfly for at straffe serberne - med fire
erklærede mål, sådan som man kan læse det i
beslutningsforslaget.
Det ene mål er at stoppe kamphandlingerne i Kosovo, det
andet er at forhindre en humanitær katastrofe, det tredje er
at opnå en aftale om ophør af vold, og det fjerde er at
starte seriøse forhandlinger om en politisk aftale mellem
konfliktens parter, jf. bemærkningerne til
beslutningsforslaget på side 4, spalte 1.
De afgørende spørgsmål i forhold til de erklærede mål er
derfor følgende:
Er det nu så sikkert, at bombardementet af Kosovo og
Serbien vil stoppe kamphandlingerne? Hvad nu, hvis det stik
modsatte sker?
Og sammenligningen med Bosnien holder ikke. I Bosnien
var der en situation med en forhandlet aftale med de tre
parter, før man gik ind - Daytonaftalen som bekendt.
Hvad nu, hvis man tager fejl? Hvad nu, hvis konflikten
eskalerer på baggrund af det her? Hvad nu, hvis
civilbefolkningen i endnu højere grad bliver taget som
gidsler? Hvad nu, hvis endnu flere drives på flugt, hvis
svaret er endnu flere flygtninge, og hvis konflikten udvides
til større dele af Balkan? Hvad nu, hvis der skabes en endnu
større humanitær katastrofe?
De spørgsmål er man nødt til at overveje, og hvis man
læser Karsten Fledelius' artikel i Information i dag, kan man
se, at han skriver om situationen i Serbien - jeg vender
tilbage til ham, fordi han har nogle analyser, som jeg synes,
at de, der vil stemme for forslaget, bør overveje:
»Der er formentlig ikke nogen tvivl om, at Seselj« - han
er viceministerpræsident og leder af Det Serbiske Radikale
parti - »faktisk er ganske interesseret i krydsermissiler og
bomber fra udlandet. For den militære virkning af dem vil
være ringe.
Til gengæld vil deres psykologiske virkning, som vil
blive yderligere forstørret gennem de stærkt
regeringskontrollerede serbiske massemedier, være en stor
gevinst for ham. De vil legitimere den stramning af
forholdene i Serbien, han så brændende ønsker sig.«
Og kigger vi på den anden part, er der ingen tvivl om,
at det her vil være en fordel for UCK.
Det er man da nødt til at overveje i stedet for bare at
holde nogle meget forsvarsvenlige taler. Og det er vigtigt at
stille de her spørgsmål og besvare dem, inden bomberne
slipper løs, for ikke at bevæge sig fra en situation, der er
grusom, til en situation, der er helt ude af kontrol, og hvor
man risikerer, at et brændende bål bryder ud i en
altfortærende brand.
Netop fordi situationen er så sammensat og så farlig, er
det så afgørende at fastholde, at det er FN, der spiller den
helt afgørende rolle. Det vil jo være at spille hasard at
sige ja til bomber uden et klart mandat fra FN's
Sikkerhedsråd.
Og det drejer sig ikke om den finere jura, sådan som
udenrigsministeren har sagt her; det drejer sig om, hvorvidt
vi stadig vil have et FN-system, der varetager konflikterne i
verden, og det drejer sig også om den russiske position, det
drejer sig om, hvorvidt man tror, at man kan opnå en varig
europæisk fred, hvis Rusland i stigende grad oplever at blive
isoleret.
Så jeg er glad for, at vi under de korte bemærkninger
har fået konstateret, at ingen af ordførerne har kunnet
levere folkeretlige argumenter for det her arrangement.
Hvad betyder alt det her så?
Det betyder ikke, at vi bare passivt skal se til, mens
grusomhederne pågår. Det betyder, at alle diplomatiske veje
skal betrædes. Det betyder, at vi skal sende observatører.
Det betyder, at vi skal være klar med civil hjælp.
Kofi Annan siger det i øvrigt meget tydeligt på side 8 i
den tidligere omtalte rapport, idet han siger, at det er
bydende nødvendigt, at den internationale tilstedeværelse
styrkes og gøres mere effektiv, og han nævner diplomatiske
observationer, og han nævner tilstedeværelsen af human rights
observers og en bedre koordinering af den internationale
indsats.
Det her er derfor ikke valget mellem at læne sig tilbage
og sige, at der ikke er noget at gøre, og at tage fat. Det
her er et valg mellem at gå en vej, der sandsynligvis ikke
forstærker den humanitære katastrofe, men reelt giver
mulighed for at hjælpe flygtningene dér, og at vælge at gå en
vej, der er højst risikabel, idet vi risikerer at komme fra
asken i ilden.