Revyforfatteren, mag. art. Jesper Jensen er blandt de danskere, alle i landet kender, og han har med sin kunst og sine meninger sat diskussionen i gang ikke mindst i kirkelige kredse. - relief har med overskriften til denne artikel som udgangspunkt fået Jesper Jensens svar på en række spørgsmål. Troen og Jesper Jensen — Det står for mange som den, der sørger for et fortjent hak i tuden til kirken og borgerskabet, og for andre, som indbegrebet af alt ondt i denne verden. Var det meningen? — Jeg skriver ikke for at komme til at stå som et eller andet i andre folks bevidsthed. Hvis jeg kritiserer religion og borgerskab er det vist først og fremmest fordi jeg føler, at begge dele mange gange gør livet endnu sværere for andre mennesker, end det er i forvejen. Til dem, der synes, at jeg er »indbegrebet af alt ondt i denne verden« vil jeg sige: »Det er en altfor betydningsfuld rolle at tildele mig. Kom dog ned på jorden«. Jeg synes, der er andre ting, både vigtigere og ondere, at beskæftige sig med — netop i denne verden. — I den almindelige debat er Deres udtalelser ofte mere provokerende end i revyen, men uden at der fremkommer tilsvarende reaktioner. Hvad tror De, årsagen er til dette? — Et udtryk, der optræder i en kunstnerisk sammenhæng, vil normalt være skarpere og præcisere end ellers. Men jeg indrømmer, at man tit kan spørge sig selv: »Hører folk mon efter det, der bli'r sagt?« — Kommer De ikke lettest til de tekster, der er morsomme for de mange og på bekostning af de få, og er det ikke en form for pop? F. eks. »Hilmar, frelser og forsoner«? — Spørgsmålet minder om det berømte: »Er De holdt op med at banke Deres kone?« Jeg kan ikke acceptere den beskrivelse af mine tekster, som fremgår af spørgsmålet. Og derfor kan det ikke besvares. Om »Hilmar, frelser og forsoner« kan jeg sige: Valgkampen og vælgernes opslutning omkring Baunsgaard fremkaldte en fuldkommen absurd, overdreven forventning til mandens evner som redningsmand og mægler. Denne urimelige situation fører man ud i sin yderste konsekvens ved at sammenligne ham med Jesus, dvs. lade ham spille den samme rolle i folks bevidsthed — netop for at demonstrere urimeligheden. Det er ikke nogen ukendt satirisk teknik. Det overraskelsemoment, der ligger i at lave en lille smule om på noget, som alle kender, er også velkendt, og brugt masser af gange — både i forbindelse med salmer og fædrelandssange, og uden at salmerne eller fædrelandssangene er blevet bedre eller ringere af den grund. — Hvis vi rydder al moral og forargelse af vejen, kan De så i det hele taget gå med til, at noget kan være blasfemi i betydningen gudsbespottelse? Ikke alene for dem, der tror, men også et begreb, andre må tage bensyn til. — Blasfemi har ligeså lidt som pornografi nogen fornuftig mening for mig som almengyldige regler. Men det er en psykologisk kendsgerning, at mennesker, stillet over for visse påvirkninger, kan føle sig krænket, stødt, eller hvad De nu vil kalde det. Jeg tror, det er meget vigtigt at prøve at skelne imellem, om ens forargelse ret-ter sig mod at beskytte ens egne private følelser, eller om den retter sig mod den virkelighed, der evt. på krænkende måde præsenteres for en. Skulle den sydvietnamesiske politichefs brutale nedskydning af en fange have været vist i TV? En ting er imidlertid sikker: Skulle man have sikkerhed for, at man ikke krænkede private følelser et eller andet sted — da måtte man tie aldeles. — Kristelig Lytter- og Fjernseerforening har i sin tid været med til at oprette radioens program 3, men langt ind i denne forenings rækker anses forfladigelse for mere farlig for den kristne tro end Deres revy-tekster. Er det en tilsvarende indstilling, der får Dem til at fare så hårdt frem, eller gør De det med en »halvdårlig samvittighed«? — Jeg forstår ikke spørgsmålet. Jeg kan vist ikke tage stilling til, hvad der er mest »farlig for den kristne tro«. Om den »halvdårlige samvittighed« kan jeg kun sige: Man har næsten altid dårlig samvittighed, når man udtrykker sig. Man føler sig næsten altid usikker på, om det man beskæftiger sig med er vigtigt nok, om det standpunkt, man har taget, er rigtigt — og om formuleringen er god nok. — Tror De på Gud? Altså den kristne. — Nej. Heller ikke den kristne. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.