JESPER JENSEN kommenterer: Valget Valgets sejrherre er PerHække-rup. Valgets taber er Socialdemokratiet. En del af ansvaret for begge dele må falde på de kredse i SF, der — trods Per Hækkerups brovtende forkyndelse af sine morderiske hensigter — ikke tog disse tilstrækkelig alvorligt. Valget var ikke noget sving til højre. De borgerlige partier blev ikke styrket væsentligt. Dermed er ikke sagt, at valgets konsekvens ikke bliver en mere borgerlig politik. Det var de radikale, der indkasserede mandaterne. Og de har formentlig gjort det på grund af deres antydningsvise militærpolitiske og udenrigspolitiske standpunkter. Hvis dette er tilfældet, hvad stemmetallene mere end de valgte personer tyder på, så demonstrerer det konsekvenserne af den mangelfulde information og debat om disse ting. Debatten har fundet sted i en for snæver kreds — og på trods af politikerne — og det er dens helt overfladiske manifestationer, der har ytret sig i stemmetallene: mindre militær, måske ud af NATO, måske mere u-landssolidaritet. Men det er ikke muligt at adskille udenrigspolitik og indenrigspolitik. USAs og andre vestlige magters økonomiske greb om Danmark er så fast, at man må forudse betydelige omkostninger (ikke besparelser) som følge af en dansk neutralitetspolitik. Den realistiske politik er derfor at sikre samfundet indflydelse på dansk økonomi i langt større målestok end hidtil, samt at revidere og udvikle markeds- og handelspolitik for at mindske vor afhængighed af de vestlige kapitalmagter. Valget viste, at mange stadig tror, at man på én gang kan solidarisere sig med den tredje verden — og samtidig føre en økonomisk politik, der bevarer vor stilling i et mønster, der som mere eller mindre skjult forudsætning har manglende solidaritet — ja, aggression. Valget betyder næppe større forandringer, men de små kan være ubehagelige nok. Vi kan vente forsinkelser af udviklingen på en række områder. Den formindskede udvidelse af boligfonden springer mest i øjnene. Og man skal ikke vente kulturpolitiske initiativer. Bodil Koch havde ideer på teaterområdet liggende klar — de får lov at ligge. Faren for reklamer i radio og tv er rykket nærmere — og hvad med kommercielle sendere? De kortsigtede konjunkturbetin-gede foranstaltninger vil formentlig få en endnu ringere social balance end Socialdemokratiets forslag. Op-sparingsbegunstigelser og lempede afskrivningsregler kan forudses. Det skal i denne forbindelse erindres, at noget af det, der endeligt udløste valget, var Socialdemokratiets afvisning af forslag om ligeløn, fuld erstatning for arbejdsløshed og investeringskontrol. Forsvarsforliget vil blive revideret, men et nyt vil — efter behørig godkendelse i Pentagon — blive vedtaget i samdrægtighed. Venstre og Konservative vil få godkendelsen fra højere sted som alibi, og de radikale vil kunne prale af en populær, men isoleret forbedring. Positiv — men uden perspektiv, fordi de radikale viger tilbage for en virkelig sammenhængende og realistisk planlægning af en ændring i vor udenrigspolitik. Undervisning og socialforsorg vil ikke blive rørt, lover man. Men man kan frygte, at udviklingen vil sinkes, så afstanden vil øges mellem på den ene side den eksplosive stigning i behov og på den anden side stigningen i de offentlige investeringer. V og K har grund til at glæde sig. Uden egen skyld og uden særlig fremgang er de kommet ud af mørket igen. Det er forståeligt, at de er parate til at betale en høj taktisk pris til de radikale. Om reelle indrømmelser bliver der ikke tale. Der vil fortsat blive ført borgerlig politik i Danmark. De radikale må have nerver på. De første advarsler er indløbet. Men formentlig vil gemytterne falde til ro. Baunsgaard vil kaste nogle militære nedskæringer i gabet på de hujende unge radikalere. De vil gumle på hans store ord og fede flæsk, glæde sig over socialismens nedfrysning — og leve videre på den selvmodsigelse, der så smukt betegnes som „socialliberal midterliniepolitik". I Socialdemokratiet synes der at være panik. En alvorlig lederkrise kan forudses. For et parti i tilbagegang og i opposition vil prestigetabet ved at skifte heste være mindre. Presset fra venstrefløjen vil vokse. Kan man overfor den klare sig med de samme grovheder, som man slynger efter Venstresocialisterne (Aktuelt, 29. 1.): gadens parlament, dilettanteri, undergravningsarbejde, intolerance? I SF hersker der ro. Det personskifte, der — hvis det var kommet for et år siden -- ville have placeret Aksel Larsen højt blandt betydelige danske politikere, foregår nu tilsyneladende ganske fredsommeligt. Tiden og efterfølgerne vil vise, om partiet kan rejse sig til en markant position efter så længe at have ladet sig trykke fladt under Hækkerups åg. For VS må det være selverkendelsens tid. Der var ikke den stemmemæssige basis, som selv de beskedne havde håbet. To ting må tages ad notam. For det første er det nu bevist, at den danske fagbevægelse ikke mukker, selv om der bliver vendt op og ned på tingene: fagbevægelsen lader sig bruge til at varetage Socialdemokratiets interesser — i stedet for at forlange, at Socialdemokratiet varetager fagbevægelsens. For det andet: erkendelsen af den nye verden, der tegner sig, er endnu kun lidet udbredt. Selv Vietnamkrigen kan, når det går højt, kun udløse moralsk afstandtagen -- men ikke udmøntes i et konsekvent politisk standpunkt. Der bliver hårdt brug for den talerstol, som det lige akkurat lykkedes at sikre partiet. Og der bliver hårdt brug for gennem information og aktion at stimulere den debat i befolkningen, som de velbjærgede parlamentarikere så hånligt nedvurderer. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.