Féen

En venlig fe har strejfet mine hænder 
så det, de rører ved, blir eventyr. 
Af deres kærtegn vrimler bløde dyr 
i mørket lyser deres skarpe tænder.

Din afmagtsfryd er suget, som jeg sødt 
udmattes af og som min styrke fordrer. 
Så stolt en ømhed har jeg aldrig mødt 
så myg en lydighed, som hader ordrer.

Så skælvende modtagelig og snu 
så krævende, så sanselig vulgær 
er du til stede altid netop nu 
og himlen (så jeg himlen?) er så nær.

Men du er vellystfjern og mod mit bryst 
er dine bryster og de rejser drømmen 
en hjertensvild forgæves dobbelt lyst: 
at trække læsset og at slippe tømmen.

Du river tøjet af. Vi mødes nøgne. 
Jeg ser i mørket dine halve øjne.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.