For en kunstnerpolitik

Jeg har i sinde at betjene mig af begrebet »kunst« med munter selvfølgelighed, hvilket på én gang vil lette tekst og tankegang. Jeg vil forholde mig pragmatisk og som kunst acceptere ethvert fænomen eller produkt, der af sin(e) skaber(e) betegnes som kunst.
Skulle en sådan skaber blive fristet eller overtalt til ikke selv at betegne sin virksomhed som kunstnerisk, vil jeg dog fortsat betragte resultaterne som kunst, hvis en tilstrækkelig stor og kvalificeret del af de mennesker, der betegner sig selv som kunstnere, fortsat regner vedkommende for en kollega.
Politik handler om mennesker, kunstnere er også mennesker, derfor handler kulturpolitik om kunstnere. (Kulturpolitik handler naturligvis også om publikum, om modtagerne -og alle andre mennesker, hvis liv omfatter kunst, men som ikke selv betegner sig som kunstnere.) Hvis man foretrækker at kalde dette for kunstpolitik - så for mig ingen alarm.
Ja, man kan gerne for min skyld gå så langt som at kalde det for kunstnerpolitik - for jeg vil tage mit udgangspunkt i kunstnerens situation. Jeg kunne også have valgt publikum som udgangspunkt, eller formidlingen - og ad den vej være kommet til kunstneren. Men jeg tager mit udgangspunkt i noget, som jeg ved noget om, nemlig i den situation, hvori jeg selv befinder mig:
Jeg har hele mit voksne liv lavet kunst, i tyve år for penge - og i snart tre år udelukkende haft kunsten som grundlag for min indtægt. Jeg har i en årrække taget del i fagligt arbejde, hvor jeg har repræsenteret kolleger.
Med udgangspunkt i kunstnerens situation vil jeg prøve at anskue problemerne ud fra en materialistisk synsvinkel. Jeg vil ikke tale om kunstens værdi for mennesker og samfund, herom taler kunstens millionomsætning sit eget tydelige sprog. Ud fra en materialistisk analyse vil jeg pege på nogle mulige tendenser i en kulturpolitik - både i den nugældende og i en kulturpolitik, som man kunne ønske.
En forudsætning for at forstå - og forandre - kunstnerens materielle situation er, at man undersøger to konkrete spørgsmål:

1)  Hvilke former for indtægter har en kunstner?
2)  Hvilke    indtægtskilder   har   en kunstner?

Kunstnerens indtægtsformer
Der er store forskelle fra kunstart til kunstart. Maleren sælger ikke sit billede på samme måde, som forfatteren sælger sit manuskript. At udkomme på tryk er ikke det samme for en komponist som for en digter. Men der er også mange lighedspunkter.
Jeg vil - for at gøre det hele lidt mere konkret - som eksempel tage sammensætningen af min egen indtægt sidste år. Jeg ligner de fleste forfattere deri, at jeg ikke har råd til at specialisere mig, jeg er tvunget til en ret stor alsidighed inden for kunstarten litteratur.
Den største del af min indtægt kom fra udlejning af mine værker. Ikke ældre, allerede skrevne værker, men værker, som blev bestilt og honoreret med en lejeafgift (i mit fag kaldet: royalty). Det vil i al sin enkelhed sige, at hvis nogen stiller mit værk til rådighed for offentligheden, skal jeg have penge for denne brug.
På denne måde honoreres jeg for et tv-spil, for en sang på plade, for et digt i en skolebog, for en bog på et bibliotek. Disse indtægter var koblet til produktet, ikke til arbejdsindsatsen. Lidet brugte forfattere får langt fra
deres arbejde betalt, stærkt benyttede forfattere kan få deres arbejdsindsats betalt flere gange - og dermed få kunstnerisk frihed til projekter, som ikke er sikret aftagere på forhånd.
Jeg fik imidlertid en anden del af min indtægt som løn, dvs. en betaling for en bestemt arbejdsperiode, for eksempel to måneder. Denne form betragtes som akkordløn, idet der på forhånd er aftalt en bestemt modydelse for lønnen: en dramatisering af en roman fx. Hvis jeg bruger mere end to
måneder på arbejdet, kan jeg ikke holde akkorden, og min timeløn går ned.
Der er enkelte eksempler på, at en forfatter har været ansat som lønarbejder, for eksempel i en teatergruppe, hvor der nok er en arbejdsdeling, men ikke noget på forhånd aftalt produkt. Det er imidlertid meget sjældent.
Foruden lejeindtægter, akkordløn og fast tidløn er der endnu en indtægtsform, men den optræder ikke i forfatter faget. Blandt billedkunstnerens indtægtsformer optræder den simple salgsindtægt af et produkt, som kun findes i ét eksemplar.
Kunstnerens indtægtsformer er således fire:

1)  Lejeindtægter
2)  Akkordløn
3)  Tidløn
4)  Salgsindtægter.

Kunstnerens indtægtskilder
Hvor kommer kunstnerens penge fra? Jeg tænker ikke på de store økonomiske sammenhænge i samfundet - jeg spørger: hvad står der nederst på checken, når den kommer?
Jeg har fået checks fra bogforlag, musikforlag, kulturelle forvaltninger, biblioteksvæsenet, rettighedsorganisationer og fra min faglige organisation, Dramatikerforbundet. I de
to sidstnævnte tilfælde er det andre, som har skrevet under på de oprindelige checks, for eksempel teaterdirektører, koncertarrangører, Danmarks Radio.
Jeg vil ikke gå ind på de organisatoriske og administrative forhold, de er ret komplicerede, men nøjes med at slå fast, at kilderne til mine forfatterindtægter er dels private forretningsdrivende, dels offentlige institutioner. Et sted midt imellem ligger de subventionerede foretagender (fx. landsdelsscener), hvor brugen af kunstværket giver indtægter, men hvor der ikke kan ske en kapitalakkumulation.
Til disse kilder kommer så for billedkunstnernes vedkommende enkeltpersoner, som køber værket alene for at eje det, ikke for at gøre forretning med det.
Kunstnerens indtægtskilder er således tre: 

1) Privatpersoner
2)  Forretningsdrivende
3)  Offentlige (og offentligt subventionerede) institutioner.

Afhængig af indtægtsformen fungerer disse indtægtskilder som enten kunder eller arbejdsgivere for kunsten.

Kunstnerens klassetilhørsforhold

Allerførst er det vigtigt at gøre sig klart, at i dagens samfund er kunstnere placeret yderst "forskelligt, når
man sammenligner dem med hensyn til indtægtsformer og indtægtskilder. Det er forskelle, som udspringer af forskelle mellem kunstarter og genrer - men der er også store forskelle inden for den enkelte genre. Det er disse forskelle, som skaber problemer, når kunstnere organiserer sig fagligt.
Med andre ord: kunstnerens klassetilhørsforhold er ikke entydigt, som fx. en faglært arbejders er det. Kunstnerens eksistens i samfundet kan både være småborgerlig og proletarisk, oftest begge dele på én gang -som regel med en overvægt til en af siderne. Billedkunstneren vil overvejende skaffe sig indtægterne ved at sælge sine produkter til sine kunder - dramatikeren vil (hvis det fx. er mig) overvejende leve af akkordarbejde. Sangkomponisten vil overvejende få sit udkomme via brugsafgifter (royalty) fra pladesalg og opførelser, filmkomponisten vil snarere leve af bestillinger: akkordarbejde. Dertil kommer så, at værker frembragt ved akkordarbejde kan indbringe lejeindtægter.
Tager man således udgangspunkt i kunstnerens materielle situation er det indlysende, at solidaritet mellem kunstnere er et modsætningsfyldt foretagende. Der er i et vist omfang fælles interesser - men der er også interessemodsætninger, eller i det mindste store interesseforskelle.
Kunstneren står ikke over eller uden for samfundet og klassekampen. Og jeg siger stadigvæk ikke et ord om kunstens indhold eller budskab -jeg taler om penge, det vil sige politik.
Som socialister styres vor politiske tænkning af klassekampens faktum. Det vil sige: 1) kampen mellem lønar-bejde(re) og kapital(ister) - og 2) lønarbejdernes kamp for afskaffelse af lønarbejdet som produktionsmåde. Og lad os så gerne skændes om, hvad disse lønarbejdere producerer, og om de må gå med slips og bo i parcelhus.
Hovedsagen er, at vi søger forandringens kilde hos lønarbejderne - i forbund med alskens kasseret, udflippet eller intellektuelt pak - herunder kunstnere. Vi siger: en befrielse af lønarbejderne vil også betyde en befrielse af arbejdet. Derfor må vi vel også sige: en befrielse af kunstnerne vil også betyde en befrielse af kunsten. Og hvis vi er i det humør, tilføjer vi: der er kun en lille forskel mellem det befriede arbejde og den befriede kunst.

To kulturpolitiske tendenser

Der er to linier i kulturpolitikken: en småborgerlig og en proletarisk. Kulturpolitik er som al anden politik klassepolitik.
Her kommer kunstens form og indhold uundgåeligt ind. Kunstnere påvirkes ligesom alle andre mennesker af deres materielle eksistens, den er med til at forme deres klassebevidsthed. Den kunst, der laves, laves af kunstnere og kan som ærligt udtryk naturligvis ikke undgå at afspejle deres egen bevidsthed - og ubevidsthed. Kulturpålitik påvirker kunstnerens materielle eksistens - det påvirker kunstneren og dermed kunsten.
Den kulturpolitiske linie, som trækker kunstneren (og dermed kunsten) i en småborgerlig retning, er kendetegnet ved, at den lægger vægt på den frie konkurrence, den frie næring, markedet. Den har ikke brug for faglige organisationer, endsige for kollektive overenskomster. Man sælger, hvis nogen vil købe, og man tager den pris man kan få.
Denne linie vil også være kendetegnet ved en maksimal ophavsretsbeskyttelse. Den forretningsdrivende må have en vis sikkerhed for sin investering, og kunstneren skal have sine afgifter - bygget på retten til at råde over sit eget værk.
Det tredje kendetegn for en småborgerlig kulturpolitik er, at det offentlige skal holde sig væk. Kunst opfattes som et individuelt forbrug, og det offentlige skal ikke gå ind på det frie marked og forvrænge konkurrenceforholdene.
Et kendetegn ved den proletariske linie i kulturpolitikken er stræb i retning af, at kunstnere arbejder under mere eller mindre faste ansættelsesforhold med løn, enten tidløn eller akkordløn - med en hældning i retning af tidløn. Derfor: faglige organisationer, kollektive overenskomster.
Hvad ophavsretten angår, vil en proletarisk kulturpolitik trække i retning af en svækkelse af ophavsretten i form af tvangslicenser, det vil sige, at det offentlige - eventuelt mod et vederlag - uden individuel aftale kan råde over kunstnerens værk.
Endelig betragtes kunst som et offentligt, et kollektivt anliggende - og man vil stræbe efter maksimal offentlig støtte til kunstnerne. Det vil give anfægtelser, at det store flertal betaler for noget, som det ikke selv ønsker at få del i, men det fortæller os blot, at kulturpolitik hænger sammen med for eksempel skolepolitik og socialpolitik.

Lidt utopi

Hvis kunstneren har den tilstrækkelige folkelige opbakning (står tilstrækkeligt stærkt på markedet), så vil både kunstner og publikum få mest ud af den småborgerlige - den liberale - linie i kulturpolitikken. Det forudsætter et opvakt og interesseret samfund, i hvilket kunsten er en naturlig og uundværlig del af hverdagen, og hvor levestandarden muliggør en højere prioritering af beskæftigelsen med kunst - både som afsender og modtager. Et sådant samfund har vi ikke.
Vi har et samfund, som i det omfang det tvinger sine kunstnere ud på et kapitalistisk marked, udsætter kunsten for de samme mekanismer som det øvrige varemarked: koncentration på færre produkter og færre producenter, tab af variation og nuancer - i sidste instans: masseproduktion og monopolisering. De mægtige bogklubber er tydelige eksempler på denne tendens for forfatterne.
Men forholdet er modsætnings-fyldt: konkurrencen kvæler de små -men friheden begunstiger fornyelsen.
Under hvilke forudsætninger ville en proletarisk kulturpolitik være den rigtige? Hvis samfundet er demokratisk i alle led, således at alle kunstnernes arbejdsgivere er valgt af kunstnere og publikum i forening - og kan fjernes - vil kunstnere have den største frihed til at arbejde - og publikum have det mest alsidige udbud - under en proletarisk kulturpolitik. Et sådant samfund har vi heller ikke.
Den småborgerlige linie rejser i dag kunstnernes behov for folkelig opbakning - og det er jo ikke så ilde. Risikoen er: publikumsludderen, den opportunistiske kunst.
Den proletariske linie rejser i dag kunstnerens behov for demokrati og større frihed til at arbejde - og det er heller ikke så ilde. Risikoen er: pamperslikkeren, mødedyret, bankokunsten.

Lidt økonomi

Skal alle, der vil, kunne leve £f at lave kunst? Ja, naturligvis - det må da være vores udgangspunkt? Jamen, hvordan skal vi så skelne skidt fra kanel i kulturpolitikken?
Det er slet ikke problemet i dag. I dag består problemet i at skelne kanel fra kanel - og det er ikke alene svært, det er også farligt. Misforholdet mellem ressourcer på den ene side og kvalificerede kunstnere på den anden kvæler mange muligheder og fremmer det opportunistiske element hos svage sjæle med høj prestige.
Den kulturpolitik som føres i dag er i sin praksis i modsætning til sin teori. Den tvinges til at kvantificere kvalitet på et niveau højt hævet over det mere relevante skel mellem kanel og skidt.
Jamen, alternativet bliver urealistisk dyrt! Lad os regne på det.
Hvor mange billedkunstnere har vi i dag? Lad os fordoble det tal - og regne ud, hvad det vil koste at holde
ordentlig liv i dem alle sammen. Og lad os finde ud af, hvad de bør yde til gengæld: for eksempel en samfundstjeneste, hvor der frit kan vælges mellem udsmykning, undervisning, folkeoplysning, udstilling m.m.
Lad os se på de arbejdspladser, som billedkunstnerne skaber i andre erhverv og brancher, regne ud, hvad det offentlige sparer i understøttelse og får ind i merskat fra de jobs, som en fordobling af billedkunstnernes antal ville skabe.
Lad os også finde ud af, hvor billedkunstnerne direkte skaffer det offentlige indtægter - og regne ud, hvor meget en fordobling af deres antal ville forøge disse indtægter.
Når vi har lavet et regnestykke, kan vi se, om vi stadigvæk skal argumentere for kunstens samfundsmæssige funktion (og det kan vi let gøre) -eller om vi kan lade kunsten argumentere for sig selv.

Hvad bør der gøres?

Man kan anskue den nugældende kulturpolitik på to forskellige måder. Enten kan man opfatte den som dårligt gennemtænkt, fuld af indbyrdes modstridende ordninger. Eller man kan opfatte den som forsøg på at afbøde de værste følger af den nuværende uoverskuelige situation. Men herved adskiller kulturpolitikken sig
ikke fra andre politikområder. Den særlige danske form for kapitalismeadministration ytrer sig i modsætninger, som undertiden kan tangere det komiske - hvis det ikke var så sørgeligt.
Modsætningerne findes inden for den samme lovgivning. I Statens Kunstfond uddeler man legater uden krav om modydelse og uden hensyn til trang. Det er et småborgerligt træk i loven. Men samtidig uddeler man noget, der hedder produktionspræmier. Det er beløb, som gives til forfattere, hvis indtægt på en bog ikke har stået i et rimeligt forhold til arbejdsindsatsen. Det er et proletarisk træk i den selvsamme lov.
På biblioteksområdet disponerer det offentlige over forfatterens værk uden at behøve at spørge. Det er et proletarisk træk i loven at betragte kunst som et offentligt anliggende. Men samtidig betaler man afgifter til forfatteren på basis af efterspørgslen (antal bind på hylderne) - det er et småborgerligt træk i samme lov.
Hvad angår dispositionsretten står forfatterne med fælles interesser overfor bibliotekerne - men hvad angår afgifterne er forfatterne naturligvis splittet, som alle småborgere. Det er sprængstof i den faglige organisation.
Jeg mener, at kulturpolitikken i dagens Danmark må gå på to ben. Det som kunne adskille en socialistisk kulturpolitik fra den nugældende kunne være, at man gjorde sig klart, hvad vej man ville - og ikke faldt over sine egne ben.
På det helt korte sigt: op med den procent af de offentlige budgetter, som går til kunstnere.
På mellemsigt: forsvar ophavsretten med næb og klør - og knyt offentlig støtte til kunstnerne til arbejdsindsats i stedet for til produkt.
På langt sigt: I takt med, at kunstnernes eksistens sikres på lige fod med (andre) lønarbejderes kan op-havsretsbeskyttelsen forhandles åbent med kunstnernes faglige organisationer.
Perspektivet: at fortolke vores liv er lige så vigtigt som at overleve - og alles anliggende.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.