Er kunst et fag?

1. Hvad lever en kunstner af?
Jeg definerer kunst som meddelelse. Det indebærer en model med en afsender og en modtager. Der i mellem ligger en proces, som kan kaldes for transport, formidling, udbredelse eller lignende.
Det er som deltager i denne proces, at kuns tneren skal hente sit udkomme.
I et samfund, som brugte sin produktion til at sikre alle menneskers eksistensmulighed uden betingelser, ville kunstneren ligeså lidt som alle andre mennesker have problemer som dem, der skal diskuteres her. Problemer ville der nok stadig være - men det ville nok være problemer af en anden karakter. Måske problemer, som var mere relevante end de triste økonomiske problemer som klassesamfundet tvinger kunstnerne - og andre - til at bruge deres tid På.
Vort samfund bygger på privat profit og tillader så store forskelle mellem menneskers muligheder, at mennesker sættes op i mod hinanden som konkurrenter. I et sådant samfund må kunstneren kæmpe for sin eksistens på samme vilkår som andre, der ikke kan udbytte deres medmennesker, men tværtimod selv bliver udbyttet.
I et land som Danmark kan kapitalismens voksende indre krise endnu klares gennem en statslig dirigering af dele af økonomien og gennem en socialpolitik, som delvis kompenserer for de ulykker som kapitalismen ellers fører med sig. En sådan blandingsøkonomi anbringer kunstneren i en tvetydig situation. Dels er han genstand for forretningsmæssig udbytning, dels nyder han godt af de sociale kompensationer, som under betegnelsen kunststøtte ydes ham af det offentlige. Desuden iværksætter samfundet i forlængelse af sit almindelige folkeoplysende arbejde en formidling af kunst- gratis eller på for modtagerne yderst favorable betingelser. Det med det gratis er naturligvis en illusion. Pengene kommer ind via skatterne  - og det betyder at hele befolkningen betaler for formidlingen af kunst til de grupper, som ønsker at tage imod tilbuddet.
Kunstneren skal altså hente sit udkomme gennem forretningsvirksomhed, gennem sociale kompensationer og gennem den offentlige formidling.
Dette er grundlaget for en faglig politik for kunstnere.

2. Kunsten som vare.
Hvad indebærer det i praksis? Lad os tage de enkelte indtægtskilder hver for sig. Vi kan begynde med forretningsvirksomheden. Jeg startede med at definere kunst som meddelelse. Dermed er naturligvis ikke sagt, at den blir behandlet som sådan. Vi definerer osse mennesket som et levende væsen, der ikke lever af brød alene. Ikke desto mindre behandles mennesket i det kapitalistiske samfund som en vare: som en genstand hvis værdi kan gøres op i kroner og øre. Det samme er tilfældet for kunstens vedkommende. I en kapitalistisk markedssammenhæng må kunsten naturligvis osse blive betragtet som en vare. Og det er på dette grundlag kunstneren må forsvare sig mod den værste udbytning.
Jeg vil godt i korthed prøve at angive indkomsternes karakter indenfor et forretningsmæssigt system. Vi kan tale om to områder, afhængig af måden kontakten etableres på mellem afsender og modtager, mellem kunstner og publikum, mellem sælger og køber. Den ene måde foregår ved direkte kontakt. Den anden måde foregår via et mellemled, et medium, i mange tilfælde af teknisk karakter. Der er gradvise overgange mellem de to måder. I den ene ende har vi den enkle situation, hvor en kunstner sælger et af ham fremstillet unikum til en køber, som beholder det for sig selv eller videresælger det. I den anden ende har vi en billedkunst som fx filmen, der gennem et meget kompliceret teknisk medium har mulighed for at nå ud til et meget stort antal modtagere. Inde midt imellem ligger sådan noget som udstillinger og teateropførelser.
De vigtigste økonomiske elementer i dette forretningsmæssige system er følgende. For det første prisen ved salg af et værk til en køber. Hvad er det der bestemmer en kunstners priser? Er det udelukkende kvalitet - eller er der manipulationsmuligheder på samme måde  som i det øvrige forretningsliv? Kan kunstnerorganisationers faglige politik gribe ind på dette område?
Et andet element er den stigning i værkets værdi, som kommer til udtryk ved en stigende pris ved videresalg fra én køber til en anden køber. Her er kunstneren idag helt ude af billedet. Indenfor det system vi taler om her, forekommer det helt urimeligt, at kunstneren ikke sikres en andel i denne prisstigning - evt. i form af en merværdiafgift, hver gang et af hans værker sælges videre med fortjeneste. Endelig kan der være tale om en afgift eller leje, hvis værket udstilles, opføres eller på anden måde reproduceres eller formidles. I det omfang værket derved fungerer som en indtjeningsmulighed, må kunstneren naturligvis have sin andel af denne indtjening.
Med denne formidling nærmer vi os det andet forretningsmæssige område, hvor der er tale om formidling via tekniske media til et større publikum. Hvor disse media er i privat eje, er der tale om et forretningsmæssigt forhold. Værket, som formidles udgør en indtjeningsmulighed, det repræsenterer en merværdi som kunstneren må have krav på sin andel af. Enhver form for forlagsvirksomhed falder her ind under.
De private medier har to økonomiske elementer. Dels en royalty af salg og anden udnyttelse som giver gevinst - dels en garantisum evt. i form af et forskud. Størrelsen af disse elementer er emner for en faglig politik.
En fagforeningspolitik på dette forretningsmæssige område må naturligt byde mange kunstnere imod. De føler det er under deres værdighed at beskæftige sig med disse ting. De har efter min mening fuldkommen ret. Konsekvensen er bare, at mindre fintfølende personer får frit spil i udbytningen af kunstnerne.
Der er osse et andet problem. En fagforeningspolitik på dette felt ville kræve en solidarisk prispolitik, solidariske krav om royalty - begge dele fx organiseret gennem et fælles salgsbureau. Denne solidaritet kan være vanskelig at tilvejebringe. Kunstnere, som i forvejen opnår høje priser og har gunstige royaltyvilkår vil ikke være tilbøjelige til at afsløre disse fordele for kammeraterne - og de vil ikke være tilbøjelige til at betale de afgifter til et fælles salgsbureau, som der må blive tale om. Disse afgifter vil jo naturligt blive højest for dem der tjener mest. I den anden ende vil kunstnere, som er svagt stillet og som derfor er mest udsat for pression fra forretningsfolkene, have vanskeligt ved at deltage i kollektive aktioner -fordi deres indtægt, som i forvejen er meget lav dermed måske helt vil forsvinde i en periode.
Disse problemer kan kun løses gennem et bevidst arbejde med den indbyrdes solidaritet. Det er en erfaring, som alle udbyttede grupper har gjort gennem tiderne. Det er kapitalisterne som har gavn af forskelsbehandlingen efter det gamle princip Del og Hersk. Kunstnere sættes op imod hinanden. De privilegerede vil forsvare deres privilegier og de mest udbyttede vil være svage led i kæden. Jeg har ingen løsning på dette. Vi kan bare konstatere, at uden en gennemført solidaritet er enhver faglig politik dømt til at mislykkes.

3. Samfundets kunstformidling.
Jeg har sagt lidt om det ene hovedområde, hvor kunstneren hentede sit udkomme. Jeg vil nu sige noget om det andet hovedområde, nemlig de offentlige medier. På det første område, både i det direkte køb og salg og i formidlingen via privatejede medier, gjaldt kapitalismens hårde lov, som reducerede kunstværket til en vare, underkastet markedets vilkår.
Dette er ikke tilfældet i de offentlige medier. Her er der ikke tale om nogen indtjeningsmulighed forbundet med formidlingen - det offentlige skal ikke tjene penge på at formidle værkerne. Omkostningerne skal bare dækkes - for at muliggøre formidlingen. Det bringer kunstneren i en helt anden situation. Nu er der ikke tale om en vare, hvis merværdi man skal slås med en forretningsmand om. Nu er der faktisk tale om en meddelelse, som samfundet er interesseret i at formidle og som det derfor henter hos kunstneren.
De to økonomiske elementer i kunstnerens forhold til de offentligt ejede medier er efter min mening disse. For det første skal kunstneren have sit arbejde betalt, dvs samtlige leve- og produktionsomkostninger dækket. For det andet skal han have en præmie for den modtagelse, som hans værk opnår. Det betyder, at selvom forskellige offentlige medier kan have forskellige modtagerantal, så skal det ene element være ens, nemlig betaling for arbejdet - thi arbejdet varierer ikke med antallet af modtagere. Derimod er det rimeligt at kunstneren får en særlig godtgørelse for omfanget af udbredelsen. Det vil sige, at når arbejdet er betalt, så vil præmien for modtagelse være større i fjernsynet end i et samfundsejet teater.
Det må være helt naturligt i et demokratisk samfund, at den kunst, som formidles til et stort publikum præmieres i forhold til den kunst, som kun når et lille publikum. Men dette ræsonnement gælder naturligvis kun, forudsat at kunstneren forlods har fået sit at argumentere for den offentlige støtte i befolkningen. Det er oplagt, at man ikke undgår at tage stilling til vigtigheden af den kunstneriske meddelelse, dvs kvaliteten - men i praksis tror jeg nok at man er så fornuftig, at man i mange tilfælde osse inddrager sociale trangskriterier ved uddelingerne.
Efterhånden som de almindelige sociale sikringsordninger og folkepensionen udbygges, bliver disse særlige kompensationer til kunstnere naturligvis overflødige. Jeg ser derfor en beskeden faglig interesse på længere sigt i at presse på for at få netop kompensationerne forøget. Der er ligefrem indbygget en politisk selvmodsigelse i denne form for støtte. Enten giver man til kunstnere, som har stor berøringsflade, og det vil i det kapitalistiske samfund sige en stor indtægt - og det møder en naturlig modstand i befolkningen. Eller osse støtter man kunstnere, som har en meget lille berøringsflade - og det vil ligeså naturligt møde modstand i befolkningen. Denne modsigelse er en konsekvens af den isolation, som kapitalismen anbringer kunstneren i. Kapitalismen fremmer værdier, holdninger og livsformer, som er kunstfremmede. En fagforeningspolitik må i-midlertid tage sit udgangspunkt i en erkendelse af den faktiske situation. Derfor må man naturligvis kræve en kompensation for denne isolation - og det vil sige arbejdsmuligheder. Og derfor må man på kortere sigt kræve udvidelse af arbejdsstipendierne.
Men man kunne måske overveje at arbejde for en støtte, som på endnu mere direkte måde giver kunstnerne arbejdsmuligheder - og som formår at udligne de meget store forskelle, som der er mellem de forskellige kunstarter med hensyn til arbejdsomkostninger. Det offentlige kunne i meget højere grad end det idag er tilfældet stille værksteder, redskaber og materialer til rådighed for kunstnerne.
Og så kunne man som fagforening arbejde for afskaffelse af de uværdige hæderspriser til fordel for en forøgelse af den samlede pulje til kunstnerne. Hæderspriser er en latterlig og provokerende forskelsbehandling inden for en gruppe mennesker, som gør deres arbejde så godt som de kan. Hæderspriser er med til at anbringe kunstnere og deres arbejde i en atmosfære af højtidelighed og snobberi, hvor de ikke hører hjemme, og som strider imod det som  de prøver at sige med deres arbejde.

5. Et muligt alternativ?
Jeg har prøvet at skitsere nogle mulige arbejdsområder for en fagforeningspolitik, som skal tjene kunstnernes interesser. Jeg har gennemgået tre forskellige områder, hvor kunstnere henter deres udkomme i den moderne blandingsøkonomi, hvor staten gennem reguleringer sikrer kapitalismen imod kriser på kort sigt, og gennem kompensationer mildner følgerne af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. De tre områder var den private formidling, den offentlige formidling og den offentlige kompensation til kunstnerne.
I hele min gennemgang har jeg placeret kunstnernes fagforeningsmæssige interesser på linie med alle andre fagforeningers. Det gælder om at sikre medlemmerne betaling for deres arbejde, sikre deres arbejdsmuligheder, dvs deres beskæftigelse, og det gælder om at sikre deres tilværelse i tilfælde af uarbejdsdygtighed, fx på grund af alder eller sygdom.
Hele min gennemgang og alle mine argumenter har hvilet på en ganske bestemt forudsætning, som mange måske tager for givet. Jeg er gået ud fra, at en kunstner skal kunne leve af at være kunstner. Det lyder som en selvfølge - måske navnlig i en kreds, som interesserer sig for organisationsproblemer og fagforeningsarbejde.
Denne forudsætning: at en kunstner skal kunne leve af sit arbejde som kunstner - er imidlertid ikke givet på forhånd. Den er et resultat af et valg. Det er et valg, som muligvis er rigtigt, men et valg, som ikke er det eneste mulige. Og jeg tror osse det er et valg, som ikke alle kunstnere helhjertet kan slutte op om. Der sker ting - måske navnlig blandt yngre kunstnere - som gør det rimeligt at overveje andre opfattelser af kunstneren i en samfundsmæssig og økonomisk sammenhæng.
Man kunne sige: vi afviser som kunstnere den placering som kapitalismen har tildelt os. Vi afviser den specialisering af vores funktion som kunstner - en specialisering som dels afspejler, dels befordrer vores isolation. Og vi afviser den professionalisering, som skaber afstand mellem kunstneren og hans publikum, ja som måske er medvirkende til polariseringen i en kunstner på den ene side - og en modtager, et publikum på den anden. Vi afviser den autoritære position, som specialiseringen og professonaliseringen anbringer os i. Vi synes ikke kunst er et fag, et håndværk, en profession, på linie med alle andre.
Vi synes kunst er en kommunikationsmulighed, som alle skal have del i - både som afsender og modtager. Vi vil gøre kunst til en del af det almindelige menneskelige samvær, af den almindelige menneskelige samtale. Og man skal ikke kunne leve af at være sammen, man skal ikke kunne leve af at tale med hinanden. Man skal ikke kunne leve af at være kunstner. Man skal arbejde i samfundet ligesom alle andre mennesker. Vi har måske ligesom alle andre mennesker evner, som rækker ud over de evner, som vi bruger i vores arbejde. Hvis vi har en særlig sensitivitet eller en særlig indsigt, og måske en særlig lyst og evne til at give resultaterne videre til andre, kan vi gøre det. Vi kan bruge vores evner i hele vores forhold til andre mennesker. På samme måde som alle andre mennesker bruger deres særlige evner i et menneskeligt udviklende samvær.
En sådan bevidsthed og en sådan holdning til den kunstneriske virksomhed kan naturligvis ikke afskaffe eller se bort fra den objektive situation. Valget af dette udgangspunkt kan ikke ophæve kunstnerens øjeblikkelige afhængighed af overklassen og borgerskabet og ikke fjerne den materielle nød, som mange kunstnere idag må leve i. Derfor vil et sådant udgangspunkt heller ikke gøre det overflødigt at organisere sig. Men det vil måske kunne lede målsætningsdiskussionen ind på helt andre baner.
Lad mig give et par eksempler. I det øjeblik kunstneren ikke skal leve af sin kunst, får han pludselig en helt ny styrke i forholdet til de private forretningsmænd, som udnytter hans værker. Dels er deres økonomiske pressionsmuligheder ringere, dels kan kunstneren vælge helt at lade være med at sælge eller leje sine værker ud. Han kan forære dem væk. De praktiske muligheder er tilstede med de moderne reproduktionsteknikker. Det organisatoriske grundlag er ikke tilstede, men netop en fagforening kunne måske være med til at skabe dette grundlag og etablere alternativer til den kommercielle distribution.
Er det en utopi at forestille sig bøger som først blir betalt efter at de er læst, og med et beløb, der svarer til det som folk har fået ud af dem, eller teatre, hvor den frivillige betaling erlægges ved udgangen?
Et andet eksempel: kunstnerne går ind i et praktisk pædagogisk arbejde, som har til formål at nedbryde respekten for kunsten og på ærefrygtens ruiner opbygge glæden ved selv at skabe. Det vil sige at kunstnerne tager konsekvensen af afvisningen af specialiseringen og bevidst arbejder på at gøre sig selv overflødige som professionelle kunstleverandører.
Sådan nogen eksempler kunne man levere mange af - og det ville hurtigt udarte til den rene romantik. For det er altid romantik at forveksle mål og midler, at forveksle strategi og taktik. Men det behøver ikke være romantik bevidst at vælge en alternativ holdning til sin virksomhed som kunstner.
Man må imidlertid gøre sig helt klart hvad et sådant valg indebærer. Det vil kræve meget store afkald og en solidaritet, som næsten er overmenneskelig. Et element i taktikken ville være, at indkomster via offentlige medier og kompensationsordninger brandskattedes til fordel for det fælles bedste - det vil sige til fordel for det fælles arbejde på at placere kunsten i samfundet på en ny måde. Det ville kræve store ofre af de velbjergede og priviligerede kunstnere, men det ville give de tilbagetrukne, de svage og de ængstelige en tryghed som kunne give nye kræfter til at arbejde.
Jeg har villet skitsere et alternativ til den forudsætning, at kunstneren skal kunne leve af sin kunst. Et alternativ til den forudsætning, som normal fagforeningsvirksomhed bygger på. Det er naturligvis urealistisk at forestille sig dette alternativ realiseret indenfor kort tid. Men jeg har draget det frem fordi det rent faktisk eksisterer som en holdning, som et ønske, som en drøm hos nogle kunstnere allerede idag.
Når jeg siger det er urealistisk at forvente ændringer i det fagforeningspolitiske grundlag, skyldes det, at kunstnere præcis ligesom alle andre mennesker er præget af det samfund de lever i. De har i nogen grad overtaget netop det vurderingsgrundlag, som kapitalismen kræver. Og kunstnere er ligesom alle andre mennesker samtidig ofre for dette system. Den bevidsthed, som skaber solidariteten - og den solidaritet som skaber handlekraften - kommer ikke i stand fra dag til dag.
Det er sandsynligt at vi et godt stykke tid endnu tvinges til at arbejde på et mere traditionelt fagforeningspolitisk grundlag. Den solidaritet, som kræves hertil, kan såmænd være vanskelig nok at etablere.
Men jeg synes godt man kan gå rundt og pusle med de andre tanker i mellemtiden. Måske ligefrem eksperimentere med nogle af ideerne. Og i hvert fald overveje konsekvenserne af dem. Også i fagforeningsmæssig henseende.
Måske kan man sammenfatte situationen på denne måde. Idag er kunstnerne i den situation, at de bruger politikerne som pression overfor befolkningen for at opnå rimelige vilkår for deres arbejde som kunstnere.
Måske skal man på længere sigt arbejde henimod den situation, at kunstnere sammen med befolkningen kan virke som pression mod politikerne - for at opnå rimelige vilkår for alle mennesker.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.