Det Danske Fredsakademi

Carl von Ossietzky : Fredshelten i Koncentrationslejren

Af Kurt D. Singer
Oversat af Esther Gretor
Frem-Forlag. København. 1936

Ossietzky kæmper med de tyske Generaler.

Det er ikke uden Interesse at vide, at ingen af de tyske Blade blev studeret mere indgaaende af Generalstaben end Ossietzkys “Weltbühne”(Weltbühne var grundlagt i 1918 af Siegfried Jacobsohns som Ossietzky lærer at kende i januar 1925. Med tidsskriftets nr. 50 fra 14. December 1926 står Carl von Ossietzky som redaktør). Dette lille, uanselige røde Hefte var et Skræmmebillede for den tyske Militarisme. I Begyndelsen forsøgte man at tie det ihjel, saa gik man over til at lancere falske Meddelelser, som skulde desavouere Tidsskriftet og til Slut brugte man Vold, Processer og Arrestationer. Den første Proces, hvor Ossietzky kom for Retten gjaldt hans Strid med det sorte Rigsværn. Det sorte Rigsværn var det officielle Rigsværns illegale Organisation, der var skabt og blev financieret af dette. Versaillesfreden havde beskaaret den tyske Armé over ordentlig stærkt og gjort den ukampdygtig for de nærmeste Aar, og Rigsværnet gik derfor over til illegale Metoder. Allerede i 1919 bevæbnede det de korps, der i Øvresehlesien kæmpede mod Polen, og Major Buchrucker og hans Adjutant Paul Schultz indrettede en Slags Etappeinspektion og Intendantur i Kottbus. Efter den øvreschlesiske Bandekrig blev Schultz sendt til Kommandanturet i Kuestrin og fik betroet Ledelsen af det sorte Rigsværn. Det sorte Rigsværn deltog aktivt i Ruhrkampene i 1923. Foruden Løjtnant Schultz medvirkede Overløjtnant Held, Kaptajn Keiner og Major Buchrucker m. fI. Ossietzky, der i det sorte Rigsværn saa Organet for den illegale Oprustning, der permanent forsøgte at undergrave Demokratiet, førte en stadig Kamp imod det, og da Fememorderne voksede frem af disse Kredse, forstærkede han sin Kamp. Fememorderne havde til Opgave at myrde alle, der i den tyske Republik vovede at paatale den illegale sorte Rigsværnsorganisation Den tyske Efterkrigshistorie regner med flere hundrede Mord, udført af denne Feme. Mordet paa Rathenau og Erzberger er de Tilfælde, som er bedst kendt. - En Del af disse Fememordere blev dømt til Døden af de republikanske Domstole eller til lange Fængselsstraffe, dog uden at Dommen nogensinde blev eksekveret. De blev alle benaadet faa Maaneder efter. Løjtnant Schultz, som blev dømt til Døden, blev benaadet til 7½ Aars Fængsel og paa Grund af daarligt Helbred sat paa fri Fod igen den 28. Juni 1929 paa intervention af Krigsministeriet. Samtlige Fememordere fik Amnesti, de fleste kom senere til at beklæde fremtrædende Poster i den nationalsocialistiske Stat. Republikken var saa svag, at den maatte give Fememorderne Amnesti. De eneste, som blev straffet, var de Mænd, der havde afsløret Fememordernes Forbindelse med Generalerne. Sammen med den af Nazisterne i 1935 kidnappede Berthold Jacob blev Carl von Ossietzky stillet under Anklage. Jacob havde den 22. Marts 1929 i Weltbühne skrevet en Artikel, i hvilken der forekom følgende Passus, der havde Adresse til Generalstaben og derfor blev anset for strafbar:

“…men man maa ikke glemme, at Løjtnanten blot har udført modtagne Ordrer, foruden ham burde i det mindste Kaptajn Keiner, Oberst von Bok, formodentlig ogsaa Oberst von Schleicher og General von Seekt sidde paa Anklagebænken.”

Det var Generalerne von Seekt, Hammerstein og Gröner, som Gang paa Gang havde interveneret for Schultz, og Ossietzky og Jacob kunde under Processen fremlægge Originaldokumentet, i hvilket Rigsværnet havde givet det illegale sorte Rigsværn og de saa-kaldte Fememordafdelinger Anvisninger og Direktiver. Men Domstolen saa blot de anklagedes paastaaede Landsforræderi og dømte dem til Fængsel. Sagen blev nu indbragt for en højere Instans, Dommen blev forvandlet til Bøder og faldt nogle Aar senere ind under Amnesti.

Det første store Slag havde staaet. Det andet skulde snart følge efter. Den omtalte Proces, som gik gennem flere Instanser, havde varet flere Aar, og Rigsværnet kunde rette et nyt Slag mod Ossietzky. - I 1929 havde “Weltbühne” publiceret en Artikel af Walter Kreiser: “Windiges aus der deutschen Luftfahrt” (Taskenspilkunst i Luften (Artiklen udkom 12. Marts 1929. Walter Kreiser var et synonym for Heinz Jäger)).

Artiklen indeholdt Materiale om den tyske Luftoprustning, om hvad der fandtes i Indlandet samt om den tyske Luftflaades Forraad i Udlandet. Industrisubventionerne var Genstand for en indgaaende Behandling, og der blev til Slut givet en Oversigt over de hemmelige Afdelinger. Skønt Artiklen byggede paa Kendsgerninger, der offentlig blev diskuteret i den tyske Rigsdag og nærmest var af samme Slags som dem, Hundreder af Krigsmodstandere havde skrevet mod Oprustningen, forlangte Rigsværnet en Proces for Højforræderi og Udlevering af militære Hemmeligheder. Baade Kreiser, der havde skrevet Artiklen, og Ossietzky som ansvarlig Udgiver af “Weltbühne” blev sat under Anklage (Rigsretten mod Jäger og Ossietzky begynder 23. November 1931. De sigtes efter en spionage paragraf fra 1914. Ossietzky har selv fortalt et lille Træk, der afspejler Atmosfæren ved Processens Begyndelse:

“Da jeg i August 1929 blev forhørt af Undersøgelsesdommer Braune, spurgte han mig om mine Personalia, om jeg havde ekserceret, og om jeg havde været med i Krigen. Jeg gik uden om Spørgsmaalene. Det angik jo ikke Rigsretten i en Republik, som ikke havde nogen almindelig Værnepligt, i hvad Forhold jeg havde staaet til Militæret i Kejsertiden. Herr Braune stirrede maalløs paa mig og svarede indædt, og i Skolemestertone. “Vil De ikke sige det? Det skal Rigsretten nok komme til Bunds i.”

Forundersøgelserne gik videre, hele den nationale Presse var mod Ossietzky, og forlangte Uskadeliggørelse af denne Antimilitarist. Forundersøgelserne varede til den 23. November 1931. Processen førtes ved Rigsrettens fjerde Afdeling, sammesteds hvor Hitler ustraffet fik Lov at fremsætte sin Teori om Hovederne, der skulde komme til at rulle. Allerede inden Forhandlingerne begyndte var det givet, hvad Dommens Udfald vilde blive. Domstolen erklærede, at Ossietzky var tidligere straffet, skønt hans Proces i Kampen mod Fememorderne var faldet under Amnesti, og Sagen var tabt paa Forhaand.

Ossietzky vilde gerne have protesteret mod Rettens Sammensætning, da ogsaa denne spurgte ham, om hvilken Militæruddannelse, han havde, men hans Sagfører, der ansaa et saadant Skridt for uklogt, fik ham til at opgive dette. Processen var til Ende, og Ossietzky blev med TRussell om en ny Proces tvunget til ikke at offentliggøre noget om den hemmelige Rettergang. Processen havde naturligvis fundet Sted for lukkede Døre. Ossietzky og Kreiser protesterede begge mod Dommen, der lød paa atten Maaneders Fængsel. Kreiser flygtede til Paris, men Ossietzky, der helt igennem var Idealist, blev tilbage, skønt han havde samme Mulighed for at flygte, og udlevere sig selv til sine Fjender.

“Jeg gaar ikke i Fængsel af Loyalitet, men fordi jeg som Fange er mest ubekvem.”

I “Weltbühne” skrev han en Artikel med Titlen: “Hvorfor ikke Flugt?”

“Rigsretten har stemplet mig paa den mest ubehagelige Maade: Landsforræderi og Udlevering af Militærhemmeligheder er en meget ærekrænkende Etikette, som det ikke er let at leve med. Hvis man flygter til Udlandet, vil hele Højrepressen udbryde i Jubel: Han er flygtet til Fjenden. Og mange usikre vil trække paa Skuldrene: Der maa nok alligevel have været noget muggent. Den oppositionelle, der er flygtet over Grænsen, kan ikke regne med nogensinde mere at faa noget Ekko af sine Ord Hjemlandet.”

Ossietzky var bange for Emigrationen, fordi han frygtede for at blive en fremmed i Tyskland. Han vidste, at det er umuligt i Udlandet med den samme Kraft at bekæmpe Militarismen, al Kulturs Dødsfjende. Ossietzky sagde straks, at der ikke kunde være Tale om Flugt, men erklærede iøvrigt, at han ikke anerkendte Dommens Retfærdighed. Derfor blev hans Fængselsstraf heller ikke forandret til det saakaldte Æresfængsel. - Ossietzky har saaledes allerede under den demokratiske Republik maattet gaa i Fængsel for sin Fredsidé. Den 10. Maj 1932 publiceredes hans Afskedshilsen “Regnskab”.. Ossietzky gik i Fængsel i Tegel. Mange Mennesker fulgte ham. Ved Fængslets Port tog han personlig Afsked med hver enkelt, han sagde intet andet, end at han haabede, at hans Tilfælde vilde bidrage til at styrke Kampen for de politiske Fanger. I hele den Tid, Forsvaret stod paa, lod Ossietzky sig aldrig slaa ned, men fortsatte Arbejdet ved “Weltbühne”.

Rigsværnsminister General Gröner havde sejret i denne to-aarige Kamp. To Dage efter blev han styrtet ved Intriger af sine egne Rigsværnskolleger. Ossietzky havde ikke været mere end fire Uger i Fængslet, da han fik en ny Proces paa Halsen. En af hans nærmeste Medarbejdere, Kurt Tucholsky, som for nylig er død i Emigrationen, havde i en Artikel skrevet de tre Ord “Soldater er Mordere”. Den første August 1932 kæmper Ossietzky atter for den republikanske Domstol, som dog er alt andet end republikansk, og som egentlig allerede føler sig som Forløber for det fascistiske Retsvæsen. Ossietzky skriver selv derom: “Jeg havde en trykkende Følelse af, at det ikke nyttede mig mere overfor denne Kreds af højeste republikanske Embedsmænd, end hvis jeg havde staaet overfor det Tredje Riges Sanhedrin med Goebbels som Ypperstepræst.”

Ossietzky holdt for denne Domstol maaske den stærkeste Tale, han nogensinde har holdt:

“Fra 1912 har jeg kæmpet mod Krigen. Jeg har allerede før Krigen tilhørt en pacifistisk Organisation. Jeg er hverken Novembersocialist eller Novemberpacifist. Det jeg har set i Krigen, har helt igennem befæstet min Opfattelse af Krigen og Krigshaandværket. Den Artikel i “Weltbühne”, som jo ikke er skrevet af mig, men som jeg er anklaget for, er helt og holdent et Udtryk for min Opfattelse. Jeg har aldrig med større Tilfredsstillelse staaet for nogen Domstol, end nu, hvor jeg staar anklaget for denne Artikel, som helt og fuldt dækker min egen Mening. Doktor Tucholsky, Artiklens Forfatter, har jeg lært at kende i Berlin, i den Kreds, af hvilken de aarlige “Aldrig mere Krig”-Demonstrationer er vokset frem. I 1919 blev ogsaa de første pacifistiske Artikler offentliggjort af “Weltbühne”. Fra den Tid stammer Rigsværnsministeriets Nag til “Weltbühne”. Senere er vi jo ligefrem blevet Rigsværnministeriets Modpol. Vi Fredstilhængere er pligtige til atter og atter at paavise, at der ikke er nogetsomhelst heroisk ved Krig, men at den kun bringer Rædsel og Fortvivlelse over Menneskene. Netop fordi vi ved, at den magtpolitiske Situation er os ugunstig i dette øjeblik, netop derfor maa vi føre et kraftigt Sprog. Men dette Sprog gaar gennem i hele Verdenslitteraturen fra Lao-tse og Bibelen til Kant. De har alle betegnet Krigen som Mord og Soldaterhaandværket som et Morderhaandværk. Ordet Mord er her ikke anvendt i juridisk, men i sædelig Betydning. I to tusind Aar har man kæmpet om denne Sag. Det er det evige Svælg mellem Statens Moral og Individets. Man kan ogsaa bringe det paa følgende Formel. Den lille Morder halshugger man, den store bekranser man med Laurbær. Vi er ikke Fanatikere og ikke Billedstormere, men vi anser det for nødvendigt, at man fører et tydeligt Sprog. Naar Krigens Tilhængere marcherer op mod os, saa hedder det: Forrædere, feje Stympere, og Pacifisten bliver betragtet som moden til Tugthus. Men vi, som staar i stadig Kampstilling mod Krigen, maa benytte os af den Terminologi, som i de sidste to tusind Aar har staaet os til Raadighed.

Jeg opfatter denne Rettergang som Rigsværnsministeriets Forfølgelse af Pacifister. Det kan ikke være nogen Tilfældighed, at ingen af de store Frontkæmperorganisationer med deres Hundreder af Medlemmer har følt sig saaret. Hver Frontsoldat vilde roligt tage imod denne Bebrejdelse. Allerhøjest kan de Officerer føle sig saaret, som har smykket Krigen med et Hædersbegreb, som slet ikke svarer til den.

Jeg har oplevet et af de mest tankevækkende øjeblikke i mit Liv, da der under min Forsvarers Tale lød Toner herop fra et Militærorkester nede paa Gaden. Jeg ved ikke, om man deri skal se et betænkeligt Symbol eller en betydningsløs Tilfældighed. Men maaske har disse Toner i Anklagemyndighedernes øre været Lyden af deres Herres Stemme.

Maaske er jeg den eneste her i Salen, der ikke er forundret over Paastanden om seks Maaneders Fængsel. Thi for mig staar det klart, at der maa forfølges en bestemt Tankeretning. Men det er forkert, hvis man antager, al det i denne Weltbühne-artikel drejer sig om et Mistænkeliggørelse af et Korps. Det drejer sig om Mistænkeliggørelse af Krigen. Ganske ligegyldigt, hvorledes Dommen falder ud, saa vil jeg med alle de Midler, der staar til min Raadighed, kæmpe videre for den Idé, som jeg anser for rigtig.”

Top