Årgang 1899

Vi puttede kvinderne i seng
mens manden i Frankrig husered.
Det var ikke så smukt, som vi havde drømt.
Vi var akkurat konfirmeret.

Siden blev vi selv kaldt ind 
for at være kanonernes foder. 
I skolerne tømtes bænkene. 
Hjemme hulkede moder.

Så kommer en smule revolution 
som ikke ved samfundet rokker. 
Og kvinderne kom, som de gjorde før. 
Og siden kom gonokokker.

De gamles opsparing blev tømt for værdi. 
Så blev vi natte-studenter. 
Om dagen sad vi på et kontor 
og regnede med procenter.

Var det dig eller mig? Hun sku ha et barn 
som ingen af os var glad ved. 
Vi havde en ven, der skrabed det ud. 
Og så var vi pludselig tredive.

Vi fik eksamen og glemte alt. 
Det kan de fleste bevise. 
Nu er vi alene dag og nat 
og får for lidt at spise.

Vi har set ind i verdens hæslige fjæs. 
Aldrig børn - men vi løftede arven: 
Vi spytted på verden, vi som slap 
for døden i skyttegraven.

Man stjal vores kroppe, man stjal vores sjæl:
påtvang dem begge glorien.
For længe, for tidligt var vi for stor
en del af verdenshistorien!

De gamle påstår, nu er det tid.
Der skal sås, der skal høstes med smerte.
Et øjeblik mer. Vi er rede til slid.
Et øjeblik mer. Så blir vi befriet!
Så viser vi jer, hvad vi lærte!

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.