politisk revy Nr. 45, fredag den 3. december 1965 En kattepine Da politisk revy lukkede midlertidigt i foråret 64 blev det bebrejdet bladet, at det ikke havde gjort situationens alvor tilstrækkelig klar for læsere og bidragydere. Vi vil ikke udsætte os for den bebrejdelse igen. At politisk revy existerer endnu er en forbløffende kendsgerning. Vi tror selv hårdnakket på, at bladet også har en fremtid. Andre synes også at gøre det. De kommende måneder vil være afgørende for, om vi får den fremtid. Det er kort sagt alvor. Det er ved redaktionens slutning ikke muligt at vide, om målet for politisk revys støtteaktion nås til den 1. december. Lørdag den 27. november var der indkommet ialt 169 andele, svarende til 33.800 kr. Det er ca. to tredjedele af det mål, der var sat. Vi ved ikke, hvad der vil komme ind omkring den l. — men vi regner naturligvis med en slutspurt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det økonomiske resultat af støtteaktionen har været en skuffelse for redaktionen. Målet blev sat lavt — og det bliver måske kun lige akkurat nået. Situationen er i al sin enkelhed den, at vi nu kan holde skuden flydende i endnu et halvt år på det indtil nu etablerede økonomiske grundlag. Det forudsætter naturligvis, at man opretholder de urimelige arbejdsvilkår for redaktion og medarbejdere. To glædelige ting bør noteres. Vi har i støtteforeningen fået et vigtigt grundlag for bladets fortsatte existens. Støtteforeningen alene løser dog ikke problemet — og den bør under alle omstændigheder blive betydelig større. Men vi har navnlig glædet os over tilslutning fra en række nye navne. En anden glædelig ting er abonnementsfremgangen. Ca. 600 nye abonnenter på tre måneder er usædvanligt for politisk revy. Det er på længere sigt abonnenter, der skal være bladets basis - men det kræver, at fremgangen fortsætter i samme eller forøget tempo. Der vil ikke foreløbig i politisk revy blive bragt flere nødråb. Naturligvis vil der kort blive orienteret om udviklingen af støtteforening, evt. andre bidrag og abonnementstilgang. Men vi vil hellere bruge bladets 16 sider til andre ting. Vi har i den sidste tid mærket en stigende velvilje overfor bladet. Vi håber ikke det skyldes, at det er blevet dårligere! Vi vil gerne hilse tilbage på alle de smilende mennesker. Vi ville gerne lette på hatten — men det er lidt svært, når man altid skal stå med den i hånden. Vi er glade for sympatien og for troen på politisk revy som en vigtig faktor i dansk presse og debat. Må det til gengæld være os tilladt at erindre om smedens kat? © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.