Mel.: Värmelandsvisa. (Og jeg vil ha en Hjertenskær).
De siger, at vi elsker ej mer vort gamle Land, fordi vort Blik er vendt mod Fredens Baner, fordi vort Haab ej gløder i Skær af Blod og Brand, vort bedste Minde er ej tagne Faner. Den store, varme Tanke som mægtigt greb vort Sind, den kalder de for Drømmeres syge Hjernespind, de spotter som et Daareværk vor Stræben.
Men det er mer end Drøm, at der samles alt en Flok om Fredens Bannerdag i Borg og Hytte, som fører »Krig mod Krigen« med Ordets blanke Sværd, saa Folkene begynder trindt at lytte, at kende deres Skændsel bag løjet Æres Navn, at se den beske Kilde til umaalt Nød og Savn i vundne Slag saa fuldt som i de tabte.
Og der var intet stort, som ej først blev Vanvid kaldt, som gennem Spot og Had ej maatte vinde, til Fordoms Slør omsider fra alles Øjne faldt og alle skreg omkap: hvor var vi blinde! - Hvert Sandhedsværk, der øves i Kærlighedens Tro, er Sæd til Verdensmarken, skal gennem Tider gro til Høsten en Gang priser Sædemanden!
Tekst: Uffe Birkedal. Värmelandsvisa eller Vermelandsvisa (Ack Värmeland, du sköna) blev kendt via Percy Graingers (1882-1961): Suite "La Scandinavie" fra 1902.
Kilde: Fredsvennernes Sanghæfte, 1904.
Top
