Hvis monopol?
Her kan til efteråret ventes et nyt forsøg fra konservativ side på at indføre det kommercielle livs konkurrencevilkår i vore største massemedier: radio og tv. Den konservative folketingsgruppe har nedsat et udvalg, der skal søge at komme det statslige monopol på dette omrade til livs. Man er dog realistisk nok til ikke at ville afskaffe statens radio og tv — men vil indskrænke sig til at se kritisk på den eksisterende ordning. Men man vil søge at få lovmæssig basis for at oprette private radio og tv foretagender.
I den diskussion, der forhåbentlig kommer om sagen, vil formentlig bleve inddraget elementer fra den kampagne, der fra konservativ og militær side har været ført imod den påståede usaglighed i radio-tvs politiske orientering. Og manglende kvalitet i tvs udsendelser vil blive brugt som argument for en såkaldt gavnlig konkurrence.
Det må allerede nu understreges, at diskussionen om fastholdelsen af samfundets monopol på radio og tv intet har med disse ting at gøre. (For en ordens skyld kan man måske alligevel minde om, at den påstående usaglighed i intet tilfælde har kunnet dokumenteres, og at konkurrencen på det kommercielle livs vilkår uundgåeligt fører til smagsbegrænsning og kvalitetssænkning. Isolerede importeksempler på prestigeudsendelsen fra England og USA ændrer ikke denne kendsgerning).
Den diskussion der skal føres, er en kulturpolitisk diskussion. Skal samfundet fastholde det eneste område, hvor det har mulighed for at udtrykke sin kulturpolitik i praksis og i fuldt omfang — eller skal det lade sig rive ud i en ulige kamp med forretningslivets monopoler?
For et andet massemediums, filmens, vedkommende, har staten i et tvivlsomt samarbejde med branchen gjort et spagfærdigt forsøg på at styrke de kunstneriske kræfters muligheder overfor de ensidigt kommercielle kræfters. Filmloven var et fremskridt, men hvis man forsat insisterer på, at
man vil føre kulturpolitik, er denne situation uholdbar på længere sigt. Der er brug for offensiv og større fremskridt på dette felt. Et kulturpolitisk tilbagetog på radio-tv fronten vil være et nederlag af dimensioner og vil øge den allerede eksisterende forvirring.
Den konservative pressions retning og mål er klare. Man kunne derfor vente at finde et ligeså klart standpunkt hos forsvarerne af det kulturpolitisk begrundede samfundsmonopol på radio-tv.
Kulturministerens udtalelser i denne sag skuffer. Han peger i en redegørelse til folketinget på, at der i løbet af nogle år vil være teknisk mulighed for private tv-sendere — og den eneste begrænsning for friheden i æteren er ifølge Aktuelts referat de begrænsede tekniske muligheder idet der vil være grænser for antallet af landsomfattende programmer.
Kulturministeren udtrykker „en vis skepsis" overfor reklamer i private radio og tv udsendelser, bl. a. udfra en betænkelighed ved de økonomiske konsekvenser for dagspressen! Dette har ganske simpelt intet med en kulturpolitisk argumentation at gøre.
Situationen er altså den, at regeringen ikke på forhånd vil afvise muligheden af private tv-selskaber. Man er villig til at diskutere det konservative oplæg — og Aktuelts referat slutter: Hvad denne debat kan føre til, synes således på forhånd at være et åbent spørgsmål.
Hvis ikke Aktuelts artikel er et skjult anslag mod Sølvhøj, må man konstatere, at regeringens svaghed atter har bragt kulturpolitikken i defensiven. Efterårets debat vil vise, om tolerancen overfor forskellige meninger og smagsretninger i samfundets radio-tv skal slå over i sin karikatur: forsonligheden overfor økonomiske interesser, der i ly af slagord om frihed vil afskaffe den.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.