Det Danske Fredsakademi

Carl von Ossietzky : Fredshelten i Koncentrationslejren

Af Kurt D. Singer
Oversat af Esther Gretor
Frem-Forlag. København. 1936

BEGYNDELSEN

“Vi maa beklage Tyskerne lige saa meget paa Grund af deres Sejr, som vi beklager os selv paa Grund af vort Nederlag, thi for dem er denne Sejr Begyndelsen til deres moralske Udartning.”

Den Leder i “Le Temps” den 3. Oktober 1871, som disse Linier af George Sand er taget fra, indeholder, maaske den korteste og bedste Definition af den tyske Militarisme. Det har været Tyskland Ulykke, at det ikke har kunnet overvinde sin gamle krigeriske Germaneraand. Krig, Vold, Mishandling er Folkets Arvelod. Dette Land har ikke fostret store Pædagoger, der kunde lære Folket at hade og afsky Krigen. Fra Generation til Generation er Krigsbegejstringen og Chauvinismen gaaet i Arv.

Kun fjorten Aar varede det Interregnum, under hvilket Militarismen ikke officielt kunde fejre Triumfer. Men uofficielt levede den videre. Disse fjorten Aar var til Ende den 30. Januar 1933. - Den tyske Militarisme har været en Gaade for hele Verden. Alle Tyskere var Militarister, en lidt mere, en lidt mindre. Javist, der var naturligvis Undtagelser, men de var sjældne. - Carl von Ossietzky var en af dem.

Ossietzky er født i Hamborg den 3. Maj 1889, hans Fader var en højere Embedsmand, der stod i intimt Samarbejde med den daværende bekendte Borgmester i Hamborg, Petersen. Han blev sat i en ganske almindelig Skole, for til Trods for den klingende Friherretitel havde For-ældrene ikke Raad til at lade ham gaa paa et Gymnasium. Senere tilbød nogle Venner, der havde faaet øje paa hans store Begavelse, at hjælpe ham til at blive Student. Men Ossietzky, der aldrig har kunnet udstaa, at der blev gjort Væsen af ham, sagde nej Tak til dette Tilbud. En akademisk Grad betød ingenting for ham, og ligesom han ikke brød sig om at faa Studentereksamen og blot var ivrig for at skaffe sig positive Kundskaber, saaledes aflagde han sin Friherretitel og kaldte sig bare Carl von Ossietzky. -

Naar et Menneske allerede i sin Ungdom renoncerer paa sin Stands Fordele, vidner det ikke blot om en stærk Idealisme, men ogsaa om en dyb Forstaaelse at den sociale Sammenhæng og Uretfærdigheden i Verden. Idealisme er jo som oftest bare noget, der hører Ungdommen til, og kun de virkelig store og stærke holder fast ved den. Ossietzky har altid holdt fast ved sin, og Idealismen I Kampen mod Krigen har været hans Ledestjerne.

Allerede som ganske ung havde Ossietzky skrevet politiske, satiriske Digte, der blev almindelig anerkendt som meget talentfulde, og som har været offentliggjort i Tidsskriftet “März”. Saa snart han begyndte sin Forfattervirksomhed, besluttede han, ogsaa for at demonstrere sin Uafhængighed, at udtræde af den katholske Kirke, som hans Familie Slægter igennem havde tilhørt. - Beskyldningerne mod Ossietzky for at være “jødisk Marxist” er ganske ubeføjede.

Hvis der ikke har været særlige Familiestridigheder i Ossietzkys Barndomshjem, bød Hamborg, de store Modsætningers By, til Gengæld paa alle Muligheder i denne Henseende. Hamborg, Tysklands mest internationale By, har alle vort Samfundssystems Modsigelser i sig. - Fra de rige Kvarterer ved Jungfernstieg, Alsterpavillonen, Villakvartererne Uhlenhorst og Harvesterhude til de forfaldne, usunde Fattigkvarterer i St. Pauli, fra de store Importører til Gadens Piger ved Havnen. I ingen anden tysk By ligger Fattigdom og Rigdom saa nær ved hinanden. Den tyske Nordsøkyst har derfor altid været prædestineret til revolutionære Handlinger, der har altid Været Grobund for de store Idéer, der har rystet Verden. Baade for Ossietzkys og for Heinrich Heines Udvikling har denne By været Udgangspunktet. - Hvor forskellige end disse to store Tyskeres skæbne har formet sig, lige saa enige er i Deres skarpe og rammende Ord er same dybe Kærlighed til Tyskland. “Slavernes Gud er Kæppen”, skriver Heine, og hans Tanker har faaet Udtryk i Digtet:

“Denk ich an Deutschland in der Nacht,
dann bin ich um den Schlaf gebracht.
lch kann nicht mehr die Augen schliessen
und meine heissen Tränen fliessen”.

Og Ossietzky, som ikke er Digter, men dog ejer noget af den samme Formsans, skrev hundrede Aar senere: “Tyskland søger en Diktator, en Undertrykker, ikke en Mand, men en Kyrasserstøvle. Halvtreds Millioner Lakajer søger en Pisk.” Eller andetsteds: “Men Tyskland er uden Frihedstraditioner. Det savner en virkelig borgerlig Bevidsthed, det savner Civilistens Stolthed overfor Uniformen. Gang paa Gang har man i Kejsertiden hamret ind i de tyske Undersaatter, at det var en Forbrydelse mod Folket at nægte Militaris-men nogetsomhelst.”

Kort før Krigen havde Ossietzky giftet sig med Englænderinden Maud Lichtfield-Wood, Datter af General Lichtfield-Wood og indisk Prinsesse. (De bliver gift 19. August 1913 -HT). Til Trods for dette standsmæssige Ægteskab er Ossietzky altid forblevet et ganske fordringsløst Menneske og har været uberørt af alle ydre Ting.

Ossietzky er en af de faa Tyskere, som allerede før Krigen har kæmpet mod Krigen. (Carl von Ossietzky bliver medlem af der Deutschen Friedensgesellschaft omkring 1912-13 -HT). At han desuagtet blev tvunget til Fronten, kunde han ikke forhindre, og det var desuden hans Natur ikke at gaa udenom det farlige og ubekvemme. Efter Krigen udgav han for sine egne beskedne Midler et lille pacifistisk Ugeblad i Hamborg (Die Lanterne). Bladet holdt sig dog ikke længe, det maatte gaa ind, og Ossietzky blev derefter Leder af den tyske Fredsforenings Afdeling i Hamborg. Senere kom han til Berlin som Sekretær for Fredsforeningen.

Efter Krigen var Ossietzky det eneste Menneske i Tyskland, som i første Række kæmpede mod Krigen. Gang paa Gang erklærede han:

“Jeg har under Krigen staaet i Ildlinien. Jeg kender altsaa Krigen mere end litterært. Hvad jeg saa i Krigen, har helt igennem været bestemmende for min Opfattelse af Krigen og Krigsdhaandværket. Det er vor Pligt som Fredsvenner atter og atter at paapege, at Krigen ikke er Udtryk for noget heroisk, men at den bringer Rædsel over Menneskeheden.” (Carl von Ossietzky indkaldes til militærtjeneste 14. Juni 1916 og tjenestegør i et pionerregiment i Bayern. Senere udstationeres han ved den 51. Hærbataljon i Flanderen).

Berlin var dengang Pacifismens Centrum, Midtpunktet for alle radikale Retninger og et af Europas vigtigste Kulturcentre. Ossietzky havde et stort Arbejdsfelt foran sig, som han under alle Omstændigheder vilde beherske. Mennesker skulde lære at foragte Krigen. Afskyen for Krigen skulde ind Hjernen og i Blodet paa hver eneste Tysker. Ossietzky var en af de faa Pædagoger i Tyskland, som virkede for freden. Han vilde udrette det, som aldrig var lykkedes for de tyske Filosofer. Men vi oplever her det typiske Eksempel paa, at en Idé alene uden de økonomiske og sociale Forudsætninger ikke kan føres igennem. - Ossietzky skabte i 1922 den første republikanske Antikrigsorganisation, som skulde omfatte bredere Kredse af Folket end den mere intellektuelle Fredsforening. Hver eneste Tilhænger af den unge Republik, alle socialt interesserede Mennesker skulde drages med. Han organiserede som den første i Verden Bevægelsen “Aldrig mere Krig” (Mere korrekt slagordet Aldrig mere Krig som blev lanceret i 1920).

- Naar Freds-vennerne og Arbejderorganisationerne i hele Verden nu demonstrerer og manifesterer den 1. August, saa er det Ossietzkys Værk. Ved hans Side stod Bladet “Berliner Volkszeltung”, ved hvilket han selv var Redaktør, og som understøttede Kampen i sine Spalter (Avisen blev grundlagt 2. Oktober 1919 som organ for Friedensbund der Kriegsteilnemer som var grundlagt af Ossietzky i samarbejde med en anden pacifist Otto Lehmann-Rußbüldt. Nogenlunde samtidigt redigerede Ossietzky Deutsche Friedensgesellschafts tidsskrift Volker-Friede). 11927 efter Siegfred Jacobsohns Død overtog han ogsaa Ledelsen af det meget læste venstredemokratiske Tidsskrift “Weltbühne”, hvor han arbejdede, lige til han blev fængslet.

- Der findes næppe en mere fanatisk Krigsmodstander end Ossietzky; men han er samtidig det rolige, sagligt overvejende Menneske, som uden Temperamentsudbrud gaar sine egne stille Veje, mens han udretter sit Arbejde. Denne Tilbagetrukkenhed er karakteristisk for hele hans Personlighed. Aldrig saa man Ossietzky paa nogen af Berlins litterære Kaféer, aldrig paa nogen af de Presseballer, hvor de store og mindre Aander indenfor Faget var repræsenteret. Ingen har nogensinde set ham i Smoking paa de store Litteraturfester, skønt han som den bekendte Publicist han var, selvfølgelig havde Adgang dertil.

- Et fanatisk Arbejdsmenneske kæmpede en heltemodig Kamp mod Krigen, og han førte denne Kamp mod Krigen og Militarismen til den sidste Konsekvens. For denne Kamp ofrede han sit eget Jeg. Naar Ossietzky Dag og Nat arbejdede for sin Idé og skrev sine Artikler, spillede Livets ydre Omstændigheder overhovedet ingen Rolle for ham. Ossietzky ønskede at arbejde i Stilhed; at han ikke fik Lov at gøre det, kunde han takke sin værste Fjende Rigsværnet for. Thi Rigsværnet hadede mere end nogen anden denne stille, usynlige Forkæmper for Freden. Ossietzkys Afsløringer virkede altid som Bomber i Rigsværnsministeriet i Bendlerstrasse. Den vaabenløse Ossietzky kæmpede mod den bevæbnede Magt, og denne Kamp skulde blive hans Skæbne.

Top