Det Danske Fredsakademi
Carl von Ossietzky : Fredshelten i Koncentrationslejren
Af Kurt D. Singer
Oversat af Esther Gretor
Frem-Forlag. København. 1936
Kampen for Nobelprisen.
Hvis Nobelprisen bliver tildelt Carl von Ossietzky, vil det ikke blot betyde en moralsk Sejr, men først og fremmest en Sejr for den Idé, han bar kæmpet for, og for hvilken han er rede til at sætte Livet ind.
Det første Aar blev Ossietzkys Kandidatur til Fredsprisen ikke anerkendt, fordi Forslaget derom indbragtes for sent. Berthold Jacob fra Den tyske liga for Menneskerettigheder foreslaar i slutningen af maj 1934, at Ossietzky skulle have Nobels Fredspris. 40.000 arbejdere demonstrerer til fordel for kandidaturet i Oslo. Næste Aar blev Fredsprisen ikke uddelt. Vi har nu et nyt Aar foran os i Kampen for Ossietzky. En lang Række af tidligere Nobelpristagere har foreslaaet Ossietzky til Fredsprisen. Kampen føres i alle Lande. Fredsorganisationer i hundredvis har foreslaaet Ossietzkys Kandidatur. Rigsdagsmænd i Frankrig, England og Sverige har foreslaaet Oslo-komiteen Ossietzky som Nobelpriskandidat, og De-monstrationer for Nobelprisen og Ossietzkys Frigivelse har fundet Sted i hele Verden. Overalt er man dybt interesseret i at denne heltemodige Martyr for Fredens Sag skal blive belønnet med Freds-Nobelprisen. I alle Lande, hvor socialt skabende Kræfter er i Virksomhed, kæmpes der for Ossietzky. - Vi maa sørge for, at Ossietzkys Navn bliver nævnt paa hvert eneste Fredsmøde, at Ossietzky i en Verden, der har saa ved at glemme, bliver det stadige Samtaleemne, at hvert voksent Menneske og hvert Barn ved, hvem Ossietzky er, og hvorfor han holdes fangen.
Vi har ogsaa store Modstandere. Fra nazistisk Side overrasker det os ikke. Ministerpræsident Göring selv, som i en offentlig Proces erklærede, at han nok engang skulde hænge den frikendte Dimitroff, udtalte Slutningen af December 1934:
“Hvis man paastaar, at Koncentrationslejrene er Torturkamre, erklærer jeg, at saadanne Paastande er fri Digtning og ondskabsfuldt Opspind.”
Fra nationalsocialistisk Side er det indlysende, at alt hvad der er sket er ret og billigt. Værre er det, naar en verdensberømt Digter som Knut Hamsum hæver sin Røst, som alle lytter til og ikke blot bekender sig til Nationalsocialismen, men desuden anser det for rigtigt, at man uskadeliggør Ossietzky.
“Ossietzky er en mærkværdig Fredsven,” siger Hamsum, “han burde hellere hjælpe sit nationalsocialistiske Fædreland i Stedet for altid at være ubekvem for det.” Nej, det er ufatteligt, at et Menneske som Knut Hamsum er i Besiddelse af saa megen Raahed og samtidig Uvidenhed, at han ikke undser sig ved at erklære, at han har modtaget Bønskrifter for Ossietzky i Hundredvis fra alle mulige Lande, men ikke eneste fra Tyskland! Hvilket Menneske skulde vel i et Land som Tyskland, der vrimler af Spioner, kunne risikere at give sig selv en saadan Blottelse. Hvilken ledende Personlighed skulde have Mod til frivilligt at udlevere sig selv! Herr Hamsum, De har gjort en heroisk Gerning. De har bespottet en værgeløs, et Menneske, der kæmper mod Undergangen. De sidder i Fred og Ro mæt og veltilpas i Deres metafysiske Ro; nu var der engang en Lejlighed for Dem til at vise Deres Idealisme, ikke blot i Deres Bøger, men I Gerning. Men De har skændigt sveget den. Skam over en Digter, en Nobelpristager, som i en saadan Situation ikke unser sig ved at spotte over en Martyr.
Herr Hamsuns “sidste Kapitel” er skrevet. Gid han maa leve videre i Fred og Ro; som stort Menneske, som Idealist er han død.
Harmen mod Hamsun var stærk baade i Norge og i hele den øvrige Verden. Alle førende Intellektuelle har protesteret mod denne Smigrer af Adolf Hitler og Beundrer af det tredje Riges Koncentrationslejre.
Saadanne Mellemspil som Tilfældet Hamsun forekommer i enhver Kamp. Den skal ikke standse os, men give os nye Kræfter.
Nye Kræfter.
Vi har Brug for nye Kræfter i Kampen for Ossietzkys Befrielse, og vi har det Haab, at disse Kræfter vil vokse frem, hvor Kendskab spredes til hans heltemodige og uegennyttige Kamp og til hans forfærdelige Skæbne. - Ossietzky var Demokrat, og han var Socialist, Manden, der aldrig er gaaet paa Akkord med sin Samvittighed, Manden, der aldrig har for-skrevet sig til noget Parti, Manden, der har vist, at han er rede til at ofre sig selv for Menneskerettens og Fredens Idé.
Ved at sende en svensk Ambulance til Abessinien viste et nordisk Folk, at det var villigt til at yde Hjælp, der hvor Krigens Rædsler brød ind over et ulykkeligt Land.
I Tyskland raser den frygteligste af. alle Krige, den frygteligste af alle Borgerkrige. - Alle, der ikke vil bekende sig til den nationalsocialistiske Verdensanskuelse, er værgeløse og retsløse. Her kan intet rettænkende Menneske forholde sig passivt. Uafhængig af Parti, af Troesbekendelse eller Samfundsklasse maa alle rettænkende Mennesker kunne mødes i Kampen for Ossietzkys Befrielse.
Vi maa kæmpe for Ossietzkys Skyld, endnu er der en Mulighed for at redde hans Liv, snart kan det være for sent.
Vi maa være med i Kampen for vor egen Skyld. Ved at forholde os passive, gør vi os medskyldige i det, der sker i Tyskland.
Ossietzky er i Dag et Symbol. Kampen for hans Befrielse er Kampen for Menneskerettens og Fredens idé. -
Efterord og tekstnoter af Holger Terp. Noter i parentes ved Holger Terp.
Indscannet af Holger Terp, november 1998.
Lettere moderniseret retskrivning.
“Hvorfor gjorde fredsbevægelserne ikke noget i 1930'erne”, spørger de historisk ukyndige. Til det er der, som denne bog viser, kun ét at svare, at spørgsmålet er forkert stillet. Spørgsmålet skal naturligvis være: Hvad ville der være sket, hvis datidens politikere havde taget fredsbevægelsen alvorligt og lyttet til deres råd og f. Eks. De tyske myndigheder havde udvist en østrigsk statsborger efter hans forsøg på statskup i november 1923?
Carl von Ossietzky bliver 23. November 1936 hædret med Nobels Fredspris for 1935.
Den 28. Maj 1936 smittes Carl von Ossietzky med en sprøjte fyldt med bakterier som forårsagede lungetuberkulose og beordres overflyttet til et politisygehus i Berlin, hvortil han ankommer samme dag. Carl von Ossietzky dør den 4. maj 1938.
 |
 |