politisk revy Nr. 57, fredag den 3. juni 1966 Uddannelsespolitik Læreruddannelsen får nu sin nye lov. Planlægningsrådet for de højere uddannelser arbejder. Nye studieordninger diskuteres. Femdagesuge og længere undervisningspligt er på trapperne. Emner som talentudvikling og social mobilitet er introduceret i uddannelsesdebatten. Hellige køer bisser forvirrede rundt på institutter og læreanstalter, mens andre ligeså sakrosankte dyr endnu fjæler sig i klasseværelser og på lærepladser. Kan der udstikkes nogle linier i dette brogede billede? Der er tre centrale problemer i uddannelsessektoren: strukturproblemet, undervisningsproblemet og vurderingsproblemet. Strukturproblemet omfatter bl.a. selektionen op gennem systemet, de forskellige uddannelsesformer og -trins indbyrdes sammenhæng, undervisningspligten. Den linie, der her tegner sig klarest, er: fælles grunduddannelse med en overbygning af specialiseringsmuligheder. Det vil inden længe komme til at gælde folkeskolen: udelt skole med tilvalgskolen som overbygning. Gymnasiet har en snert af det, men systemet er ret begrænset og stift Den faglige uddannelse og den højere uddannelse er langt bagefter, men må i det længere løb følge samme linie. Et kerneproblem i denne sammenhæng er adgangsbegrænsningen. Her må man slå fast, at adgangsbegrænsning kun kan forsvares, hvis uddannelsen er en forlængelse af en retfærdig samfundsorden. Hvis samfundsord enen tillader uligheder i vilkår og muligheder, vil enhver form f or adgangsbegrænsning (undtagen lodtrækning) nødvendigvis afspejle ulighederne i de adgangssøgendes hidtidige vilkår. Sociale skævheder vil blive opretholdt og forstærket gennem adgangsbegrænsning. Det samme gælder forholdet mellem undervisningsret og undervisningspligt Hvis ulighederne i vilkår iøvrigt er overvundet, er retten tilstrækkelig — hvis mulighederne stadig er ulige, er pligten nødvendig. Undervisningsproblemet må ses i snæver sammenhæng med strukturproblemet — hvilket desværre ofte forsømmes. Det drejer sig om læreruddannelse, læseplaner, metoder, materialer. En ordning af strukturproblemer er illusorisk, hvis ikke den daglige undervisningsform tilpasses. Gammeldags klasseundervisning og dårlige materialer gør f. eks. udelt skole meningsløs. De kommende år må kræve et stort arbejde med en præcis målsætning for alle uddannelser, store investeringer i undervisningsmaterialer og forskning — og bedre pædagoguddannelser. På kortere sigt må løsningen være at åbne klasseværelser og auditorier for kvalificerede iagttagere og vejledere, der kan afhjælpe de mest akutte mangler ved den side af undervisningen, som pædagogerne selv er herre over. Hvad siger Danmarks Lærerforening, hvis medlemmer lægger grunden til alle vore børns udvikling o g eventuelle videreuddannelse? Vurderingsproblemet hænger også nøje sammen med de andre problemer. Enhver uddannelsesstruktur kræver, at elevernes udbytte af undervisningen vurderes på visse tidspunkter, især ved afslutningen af et samlet delforløb i uddannelsen. Her må man i de kommende år se at komme bort fra troen på, at man kan opstille spådomme om, hvordan en elev vil kunne klare en uddannelse. Om en elev f. ex. kan fuldføre gymnasiet, kan alene hans studentereksamen vise. En vurdering af, om han kan påbegynde gymnasiet, forudsætter dels en klar præcisering af de relevante krav (uanset tidligere skolegang), dels en gennemarbejdet og objektiv prøveform. Man holder ikke af at tale om det, men de vurderinger, der i dag afgør unge menneskers fremtidsmuligheder i uddannelsessystemet, er i vidt omfang præget af tilfældigheder. Bedømmelsesgrundlaget er uklart, karaktergivningen præget af en forvirret sammenblanding af beskrivelse og belønning (eller straf!) Vejen frem er en begrænsning af antallet af prøver og eksaminer, benyttelse af dem til beskrivelse og ikke til moralsk bedømmelse eller spåmandskunst, samt modernisering af prøveformerne, så disse ikke direkte hæmmer udviklingen af den daglige undervisning gennem den tilbagevirkning, som enhver eksamensform har på det daglige arbejde. Af disse tre problemer er strukturproblemet det primære. Det er også her, man trods betydelige mangler er nået længst Vurderingen og den daglige undervisning er i sammenligning hermed katastrofalt tilbagestående. Her er hurtige ændringer både påkrævede og mulige. Det videnskabelige grundlag for en ajourføring er tilstede, og de ideologiske problemer er mindre. Det er et spørgsmål om vilje En helhedspolitik for uddannelsen må tage stilling til to grundlæggende problemer. Det ene vedrører menneskematerialet: er evner noget, som mennesker har, og som uddannelsen skal udnytte — eller er evner noget, som mennesker får i kraft af en uddannelse, som udvikler dem? Den psykologiske grundforskning har vist, at det sidste er korrekt, og sociologiske undersøgelser afspejler det samme. Det andet sprøgsmål vedrører uddannelsens sammenhæng med det øvrige samfundsmønster. Uddannelsen kan være en naturlig forlængelse af en samfundsorden, som er fornuftig og retferdig, eller af en samfundsorden, der rummer ulighed og privilegier. Uddannelsen kan være en kompensation for et samfund, der rummer ulighed og privilegier. I det såkaldte blandede system, som vi har i Danmark, er det sidste tilfældet: under bevarelse af økonomiske og andre uligheder vil man placere uddannelsen som det våben, hvormed de underprivilegerede kan kæmpe sig op i de priviligeredes rækker. Man synes at give afkald på at betragte uddannelsen som en del af den menneskelige udfoldelse i et rigt samfund. I så fald måtte specialisering og videreuddannelse nemlig alene bygge på interesse og lyst Men sålænge en professor får mere i løn end en folkeskolelærer, og sålænge en atomfysiker får mere i løn end en maskinarbejder — sålænge har man gjort det økonomiske motiv til drivkraften i uddannelsen. Enhver snak om interessebetonet uddannelse er derfor tom, hvis man med interesse mener andet end den økonomiske. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.