Det Danske Fredsakademi

Carl von Ossietzky : Fredshelten i Koncentrationslejren

Af Kurt Singer
Oversat af Esther Gretor
Frem-Forlag. København. 1936

Fra Fængslet slæbte man paa ny Ossietzky til Domssalen. Men de haarde Anklager og det stærke Forsvar tvang selv denne konservative Domstol til at frikende ham. Men endnu sidder Ossietzky bag Laas og Slaa for sin første Brøde. Ossietzky fejrer sin Fødselsdag i Fængslet. Han faar Lykønskninger i tusindvis fra hele Landet. Ossietzky beder ikke om Benaadning, han ønsker ingen Benaadning; men uden at spørge ham samler hans Venner Underskrifter, som rettes til Generalfeltmarskal Hindenburg, Selvmordsrepublikkens Rigspræsident. 42036 Underskrifter strømmer ind i Løbet af en Uge. I Slutningen af 1932, faa Maaneder før Hitlers Magtovertagelse, var en saadan Petition allerede et Vovestykke. Paa denne Tid fik “Weltbühne” en ny Proces paa Halsen paa Grund af en Artikel mod Cigaretfabriken Reemtsma, i hvilken det dokumenteredes, at Staten gav Indehaverne en Skattelettelse paa flere Millioner. “Weltbühne” spurgte, om Finansieringen af den tyske Militarisme og den tyske Oprustning skulde betales udelukkende med de Fattiges Skatter! Midt under denne Proces fik den tyske Republik sin sidste antifascistiske Chance, General Schleiehers mærkværdige Optræden paa Arenaen. Ogsaa han var Militarist, men der foresvævede ham paa en eller anden Maade noget i Retning af “den sociale General”, en Idé om, at Generalstaben for første Gang i sin Til værelse skulde kunne regere sammen med Folket. Schleiehers Drøm varede ikke længe, men i denne korte Tid blev der ved Socialdemokraternes hjælp, som sammen med mange andre gjorde en særlig indsats for Ossietzky, opnaaet Amnesti. Han blev fri den 22. December 1932. Ossietzky kom tilbage til “Weltbühne”, han talte ikke meget om sin Fængselstid og mente blot, at man gjorde for meget Væsen af ham, langt vigtigere var Sagen. “Kampen gaar videre.”

Ikke et eneste Ord om Taknemmelighed kom over hans Læber. Man maatte slippe ham fri, fordi den uden- og indenrigspolitiske Situation krævede det. Militarismen giver ikke noget gratis, den er den graadigste Foreteelse i vort Samfundssystem. Den umættelige Militarisme havde jo heller ikke foræret Ossietzky noget. Den lod ham blot løbe et Par Uger for ved første givne Lejlighed at uskadeliggøre ham. Hvis Militarismen fik Lov at raade, vilde Ossietzky aldrig komme paa fri Fod mere.

Ingen vidste dette bedre end han selv, han vidste meget godt, at man kun gav ham en Galgenfrist. I Fængslet i Tegel sad foruden ham en lille Brøkdel af den store Mængde politiske Fanger. I dette Tidsrum af Demokratiets Forfald sad der allerede et stort Antal venstreradikale Publicister i Fængsel for litterært Højforræderi, tilligemed Tusinder af Arbejdere, som havde sat sig til Modværge ved Nazisternes natlige Overfald.

Paa dette Tidspunkt troede man endnu, at Nazisterne var ret harmløse, man troede deres Forsikringer om, at de handlede i Nødværge; efter de sidste Aars Voldsgerninger ved hvert objektivt Menneske, at det var Brunskjorterne, der var de aggressive, at de skød værgeløse Mennesker ned og overrumplede politiske Modstandere.

Kurt Grossmann, Sekretær for den tyske Liga for Menneskerettigheder, skrev den Dag, Ossietzky blev sat paa fri Fod, et Interview i “Acht Uhr Abendblatt”, som offentliggjordes den 23. December 1932:

“Endelig er det kommet saa vidt. Endnu i Morgentimerne i Gaar, da vi telefonerede med Leipzig, vidste vi ikke, om Ossietzky vilde blive fri samme Dag. Telefonledningerne til Ligaen for Menneskerettigheder var blokeret. Da vi spurgte i Leipzig, om der allerede var givet Ordre til Frigivelsen, svarede Ordføreren for Rigsretten meget mystisk: Alle nødvendige Skridt med Hensyn til Sikringen af den Herr Ossietzky gennem Amnestiet tilstaaede Frigivelse er beordret. Men om det mest interessante Punkt, nemlig om Fængslet i Tegel ogsaa havde faaet Ordre til at frigive Ossietzky, beklagede man ikke at være i Stand til at give nogen Oplysninger. Endelig Klokken halv-fem om Eftermiddagen ringede Telefonen. Der var lige kommet Telegram fra Leipzig. Ossietzky vil blive sat paa fri Fod i Dag. Vi skyndte os ud til Tegel saa hurtigt, en Bil kunde køre. Gennem den myldrende Müllerstrasse, gennem den sorte Scharnweberstrasse, endelig er vi ved Tegelfængslet. Der staar allerede Ossietzkys nærmeste Venner, som har ventet taalmodigt fra Klokken syv om Morgenen. Nu ind i Fængslet. Ossietzky er allerede i Kassererkontoret. Glædesstraalende modtager han os. “Aa, endelig - det var virkelig et haardt Job.” Da Ossietzky forlod Kassererkontoret, trykkede han ikke blot sine Fængselskammeraters Hænder, de som kunde forlade Fængslet sammen med ham, men der kom ogsaa mange Funktionærer for at sige Farvel til denne “Forbryder”. Da han satte Foden paa Gaden, raabte Mængden Hurra for ham. Ossietzky kørte først til “Weltbühne”s Redaktion hvor jeg fik Lejlighed til at stille nogle Spørgsmaal til ham.

- Hvornaar regnede De med at blive fri?

- Jeg var skeptisk lige til sidste øjeblik. Men for en Sikkerheds Skyld havde jeg det hele i Orden til min Løsladelse. Mine Kufferter var pakket, men jeg troede ikke, jeg var blevet fri før paa Fredag.

- Hvordan var det at være i Fængsel? Hvordan har det været med Helbredet?

- Hvad mit Helbred angaar, saa er det for tidligt at dømme derom endnu. Mine Nerver er altfor oprevne af Spændingen. Det kan blive til alt muligt. Men jeg har taget tyve Pund af, for jeg havde svært ved at taale Maden. Hvis jeg nu traf Kokken, saa vilde jeg kikke paa ham og sige: “Naa, saadan ser De altsaa ud.” Det, som var mig mest ubehageligt, var Cellens Snæverhed. Her i Rummet er alt saa stort, det maa jeg først vænne mig til. Det er forfærdeligt at være indespærret i et lille Rum, hvor man kun kan gaa fire Skridt frem og fire tilbage. Det snører Struben sammen paa en. Og det er den eneste Forklaring paa, at Fanger bliver syge.

Funktionærerne gør deres Pligt. Men de kunde godt trænge til at lære lidt Psykologi. Et saadant Fængsel er en Stat uden Klasser. Men det er de kriminelle Fanger, der profiterer deraf.

- Hvorledes var Behandlingen? Havde De Lov at ryge?

- Fængslet i Tegel er en stjerneformet Bygning, efter Sing-Sings Model. Alle Trapper og Gange kan bevogtes fra Centrum, Cellen er lille og daarlig ventileret. Jeg er en passioneret Ryger, og jeg led maaske mest af Manglen paa Cigaretter. Min Mave rebellerede mod Maden. Bønnerne og Ærterne, som vist var fabrikeret paa et Apotek, havde jeg svært ved at taale. I de sidste Uger fik jeg Diætmad. Jeg mærkede ikke nogen videre Forskel.

- Hvad bestilte De i Fængslet?

- Jeg læste meget og skrev meget. Den daglige halve Time til Motion var velgørende, særlig paa Grund af den trange Celle. Tit fik jeg Lov til at modtage Besøg. Naturligvis under Iagttagelse af de strenge Former i Tegel. Det var kun min Sagfører, jeg maatte tale med i Enrum, naturligvis i Nærværelse af en Funktionær.

- Hvorledes var Direktøren og de andre Funktionærer?

- Direktøren? Han var altid usynlig for Fangerne, en lille Gud, der sad og tronede paa sin Olymp. Om Funktionærerne kan jeg ikke sige andet, end at de var korrekte. Der var ogsaa nogle iblandt dem, der havde Hjerte i Livet. Men jeg har allerede sagt det: Psykologi var nu ikke deres stærke Side.

- Og hvad vil De gøre nu?

Han pegede paa Skrivebordet, som var dækket med Lykønskningstelegrammer.

- Der skal jeg sidde den 1. Januar. Indtil da vil jeg se mig lidt om. Atter føle Jorden under mine Fødder, og saa igen overtage Ledelsen af “Weltbühne”. Om: jeg rejser bort fra Berlin nogle Dage, ved jeg endnu ikke rigtig.

Han ser paa sine straalende Kammerater, paa Vennerne fra Ligaen for Menneskerettigheder, der er kommet for at byde ham velkommen. Han er allerede midt i en Debat om den politiske Situation i Tyskland. Han kaster sine skarpe og rammende Replikker ind i Debatten, og han er overordentlig velinformeret. Helt igennem den gamle Stridsmand Carl von Ossietzky.”

Men nu gaar Udviklingen hurtigt. Kun en Maaned, og Hitler faar Magten.

Top