Det Danske Fredsakademi

Carl von Ossietzky : Fredshelten i Koncentrationslejren

Af Kurt D. Singer
Oversat af Esther Gretor
Frem-Forlag. København. 1936

Papenburg - Esterwegen 2.

Denne Rapport er ingenlunde overdreven, en Medfange giver den 19. April 1934 i “Neue Weltbühne” en Skildring, der ganske dækker den. Han skriver:

Ossietzky, som nu ryster over hele Kroppen som et Espeløv har af Lejrlægen faaet en Attest paa, at han paa Grund af sin Hjertefejl skulde befries fra Marchturene. Men hvis det stikker en SS-Mand at tage ham med, fratager han ham ganske simpelt Attesten. Naar de kommer hjem fra Arbejdet faar han den tilbage igen. I December Maaned blev Attesten saaledes frataget Ossietzky af en SS-Mand. Han fik den dog tilbage, da en anden Sygepasser ikke var rigtig med paa Noderne. I Slutningen af August maatte Ossietzky marchere med en Arbejdskolonne ud til en stor Gaard; flere af de svageste Fanger blev baaret besvimet bort fra Gaarden, blandt disse ogsaa Ossietzky. En Del maatte bringes paa Sygehuset Ossietzky blev for Mytteri bragt til Kælderen paa den østre Fløj. En anden Gang blev jeg Vidne til en oprørende Scene, som viser, at Ossietzky til Trods for al den Tortur, han har gennemgaaet, stadig er den samme. SS-Mand Vogt, en ganske ung Mand, antagelig Student, opholdt sig i Sal 18. Han kaldte Ossietzky hen til sig, lod ham staa ret og brølede:

“Naa, din Landsforræder, hvad var det saa egentlig du skrev i dine landsforræderiske Artikler?”

“Jeg blev dømt af Rigsretten i Leipzig ved hemmelig Rettergang. Rigsretten paalagde mig strengeste Tavshedspligt.”

Ossietzky opfører sig som en virkelig Helt i Fængslet, som en Idealist, der ikke under nogen Omstændigheder kapitulerer.

Han er hjælpeløs, han kan ikke tale, han kan ikke sætte sig til Modværge, men hans Verdensanskuelse er urokkeligt, og aldrig vil det lykkes de nazistiske Barbarer at faa denne, den største af alle tyske Fredsforkæmpere til at udsone sig med den militaristiske Nationalsocialisme. Ingen “Opdragelse” i nogen Koncentrationslejr vil kunne overbevise Ossietzky. Verdenshistorien kender mange Idealister, som med hævet Pande har besteget Skafottet, og hvis sidste Ord har været: “Leve Friheden”! Ossietzky vil ikke komme til at staa tilbage for nogen af disse, selvom Nationalsocialismen skulde tage hans Liv.

I Maj 1934 rejste Lord Listowel til Tyskland for at prøve at komme i Forbindelse med Ossietzky. Ingen Intervention, ingen Forespørgsler gjorde et Besøg muligt. Det blev ham ogsaa nægtet at besøge Forfatteren Erik Mühsam. Nogle Maaneder efter var Mühsam død.

Fra denne Tid foreligger der flere Beretninger fra Medfanger i Papenburg. For at bevise Offentligheden, at vore Beskyldninger bygger paa den rene Sandhed, skal vi gengive nogle under Ed beskræftede Rapporter om Koncentrationslejren i Papenburg-Esterwegen og Carl von Ossietzky.

Vi er ikke i alle Tilfælde i Stand til at opgive de paagældendes Navne, da de endnu har Slægtninge i Tyskland, og man maa regne med Repressalier.

Først giver vi Ordet til Porcelænsmaler Richard Friedrich fra Rudolstadt, født den 9. September 1874, om afgiver følgende Vidnesbyrd om sit Samvær med Ossietzky. Bertningen stammer fra oktober 1934.

“Jeg blev den 2. Oktober 1933 ført til Koncentrationslejren Esterwegen III, fordi jeg havde uddelt Flyveblade. Derfra slap jeg ud igen den 19. September 934. I November 1933 lærte jeg Forfatteren Carl von Ossietzky at kende. I April eller Maj blev Ossietzky eget syg og gik til Lægen, som fritog ham fra tungt Arbejde. Først var han beskæftiget med Kartoffelskrælning, vistnok fra Begyndelsen af August havde han forskelligt indendørs Arbejde: Han skulde feje, støve af og udrette andet let Arbejde. I den Tid, han endnu arbejdede i Sumpen boede han i Barak Nummer 2. I Februar kom han paa Sygehuset, hvor han va i omtrent fire Uger. Derefter kom han til Barak Nummer 3. Lejrgarnisonen var blandet. Fangerne hav Lov til for egne Midler at købe Aviser for Eks. Frankfurter Zeitung, Börsenseitung osv. Ossietzky plejede at læse højt af disse, mens han skrællede Kartofler og at udlægge dem for os. Af økonomiske Grunde maatte det senere ophøre.

Nogle Ytringer af Ossietzky: Han beklagede sig over han ikke kunde skrive fordi han blev kontrolleret. Hvis han skrev noget, der var imod Forskrifterne fik han Arrest, saa han var nødt til at holde op. Nogle uger inden jeg blev sat paa fri Fod, spurgte jeg ham, om han nærede Haab om at komme paa fri Fod. Han svarede ja og motiverede det med, at han havde været indespærret saa længe. De Fanger, der blev sat paa fri Fod, fik ikke noget at vide derom paa Forhaand, Frigivelsen kom som oftest meget pludseligt.”

Af en ung Proletarforfatter har vi faaet et meget anskueligt Billede af Ossietzkys Tilstand og det Martyrium, han maa gennemgaa. Denne Forfatter er Peter Kanst, som har skaffet sig et godt Navn i Arbejderkrese.

“Ogsaa Ossietzky var blandt dem, der af “Kulturministeren” skulde opdrages til politisk Omvendelse og Arbejdsglæde. Paa en eller anden Maade maa imidlertid hans Bøddel været blevet irriteret over Ossietzkys Holdning eller den Maade, paa hvilken vor tapre Kammerat saa paa Brunskiorterne.

“Hov du der, raaber han til Ossietzky, er du ikke en af dem, som vil afskaffe Vorherre?”

Den tiltalte tav.

“Jeg vil vide, om du har Religion skabt i Livet.”

Ossietzky tav stadig. Først da den Kammerat, der stod bagved ham, hviskede, at han maatte svare for at undgaa Mishandling, svarede han kort:

“Jeg var Katholik. (Omkring 1912-13 bliver Carl von Ossietzky medlem af dem Deutschen Monistenbund, en sammenslutning af fritænkere).

“Naturligvis,” skreg den anden, “jeg var, jeg var! Uden Gud og uden Fædreland har du levet …hvad for et Hjørne af Tyskland er du saa kommet farende fra?” Ossietzky værdiger ham ikke noget Svar.

“Du skal sige mig, hvor du er fra.”

“Fra Hamburg.”

Manden giver sig til at skraale op.

“Det kunde jeg lige tænke mig. Katolik fra Hamborg. Derfra kommer en ganske særlig Slags Katholiker Jøder og Marxistsvin. Hvad har du for en Bestilling?”

“Forfatter.”

Mandens Ansigtsudtryk bliver underfundigt:

“Hvad er det saa for en Lokumsroman dit sorte Katholiksvin har siddet og tjæret sammen?”

Ossietzky synes fast besluttet paa ikke at svare mere. Med sammenbidte Tænder betragter han sin Plageaand. Denne kommer nu listende frem imod ham. Hans smaa Griseøjne lyner ondskabsfuldt:

“Du har forgiftet tyske Arbejdere. Gentag: Jeg har forgiftet tyske Arbejdere… Naa, bliver det snart til noget?”

I dette Øjeblik træder der en Berlinerkammerat frem:

Jeg anmoder om at faa Lov at gaa ud, Herr Korporal.”

Det giver et Sæt i ham. Nogle Sekunder stirrer han maalløs paa den formastelige, der vover at stille sig meIlem ham og hans Offer.

Gaa ud? Pump du bare dit Vand op og spyt det.

Derefter jager han Kammeraten et Par Gange rundt Pladsen, og glemmer imens, at det egentlig var Ossietzky, han vilde plage.”

Hvis Menneskene blot kunde vaagne op af deres ligegyldighed, hvis for en Gangs Skyld saadanne Beretninger ikke blot skulde forblive et Stykke trykt Papir, hvis hvert Bogstav vilde rejse sig fra Papiret trænge ind i Hjernen og Sjælen paa hvert eneste Menneske og staa prentet der som en evig Anklage, vilde vi ogsaa have en Mulighed for at ændre noget. Med kølige eller intetsigende Beklagelser kan vi hverken redde Ossietzky eller de andre fængslede Martyrer i Tyskland. Vi ved, at Menneskeliv ikke spiller en Rolle i vore Dages Europa. Vi ved, at Abessinere bliver slagtet i Tusindvis, uden at vi kan forhindre det. Men skal vi stadig finde os i dette System, skal vi blot sidde og se til, mens vi styrtes ned i Barbariets Afgrund? I Dag ligger Italien, Tyskland, Ungarn, Polen, Østrig, Balkan og Dele af Randstaterne under Militærstøvlen, der nedtramper alt menneskeligt. I Morgen kan hele Verden være oversvømmet af Militarismen. Ingen maa tro, at vi blot retter vor Anklage mod Tyskland. Kampen mod Barbariet i det tredje Rige er Kampen for at beskytte Europa mod Fascismens vilde Barbari. Det er ikke Sandt at Adolf Hitler har reddet Europa fra Bolschevismen, en Sætning, med hvilken han prøver at købe Aflad af Europa for alle sine Gerninger. Det er faktisk saaledes, at han har voldtaget, øvet Vold mod europæiske Kultur, og dens sociale Forudsætninger, han har knust den europæiske Fred med sine chauvinistiske Idealer. Vor Kamp for Ossietzky og for alle Tysklands politiske Fanger er Kampen for Europas Kultur mod det nationalsocialistiske Tilbagefald til Middelalderens Barbari.

Ossietzky har siddet i Koncentrationslejren Papenburg fra 1934. Fra sin Fængsling den 27. Februar 1933 er han blevet pint og mishandlet og udsat for det frygteligste aandelige Martyrium. Blot det Faktum, at et Menneske maa udholde alt dette uden at kunne forsvare sig, uden at have været stillet for en Forhørsdommer, maa foranledige ethvert rettænkende Menneske til at understøtte vor Kamp for Ossietzkys Frigivelse og dermed for alle de andre mere eller mindre kendte politiske Fangers. Ossietzky, Fredens største Forkæmper i Europa maa faa Nobels Fredspris.

Top