FLY, SKREG DE - FLY Den vestlige verden er vant til at se supermagterne i rollen som denne halvklodes politibetjente - og har frivilligt eller nødtvunget fundet sig i, at således var nu engang tingenes tilstand. Folkefronten til Palæstinas befrielse har derfor sat den vestlige verden i en tilstand af raseri ved aktionen mod tre rutefly, som den bortførte og bragte til landing i den jordanske ørken. Hvad der bragte et sandt raseri ned over hovedet på de palæstinensiske partisaner er det uvante i at se et undertrykt folk i rollen som den overlegne - mens supermagterne intet kunne stille op. Erkendelsen af, at en militær invasion ville koste de 3-400 gidsler livet afholdt englænderne og amerikanerne fra forsøget. Man har svært ved at mindes en lignende situation, hvor verdens supermagter har været i en så magtesløs position. Netop denne magtesløshed har fremkaldt en så stærk moralsk indignation, at mange ville have anerkendt en militær intervention. I denne situation har "de saglige" og "de velvillige" afsløret deres sande ansigt. Ude af stand til at foreslå en politisk løsning, har de måttet gribe til den moralske fordømmelse. Forståelsen af palæstinensernes situation udeblev, ligesom holdningen blev så meget desto tydeligere. At reaktionen er moralsk, giver os en lejlighed til at påpege, at revolutionære bevægelser naturligvis ikke kan måles med den påståede moralske alen i det system, de bekæmper. Af visse indlysende grunde må systemets (dobbelt) moral ske domme være revolutionen uvedkommende. Den monotone moralske fordømmelse af partisanerne må tå os til at tænke os om, før vi hopper ind i koret. Palæstinenserne står i en frihedskamp. En kamp for at genvinde nogle rettigheder til et landområde, som de vestlige magter har frataget dem. Denne kamp har karakter af krig. Næppe fordi palæstinenserne elsker krig. Men de har valget mellem undertrykkelse og kamp. Hvis fred ville de tjene, dersom de underkastede sig? Palæstinensernes krig er legitim. Palæstinensernes kamp har to sider. På den ene side er det en kamp mod en ydre .fjende, repræsenteret af den zionistiske stat Israel. På den anden side er det en kamp for at forene det splittede folk, de selv repræsenterer. Sammenhængen mellem disse to former for krigsførelse gør det nødvendigt at vælge aktioner udadtil, som er forståelige indadtil. Resultater udadtil og enhed indadtil er målet for kampen. På denne baggrund skal fly-aktionerne vurderes - og ikke på nogen abstrakt moralsk baggrund. En baggrund, som tilmed ikke er mere abstrakt, end at den tjener undertrykkernes interesser. Man kan diskutere den strategiske betydning af fly-aktionerne: hvad kommer der rent faktisk ud af dem. Man kan kritisere valget af våben udfra en vurdering af, om resultaterne på de to nævnte fronter står i forhold til indsatsen. Hvad man derimod ikke kan diskutere er, at det er de vestlige magter, der i sin tid anerkendte Israels oprettelse, og som gennem tilsidesættelse af palæstinensernes rettigheder har skabt problemet. Det kan heller ikke diskuteres, at det, som palæstinenserne kæmper for, er berettiget. Hvis vestmagterne - evt. med hjælp fra de arabiske stater og Sovjet - vil gennemføre en politisk løsning, som indebærer opretholdelse af den nuværende israelske stat - så må de på en eller anden vis afskaffe den palæstinensiske bevægelse. Og så vil imperialismen have endnu et folkemord på sin. samvittighed. *** Systemets vagthunde (af typen Adolph Rasten, Merete Bonnesen etc.) bjæffer antisemit efter enhver, der tillader sig at stille sig tvivlende overfor det rigtige i Israels politik. De bruger også det trick at omtale landet som jødernes land eller omvendt jøderne som Israels folk (med en noget malplaceret bibelsk betegnelse). Der er en del jøder, der gerne ser sig fritaget for yderligere at se Israel omtalt som deres land - det er israelernes - foreløbig. Karakteristisk var Merete Bonnesens kommentar i Politiken den 10. september. Her gøres palæstinenserne ganske simpelt til nazister. Argumentationen er klar: de er modstandere af Israel (dvs. jøderne), altså antisemitter, hvilket igen gør dem til nazister. Her kaldes partisanerne ikke alene terrorister, deres leder George Habbash kaldes fører, flyene bliver i deres hænder til mobile gaskamre, ørkenen bliver til Auschwitz, kommandogrupperne bliver til SS-Sonderkommandoer, ligesom deres politik bliver til en Endl5sung mod jøderne. Hun foreslår som løsning på problemet kollektiv afstraffelse af den arabiske verden ved hjælp af afbrydelse af flyforbindelser med denne verdensdel, rigoristisk visumtvang, hjemsendelse af alle arabiske gæstearbejdere samt udvisning af arabiske studenter ved europæiske og amerikanske universiteter. Hendes brug af betegnelsen araber rejser straks visse praktiske vanskeligheder, f. eks. hvilke mennesker, der skal anses for arabere. Gælder det statsborgere i arabiske lande generelt (dvs. inklusive Sudan, Tunesien, Marokko og Mauritanien) eller gælder det kun jordanere? Gælder det da igen kun omskårne arabere eller alle? Gælder det f. eks. også jøder bosat i denne verdensdel? Og kristne? Alle disse dummepeterspørgsmål kun for at vise ligheden med tyskernes vanskeligheder med at definere hvad en jøde var for noget, eller med andre ord det racistiske i argumentationen. Merete Bonnesen er ikke noget særsyn. Såvel i den danske som i den øvrige vestlige (og for den sags skyld østlige presse har kommentatorer måttet gribe til samme moralske krigsmidler for at få luft for raseriet over at være magtesløs.) Kommentatorerne har slået på, at gidslerne er uskyldige og tilfældige ofre. Vi ser ingen grund til at benægte dette. Hvad der imidlertid er nok så interessant, er den sammenhæng, hvori dette argument pludselig optræder. Hvornår har vi hørt kommentatorerne med samme lidenskab omtale de uskyldige og tilfældige ofre for USAs udryddelseskrig i Vietnam, Cambodia og Laos? Hvornår har vi hørt dem omtale det palæstinensiske folk som uskyldige og tilfældige ofre for Englands, USAs og Sovjetunionens fejl slagne politik? Man kan ikke undgå at gøre sig sine tanker. Hvis nu de bortførte maskiner havde været fyldt med indere, afrikanere, koreanere - ja, eller for den sags skyld: med jøder - havde den hvide verden da reageret på samme måde? Hvis man i den aktuelle forbindelse tænker tilbage på de reaktioner, som USA-politiets nedskydning af fire hvide studenter fremkaldte, og sammenligner med reaktionerne på hundredevis af nedskydninger af sorte borgere - ja, så melder svaret sig næsten af sig selv. JESPER JENSEN, MORTEN THING © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.