Varsel

Nu ligger jeg i ægteseng igen
og skriger i det fælles blide mørke.
Du ligger stille og med ryggen til
og krummer dig omkring din kusses tørke.

Hvad blev der af dit frejdige begær 
imod den krop du vækkede og skabte? 
Nu ligger vi og sover livet væk 
og hænderne er tomme og fortabte.

Så vågner du og jeg er sort og fjern 
og siger at jeg savner dig som fanden. 
(Og inderst inde mener jeg bestemt 
at du er mer forelsket i en anden.)

Og langsomt bringer vi et knald i stand 
og pludselig er det hele ved det gamle. 
Vi er hinanden nær igen men ved 
at vores indre slotte nu må ramle.

Du siger jeg var bare bollesyg
imens din kusse nødigt slipper pikken.
Jeg siger jeg har lov at være træt.

Du siger du har men af gymnastikken.
Og vi står op og kæmmer vores hår. 
Jeg kysser dig fonroligt ømt på patten. 
Og vi går ud i dagen begge to 
og ved vi kommer til at frygte natten.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.