Filmcensur Udvalg i klemme Man behøver ikke altid afvente forskningsresultater for at træffe politiske beslutninger! Det udvalg, som blev nedsat med henblik på at tage stilling til problemerne omkring filmcensuren her i landet, har nu siddet i et par år. Men vi skal åbenbart ikke vente at høre fra det foreløbigt. Ved Nordisk Råds møde i Reykjavik i februar i år vedtoges nemlig to rekommendationer. Den ene gik ud på, at de nordiske lande i fællesskab først skulle foretage undersøgelser af films indvirkning på publikum, især på børn og unge. Den anden gik ud på, at man ved de foranstaltninger, der måtte komme, ville tilstræbe ensartethed i landene ved censur af film. Situationen er idag den, at det er Sverige der skal koordinere arbejdet og komme med et udspil vedrørende forskning på feltet De to rekommendationers indhold kunne tyde på, at man i virkeligheden har taget principielt stilling til problemet. Hvis man ville afskaffe censuren var der jo ikke grund til at afvente forskningsresultater af den nævnte art for at gøre det Filfncensurudvalgets formand Ths. Sigsgaard, udtaler i den forbindelse til politisk revy, at udvalget p. g. a. Nordisk Råds vedtagelser endnu ikke har kunnet stille forslag om voksencensurens afskaffelse. Det kan tilføjes, at det danske censurudvalg efter mødet i Nordisk Råd har erklæret, at det faktisk var parat til at afgive betænkning; man kan se det ønskelige i at få foretaget undersøgelser, men vil foreløbig afvente et svensk udspil. I justitsministeriet udtaler man endvidere, at man fra dansk side gerne vil være med i undersøgelser, men hvis det er noget, der tager for lang tid, så vil man handle. — Hvor lang tid? Filmcensurudvalget er øjensynligt i klemme. For det første må man allerede i øjeblikket vente med at udtale sig — til trods for, at en principiel stillingtagen nu i al fald til voksencensuren ikke udelukker senere nordisk koordinering af eventuelle foranstaltninger. For det andet synes man enten at måtte affinde sig med en illusion hos politikerne om, at forskning kan klares i en ruf — eller at måtte acceptere en langvarig forsinkelse af stillingtagen til voksencensuren, begrundet i ønsket om en forskningsmæssig baggrund, især vedrørendebør-necensuren. Der er grund til at følge denne sag. Dels for dens egen skyld, dels fordi den er udtryk for den tendens, der på grund af politisk slattenhed, af magt uden agt, kan risikere at brede sig. Politisk præcisering nødvendig Det er tendensen til fra politisk side at sløre forskellen mellem de problemer, der fordrer politisk, ideologisk — moralsk, om man vil — stillingtagen, og de problemer, hvis præmisser er givet, og hvis tekniske løsning sagkundskab og forskning kan vejlede om. Det kan være vanskeligt at skille de to ting klart ad — det må erkendes. Men man må gøre sig klart, at der er en risiko. Henvisningen til,, sagligt begrundede" afgørelser, der er rigtig i visse tilfælde, kan i andre misbruges som camouflage for en manglende kraft eller vilje til at træffe vigtige idé-politiske beslutninger. Da skolelovene skulle ændres, talte nogle om, at indførelse af udelt skole måtte afvente pædagogisk-psykologisk forskning. Som debatten førtes på det tidspunkt (og stadig føres) er en relevant forskning umulig. Den ville forudsætte en politisk præcisering af formålet med skolen. Hvordan ville man have, at en videnskab skulle vurdere forskellige skolestrukturers effekt på „personlighedsdannelse", „karakterudvikling" og børnenes „harmoni", „lykke" og „godhed"? Gudskelov fik vi skoleloven, selvom den udelte skole i første omgang kun fik nøgle til køkkendøren. Børnehaveklasserne blev oprettet på „forsøgsbasis" — og bremset senere under henvisning til, at man måtte afvente resultater af „forsøgene". Nu ser det dog ud til, at der igen kommer gang i oprettelsen. Børnehaveklasser bliver ikke en realitet p. g. a. forskningsresultater, men p. g. a en skolepolitisk holdning: helhed i opdragelse og undervisning, og børnehavearbejdet som pædagogisk og ikke social foranstaltning. Vil man nu afvente undersøgelser før man tager politisk stilling til filmcensuren? Hvis man vil give forskerne en rimelig chance for at skaffe relevante oplysninger, så må politikerne først nærmere præcisere, hvilke slags mennesker, de vil lave. Og det vil jo nok kræve endnu mere mod end fx en principiel afskaffelse af censuren. Dertil kommer, at forskning på dette felt, forudsat grundlaget var til stede, for at give væsentlig og udtømmende viden antagelig må løbe over 20—30 år. For det kunne jo være, at ikke biografgængerne, men deres børn blev forbrydere eller perverse. Det er muligt, at vi bør have filmcensur. Det er vel endnu mere muligt, at vi bør afskaffe i det mindste voksencensuren. Det bør dog næppe gø res uden at man samtidig udbygger produktionsstøtte- ogpræmieringsordninger, ændrer bevillingssystemet (eller udnytter det!) — og i det hele taget ser lidt nærmere på hele branchens mekanik. Man behøver ikke at afvente sociologiske og psykologiske forskningsresultater for at træffe politiske beslutninger om at undergrave hele det indviklede kommercielle apparat, der er kunstnerisk uværdigt og uhensigtsmæssig — og som er den egentlige årsag til, at det aktuelle censurproblem overhovedet existerer. Alt dette har filmcensurudvalget sikkert også overvejet Det har meget stor interesse. Vil politikerne ikke nok give filmcensurudvalget ordre/tilladelse (det ikke ønskede bedes overstreget) til at afgive betænkning? Det udelukker jo ikke, at man udskyder en lovgivning lidt endnu — hvis man synes ... Side.12 politisk revy © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.