Kapitalismens forsvarsmetoder bliver grovere i takt med den globale udvikling og med den langsomt vågnende bevidsthed hjemme. Lysende af selvgodhed advarer ansvarlige danske politikere mod voldsanvendelse med den ene ende, mens de logrer for USAs voldsherskere med den anden. Skal man bevare blot et mindstemål af respekt for dansk politik, kan man kun forsvare politikernes hykleri med deres stupiditet. Ikke særlig betryggende. Portræt af en ikke-voldsromantiker (tilegnet den tilfældigvis for tiden siddende justitsminister) Jeg er imod vold derfor må de der bryder lovene pågribes og spærres inde. Jeg er imod vold derfor må vi opdrage vore unge mænd til at slå dem ihjel der angriber os. Jeg er imod vold derfor må vi udstyre vort politi med effektive våben og bakke det op for enhver pris. Jeg er imod vold derfor må vi alliere os med de kræfter som overalt i verden fører krig for fredens skyld og bekæmper enhver modstand med alle til rådighed stående midler. Jeg er imod vold og vil derfor med styrke og beslutsomhed forsvare min verden mod voldsromantikere som voldeligt vil forsvare deres. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.