Fredsakademiet: Rimmen Nielsen, Hanne: I Folkeforbundets tjeneste - Henni Forchhammers rejsebreve fra Genève 1920-37

I 1923 var Henni Forchhammer (1863-1955) allerede en trænet deltager i Folkeforbundets årlige delegeretforsamlinger. Hun havde præsenteret Danmark fra starten ved den første samling i 1920 og blev en af de mest gennemgående figurer i det danske folkeforbundsarbejde som delegeret i alle årene 1920-37. Hvert år, som regel september måned, rejste Henni Forchhammer til Genève og tilbragte her 3-4 intense uger som deltager i den årlige folkeforbundssamling.

Sine oplevelser under folkeforbundssamlingerne formidlede løbende i forskellige sammenhænge, bl.a. gennem foredrag, artikler, foreningstidsskrifter og avisinterviews. Men mest autentisk, uforbeholdent og tæt på begivenhederne beskrev hun sine oplevelser og indtryk i de rejsebreve, som hun skrev undervejs og sendte hjem til familien hvor de cirkulerede i den store famillekreds.

Henni Forchhammer var født i 1863 som den næstældste i et søskendeflok på 12. I 1958, et par år efter hendes død, modtog yngste broder Olaf, født 1881, brevene fra hendes niece Gerda Haar, der betegnede dem som »Dagbogsbreve« og udtrykte håbet om, at han fik »noget ud af at give (sig) i Kast med dem«. Brevene blev senere afleveret til Rigsarkivet. De dækker perioden 1923-26 og 1930-36 idet en del materiale formentlig er gået tabt.^³

Brevene beretter livligt og veloplagt om rejserne derned og hjem, om storpolitik og vidtrækkende beslutninger, hendes egen rolle i samlingerne, mødet med store mænd og exceptionelle kvinder, kvindepolitiske netværk, privat selskabelighed og mere trivielle problemer. En del af brevene blev til på de lange togrejser, hvor hun udnyttede tiden til at nedskrive sine friske indtryk på den medbragte rejseskrivemaskine:

Som kvindelig delegeret ved folkeforbundssamlingerne gik Henni Forchhammer nye veje. Først og fremmest var international politik en udpræget maskulin verden. I 1920 var der blot 3 kvindelige delerede, alle skandinaviske, til stede ved den første forsamling, og af disse blev danskeren den første kvinde, der talte i Folkeforbundets Plenarforsamling. Det virkelig nye og opsigtsvækkende var især, at en lille håndfuld kvinder havde opnået status som officielle regeringsdegater. Dermed skulle de sammen med mændene dele det tunge ansvar for fremme af verdensfreden og internationalt samarbejde i det stabile klima mellem de to verdenskrige. Brevene beskriver denne nye erfaring og oplevelsen af at være deltager i et historisk enestående eksperiment.

I denne artikel er Henni Forchhammers rejsebreve benyttet som i indgang til at beskrive danske kvinders begyndende involvering i international politik, der er et stort set uudforsket emne i historieskrivningen. Gennem brevene bliver det klart, at kvinder faktisk spillede en rolle i Folkeforbundets arbejde, på nogle punkter marginal, på andre punkter af større betydning. Det påvises, at kvindernes mulighder for indflydelse var marginal, så længe det glaldt storpolitiske og militære spørgsmål og det centrale punkt om international afrustning. Derimod havde de i højere grad held til at sætte dagsordenen på det sociale og humanitære område, og deres indsats medførte på specifikke områder sociale fremskridt for kvinder og børn i den 3. verden. Desuden lykkedes det for første gang at få ligeretsproblematikken placeret på den storpolitiske dagsorden, et arbejde der blev fortsat i FN efter 2. Verdenskrig.

Forhistorien bag kvindernes repræsentation

Planerne om at danne et Folkenes Forbund blev konkretiseret under fredsforhandlingerne i Paris efter 1. Verdenskrig.^⁴ Danmark blev et af de oprindelige 23 lande, der undertegnede pagten i foråret l920. Ved delegeretforsamlingens første samnemtræden i november 1920 omfattede antallet af medlemsstater 42. Folkeforbundets hovedopgave blev at sikre freden, og der opstilledes regler for behandlingen af' internationale konflikter. Forbundet blev dog også tillagt en række andre opgaver af teknisk, social og humanitær karakter. Taberne fra 1. Verdenskrig blev ikke medlemmer fra starten, ligesom Folkeforbundet svækkedes ved, at det ikke lykkedes at opnå flertal i USA for tilslutning. Tyskland blev medlem i 1926, Sovjetunionen, i 1934. Generelt kan man se årene frem til 1930 som en fremgangsperiode, mens årene efter 1930 viste nedgang i forbundets indflydelse og anseelse.

Vedrørende Folkeforbundets organisatoriske struktur fastlagde pagten, at der skulle oprettes tre hovedafdelinger: Forsamlingen, Rådet og Sekretariatet. Alle medlemslande kunne sende repræsentanter til forsamlingen, der trådte sammen en gang om året, mens Rådet blev sammensat af 4 permanente og en række skiftende medlemmer.

Under fredsforhandlingerne arbejdede internationale kvindeorganisationer for at påvirke pagtens udformning, og den 10. april 1919 havde en delegation af repræsentanter fra bl.a. International Council of Women (ICW) foretræde for fredskonferencen, hvor de forelagde et memorandum med kvindernes krav i 5 punkter: 1. Kvinders valgbarhed til alle poster i Folkeforbundet, 2. bekæmpelse af handel med kvinder og børn samt prostitution, 3. anerkendelse af princippet om kvinders stemmeret, 4. oprettelse af et internationalt uddannelsesbureau, samt 5. et internationalt sundhedsbureau. Memorandaet blev modtaget med velvilje af konferencens ledelse, bl.a. den amerikanske præsident Wilson, og flere af punkterne blev umiddelbart skrevet ind i pagten.^⁵

I februar-marts 1920 behandlede og vedtog den danske rigsdag »Forslag til Rigsdagsbeslutning angaaende Danmarks tiltræden af Folkenes Forbund.«^⁶ På det tidspunkt havde danske kvindeorganisationer allerede i nogen tid arbejdet for, at mindst en af de officielle danske repræsentanter til Folkeforbundet skulle være en kvinde. I november 1919 mødtes repræsentanter for kvindeorganisationerne og vedtog en henvendelse til regeringen. Mødet var indkaldt af formændene for 4 organisationer: Danske Kvinders Fredskæde, Danske Kvinders Nationalråd (DKN), Dansk Kvindesamfund (DK) og Kvindeligt Bryggeriarbejderforbund. Henni Forchhammer, der siden 1913 havde været formand for DKN, var således medarrangør af mødet. 27 kvindeorganisationer underskrev henvendelsen til regeringen, der startede med en henvisning til Folkeforbundspagtens §7 stk. 3, hvori det hed:

Denne formulering dannede baggrund for de danske kvindeorganisationers anmodning til regeringen, der gik ud på:

Kvindeorganisationerne tilføjede, at kvinder i alle lande burde tage deres del af ansvaret for »Verdens Ve og Vel« og »Verdens vigtigste Anliggender« og dermed sikres adgang til selv de mest ansvarsfulde stillinger. Danmark burde, som et af de få lande, hvor kvinder havde opnået stemmeret og dermed fuld medborgerret, gå i spidsen. Henvendelsen blev overbragt til statsminister C.Th. Zahle den 11. november 1919 af Henni Forchhammer og en repræsentant for Danske Kvinders fredskæde. Den radikale statsminister udtalte ved den lejlighed, ifølge Kvinden og Samfundet, at han fandt det »meget betimeligt, at en saadan Henvendelse fremkom; han lovede at have sin Opmærksomhed henvendt paa Sagen, uden dog paa det nuværende Tidspunkt at kunne give noget Tilsagn.«^⁷

Aret efter, i august 1920, genoptog DK bestræbelserne på at lægge pres pa regeringen. Situationen var nu den, at rigsdagen som nævnt i marts havde vedtaget Danmarks indtræden i Folkeforbundet, og samtidig nærmede det tidspunkt sig, hvor den første folkeforbundsforsamling skulle træde sammen i Genève i november. Også internationalt var der gang i lobbyarbejdet, og lnternational Woman Sufftage Alliance (IWSA) havde på sin kongres i Genève i juni vedtaget, at de tilsluttede landes foreninger skulle arbejde for, at den ene af de tre repræsentanter, som hvert land havde ret til at sende til Folkeforbundets samlinger, blev en kvinde. En deputation fra alliancen havde haft foretræde for Folkeforbundets generalsekretær Sir Eric Drummond og forelagt ham sagen. På den baggrund og ud fra den betragtning at de spørgsmål, der skulle behandles af Folkeforbundet, berørte kvinders interesser lige så afgørende som mænds, andmodede DK påny om, at en af de danske repræsentanter matte blive en kvinde. Andragendet til regeringen var dateret den 5. august 1920 og undertegnet af Julie Arenbolt, formand for DK.^⁸

Kvindernes andragende blev delvist imødekommet. Ganske vist blev der ikke plads til en kvinde i den danske delegation hverken som repræsentant eller suppleant. Formentlig ønskede ingen af de fire partier i rigsdagen at afgive deres plads til en kvinde, men regeringen fandt det dog opportunt at tage et vist hensyn til kvindernes ønsker, og sammen med den øvrige delegation udpegedes Henni Forchhammer som teknisk delegeret vedrørende kvindespørgsmål.

Ved hjælp af senere udenrigsminister P Muchs Erindringer, bind 4, er det, muligt at komme lidt tættere på forløbet omkring sammensætningen af den danske delegation. Det fremgår således af P. Munchs sagsfremstilling, at de mandlige politikere betragtede kvindernes krav med modvilje eller måske snarere med en vis irriteret ligegyldighed.

P. Munch - gift med stemmeretsforkæmperen og politikeren Elna Munch - mente altså ikke, at der var »nogen stærk saglig Begrundelse« for kvindernes repræsentation. For de to mandlige politikere var det udelukket, at nogen af de Fire partier kunne give afkald på deres plads i delegationen til fordel for en kvinde. Kvindernes krav var et forstyrrende element i et ellers harmonisk altaleforløb.

Den 5. oktober 1920, den dag rigsdagen åbnede, talte Scavertius og Munch igen sammen. De enedes om den fremgangsmåde, Munch tidligere havde foreslået, nemlig at partierne skulle udpege hver deres repræsentant. Munch tilføjer: »Kvindernes Nationalraad havde henvendt sig om at faa en Repræsentant, men der var i Komiteen ikke megen tilbøjelighed dertil« (s. 236). Komiteen var den danske komite, der sammen med tilsvarende kommiteer i Norge og Sverige, skulle overveje de nordiske landes stilling til Folkeforbundet. I visse politiske kredse var der stemning for, at rigsdagen skulle »vælge« de delegerede, men slutrestiltatet blev det af Munch og Seavenius aftalte, nemlig at partierne »udpegede«. Forskellen mellem vælge og udpege er dog en mindre detalje, faktum var, at der var nøje samklang mellem rigsdag og regering i folkeforbundsspørgsmålet.^¹⁰

Som formand for delegationen var man enige om at udpege en karrierediplornat, Herluf Zahle. De to delegerede blev Laust Moltesen fra Venstre og den radikale P. Munch, suppleanter blev den konservative Bent Holstein og socialdemokraten Frederik Borgbjerg. Om det besværlige kvindeproblem bemærkede Munch lakonisk i erindringerne: »Dernæst knyttedes til Delegationen Frøken Henni Forchhammer, mere efter Kvindeforeningernes ønske« (s. 241). På tilsvarende måde løste man et andet repræsentationsproblem ved at knytte en islænding til gruppen. De to fik begge status som tekniske delegerede.

Bodil Begtrup skriver i sine erindringer, at Henni Forchhammer »takket være P. Munch« blev medlem af den danske, delegation.^¹¹ Oplysningen kan bygge på mundtlig information fra Forchhammer til Begtrup, men den kan også være farvet af P. Munchs senere støtte, i 1938, til Bodil Begtrups valg som Forchhammers afløser.

Kvindeorganisationerne var ikke tilfredse med resultatet. DK noterede lidt bittert, at »vor Henstilling [er] ikke blevet fulgt«, og man henviste til Norge og Sverige, hvor valget i mindre grad fulgte partilinier, og hvor det begge steder lykkedes at få udpeget kvinder som suppleanter.^¹² Det drejede sig om professor Kristine Bonnevie, Norge, og fru Anita Bugge Wicksell, Sverige. I praksis skulle det dog vise sig, at det ikke kom til at gøre den store forskel, om en delegeret formelt var repræsentant, suppleant eller teknisk delegeret. Under samlingerne i Genève deltog alle danske delegerede nærmest på lige fod i forhandlingerne, fordelte arbejdet imellem sig og afløste hinanden, når det var nødvendigt. I 1923, da Henny Forchhammer skulle være ordfører ved forelæggelsen af et spørgsmål, udnævntes hun formelt til suppleant i stedetfor teknisk delegeret. Denne status bevarede hun til 1937.

Sammensætningen af den danske delegation faldt først på plads i slutningen af oktober 1920, og den 11. november afrejste delegationen til Genève. Man tog af sted belæssede med proviant og varmt tøj for at klare turen i de uopvarmede tog. Alligevel var stemningen præget af en vis forventning. »Vi følte os rigtig godt tilpas og paa Højde med Situationen«, fortalte Henni Forchhammer senere.^¹³ Efter en rejse gennem det triste og uhyggelige Tyskland nåede delegationen den 13. om morgenen Basel i Schweiz. »Det var et pludseligt Spring fra Tristhed og Knaphed til et Land, hvor alt syntes at gaa som sædvanlig, hvor man var vel forsynet, hvor alt var i Orden«, skrev P. Munch.^¹⁴ Med ankomsten til Genève senere samme dag startede for flere af delegationsmedlermmerne en årelang virksomhed, der havde både en udadvendt politisk side og en mere privat betydning for den enkelte.

Henni Forchhammers kvindepolitiske karriere 1890-1920

Henni Forchhammers baggrund var privilegeret og tidstypisk. Hun voksede op i et lærd og humanistisk miljø på Herlufsholm Kostskole, hvor hendes fader, Johannes Forchhammer, var rektor fra 1872-92. Alle 8 brødre fik akademiske uddannelser, men selv tog Henni Forchhammer aldrig nogen formaliseret uddannelse eller eksamen. »Jeg har levet i en Skole hele min Barndom og Ungdom .. Men gaa i Skole sammen med [drengene på Herlufsholm] som mine Brødre, det kunde ikke tænkes dengang, saa vi maatte ha Privatlærerinde.«^¹⁵ De 4 søstre blev undervist derhjemme, og tanken om, at, piger kunne tage en længere uddannelse eller tilmed gå på universitetet, lå ganske fjernt for provinsmiljøet i Herlufsholm. Tods det var Henni Forchhammer heldig at befinde sig i et intellektuelt stimulerende miljø, hvor interesserne rakte fra sprog, historie og musik til moderne teknik. Brødrene uddannede sig fortrinsvis til ingeniører, men flere valgte senere karrierer som tale- og sangpædagoger. Én broder, Ejnar Forchhammer, blev en berømt operasanger. Den yngste broder, Olaf Forchhammer, gjorde sig ligesom storesøsteren gældende som fremtrædende fredsforkæmper. I den fremgangsrige famile gjorde såvel faderen som 6 brødre sig fortjent til optagelse i Dansk biografisk leksikon mens Henni Forchhammer som den eneste kvinde i familien banede sig vej til karriere og optagelse i samme værk. To søstre giftede sig mens den yngste søster Adete blev sygeplejerske.

Interessen for sprog og pædagogik var Henni Forchhammer så sige opflasket med. Fra sin norske moder og rejser til Norge fik hun tidligt interesse for fremmede sprog, og ved selvstudier lærte hun sig engelsk og tysk. Omkring 1880 fulgte hun privatlærerindekurset på Zahles Seminarium og begyndte derefler at undervise sine yngre brødre og søstre. Men med moderens død i 1888 var de lyse og lykkelige dage på Herlufsholm forbi. Henni Forchhammer måtte nu overtage ansvaret for husholdningen og de små søskende. I 1892 tog faderen sin afsked, og familien flyttede til København. Hun havde herefter fælles bopæl med faderen til hans død i 1909, derefter sammen med søsteren Lulla Transtedt, der var enke og arbejdede som skolekøkkenlærerinde.

Vinteren 1892 tilbragte Henni Forchhammer sammen med faderen og en søster i Italien, og de italienskstudier, hun allerede havd indledt, blev nu uddybet og fortsat. Efter hjemkomsten underviste hun i nogle år i italiensk, men gik efterhånden over til mest at undervise engelsk. l en periode studerede hun fonetik og engelsk ved Universitetet hos professor Otto Jespersen, samtidig med at hun gav privat undervisning til voksne elever og underviste udlændinge i dansk. Hun udgav en række meget anvendte lærebøger i italiensk, engelsk og dansk for udlændinge.^¹⁶ Fra 1907 underviste hun i fonetik på statens feriekursus i engelsk og udnævntes 1915 til kursets leder. Som sproglærer hyldede hun sin tids moderne principper med f.eks. lydskrift og anvendelse af sammenhængende tekster.

Efter flytningen til København i 1892 engagerede Henni Forchhammer sig i kvindebevægelsen. Hun meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK) og tog del i organisationens arbejde. Det blev dog dannelsen af Danske Kvinders Nationalråd (DKN) i 1899, der for alvor bragte hende frem i kvindebevægelsens forreste række. Allerede samme år deltog hun i en international kongres i London, der blev afholdt af International Council of Women (ICW). For Henni Forchhammer blev mødet med kvindesagskvinder fra andre lande en skelsættende oplevelse:

Den tidligere meget generte Henni Forchhammer var nu ved at vænne sig til at tale i offentlige forsamlinger. Sin første offentlige tale havde hun holdt i 1895. Det var på et folkeuniversitetskursus i Uppsala, og hun har selv berettet herom, at det kun var, fordi hun var den eneste tilstedeværende dansker, at hun fandt modet til at overvinde sin generthed og sige et par ord. »Kun engang senere var jeg lige så bange som denne aften: det var, da jeg første gang talte i Folkeforbundet.«^¹⁸

1900-04 valgtes Henni Forchhammer første gang til formand for DKN, og i hele den lange og vigtige periode 1913-31 beklædte hun posten som rådets formand. Hendes primære opgave blev at fremme samarbejdet mellem kvindeforeningerne indadtil og holde forbindelsen vedlige med kvinder i andre lande gennem ICW. Som DKNs Formand tilfaldt der hende den ære at blive den første kvinde, der talte i den danske rigsdag, efter at kvinderne havde opnået stemmeret ved grundlovsændringen i 1915. Som ordfører for kvindetoget til Amalienborg og rigsdagen gav hun på kvindernes vegne udtryk for glæde over - men ikke tak for - de nyvundne politiske rettigheder. DKN voksede stærkt i Henni Forchhammers formandsperiode, fra 35 tilsluttede kvindeorganisationer med 39.000 medlemmer i 1913, til 53 organisationer med 80.000 medlemmer i 1931.^¹⁹

1914-30 var Henni Forchhammer en af vicepræsidenterne i IC og særlig under 1. Verdenskrig kom hun til at spille en central rolle som formidler af kontakter mellem nationalrådene i de krigsførende lande. Fredsspørgsmålet engagerede hende dybt. Allerede i 1907 havde hun været deltager i den ICW-deputation, der forelagde en adresse om nødvendigheden af en fast voldgiftsdornstol for den 2. fredskonference i Haag. 1. Verdenskrig satte for alvor skub i kvindernes fredsbestræbelser, og Henni Forchhammer støttede stærkt dannelsen af Women's International League for Peace and Freedom (WILPF), selv om hun pga. sygdom var forhindret i at deltage i den stiftende kongres i Haag 1915. Hun deltog dog i den efterfølgende kongres i Zürich 1919, ligesom hun var en af de danske delegerede ved den såkaldte Ford-fredskonference i Stockholm 1916. Gennem årene støttede hun trofast fredsarbejdet i Kvindernes internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF) og i Dansk Freds- og Folkeforbundsforening, bl.a. som utrættelig foredragsholder i skoler, forsamlingshuse og foreninger.

I 1920 stod Henni Forchhammer, i kraft af sit mangeårige formandskab for DKN og sin brede internationale erfaring, som de danske kvinders indlysende valg som repræsentant til Folkeforbundets delegeretforsamlinger.

Henni Forchhammer taler som den første kvinde 1920

Selv om der ikke er bevaret rejsebreve fra Henni Forchhammer i forbindelse med den første forsamling 1920, findes der dog nok samtidige og senere vidnesbyrd fra hendes hånd til, at den særlige spændte og højtidelige stemning, der hvilede over dette første møde, kan rekonstrueres. Man følte sig, med rette, som deltagere i en historisk set afgørende begivenhed af stor rækkevidde.

De første dage var der plenarmøder med en række i samtiden kendte mænd som talere, bl.a. franskmændene Bouigeois og Viviani, englænderen Lord Robert Cecil, samt nordmanden Fridtjof Nansen. F.eks. holdt Roberl Cecil, en af Folkeforhundets fædre, en stor programtale, hvor han fremhævede nødvendigheden af udsonig mellem de nationer, der for nylig havde stået som fjender over for hinanden. Det skal ses på baggrund af, at Tyskland og de øvrige tabernationer fra I. Verdenskrig ikke blev medlemmer af Folkeforbundet fra starten.

Efter de første dages plenarmøder delte forsamlingen sig i 6 udvalg, og Henni Forchhammer blev medlem af det udvalg, som skulle behandle de tekniske organisationer, herunder sundhedsorganisationen og spørgsmålet om handel med kvinder og børn samt handel med opium.^²¹ Den norske kvinde Kristine Bonnevie kom i samme udvalg, mens den svenske kvindelige repræsentant Anna Bugge Wicksell blev medlem af det udvalg, der skulle udarbejde forsamlingens forhandlingsregler.

De 3 kvindelige delegerede vakte en det opsigt. Henni Forchhammer skrev senere om dette:

For Henni Forchhammer var der ingen tvivl om, at grunden til at de skandinaviske kvinder så tidligt blev repræsenteret i Folkeforhundel lå i hele deres position i det offentlige liv, navnlig i deres tidlige opnåelse af stemmeretten. Udover de 3 skandinaviske kvinder medbragte flere delegationer kvindelige sekretærer, og i sekretariate fandtes en del kvindelige ansatte. Men kun én kvinde indtog en ledende stilling i sekretariatet, nemlig englænderen Rachel Crowdy (1884-1964), der frem til 1931 stod i spidsen for den sociale afdeling. Mellem Crowdy og Forchhammer opstod der fra starten et tæt samarbejde og et nært venskab.

Den sag, der særligt optog Henni Forchhammer under udvalgsarbejdet, var spørgsmålet om handel med kvinder og børn. Spørgsmålet faldt i to dele, dels den såkaldte hvide slavehandel, hvor kvinder blev bortført, og tvunget til prostitution, dels det nye problem med deporterede kvinder under verdenskrigen. Allerede inden hun rejste hjemmefra, havde hun været opmærksom på problemet med de deporterede kvinder, og under forsamlingen benyttede hun tiden, indtil, spørgsmålet kom op på et afde sidste udvalgsmøder, til at sætte sig yderligere ind i sagen. Ad mange veje skaffede hun sig oplysninger orn de kvinder og børn, der under krigen var ført bort fra deres hjem, særlig i Tyrkiet. I dette arbejde fik hun især støtte og jjælp af Rachel Crowdy i sekretariatet og af Emily Balch (1867-1961), sekretær i WILPE.

Ud fra de indsamlede oplysninger kunne hun anslå, at størstedelen af de deporterede var armenske kvinder, og at der i 1920 stadig fandtes mindst 20.000 al' disse i tyrkiske haremmer. Flertallet levede under tvang og i slaveri, og mange ventede og håbede på befrielse. En del vidnesbyrd herom var i hemmelighed nået frem til de europæiske og amerikanske missioner, der arbejdede i disse egne.

Det var en udbredt opfattelse, at Folkeforbundet skulle tage sig af de ulykkelige deporterede kvinder, på samme, måde som man allerede havde vedtaget at arbejde for krigsfangernes udfrielse og hjemtransport. I udvalget argumenterede Henni Forchhammer sammen med flere andre for, at Folkeforbundet skulle nedsætte en kommission med fuldmagt til at forhandle direkte med de involverede parter og befri ofrene på stedet. Der blev dog ikke flertal i udvalget for at gå så vidt, men det blev vedtaget, at Rådet skulle opfordres til at udnævne en kommission på 3 medlemmer, heraf mindst én kvinde, med det korninissorium at undersøge forholdene for de deporterede kvinder og børn. På grundlag af kommissionens beretning skulle Rådet senere beslutte, hvilke aktive forholdsregler, der skulle iværksættes.

Henni Forchhammer kom til at spille en større rolle på den første forsamling, end hun på forhånd havde regnet med. Udvalgets ordfører for spørgsmålet om de deporterede kvinder kunne nemlig »slet ikke, gøre sig gældende [i den mundtlige forhandling] .. og saa vidt jeg kunde mærke havde ingen af de andre Medlemmer .. særlig sat sig ind i Spørgsmaalet. Derfor betragtede jeg mig som den egentlige TaIsmand for disse ulykkelige Kvinder, og jeg var glad ved at faa Iejlighed til at tale deres Sag baade i Udvalget og i Forsamlingen.«^²³

Sådan sluttede Henni Forchhammer beskedent sin artikel om den første forsamling i Kvinden og Samfundets janurar-nummner 1921, uden at komme nærmere ind på sin pionerindsats. For at fremme sagen måtte hun altså med kort varsel påtage sig ordførerskabet, da udvalgets indstilling skulle forelægges i plenarforsarnligen på en af de sidste mødedage, den 15. december 1920. I et senere interview har hun berettet om sine følelser ved denne lejlighed:

Selve ordlyden af Henni Forchhammers tale er gengivet i League of Nations Records.^²⁵ Denne historiske begivenhed har også tiltrukket sig opmærksomhed i fremstillinger af den internationale kvindebevægelses historie. I IWCs historie beskrives hendes optræden på plenarmødet den 15. december 1920 som en pionerindsats og en iøjnefaldende succes:

Den undersøgelseskommission vedrørende de deporterede kviner som Henni Forchhammer og udvalget foreslog, blev faktisk nedsat det følgende år. Dem kom særlig til at beskæftige sig med det armenske spørgsmål. Endvidere blev det besluttet at afholde en regerngskonference angaende handel med kvinder og børn i 1921. Denne konference førte dels til en ny konvention på området, dels til nesættelse af en rådgivende komite i 1922. I Folkeforbundets udfoldedes i det næste par årtier en betydelig indsats til bekæmpelse af handel med kvinder og børn. Kvinderne havde dermed fra starten vist, at de kunne gøre sig gældende, i hvert fald i den sociale gren af Folkeforhundets arbejde.

Alt i alt var Henni Forchhammers vurdering af den første forsamling optimistisk. Hun skrev f.eks., at »Arbejdet blev der med god Vilje, og en Del positive Resultater blev naaet.«^²⁷ Hun fremhævede især: oprettelsen af en permanent international domstol, organisationer for sundhedsvæsen, samfærdsel, økonomiske og finansielle forholdsregler til bekæmpelse af handel med kvinder og børn, handel med opium og tyfusepidemien i Polen. Derimod indrømmede hun, at resultatet af forhandlingerne om rustningsspørgsmål var meget magre.

Hendes positive vurdering stod i en vis modsætning til P. Munchs mere nøgterne, måske fordi han fokuserede stærkere på rustningspørgsmålet. Forsamlingen havde ifølge Munch vist både »Villie til Samarbejde« og »dyb Mistillid mellem Folkene«. »For mit Vedkommede kan jeg sige, at Forsamlingen hverken havde været bedre eller ringere, end jeg havde regnet med. Jeg var paa Forhaand gaaet ud fra, at man her ikke kunde naa længere end til Tilrettelægningen. Denne i det hele og store lykkedes …«^²⁸

Dagligliv i Genève

Tilværelsen og virksomheden under samlingerne fandt hurtigt ind i en form for rutine, præget af hektisk mødeaktivitet, en del læse- og forberedelsesarbejde, udbredt selskabelighed, udflugter og anden afslapning. Den daglige tilværelse var på mange måder behagelig. Den danske delegation boede under gode forhold på byens førende hoteller, og Henni Forchhammer satte pris på de komfortable og smukke omgivelser:

Der var megen selskabelighed, både i den danske delegation, mellem de nordiske delegationer og af mere privat karakter. Dertil kom et meget aktivt kvindenetværk, der arrangerede et stort antal møder og selskaber som led i kvindeorganisationernes lobbyarbejde. »Selskaber er paa en maade godt, man gør en del bekendtskaber .. Men jeg synes nok man kunde nøjes med færre retter og mindre vin, alle klager over at man faar for meget at spise i Genf, og alle klager over de daarlige tider, men ingen synes at ha lyst til at være den første til at simplificere selskabeligheden« (Rejsebrev nr. 3, 1926). Ifølge den afholdsorganiserede Henni Forchammer var der god grund til at tage fat på »alkoholspørgsmaalet«, men hun forventede ikke, at det ville, ske, og blandede sig aldrig i disse spørgsmål. Hun fandt, at udflugter var en fornøjeligere form for selskabelighed end middagsselskaber og skildrede i brevene ofte de vellykkede weekenudflugter op i bjergene med den danske delegation. Her kunne hele delegationen, fra, høj til lav, orngås under afslappede og kammeratlige former, og den smukke natur tjente som afslapning for sjælen efter den hektiske daglige mødeaktivitet.

I sine erindringer har P. Munch understreget mange af de samme sider af livet i Genève. Han fandt, at der var meget »Tiltalende« derved, især de, mange personlige forbindelser, der kunne indgås. I højere grad end den asketisk anlagte Forchhammer synes han at have værdsat det sociale liv, der udfoldede sig på byens mange hyggelige restaunter. Man fornemmer, at den kosmopolitiske tilværelse og møder med frerntrædende politikere for Munch betød en behagelig og tiltrængt afveksling fra det daglige politiske arbejde i Danmark.^²⁹

Handel med kvinder og børn

I alle årene som folkeforbundsdelegeret kom Henni Forchhammer til at arbejde med spørgsmålet om handel med kvinder og børn. Prostitution i en international sammenhæng, ville vi måske betegne problemet i dag. Området havde desuden relation til flygtningeproblemerne efter 1. Verdenskrig. Det særlige armenske spørgsmål og Karen Jeppes indsats behandles nedenfor. Her vil jeg se nærmere på Folkeforbundets generelle tiltag vedrørende handel med kvinder og børn i perioden 1920-40.

Hele den internationale indsats på dette område lå historisk i forlængelse af de foreninger, der i det 19.århundrede havde bekæmpet bordelvæsenet og den såkaldte lovbeskyttede prostitution på nationalt plan. Herved forstod man de nationale lovregler og systemer, der regulerede bordelvirksomhed og hjemlede tvungen lægelig visitation af prostituerede, bl.a. med det formål at hindre spredning af kønssygdomme. Arbejdet var startet i England af Josephine Butler (1828-1906) og hendes forening, The Ladies' National Association for the Repeal of the Contagious Discases Acts (1869-85). I Danmnark var arbejdet blevet taget op af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædlighed, der eksisterede 1878-1907^³⁰ Her i landet afskaffedes den Iovbeskyttede prostitution ved lov i 1906. Den danske Komite til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel, der stiftedes i 1902, var ligeledes led i en international bevægelse, der især havde som formål at beskytte unge piger mod bortførelse og tvungen prostitution. Foreningen skiftede senere navn til Den danske Nationalkomite til Bekæmpelse af Handel med Kvinder og Børn, og Henni Forchhammer blev medlem af bestyrelsen. De to spørgsmål, den lovbeskyttede prostitution og handelen med kvinder, sås fra starten som to sider af samme sag. Det var på de private organisationers intiativ, at det i begyndelsen af århundredet lykkedes at afholde flere regeringskonferencer og få vedtaget to internationale konventioner af 1904 og 1910 vedrørende bekæmpelse af hvid slavehandel.

I sommeren 1921 afholdtes i Folkeforbundets regi en regeringskonference angående spørgsmålet om handel med kvinder og børn. På konferencen, der fandt sted i Genève den 30.Juni 192l, repræsenterede Henni Forchhammer Danmark, og hun valgtes til konferencens vicepræsident. Konferencen skulle tilvejebringe en oversigt over oplysninger fra de forskellige lande om de forholdsregler, der var taget. Resultatet af konferencen blev en ny konvention på området. De tidligere konventioner var kun blevet ratificeret af få staler, f.eks. var konventionen af 1910 kun blevet underskrevet af 13 stater. Derimod blev den nye konvention af 1921 tiltrådt af 40 stater frem til 1930. Det kunne således se ud, som om den mere systematiske indsats fra Folkeforbundets side havde båret frugt.

Konferencen i 1921 bestemte også, at der skulle nedsættes en permanent rådgivende komite til bekæmpelse af handel med kvinder og børn. Denne kotnite blev nedsat 1922 og fik fra Danmark øjenlægen Estrid Hein (1873-1956) som medlem. Henni Forchhammer havde modtaget opfordringer til at gå ind i komiteen, men pegede i stedet på Estrid Hein. Denne kom til at spille en fremtrædende rolle i kontiteen, bl.a. som præsident i flere perioder.

Spørgsmålet om handel med kvinder og børn blev behandlet på alle efierfølgende folkeforburdsforsamlinger i det 5. udvalg, det, sociale udvalg. Hvert år forelagdes en beretning fra den rådgivende komite. Og efter at have behandlet spørgstnalet aflagde 5. udvalg igen rapport til generalforsamlingen. Henni Forchhammer blev en af de gennemgående deltagere i disse forhandlinger. I 1921 var det hende, der forelagde regeringskonferencens slutakt i 5. udvalg. 1 1932 fungerede hun som rapporteur eller ordfører, dvs. den der fremlagde 5. udvalgs rapport om handel med kvinder og børn for generalforsamlingen.

På den rådgivende komites foranledning udførtes et grundlæggende udredningsarbejde. Dette arbejde resulterede i 1927 i offentliggørelsen af en stor undersøgelse af kvindehandelens omfang, byggende på oplysninger fra 28 lande og på interviews med mere end 5000 »lyssky Eksistenser«. Rapporten vakte enorm interesse ved sin fremkomst, og efter sigende blev der solgt flere eksemplarer af denne rapport end af nogen anden af Folkeforbundets mange tryksager.

Spørgsmålet om ophævelsen af bordellerne og den lovbeskytte prostitution spillede en vigtig rolle i den rådgivende konmites og i 5. udvalgs arbejde. Endnu i 1920'erne var den lovbeskyttede prostitution, udbredt i mange dele af verden. Under Folkeforbundets ledelse blev der gjort visse fremskridt med hensyn til ophævelse af systemet, som efter manges mening medvirkede til at forværre problemet med kvindehandel. Stærke interesser stod mod hinanden i dette spørgsmål, nogle forsvarede fortsat reguleringen af hygiejniske grunde, mens især den internationale kvindebevægelse markerede sin stærke og principielle modstand mod systemet. Den rådgivende komite og 5. udvalg tog dog også fat på mange andre spørgsmål vedrørendc handelen med kvinder og børn, f. eks. hjælp til kvindelige emigranter, behovet for kvindeligt politi, afstraffelse af bagmændene (soutenørerne) og genodragelse af prostituerede. Fra 1925 blev også spørgsmålet om børnebeskyttelse lagt ind under det rådgivende udvalg, senere benævnt den sociale kommission. I 1930 blev der nedsat en særlig undersøgelsøkomndssion vedrørende østens kvinder. Den tidligere danske missio nær Martha Malthe (1874-1957) blev medlem af denne komnmission. I1932, det år Henni Forchhammer fungerede som 5. udvalgs raporteur til forsamlingen, satte hun i sin beretning især fokus på to forhold. Nemlig dels behovet for at straffe bagmændene, dels spørgsmålet om afskaffelse af aldersgrænser, så også udnyttelse af prostituerede over en lavalder kunne straffes. På disse punkter arbejdede man i udvalg frem imod en revision af konventionerne, af 1910 og 1921. Desuden ønskede man større offentlighed omkring og dermed større effekt af udvalgets arbejde.

I 1933 vedtog man en ny konvention, der var rettet mod bordelsystemet.^³¹ Endnu i 1938, på tærsklen til 2. Verdenskrig, stod spørgsin let om handel med kvinder og børn på Folkeforbundets og 5. udval dagsorden. Dette ~r diskuterede inan bl.a. genopdragelse af prostiturerede, og det blev vedtaget at afholde en konference l940 om, hvordan man skulle undertrykke de personer, der levede af andres prostition. Selv om 2. Verdenskrig satte en stopper for disse aktiviteter, var der blandt kvinderne bred enighed om, at der netop på det sociale område var udført et værdifuldt arbejde, der indebar reelle fremskridt for verdens kvinder og børn. Arbejdet fortsatte i FN og resulterede 1949 i vedtagelsen af den femte og hidtil mest vidtrækkende konvention på området.

Karen Jeppe og det armenske spørgsmål

I de første år som folkeforbundsdelegeret brugte Henni Forchhamner en betydelig del af sin tid og energi på at arbejde for støtte til Karen Jeppes arbejde blandt de armenske flygtninge. Spørgsmålet om de deporterede kvinder i det tyrkiske rige var som nævnt blevet taget op på den første forsamling, og en undersøgelseskommission var blevet nedsat. Karen Jeppe blev medlem af kommissionen, der fik dr. Kennedy som formand.

Karen Jeppe (1876-1935) havde i mange år arbejdet blandt det forfulgte kristne armenske folk, og frem til 1. Verdenskrig ledede hun et armensk børnehjem i Urfa i det senere Tyrkiet. Der havde hun oplevet grusomme massakrer og deportationer, inden hun syg og nedbrudt måtte rejse hjem til Danmark. Men hun kom til kræfter igen og rejste i 1920 påny ud for at arbejde blandt sine elskede armemere. Hun kunne ikke vende tilbage til Urfa, der nu var blevet tyrkisk, men tog i stedet til Aleppo i Syrien, der havde status som fransk mandat under Folkeforbundet. Til Aleppo var mange armemere fra Urfa og omegn søgt hen som flygtninge. Her oprettede Karen Jeppe et optagelseshjem for armenske kvinder og børn, der var flygtede fra deres muhamedanske undertrykkere. Gennem denne virksomhed lykkedes det at befri i alt ca. 2000 tidligere slaver. For de befriede kvinder oprettedes bl.a. en systue, hvor de oplærtes i den traditionelle armenske broderikunst med henblik på at kunne forsørge sig selv. Fra 1924 eksperimenterede man desuden med at oprette landbrugskolonier, hvor de store drenge blev sat i arbejde. Ifølge samtidige opgivelser flygtede ialt ca. 90.000 armenere til Syrien, og 17.000 bosatte sig i den armenske flygtningelejr i Aleppo.^³²

Karen Jeppe fik fra 1921 status som Folkeforbundets kommissær og opnåede dermed økonomisk støtte til arbejdet. Hendes indsats for de armenske flygtninge var helt afhængig af bidrag udefra, og det er bl.a. i denne sammenhæng, Henni Forchhammers indsats og samarbejde med Jeppe skal ses. Et lignende optagelseshjem som det i Aleppo oprettedes i Konstantinopel og modtog på samme måde støtte fra Folkeforbundet og private kredse.^³³

I 1922 havde forsamlingen bevilget 135.000 schweiziske guldfrancs til arbejdet i Aleppo og Konstantinopel, og året efter var spørgsmålet derfor, om det skulle lykkes at få denne bevilling forlænget.^³⁴ I Henni Forchhammers rejsebreve fra 1923 og de følgende år kan vi følge hendes arbejdsmetode. Ifølge sit 1. rejsebrev 1923 var hun »meget spændt paa om, det vil lykkes at skaffe Karen Jeppe nogen penge til at fortsætte med.« Karen Jeppe selv ventedes til Genève for at fremme sin sag. I 2. rejsebrev beskrev hun forløbet indtil da:

Henni Forchhammer måtte altså bruge mange kræfter på at lave lobbyarbejde, tale med forskellige mennesker og holde andre til ilden. Også privat selskabelighed blev taget i anvendelse i sagens tjeneste, og en af strategierne var øjensynligt at skabe en kvindeopinion, som mændene ikke kunne sidde overhørig. På et privat møde for kvindelige delegerede, arrangeret af Henni Forchhammer, »talte Karen Jeppe meget gribende, og kunde komme ind paa ting hun ikke kunde omtale paa det, offentlige Møde«, muligvis voldtægter og seksuelle overgreb. Forsamlingens vigtigste emne i 1923 var en verserende græsk-italiensk konflikt, og på den baggrund var det vanskeligt at trænge igennem med de mere specielle temaer, som Henni Forchhammer berettede om i sit 3. rejsebrev:

Igen i 1924 og 1925 måtte Henni Forchhammer i ilden på Karen Jeppes vegne, og begge gange lykkedes det, efter ihærdigt lobbyarbejde at opnå forlængelser af bevillingerne til arbejdet. I 1924 var hun igen ordfører for udvalget, mens man de to følgende år valgte engelske kvinder som ordførere, fordi man regnede med, at de ville have mere vægt i forhandlingerne med franskmændene. Henni Forchhammer deltog dog i alle forhandlingerne. I 1926 nærmede Karen Jeppes arbejde sig sin afslutning. 5. udvalg vedtog en resolution om, at arbejdet skulde fortsætte endnu et år, efter dette år mente Jeppe, at hun ville have fået fat i alle de kvinder og børn, der kunne være tale om. Kolonisationen skulle derimod fortsætte under Arbejdsbureauet (ILO) og Røde Kors. Karen Jeppes tale i udvalget, var denne gang mindre vellykket:

Efter Henni Forchhammers mening var det en taktisk brøler at blande det religiøse spørgsmål ind i sagen. Modsat Jeppe havde hun efterfhånden erhvervet sig indsigt i, hvilke diplomatiske virkemidler der var virksomme i Folkeforbundets sammenhæng. I 1926 var Folkeforbundets goodwill opbrugt, og Karen Jeppe fik ingen penge, »men en mængde anerkendelse og tilladelse til at fortsætte endnu i dette sidste aar som Folkeforbundets Kominissær, det er i virkeligheden ogsaa for hende det vigtigste« (Rejsebrev nr. 3, 1926).

1926 var også det år, hvor Henni Forchhammer sammen med søsteren Lulla Traustedt foretog en rejse til Syrien, og under et 14-dage ophold i Aleppo studerede de Karen Jeppes vidtforgrenede virksomhed. Rejsen og sine indtryk har hun skildret i det lille skrift Et Besøg hos Karen Jeppe, der udkom 1926. Året efter, da den afsluttende rapport om arbjdet skulle forelægges for Forsamlingen, fungerede Henni Forchhammer for sidste gang som ordfører for spørgsmålet.^³⁵ Hun vedblev til Karen Jeppes død i 1935 at være en stor beundrer af hendes indsats. De armenske broderier bragte hun med sig overalt og solgte dem som støtte til hjælpearbejdet. Under samlingen i 1935 var det på Henni Forchhammers opfordring, at 5. udvalg startede sine for handlinger med at mindes Karen Jeppe og hendes arbejde i Folkeforbundet. I et dameselskab fortalte hun »efter opfordring om Karen Jeppe og solgte en del af de armeniske haandarbejder. Blandt de udenlandske damer hernede er der megen medfølelse i anledning af`Karen Jeppes død.« (Rejsebrev nr. 3, 1935).

Kvindenetværket i Genève

1 1923 tilbragte Henni Forchhammer meget tid sammen med Karen Jeppe, som var i Genève i anledning af bevillingsspørgsmålet, men også en anden gammel bekendt, Clara Ragaz, var hun en del sammen med:^³⁶

Clara Ragaz opholdt sig i Genève som fredsaktivist og repræsentant for WILPE Henni Forchhammer var ofte sammen med Ragaz under samlingerne og besøgte hende også flere gange i hendes hjem i Zürich på rejsen derned eller hjem. WILPF havde allerede i 1920 flyttet sit hovedkvarter til Genève og indrettet sig i et gammelt hus i centrum af byen, Maison Internationale. Hensigten var klart nok, at man håbede at opnå et samarbejde og påvirkmuligsmuligheder i forhold til Folkeforbundet. Også andre kvindeorganisationer, foruden privatpersoner og »rige amerikanske damer«, flokkedes i Genève under samlingerne. ICW, der opnåede en formel santarbejdsaftale med Folkeforbundet, etablerede sig med kontor og sekretærfaciliteter i Genève.^³⁷ Også KFUK havde sit hovedkvarter i Genève. Den engelske historiker Carol Miller har fundet referencer til mindst 20 internationale kvindeorganisationer, der opererede i Genève i denne periode, foruden mange nationale kvindeforeninger, der sendte deputationer eller korresponderede med Folkeforbundet.^³⁸ Under samlingerne foregik således en intens mødevirksomhed og selskabelig aktivitet, og de kvindelige delegerede var genstand for stærk opmærksomhed fra lobbyisterne, der pressede på for at fremme deres mærkesager. Kvindeorganisationerne afholdt hvert år en særlig frokost til ære for de kvindelige delegerede, og der var også en årlig reception i Maison Internationale. Dertil kom rækken af middage og mere uformelle »dameteer«. Henni Forchhammer fandt sig »en del udbedt« og forventedes ofte at holde tale ved disse Lejligheder, hvilket indimellem kunne føles ret anstrengende:

I 1925 deltog Henni Forchhammer i ICWs kongres i Wasbinglon og kerte lier mange amerikanske kvinder at kende. I 1928 var hun på foredragsrejse i England og i 1931 på en langvarig foredragsturne i USA.Hlun blev således efterhånden et kendt ansigt og fik inatige henvendelser fra de yderst aktive amerikanere, der hvert år kom til Genève for at arbejde, dels for USAs indtræden i Folkeforbundet, dels for en række specifikke sager, som f.eks. spørgsmålet om gift kvindes statsborgerret. En del af amerikanerne rådede over betydelige pengernidler, hvad der gjorde dem til eftertragtede forbundsfæller. Også blandt 3. verdens-kvinderne fik hun gode bekendte, bl.a. flere indiske kvinder, der agiterede for national selvstændighed og en forbedring af kvindernes stilling i Indien. Fra 1931 deltog en kinesisk kvinde som delegeret, fra l936 en iransk og tyrkisk delegeret. Politiske omvæltninger i hjemlandet fik i nogle tilfælde konsekvenser for udpegningen af' delegerede. De spanske kvindelige delegerede blev efter den spanske revolution i 1931 en vigtig kraft i arbejdet for kvinders rettigheder, mens de tyske kvinder fra 1933 optrådte med hagekors på brystet.

Mellem de kvindelige delegerede var samarbejdet som regel godt, selv om der kunne være menings- og temperamentsforskelle, særlig mellem nord- og sydeuropæere. Henni Forchhammer fandt, at kvinderne ofte var de mest disciplinerede og nøgterne i udvalgsarbejdet. Hun harcellerede over de mænd, der talte i alt for lang tid, og så det som en dyd bos kvinderne, at de fleste forstod at fatte sig i korthed,

Der er ingen tvivl om, at netop 5. udvalg i høj grad blev opfattet som kvindernes særlige domæne. Ifølge historikeren. Carol Miller gik valget i Genève under navnet La Commission Sentimentale. Englænderen Helena Swanwick var en af de kvinder, der søgte at modarbejde opfattelsen af de kvindelige delegerede som særligt følelsesbetonede, motiveret af deres »mother-heart«. Henni Forchhammer tog aldrig åbent til orde mod tendensen til at begrænse kvindernes virkeområde til 5. udvalg, men der er ingen tvivl om, at hun forholdt kritisk til denne tendens.^³⁹ Kun få kvinder gjorde sig til gengæld gældende i de øvrige udvalg. Da australieren Mrs. Moss i 1927 tog plads blandt 49 »amazed and horrified« mænd i 4. udvalg, der beskæftigede sig med finanser og international ret, blev hun mødt af dirigenten med ordene: »Have you lost your way Madam?«^⁴⁰ Den første kvinde der valgtes som præsident for et udvalg, var den ungarske grevinde Apponyi. Hun blev præsident for 5. udvalg i 1930. Det vakte stor tilfredshed blandt kvinderne. Henni Forchhammer følte sig ikke forbigået, ifølge hvad hun skrev hjem. Hun mente bl.a., at hun var nærsynet til at være en god dirigent. Desuden talte Apponyi både egelsk og fransk, mens Forchhammer havde problemer med fransk. Også i 1932 fik 5. udvalg en kvindelig præsident, den svenske Kerstin Hesselgren.

Det særlige kvindenetværk, der var virksomt under og mellem samlingerne i Genéve, var effektivt på flere leder. For det første leverede kvindeorganisationerne sagkundskab til det udredningsarbejde der dannede baggrund for behandlingen af kvindespørgsmål og en del, sociale problemer. For det andet medvirkede kvindeorganisationerne i en del tilfælde til, at bestemte problemer blev sat på dagsordnen. Det gjaldt f.eks. handelen med kvinder og børn og senere, spørgsmålene om gift kvindes statsborgerret og kvinders retsstilling. Endelig betød kvindenetværket generelt en styrkelse af de kvindelige delegdes og sekre(ariatsmedlernmers stilling og mulighed for at blive hørt. Men forudsætningen var, at kvinderne kunne blive enige indbyrdes. Det voldte ikke de store problerner på det sociale område, men ligestillingsspørgmål viste sig at være mere kontroversielle. Og på det militære og storpolitiske område var det vanskeligt for kvinderne overhovedet at blive hørt.

Samarbejdspartnere og forbilleder

Det ville dog være forkert at tro, at Henni Forchhammer og de øvrige kvinder udelukkende støttede sig til et kvindenetværk. Samarbejdet i den danske delegation spillede en betydelig rolle, ligesom udvalgsarbejdet, selskabelighed og udflugter befordrede mange nye bekendtskaber på tværs af nationale og kønsmæssige skillelinjer. I sine breve udtalte hun sig med beundring og respekt om en række mandlige politikere i den kreds, som gjorde Folkeforbundsprojektet muligt og var drivende kræfter i arbejdet: Robert Cecil, Aristide Briand, Arthur Henderson og blandt skandinaverne bl.a. Hjalinar Branting. To mænd blev genstand for hendes særlige beundring og agtelse, nemlig nordmanden Fridtjof Nansen og den danske udenrigsminister P. Munch.

Fridtjof Nansen (1861-1930) var et mandligt modstykke til Karen jeppe. Den tidligere nordpolsfarer involverede sig under 1. Verdenskrig i humanitært hjælpearbejde, og det var især hans fortjeneste, at Folkeforbundet tog så kraftigt fat på flygtningeproblematikken efter krigen. Efter våbenstilstanden 1918 var han med til at organisere hjemsendelsen af mere end 400.000 tyske, russiske og østrigske krigsfanger, og fra 1920 modtog han økonotnisk støtte fra Folkeforbundet til dette arbejde. Fra 1921 havde han status af Folkeforbundets overkommissær for flygtninge og krigsfanger. Han organiserede udvekslingen af grækerne i Lilleasien og Østthrakien med tyrkerne i Vesthrakien og hjalp armenierne i republikken Yerevan. 1921-23 ledede han i samarbejde med Sovjetregeringen og Røde Kors hjælpen, til de russiske områder, der var ramt af hungersnød. I 1923 fik han Nobels Fredspris.

Henni Forchhammer traf ved flere, lejligheder Nansen i Genève, og hver gang gjorde han et stærkt indtryk på hende i kraft, af sin humanistiske indstilling og handlekraftige personlighed. Det var en oplevelse for hende, da det i 1925 lykkedes at bringe Nansen og Jeppe sammen. Nansen arbejdede på det tidspunkt med to spørgsmal, planen om at sende russiske flygtninge til Sydamerika og planen om at sende armenske flygtninge fra Grækenland til republikken Armenien i Sovjetunionen. Henni Forchhammer blev medlem af et udvalg, der anbefalede sagen, men pengene måtte Nansen selv skaffe:

I 1926, hvor støtten til Karen Jeppe blev skåret bort, blev også Nasens arbejde for armenierne ramt af nedskæringer, men hans plan var at fortsætte arbejdet for private midler. Fridtjof Nansen døde i 1930, og Robert Cecils mindetale over ham blev en af årets store oplevelser for Henni Forchhammer. I l931 skrev hun, at hun savnde ham og følte, at der efter hans død ikke var andre end hende selv, der interesserede sig for armenierne. Dog var det en trøst, at Nansens plan om at føre armenierne til Yérevan nu så ud til at kunne realiseres. Hans arbejde blev også videreført gennem Nansen-Institutt i Genève, som bl.a. den danske Nansen-komite var med til at støtte med store beløb.

P. Munch (1870-1948) var uden tvivl den danske politiker, der fik størst indflydelse på Danmarks politik og arbejde i Folkeforbundet. Hans og Henni Forchhammers folkeforbundskarrierer blev næsten sammenfaldende, ingen andre kom til at sidde som delegerede så længe som de to. P. Munchs nedrustningsvenlige linie fandt stærk støtte hos Forchhammer og generelt f'ølte hun sig godt repræsenteret af hans holdninger og tryg ved hans ledelse. P. Munch leverede de fIeste af Danmarks store taler, bl.a. om nedrustningsspørgsmål, og 1933-36 var han Danmarks repræsentant i Rådet. Hans taler i Forsamlingen var som regel blandt dem, det, vakte mest opmærksomhed og bifald ifølge Forchhammers breve. I flere breve beskrev hun ham som en udmærket leder af delegationen: »Vi har omtrent, daglig haft delegationsmøder, Dr. Munch er udmærket til at lede dem og meddele os af sin viden .. han kender alverden og er meget anset hernede« (Rejsebrev nr. 1, 1936).

Som delegationsleder var det som regel også Munch, der tog initiativ til middage og anden selskabelighed, og det kunne gå både »Hyggeligt og gemytligt« for sig. Personligt oplevede Henni Forhhammer ham altid som hjælpsom, »ligefrem og aabenhjertig«. Om respekten var gensidig, ved vi ikke så meget om, idet P. Munchs erindringer ikke indeholder nogen karakteristik eller vurdering af Henni Forchhammers arbejde. Det tolkerjeg nærmest som et udtryk for, at han ikke havde den store interesse for den sociale dimension i Folkeforbundets arbejde. Men han accepterede utvivlsomt den arbejdsdeling der bestod, og kvindernes ret til at være repræsenteret.

Gift kvindes statsborgerret

Spørgsmålet om gift kvindes statsborgerskab var blevet rejst af den internationale kvindebevægelse så tidligt, som i 1905.^⁴¹ Det man protesterede imod, var princippet om, at den gifte kvindes statsborgerskab som regel fulgte mandens. I Danmark hed det f.eks. i loven af 1898 om erhvervelse og tab af' indfødsret: »Dansk Indfødsret tabes endvidere af den Kvinde, som gifter sig med en Mand, som ikke har Indfødsret.« Men det var især 1. Verdenskrig, der gjorde spørgsmålet brændende aktuelt. Kvinder oplevede ikke blot at blive gjort til fjender af deres eget fædreland, men også i mange tilfælde at komne til at stå som statsløse. Haag-konferencen i 1930 stadfæstede imidlertid princippet om, at kvindens nationalitet skulle følge mandens, og vakte derved kvindeorganisationernes vrede. Henni Forchhammer udtalte i sit indlæg bl.a.:

Hun opfordrede landene til i deres nationale lovgivning at indføre lighedsprincippet og udtrykte håb om, at spørgsmålet snart måtte blive taget op igen i internationalt regi. Det kontroversielle spørgsmal kaldte fra 1930 en række kvindeorganisationer på banen og medførte et intenst lobbyarbejde. Allerede op til Haag-konferencn i 1930 havde flere kvindeorganisationer nedsat et fælles udvalg, som skulle følge forhandlingerne. Dansk deltager i dette udvalg blev sagfører Ingeborg Hansen (1886-1954). Under folkeforbundssamligen i efteråret 1930 søgte den nævnte engelsk-amerikanske kvinekomite at øve indflydelse, og komiteens begejstring over Henni Forchhammers indlæg var forståelig, fordi hun som den første kvinde rejste spørgsmålet i Folkeforbundet, og fordi der nu var udsigt til at få spørgsmålet taget op igen i folkeforbundssammenhæng, Hun fortalte i rejsebrevet, at komiteen ville arrangere milddag for hende, men hun skulle rejse, mødte de i stedet op på banegården med blomster. I Henni Forchhammers arkiv ligger desuden en række takkebreve fra engelske og amerikanske kvinder.

Lobbyarbejdet medførte, at Folkeforbundet i januar 1931 opfordrede kvindeorganisationerne til at danne en rådgivende kvindekomite, der skulle mødes i Genève og udarbejde en rapport. Denne rapport skulle så danne grundlag for en forhandling på Folkeforbundets samling i september 1931. Dette skete, og rapporten indeholdt dels en protest imod Haag-konventionen, dels et krav om vedtagelse afen ny konvention, baseret på ligeretsprincippet.^⁴³ Under samlingen i 1931, talte Henni Forchhammer i 1. udvalg, mens 3 andre kvinder talte i Forsamlingen. Det foreløbige resultat blev, at Haag-konventionens bestemmelse skulle tages op igen det følgende år. Allerede på dette tidspunkt havde det vist sig, at kvinderne havde vanskeligt ved at blive enige indbyrdes, og dette svækkede i det videre forløb deres sag. Nogle gik ind for »lige nationalket«, dvs. ens lovgivning for kvinder og niænd, andre hævdede princippet om »selvstændig nationalitet«, dvs. kvinders ret til at vælge deres egen nationalitet. Selv om de to principper formentlig ikke var uforenelige, stillede bl.a. rivalisering mellem de store, kvindeorganisationer og personstridigheder sig i vejen for et kompromis.^⁴⁴

Under forhandlingerne i 1932 »gik [bølgerne] ret højt, jeg synes resultatet var tilfredsstillende, ialfald alt hvad vi kunde opnaa i et udvalg af delvis ret konservative jurister« (Rejsebrev nr. 2, 1.932). Del lykkedes dog ikke at forhindre, at forsamlingen anbefalede en ratifikation af Haag-konventioinen, så alt i alt, kan man nok tale om et nederlag for kvindeorganisationerne i dette spørgsmål.

Kvindernes krav var dog ikke endegyldigt fejet af'bordet. I 1933 vedtog en række amerikanske stater den såkaldte Montevideo-konvention, der bl.a. fastsatte princippet om kvinders ligestilling med hensyn til statsborgerret. Med den som udgangspunkt blev det under folkeforbundssamlingen i 1934 vedtaget, at spørgsmålet igen skulle sættes på dagsordenen det følgende år. Efter at det var gået »noget trægt« i flere år, mente Henni Forchhammer, at det nu så lysere ud. »Da præsidenten ved et af de sidste møder gav meddelelse om, at en række delegationer havde forlangt det sat paa dagsordenen, fik jeg lejlighed til i en ganske kort tale at udtrykke kvindeforeningernes tilfredshed hermed og med den saakaldte Montevideokonvention, der gir kvinder samme ret som mænd i nationalitetsspørgsmaal. Den er foreløbig væsentlig amerikansk, men nu maa vi bruge den til at komme videre med vor egen lovgivning paa dette punkt« (Rejsebrev nr., 3, 1934).

Forhandlingerne i 1935 viste igen de gamle modsætninger i synet på kvinders ligeret i nationalitetsspørgsmålet. I udvalget udtalte Henni Forchhammer bl.a., at de danske kvindeforeninger stod pa ligerettens grund og derfor hilste Montevideo-konventionen velkommen. Hun advarede desuden mod at gentage erfaringerne fra 1. Verdenskrig, hvor det havde været til ulykke for mange kvinder, at de have mistet deres statsborgerskab ved ægteskab med udlændinge. Den resolution, der blev vedtaget, fandt hun tilfredsstillende, men indrømmede også, at den ikke bragte »noget stort positivt Resultat«, dog var »Døren holdt aaben for senere Fremskridt.« Sagen var, at resolutione på den ene side henledte medlemsstaternes opmærksomhed på Montevideo-konventionen stod åben for tilslutning, mens den på de anden side anbefalede en ratifikation af Haag-konventionen.^⁴⁵ Det var noget modsætningsfyldte budskaber, og der synes ikke helt at være dækning for Forchhammers optimistiske udlægning af resultatet. Sagen var endt i et dødvande. Det var ikke lykkedes for kvindeorganisationerne at forhindre ratifikation af Haag-konventionen, og selv om Montevideo-korventionen var et lyspunkt, var der ikke foreløbig udsigtt til yderligere fremskridt i den internationale kontekst. Først i l957 vedtog FN »selvstændig nationalitet,« som international norm på området.^⁴⁶ Det havde krævet tålmodigt og vedholdende arbejde samt to verdenskrige at nå så langt, og sagsforløbet viste også, at intern uenighed havde medført en alvorlig svækkelse af kvindernes sag.

I de nordiske kvindeorganisationers samarbejde blev familieretslovgivningen og herunder spørgsmålet om gift kvindes statsborgerret, vigtige temaer i mellemkrigstiden. I Danmark skete der med indfødsretsloven af 18. april 1925 mindre forbedringer, således at en dansk kvinde, som giftede sig med en udlænding, men blev boende i Danmark, beholdt sit statsborgerskab. I kølvandet på Morievideo-konventionen søgte kvindeorganisationer i de tre nordiske lande endnu en gang at påvirke regeringerne til at revidere indfødsretslovgivningen så princippet, om ligeret for mand og kvinde i nationalitetsspørgsmål blev gennemført, men forgæves. Krigen satte en stopper for disse bestræbelser, og først den 27. maj 1950 blev der vedtaget en ændring af indfødsretsloven, hvorved det blev muligt for den danske kvinde, som giftede sig en udlænding, at beholde sit danske statsborgerskab, selv om hun flyttede ud af landet.^⁴⁷

Afrustningsbestræbelser

Spørgsmålet om international afrustning stod centralt i hele Folkeforbundets arbejde. Men det var også et af de felter, hvor forbundet havde mindst held med sine bestræbelser og hvor hele den internationale udvikling modarbejdede de intentioner, eler lå bag Folkeforbundets oprettelse. Den danske linie tegnedes især af P. Munch, der spillede en yderst aktiv rolle i 3. udvalg, nedrustningsudvalget. De kvindelige delegerede havde generelt vanskeligt ved at komme til orde på dette felt, til trods for at mange af den repræsenterede store kvindefredsorganisationer. Henni Forchhammer overværede mange af forsamlingernes møder om de storpolitiske spøgsmål og kommenterede dem i sine rejsebreve og artikler, men nogen selvstændig rolle kom hun ikke til at spille, lige så lidt som de øvrige kvindelige delegerede.

I februar 1932 deltog hun i den internationale Nedrustningskonference i Genève, men opnåede ikke at blive udnævnt til delegeret. På konferencen repræsenterede hun Danske Kvinders Nationalråd, »omend væsentlig paa egen bekostning« (Rejsebrev n1. 1, Nedrustningskonferencen 1932). I alt var kun 5 kvinder blevet udpeget som officielle delegerede af deres regeringer. Til trods herfor myldrede det med kvinder i Genève under koinferencen. Mange kvindeorganisationer var repræsenterede med det formål at lægge pres på konferencen, og sideløbende med det officielle arrangement foregik der en intens mødevirksombed og selskabelig aktivitet. Som led i konferencen var planlagt en officiel ceremom, hvor frivillige organisationer kunne aflevere henvendelser og underskrifter til støtte for kravet om nedrustning. Kvindeorganisationerne havde indsamlet i alt 3 mill. underskrifter, og dertil kom adresser fra en række, freds-, kirke-, ungdoms- og arbejderorganisationer.

Trods den smukke ceremoni og den store indsats fra kvindeorganisationerne og de øvrige frivillige organisationer var det tydeligt, kvinderne var placeret i en statistrolle uden virkelig indflydelse i konferencens forløb. I de følgende 14 dage overværede Henni Forchhammer generaldebatten og syntes at spore »mer god vilje« til at handle, end hun havde ventet. Men samtidig lagde konflikten i østen, krigen mellem Japan og Kina, et stærkt tryk over konfercen. Til trods for den gode vilje, som en del talere lagde for dag, og de mange praktiske forholdsregler, der blev debatteret, var spændingsinitiativet dømt til at lide skibbrud, fordi stormiagterne ikke bakkede op om bestræbelserne. Få år senere måtte også Henni Forchhammer erkendte, at Folkeforbundet på »det politiske Omraade [havde] lidt store Nederlag«, men så meget større grund var der til at fremhiæve forbundets betydning som »et uundværligt Samlingspunkt for det fredelige Samarbejde mellern Folkene paa en stor Mængde Omraader: Børneforsorg, Hygiejne, Flygtningeforsorg, Bekæmpelse af Opiumsinisbrug og Kvindehandel etc. etc.«^⁴⁸

Ved den afsluttende danske middag under fredskonferencen i 1932 var Henni Forchhammer inviteret med og fik ovenikøbet »en hædersplads ved siden af'Munch«. Men selv denne smigrende placering kunne næppe mildne det faktum, at det ikke, var lykkedes at få udnævnt en kvinde til den danske delegation.^⁴⁹ Netop i begyndelsen af' 1930'erne var der stigende utilfredshed i kvindeorganisationerne med det lave antal kvinder, der var udpeget til officielle og indflydelsesrige poster i forbundet.

Ligeret for kvinder og mænd

Antallet af kvinder i delegationerne steg kun langsomt fra den første forsamling i 1920, hvor de tre skandinaver var ene om at repræsentere kvinderne. I 1929 deltog 12 kvindelige delegerede ud af et totalt antal på ca. 250 delegerede. Kun 1 kvinde var ordinært medlem, mens 11 havde status som suppleanter.^⁵⁰ I 932 var der ialt 15 kvinder i delegationerne, og der var således langt igen til en markant kvindelig repræsentation. Spørgsmålet om kvindernes repræsentation blev diskuteret ved forsamlingerne i 1931-32. I 1931 fremsatte den spanske delegation forslag om, at Folkeforbundet skulle søge at udnytte kvindernes deltagelse i fredsarbejdet mere direkte og virkningsfuldt. Forslaget blev diskuteret i 3. kominission (nedrustningsudvalget), men fik ikke nogen særlig varm modtagelse fra mændenes side. lsær ønskede man ikke noget indgreb i regeringernes enerådighed over, hvem de ville sende til forsamlingerne. Det endte med, at Forsamlingen bad Rådet undersøge muligheden for en større deltagelse fra kvindernes side i Folkeforbundets arbejde. Herefter iværksattes en høring af' internationale kvindeorganisationer og andre interesserede. Også danske kvindeorganisationer vedtog en henvendelse, hvori man stillede krav om en ligestilling af mænd og kvinder i Folkeforbundets arbejde, herunder en forøgelse af'antallet af kvindelige delegerede og af kvinder i ansvarlige stillinger i sekretariatet. Som en rød tråd gennem de indkomne besvarelser fra kvindeorganisationerne løb det, at kvinderne ikke ville nøjes med den uofficielle deltagelse i Folkeforbundets arbejde. Det var den officielle deltagelse og repræsentation, der betød mest.^⁵¹

Dermed var der lagt pres på Folkeforbundets forhandlere, og sagen behandledes i 1932 i 6. kommission (det politiske udvalg) med svenskeren Kerstin Hesselgren som ordfører. Der var livlig debat, mange kvinder deltog med interessante indlæg, og også mændene stillede sig mere forstående end året før. Henni Forchhammer fremhævede i sit indlæg, at erfaringen viste, at i de lande, hvor kvinder deltog direte i Folkeforbundets arbejde, var det lettere at interessere kvinden for dette. Hun stillede også krav om, at der så vidt muligt burde være kvinder i alle Folkeforbundets udvalg. Fra de internationale kvindeoganisationers Liaison komite forelå et resolutionsudkast, der blev vedtaget i noget udvandet fom af Forsamlingen. Heri henstillede Forsamlingen til regeringerne, Rådet og generalsekretæren i større udstrækning end hidtil at knytte kompetente kvinder til delegationerne, de forskellige udvalg og de højere stillinger i sekretariatet.

Henni Forchhammers vurdering var, at resolutionen kunne anvedes til at lægge pres pa de udnævnende organer, men at det ville være meget afgørende, at kvinderne selv stræbte efter at dygtiggøre sig. F.eks. havde det ikke været muligt at finde en kompetent kvinde til afløse Rachel Crowdy som leder af det sociale sekretariat, da hun gik i 1931. Hendes slilling var derfor blevet besat med en mand,

At de fine henstillinger kun havde begrænset virkning fremgår også af, at antallet af kvindelige delegerede blot steg til ialt 19 frem til 1938. Men alligevel viste denne sag, hvor meget lettere det var for kvindeorganisationerne at blive hørt, når de stod sammen og aflevet de utvetydige budskaber. Kravet om større repræsentation var ukontroversielt for kvindeorganisationerne, men også forholdsvis let at overhøre for de mandlige beslulningstagere. Kulminationen for ligestillingsarbejdet i Folkeforbundets regi var forsøgene på fra 1935 at få vedtaget en egentlig ligerets-konvention. Også dette arbejde var en udløber af Montevideo-konventionerne om kvinders ligestilling samt af de internationale kvindeorganisatione, lobbyarbejde. Folkeforbundssamlingen i 1934 vedtog, at spørgsmål om »Kvinders Stilling i det hele taget« skulle sættes på dagsordem for samlingen i 1935, og i begyndelsen af 1935 opfordrede Rådet de internationale kvindeorganisationer til at indsende redegørelser vedrørende dette punkt. Denne opfordring blev i høj grad fulgt, op, og mange redegørelser blev samlet og trykt i et hæfte fra sekretariatet.

I 1935 deltog for første gang to danske kvinder i forsamlingen. Den fremtrædende kvindesagsforkæmper Anna Westergaard (1882-1964) blev dette år gjort til ekstraordinært medlem af'delegationen og repræsenterede Danmark i forhandlingerne om kvinders stilling, der var henlagt til 1. kommission. Henni Forchhammer varetog som sædvanlig de sociale spørgsmål samt gift kvindes statsborgerret. I 1. kommission leverede Anna Westergaard en stor og »modig« tale, der var med til at sætte dagsordenen for den videre diskussion. Hun talte for lige politiske, sociale og økonomiske rettigheder til kvinder og argumenterede især imod den såkaldte beskyttelseslovgivning, som ville skade kvinders arbejdsmuligheder. Som en drivende kraft i Open Door International, der arbejdede for kvinders erhvervsrettigheder, var hun naturligt nok stærkt optaget af dette spørgsmål. Debatten viste, at der langt fra var enighed om ligeretsprincippet, nogle lande kunne ikke engang gå ind for politiske rettigheder til kvinder, og der var udbredt accept af beskyttelseslovgivningen. Med så spredte erfaringer og holdninger stod det klart, at der ikke var basis for nogen konvention, og det eneste, man kunne enes om, var, at hele spørgsmålet skulle undersøges nærmere af Folkeforbundet.^⁵²

Resultatet afdenne undersøgelse forelå i 1937, hvor spørgsmålet påny var på Folkeforbundets dagsorden. Igen deltog Anita Westergaard som særlig sagkyndig i udvalgsarbejdet. Der forelå rapporter fra 38 lande, herunder Danmark. Rapporterne gav et ret broget indtryk af' kvinders vilkår, lige fra de skandinaviske lande med deres relative ligestilling til lande som Egypten, hvor en mand måtte have 4 koner og straffe dem korporligt, og Columbia, hvor kvinderne ifølge rapporten slet ikke ønskede valgret. Der var fortsat ikke grundlag for at udarbejde en konvention, men det lykkedes at fastholde spørgsmålet på Folkeforbundets dagsorden med en resolution, hvorefter der skulle iværksættes »en yderligere, gennemgribende og videnskabelig Undersøgelse af Kvindernes lovmæssige Stilling i alle Lande.«^⁵³ Der blev nedsat en sagkyndig kommission, og rapporten skulle ligge færdig i 1940. Efter Anita Westergaards vurdering lå nytten af arbejdet især i det pres, der blev lagt på de mere tilbagestaende lande. F.eks. var det en pinlig sag for Frankrig, at der blev opmærksomhed om franske kvinders manglende valgret.^⁵⁴

Som på så mange felter standsedes dette arbejde af verdenskrigen. Men det havde stor betydning, at det for første gang var lykkedes at sætte kvindesagen på det internationale verdenssamfunds dagsorden, ovenikøbet med den udtrykkelige målsætning at vedtage en ligeretskonvention. Selv om tiden måske ikke var moden for et sådant skridt i 1930'erne, går der en lige linie fra Folkeforbundets ligeretsarbejde til vedtagelsen af FN-erklæringen om kvinders rettigheder i 1946. Igen kom en dansk kvinde til at spille en hovedrolle i forhandlingerne, nemlig Bodil Begtrup, der ledede arbejdet som formand for FNs Kvindekommission 1946-48.^⁵⁵ Bodil Begtrup havde startet sin internationale karriere i Folkeforbundet i 1930'erne. Hun blev så at sige oplært af Henni Forchhammer og var et eksempel på de veluddannede og kvalificerede kvinder, som Forchhammer havde efterlyst i 1932.

Afslutningen på Henni Forchhammers folkeforbundsarbejde - Arvtageren Bodil Begtrup

l 1931 gik Henni Forchhammer af som formand for DKN og bl afløst af Kirsten Gloerfelt-Tarp (1889-1977), der var fabriksinspektør og Danmarks delegerede til ILO i 1920'erne. Den unge cand. Bodil Begtrup (1903-87) var indtrådt i DKNs styrelse i 1929 og næstformand i l 931. Allerede i 1926 havde hun været i Genève første gang som studenterrepræsentant og traf her Henni Forchhammer. Det var det år, hvor Tyskland blev optaget, og atmosfæren var stadig præget af optimisme og fremskridtstro. I 1931 fik hun et stipendium til studier af Folkeforbundets arbejde og var i 3 uger midlertidig medarbejder i sekretariatet, Hun havde sin nyfødte datter med og tilbragte en det tid sammen med Forchhammer. Dette år oplevede hun, at den naive fremskridtstro var ved at vige for pessimisnie, bl.under indtryk af Hitlers fremmarch i Tyskland. Også i de følgende år traf Begtrup og Forchhammer flere gange hinanden i Genève, og sympatien var gensidig. I 1933 beskrev Henni Forchhammer sin glæde over at være sammen med den yngre kvinde, som hun opfattede. som »interesseret og livlig«. I 1936 knyttedes Bodil Begtrup til den danske delegation som særlig sagkyndig vedrørende børneernæring. Hun var leder af DKNs kampagne »Vore Børns Sundhed«.^⁵⁷

l 1936 følte Henni Forchhammer sig »noget træt denne gang«. Samme år fik også P. Munch et ildebefindende og faldt om. Tiden for afløsning af veteranerne var ved at være inde. Henni Forchhammer deltog sidste gang i samlingen 1937, men ingen rejsebreve er bevaret for dette år.

I 1938 valgtes Bodil Begtrup som hendes afløser og indtrådte som medlem af den danske delegation, formelt som suppleant. I sin erindringsbog kom hun ikke ind på omstændighederne ved valget, men andre oplysninger tyder på, at der var en vis modstand mod hendes kandidatur.^⁵⁸ Bl.a. var Venstre-manden Rudolf Christiani imod hendes valg, fordi hun var fraskilt. Selv om der også var flere af mændene i delegationen, der var fraskilte, bl.a. Hartvig Frisch, så mente Christiani a ngiveligt, at det var noget andet. Det sidste ord fik som sædvanlig P. Munch, der mente, at Bodil Begtrup var godt kvalificeret, og dermed var den sag uddebatteret.

Bodil Begtrup deltog i samlingen i 1938, hvor stemningen i Genève var spændt.^⁵⁹ I 1939 blev der ingen egentlig generalforsamling. Da arbejdet efter 2. Verdenskrig blev genoptaget i FN-regi, blev hun igen dansk delegeret og kom som nævnt til at spille en afgørende rolle i FNs Kvindekommission. I 1948 fungerede hun endvidere som næstformand i FNs komite vedrørende Menneskerettighedsdeklaratione der blev vedtaget 1949. Samme år blev hun udnævnt til gesandt i Island og blev dermed Danmarks første kvindelige ambassadør. I det internationale arbejde tilhørte Bodil Begtrup en ny generation af veluddannede kvinder. I modsætning til Henni Forchhammer havde hun en akademisk uddannelse, og i kraft af stipendier og støtte fra kvindbevægelsen havde hun fået mulighed for at studere Folkeforbundets arbejde. Selv tillagde hun også Henni Forchhammers venskab og oplæring stor betydning for sit karriereforløb.

Henni Forchhammers vurderng af egen indsats

Hun var et genert og beskedent menneske, og derfor er det ikke let i hendes egne skriverier at finde realistiske vurderinger af egen indsats. Når hun var tilfreds med sin præstation, kunne hun næsten undskyldende skrive: »jeg talte, naar jeg selv skal sige det godt.« Men ofte var hun selvkritisk: »det gik meget ordenlig men heller ik, mere« (Rejsebreve 1923). Ros fra andre delegerede glædede lien( og blev ofte refereret i hendes rejsebreve. Måske er det bevis for, hun alligevel var i besiddelse af en vis forfængelighed. I 1924 skriver hun om sit indlæg for støtte til Karen Jeppe: »jeg talte ogsaa rigt godt, naar jeg selv skal sige det. Mrs. Swanwick der sad lige over for mig, og med hvem jeg ofte udvekslede smaa sedler sendte en over mig, hvor der stod: »Such a speech is much more moving than Senator Ciraolos appeal to the mother heart.« Hun glædede sig især over denne ros, fordi hendes eget ideal også var den »nøgterne forstandighed« snarere end følelsesmæssige appeller.

Mens hun var beskeden i vurderingen af egen indsats, fastholdt hun gennem årene med stor konsekvens, at kvindernes indsats i Folkforbundets sociale arbejde havde betydet store fremskridt. I 1935 udtalte hun f.eks. i et interview:

Hun gav også ofte udtryk for, at mens Folkeforbundet havde spillet fallit på det politiske område, så var der samtidig gennem arbejdet skabt »et uundværligt Samlingspunkt for det fredelige Samarbejde mellem Folkene« på en række sociale og humanitære områder.^⁶¹ Selv som ældre under indtryk af 2.Verdenskrig kunne hun bevare »en vis Optimisme med Hensyn til Menneskehedens Fremtid, naar blot fornuft og Godhed maa faa langt mere Raaderum, end det for Tiden er Tilfældet.« Kvinderne havde en vigtig rolle at spille, men »Fonuft og Godhed« var dog ikke kønsspecifikke egenskaber. Fridtjof Nansen og Karen Jeppe var de store lysende eksempler, som hun fremhævede igen og igen.^⁶²

Henni Forchhammer ønskede ingen personlig ros eller anerkendelse for sit arbejde. I 1932 modtog hun dog Fortjenstmedaljen i Guld. Hun modtog ogå flere beviser for den internationale kvindebevægelses taknemmelighed, bl.a. blev hun som den eneste dansker pottrætteret i værket Führende Frauen Europas i 1928, og 1930 udnævntes hun til æresvicepræsident i ICW De sidste år levede hun roligt og døde ganske stille i 1955. Hun ønskede ingen blomster ved sin båre og ingen ydre deltagelse. Hun havde levet nøjsomt af sit undervisningsarbejde, og til det sidste spinkede og sparede hun, bl.a. for at kunne oprette et legat i DKNs regi. Henni Forchhammers rejselegat skulle tilfalde en kvinde, der i udlandet ønskede at studere fredsarbejde, samfundsforhold, skolevæsen eller andet samfundsnyttigt arbejde.^⁶³

Kvindebevægelsens vurdering af Henni Forchhammers indsats

I kvindebevægelsen er Henni Forchhammer oftest blevet beskrevet som idealisten, der brændte så stærkt for sagen, at hun overvandt sin personlige konfliktskyhed og påtog sig en ledende rolle.^⁶⁴ Hendes efterfølger som formand for DKN, Kirsten Gloerfelt-Tarp, sagde i mindetale:

Forchhammers arbejde som pædagog havde været karakteriseret hendes moderne rationelle indstilling. I Folkeforbundet ydede hun, ifølge Gloerfelt-Tarp sin største indsats på det humanitære og sociale område og særlig i arbejdet for Karen Jeppes sag. I DKN var hendes ledetråd samling over landegrænserne. Danske kvinder skulle Føle sig som led i en kæde af hele verdens kvinder. På dette punkt nåe hun langt, fordi »hun så at sige var uangribelig og nød stor respekt; for hende var »sagen« det afgørende. Hun skyede ganske vist strid, og derfor kunne hun for en tid vige.« Man aner her en mild kritik. For Kirsten Gloerfelt-Tarrp, der selv kunne være ganske skarp i sin facon, var det ikke nogen kvalitet hos en DKN-formand at vige tilbage for konflikter. Hun anerkendte dog Forchhammers ihærdige og uselviske arbejde og hendes bestræbelser på at oplære yngre kvinder som hende selv og Bodil Begtrup.

Bodil Begtrup, der havde iagttaget Henni Forchhammers arbejde i Folkeforbundet på nærineste hold, gav følgende vurdering:

Bodil Begtrup havde således oplevet, at Henni Forchhammer var parat til at sætte hårdt mod hårdt, når det gjaldt. Påstanden synnes fremsat i en vis polernik med Gloerfelt-Tarps vurdering. Begnulp Fremhævede ligesom Gloerfelt-Tarp, at Henni Forchhammer kunne virke kølig, måske et dække over generthed, og at hun primært lod sig lede af' rationelle og logiske overvejelser. I den internationale diplomatiske sammenhæng var det uden tvivl egenskaber, der kom hende til gode og betød, at man lyttede til hendes argurnenter. Man kan således måske konkludere, at Henni Forchhammers største force var, at hun med sin fine sprogsans og logiske tænkemåde lærte sig det diplomatiske sprogs virkemidler. Også denne kompetence gav hun videre til de yngre, kvinder og var dermed med til at bane vejen for kvinders karriere i diplomatiet.

Sammenfatning

I de generelle danmarkshistoriske fremstillinger har Henni Forchhammer ikke fået nogen plads. Dette skyldes, at historieskrivningen har fokuseret på Danmarks stilling i den militære og storpolitiske udvikling i mellemkrigstiden. At danske kvinder i samme periode arbejdede aktivt i internationale organisationer og organer for fred og humanitært samarbejde er derimod blevet overset. I denne artikel har jeg argumenteret for, at kvindernes indsats på specifikke områder faktisk gjorde en forskel. Indsatsen medførte sociale frernskridt, ikke så meget for Vestens kvinder, men snarere for kvinder og børn i den 3. verden. Samtidig lykkedes det for første gang at få ligeretsproblematikken placeret på den storpolitiske dagsorden. Desuden var de første kvinder i Folkeforbundet med til at bane vejen for, at yngre og veluddannede kvinder efter 2. Verdenskrig fik adgang til udenrigspolitikken og det internationale diplomati. De nordiske kvinder var de første, der gjorde sig gældende i Folkeforbundet, og af disse blev Henni Forchhammer både den første, der talte i Forsamlingen, og den der fik den mest langvarige karriere.

Om arkivalierne/kilderne

Hovedkilden til Henni Forchhammers arbejde i Folkeforbundet har været hendes rejsebreve fra Genève, der befinder sig i hendes privatarkrv, nr. 5407, i Rigsarkivet. Arkivet er ikke særlig stort. Det omfatter, ud over brevene, bl.a. en del foredragsmanuskripter og avisklip. Det må antages, at størstedelen af Henni Forchhammers papirer er gået tabt. I bogen Women in a Changing World, 1966, hedder det »The personal records of Miss Forchammer [have] unforturnatly been dispersed..« (s. 47). Rejsebrevene er suppleret med Forchhammers artikler fra Folkeforbundssamlingerne i Dansk Kvindesamfunds blad, Kvinden og Samfundet, samt med de årlige beretninger angående den danske delegations arbejde i Rigsdagstidende.

Et mere dybtgående studium måtte selvfølgelig også inddrage dokumenter og arkiver fra Folkeforbundet. En omfattende samling af oficielle dokumenter findes på Statsbiblioteket i Århus. Beretningen fra den første forsamling i 1920, hvori Henni Forchhammers tale er gengivet, mangler i Statsbibliotekets samling, men er fremskaffet fra Det kongelige Bibliotek.

Eftersom fokus har været på Folkeforbundet, er andre sider af Henni Forchhammers liv og virksomhed ikke systematisk undersøgt i denne artikel. Selvbiografiske skitser findes i bogen Führende Frauen Europas, 1928, i udskrift af et radiointerview fra 1942 i privatarkivet, samt i diverse avisartikler. Henni Forchhammers lange formandskab for Danske Kvinders Nationalråd kan formentlig belyses via organistionens arkiv i Rigsarkivet, mens hendes indsats i Fredsbevægelsen vil være vanskeligere at dokumentere. Arkivet fra Kvindernes internatonale Liga for Fred og Frihed må memlig formodes at være gået tabt, men en smule materiale er dog bevaret i Kvindehistorisk Samling Statsbiblioteket, Samme sted findes også det yderst righoldige arkiv fra Dansk Kvindesamfund, der runnner en del materiale om den danske kvindebevægelses internationale engagement, samt et stort personudklipsarkiv. Bodil Begtrups og Kirsten Gloerfelt-Tarps privatarkiver i Rigsarkivet vil sandsynligvis kunne belyse sider af det internationale arbejde fra 1930'erne og frem. Danske kvinders internationale arbejde er et så godt som uudforsket emne. Meget materiale vil kunne findes i internationale kvindeoganisationers blade, kongresrapporter og arkiver, og en let tilgang til dele af' det trykte materiale eksisterer via mikrofilinsamlingen The Geeritsen Collection of Women's History. Herved vil det kunne dokumenteres, at kvinders engagement i internationale anliggender langt fra er et nyt fænomen, men strækker sig over 100 år tilbage. Når dansk udenrigspolitiks historie skal skrives, vil det være væsentligt at få belyst denne humanitære og sociale dimension i det internationale samarbejde.

Noter

1. I gengivelsen af Henni Forchhammers rejsebreve er den originale retskrivning og tegnsætning bibeholdt, altså bl.a, små begyndelsesbogstaver. Også tilsyneladendc inkonsekvenser i de hastigt skrevne og private breve er bibeboldt. Dog er forkortelser opløst. Forklarende indskud i firkantede parenteser er mine. Laust Moltesen, Venstres repræsentant i Danmarks delegation til Folkeforbundet 1920-32, udenrigsminister 1926-29, se Dansk biografisk leksikon. Pierre Østerbye, arkivar i Rigsdagen, professor, sekretær ved delegationen fra 1922. Paul Friis, fuldmægtig, senere legationsråd, sekretær ved delegationen 1923. Ellis, f. 1907, Henni Forchhammers niece, datter af Olaf Forchhammer og Karen Stampe Bendix, se Karen Stampe Bendix: Fra mit Livs Tjørnekrat, 1960, s. 96.

10. Ifølge Erik Rasmussen i Politikens Danmarks Historie, bd. 13, 1965, s. 259, var der tale om et nyt træk, et brud med tidligere tiders praksis, hvor udenrigspolitik var et regerings- snarere end et Rigsdagsanliggende.

16. Henni Forchhammer: Elementær italiensk Lydlære, 1895. Lærebog i Engelsk, 1900. How to learn Danish, 1906. Dänischer Sprachfilbrer, 1911. Le danois parle, 1911.

20. Henni Forchhammer: Folkeforbundsmødet i Genf 15. November - 18. December, i: Kvinden og Samfundet 1921, s. 3-4.

25. League of Nations Records, First Session of the Assembly, 1920, s. 546-17. Kopi fremskaffet fra Det kongelige Bibliotek. Henvisningen findes i Women in a Changing World, 1966, s. 48.

26. Womcn in a Changing World, 1966, s. 47-48. Henni Forchhammers tale og samlingens efterfølgende beslutning om at iværksætte en undersøgelse af handler med kvinder og børn er også refereret i Rigsdagstidende 1920-21, Tillæg AII sp. 5144-45.

31. Rigsdagstidende 1933-34,Tillæg A, sp. 4933-34. Konvention til Undertrykkelse af Handel med voksne Kvinder af 11. 10. 1933.

33. Korte beretninger om arbejdet findes i den årlige Beretning angaaende den danske Delegations Virksomhed under Folkeforbundets Delegeretforsamling i Genève«, i Rigsdagstidende,Tillæg All.

39. Miller 1991. Vedr. Helena Swanwick, se s. 67-68. Vedr. en korrespondance mellem Henni Forchhammer og Rachel Growdy om kvindernes forsøg på at opnå repræsentation i andre udvalg, se note 37.

41. Oversigter over spørgsmålet om gift kvindes nationalitet findes i Lading 1939, s. 251-55, og Rupp 1997, s. 146-50.

44. Rupp 1997 fokuserer på denne uenighed, mens Henni Forchhammer i sine rejsebreve anlægger en mere pragmatisk fortolkning.

58. Festskrift til Bodil Begtrup, 1983, s. 14. Brev fra Inger Langberg, DKN, til Drude Dahlerup, 17.12.1980, i Kvindehistorisk Samling.

61. Kvinden og Samfundet, 1936, s. 231. Samme vurdering findes i artiklen »Folkeforbundets humane Arbejde«, i Folkeforbundets første Tiaar, 1930.

64. Det følgende bygger især på Kirsten Gloerfelt-Tarps mindetale i radioen, 7.12.1955 og på Begtrup 1986, s. 40.

Litteratur

Bosch, Mineke & Annemarie Kloosterinan (eds.): Politics ind Friendship, Letters from the International Woman Suffrage Alliance, 1990.

Bussey, Gertrude & Margaret Tims: Pioneers for Peace, Women's International League for Peace and Freedom 1915-1965, 1965/1980.

Dam, Hanne: På trods …100 års kvindehistorie, Danske Kvinders Nationalrråd 1899-1999, 1999.

Danske Kvinders Nationalråd, Årsberetninger 1918-22, 1922-26, 1926-31, 1931-34, 1935-38.

Folkeforbundets første Tiaar, Udgivet i Anledning af Ti-aarsdagen for Danmarks Indtræden i Folkeforbundet, 1930.

International Council of Women, Histories of affiliated National Councils 1888-1948. Jensen, Jens Marinus: I Folkeforbundets Tjeneste, Fridtjof Nansens Indsats efter Verdenskrigen, 1931.

Miller, Carol: Women in international relations? The debate in inter-war Britain, i: Rebecca Grant & Kathleen Newland (eds.): Gender and international relations, 1991.

Miller, Carol: »Geneva - the Key to Equality«: inter-war feminists and the League of Nations, i: Women's History Review, vol 3, no. 2, 1994.

Rigsdagstidende 1920-38, Tillæg AII. Beretning angaaende den danske Delegations Virksomhed under Folkeforbundets Delegeretforsamling i Genève.

Rupp, Leila J.: Worlds of Women, The Making of an International Women's Movement, 1997.

Women in a Changing World, The dynamic story of the International Council of Women since 1888, 1966:

Hanne Rimmen Nielsen (1953-2002) var historiker og fagredaktør på dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Artiklen er publiceret med tilladelse fra Knud Dahl og Roskilde Universitetsforlag.

I har hermed Roskilde Universitetsforlags tilladelse til at anvende Hanne Rimmen Nielsens biografi over Henni Forchhammer, som den er trykt i "Handlingens kvinder" Roskilde Universitetsforlag 2001.
Venlig hilsen
Birgit Vrå
Forlagschef

Det danske Fredsakademi

I Folkeforbundets tjeneste - Henni Forchhammers rejsebreve fra Genève 1920-37