DET POLITISKE TEATER Borgerskabets teater har gjort revolutionen til underholdning. Proletariatets teater må gøre underholdningen revolutionær. Foto: Freddy Tornberg "Myten om det politiske teater" var emnet for nordiske teaterarbejderes møde på Odinteatret i Holstebro november 70. Mødet var lærerigt. Det viste først og fremmest, at det politiske teater står ved en begyndelse. Famlende formuleringer og forestillinger, hvis kvalitet svingede fra det tarvelige til det fremragende. Næsten fuld beskæftigelse, hævet levestandard, drømmen om trygheden, permanent indoktrinering, økonomisk integration og eksport af den groveste udbytning og undertrykkelse til fjerne lande - det er kendsgerninger, som stiller nye krav til teatret, som til alt andet politisk arbejde. Den menneskelige armod er ikke blevet mindre, den mentale undertrykkelse heller ikke. Ydmygelser, isolation, ligegyldighed og håbløshed har afløst fattigdom og sult i vores del af verden. Hvilke tanker kan man gøre sig om det politiske teater i denne situation? Det revolutionære teater Det politiske teater kan kun blive revolutionært, hvis det bygger på en korrekt politisk analyse. Dermed menes ikke en analyse, som er perfekt i alle enkeltheder. Der menes blot en analyse, som går så dybt i tingene, at diskussionen på det kapitalistiske samfunds præmisser kan afvises. Dette rummer naturligvis en fare for at lamme diskussionen. Derfor kan det politiske teater kun blive revolutionært, hvis det har en korrekt strategi. Dermed menes ikke en strategi, som er perfekt i alle enkeltheder. Der menes blot en strategi, som er så klar, at den rummer de alternativer, som gør en frugtbar diskussion mulig. Dette rummer naturligvis en fare for, at teatret blir en prækestol. Derfor kan det politiske teater kun blive revolutionært, hvis det har en korrekt taktik. Det er ikke nok at sige til folk, hvad der bør gøres. Det revolutionære teater må fremstille tingene, så handlingerne blir en indlysende nødvendighed. I det revolutionære teater må sandheden om virkeligheden være lige så konkret som virkeligheden selv. Det er det konkrete vi reagerer på. Det revolutionære teaters æstetik Måske kan dette være basis for det revolutionære teaters æstetik. I den revolutionære kunst er æstetik og taktik to sider af samme sag. Som oplevelse og handling. Som beskrivelse og forandring. I borgerskabets teater er de to sider adskilt. Man koncentrerer sig om at beskrive - og beskrivelsen kan så gøres til objekt for professionelle smagere. Det gør ikke alt borgerskabets teater overflødigt. Det kan i bedste fald indgå i en revolutionær taktik i det omfang det afdækker det kapitalistiske samfunds virkninger på sine ofre. Men naturligvis kan analysen være så overfladisk, og beskrivelsen så flad og sammenhængsløs, at teatret er ubrugeligt. Det ser vi i det borgerlige jamre-teater, som når det er "stor kunst" kaldes tragedie. Dette teater bevirker hvad man kalder en renselse, en "katharsis". Det er først og fremmest overklassen, som har brug for at rense sig. Undertrykkelsen af andre har gjort den beskidt indvendig. Arbejderklassen kan nøjes med vand og sæbe. Dermed er ikke sagt, at proletarer er noble mennesker, som ikke er fulde af komplekser, ondskab og fortvivlelse. Men det revolutionære arbejde begynder ikke med en selv. Det begynder med hinanden. Vi ser også en anden form for ubrugeligt teater. Det er hvor borgerskabets teater gør revolutionen til underholdning. Proletariatets teater må gøre underholdningen revolutionær. Undertegnede kan ikke sige sig fri - kun prøve at blive dygtigere. Vi er stadig i den situation, at det er elementer fra borgerskabet, som arbejder med det revolutionære teater. Vi kan ikke løse problemet, men måske gøde jorden. Det revolutionære teaters funktioner Den form det revolutionære teater må vælge, afhænger af tre ting. For det første at den psykologiske situation hos det publikum det henvender sig til. For det andet af det politisktaktiske øjeblik, hvor det sættes ind. For det tredje af det problem, som det vil behandle. Hvis vi ikke analyserer disse tre ting og tager hensyn til dem, vil vi komme til at begå fejl. Det er ikke fejl, som gør teatret u-brugeligt, men det er fejl, som svækker det revolutionære teaters slagkraft. Den underholdende funktion vil være uundværlig i alt revolutionært teater. Et af de store problemer i klassesamfundet er isolationen mellem mennesker, den gensidige mistillid og den kvælende tristhed. Det underholdende element har mulighed for at skabe et tillidsforhold mellem teater og publikum. Og underholdningen har mulighed for at skabe den kontakt og den kommunikation blandt publikum, som er begyndelsen til solidariteten. Al revolutionær handling begynder med solidaritet. Broderskabet er begyndelsen. Friheden og ligheden er broderskabets frugter - ikke omvendt. Derfor er der en naturlig overgang fra den underholdende funktion til den bevidstgør ende og den sammensvejsende funktion. Det underholdende skaber et grundlag for den vekselvirkning mellem bevidsthed og solidaritet, som kan udvikle begge dele. Først her indtræder to mere avancerede funktioner i det revolutionære teater. Den revsende og den mobili-serende. Kritikken af publikum - og vejledningen til handling. Det er en illusion at tro, at vi kan begynde på det, før tilliden er skabt, og før bevidsthed og solidaritet har nået et vist niveau. Og vi må huske, at tillid ikke er noget, der er skabt en gang for alle. Bevidsthed er ikke noget, som har samme niveau overfor ethvert problem. Solidariteten har ikke samme omfang i alle forhold og i alle sammenhæng. Hvis vi skal arbejde virkningsfuldt med revolutionært teater, kræves der evne til at bruge vores talent i overensstemmelse med disse forudsætninger. Og en erkendelse af disse forudsætningers opfyldelse i en given situation fordrer en høj politisk bevidsthed hos teaterarbejderne • - og en permanent kontakt og vekselvirkning med publikum. Et samvær som muliggør et teater som muliggør revolutionær forandring som muliggør et samvær. Teatret i klassesamfundet Det er naturligvis nemt at sidde og strikke alle disse krav sammen. Betydeligt nemmere end at lave revolutionært teater. Det er nødvendigt at udvikle vores bevidsthed ovjerfor det teater, som vi vil lave. Men for at udvikle bevidstheden er det også nødvendigt at handle. Det er nødvendigt at lave teater. Det revolutionære teater er ved sin begyndelse - nok engang. Vi har begået mange fejl - og vi vil komme til at begå mange fejl. Det vil vare længe før vi får gjort redskabet skarpt og slagkraftigt. Men mens vi arbejder og lærer, kan vi glæde os over, at selv svage forestillinger, fulde af fejl, faktisk har kunnet fungere i deres miljø. De er blevet modtaget af det publikum, som de er beregnet på. Og de er blevet afvist af de myndigheder, som forsvarer klassesamfundet og foretrækker borgerskabets teater. Også publiceret i Det alternative teater i Danmark, 1983. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.