Uddannelsesinstitutioner I privilegiesamfundet (der er mange slags) er uddannelsesinstitutionerne i elitens eje. Deres formål er at uddanne eliten. Deres indhold er først og fremmest kulturarven og fortiden. Strukturen er autoritær — jo mere, des stærkere privilegierne trues. I ligeretssamfundet (der er blandt andet vores slags) er uddannelsesinstitutionerne i folkets, dvs. samfundets eja Formålet med dem er at give alle en uddannelse, der svarer til deres evner. „Alle" afspejler et ligeretssyns-punkt,,,evner" afspejler et effektivitets-synspunkt. Det gælder om at tilpasse mennesker et samfund i vækst og udvikling, dels af hensyn til det enkelte menneske, dels af hensyn til samfundets erhvervsliv, som jo er udviklingens motor. Indholdet er hovedsagelig praktisk og fagligt orienteret. Strukturen er demokratisk i den forstand, at lederne får deres magt og position i kraft af folkevalgte organer, men har et autoritært element derved, at de ledende roller er defineret udefra. I fællesskabssamfundet (det, der endnu ikke findes) er det de uddannelsessøgende, der ejer uddannelsesinstitutionerne. Effektivitet er ikke isoleret fra menneskelige synspunkter, teknik og økonomi er integreret med trivsels-synspunkter. Formålet er at give alle en uddannelse, der svarer til deres ønsker og behov. Forskelle mellem de uddannelsessøgende medfører ikke adgangsbegrænsninger, men af spejler sig i variationer i undervisningen indenfor institutionen. Formålet er også at uddanne til at gribe ind i udviklingen og styre den — ikke blot at tilpasse sig den. Indholdet fastlægges af elever og lærere og styres af bevidstheden om fællesskabet, der sikrer at praktiske hensyn tilgodeses. Strukturen er i egentlig forstand demokratisk. Lederrollerne er ikke tillagt bestemte personer en gang for alle. Faggrænserne erikkefa-ste og skellet mellem lærere og elever er ikke formelt eller kompetencepræget. SITUATIONEN For uddannelsesinstitutionerne gælder de samme problemer som for hele samfundsudviklingen. Manglende styring på basis af et helhedssyn har tilladt forskellige sektorer at udvikle sig i højst forskellig takt — og har dermed skabt splittelse og disharmoni i den samlede udvikling. Vi står i dag med uddannelsesinstitutioner, der nærmest må karakteriseres som samfundsej ede. Men der er en række elementer tilbage fra privilegie-samfundets elite-eje. Vi har adgangsbegrænsninger og selektionsprocedu-rer, der ikke har fjernet privilegierne Vi har udstrakt privilegierne til flere, men der er stadig en klar social skævhed, når vi ser på uddannelsen på de højere trin. Ledelsesformerne er klart autoritære. På de offentlige skoler ligger valget af ledere i hænderne på demokratisk valgte myndigheder, men eleverne har ingen indflydelse. Dette er i overensstemmelse med samfundsej et. På universiteterne vælges lederne af selve den elite, der styrer institutionerne. Det kaldes for universiteternes selvstyre og er et levn fra elite-ejet og privilegiesamfundet. Der er en splittelse mellem form og indhold. Indholdet er dels fagoriente-ret, dels samfundsorienteret, men undervisningsformerne er for en stor del de samme som dengang opgaven alene var at formidle kulturarven til en fåtallig elite. For så vidt kan man sige, at uddannelsesinstitutionerne ret godt afspejler hele samfundets situation. Vi befinder os i en overgangstid, hvor vi på en ! knivsæg er på vej fra ligeretssamfun-I det til fællesskabssamfundet. Til den i ene side truer fascismen, til den anden ! side truer anarkiet. Gangen bliver ikke gjort lettere af l det manglende helhedssyn og den manglende styring. Vi slæber rundt med en masse gods fra fortiden, og vi har ikke evnet at tilpasse udviklingen j på nogle punkter til udviklingen på andre punkter. Det gælder osse uddannelsesinstitutionerne. Vi kan ovenikøbet spørge, om der overhovedet er tid til at føre disse institutioner ajour til et samfund, der udvikler sig med det nuværende tempo. Vi har ikke engang fået ført uddannelsesinstitutionerne ajour til ligeretssamfundets samfundseje — og udviklingen er allerede på vej videre. Det betyder formodentlig, at en simpel ajourføring til samfundsejets betingelser med hensyn til formål, indhold og struktur ikke vil tilfredsstille de uddannelsessøgende ret længe. En almindelig parlamentarisering af ledelsesformerne ville være en ajourføring — men de få steder hvor den er gennemført er den for det første ikke gennemført på de væsentlige punkter, og for det andet tilfredsstiller det ikke de uddannelsessøgende. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på universiteterne, som er de eneste steder, hvor man har forsøgt det. Udviklingen af samfundet og den menneskelige bevidsthed har gjort en parlamentarisering utilstrækkelig. Vi ser det samme træk på arbejdspladserne. Medbestemmelse løser ikke problemerne. Den burde vi have haft i mange år. Nu er det medejerskabet der er kravet — og i sidste instans ejerskabet for de ansatte. INSTITUTIONERS ADFÆRD De institutioner, som vi kender, har altid udviklet sig langsommere end kravene til dem. De opgaver, de blev oprettet til at løse, har skiftet, verden omkring dem er forandret — men institutionerne har så at sige et egenliv, hvis stærkeste kraft er tendensen til selvopholdelse i den engang givne form. Institutioner, der er ude af trit med tiden, vil møde et pres i retning af forandring. Og denne forandring vil institutionerne stritte imod. Når de oprindelige opgaver forandrer sig, bliver institutionen mindre og mindre skikket til at løse dem. Men institutionen løser ikke denne situation ved at forandre sig, der sker i stedet noget andet. Man udbygger. Og denne udbygning er af bureaukratisk karakter. Flere regler, mere personale, længere kommunikationsveje — ikke for at løse opgaverne, men for at klare de problemer der er opstået på grund af misforholdet mellem institutionen og dens opgaver. Denne bureaukratisering sammen med det stigende misforhold mellem institutionen og kravene i omverdenen skærper presset i retning af forandring. Og jo længere tid, der går, des mere radikale forandringer vil der blive brug for. Institutioner der trues af forandrings-krav kan reagere på to måder. Dels ved en forstærket undertrykkelse eller repression, dels ved at liberalisere. Jo større problemerne er, dvs. jo mere ekstremt forandringsbehovet er, des mere repressivt vil systemet reagere. Foruden denne faktor indgår naturligvis også traditionelle indstillinger, der f.eks. kan få et system til at reagere liberalt, fordi der nu er tradition for det. Det sidste har vi set eksempler på på universiteterne. Her er tradition i vores land for liberale reaktioner. Men liberaliseringen tjener ikke til at løse problemerne, men kun til at bevare institutionen i sin grundform uændret. Den repressive reaktion ser vi på de amerikanske universiteter. Og vi vil formodentlig i løbet af nogen tid se repressive reaktioner iværksat på vore skoler, når børnene stiller krav om ændringer af institutionerne. KRAVENE NU Jeg vil slutte med nogle bemærkninger om nogle af de forskelle, der må være på institutioner, selv om de passer til et fællesskabssamfund. Den væsentlige faktor, der betinger disse forskelle, er de forskelle, der eksisterer mellem de mennesker, der tager del i institutionens arbejde. Det fremgår forhåbentlig hvad jeg mener, hvis jeg nævner uddannelsesinstitutioner på tre forskellige niveauer: børnehaver, skoler og universiteter. I børnehaverne skal personer i alderen 3—6 år samarbejde med fuldvoksne personer. Et egentligt eje for de uddannelsessøgende er naturligvis udelukket i dette tilfælde. Børnehavens formål, indhold og struktur må bestemmes på bred demokratisk basis —udefra. Man kan ikke lade børnene selv ansætte deres ledere, men man kunne i hvert fald gå så vidt som til at overlade det til børnene, hvilken af de ledere, som de har, de vil samarbejde med. Og det frie valg af beskæftigelse turde være en selvfølge. I skolerne skal fuld voksne personer samarbejde med mennesker mellem 7 og 16 år, i gymnasieskoler mellem 15 og 18. Her kan man gå langt videre. Den offentlige tvungne skoles formål, indhold og struktur må i et vist omfang bestemmes på bred demokratisk basis udefra, sådan som det sker i øjeblikket. Men man kan have et vidtgående internt selvstyre. Formodentlig må man bevare ansættelsesretten for myndighederne, men afskedigelsesret-ten kunne uden vanskeligheder overlades til et internt samarbejde på lige fod mellem lærere og elever. Og når jeg siger lige fod, mener jeg ét hoved én stemme. Udformningen af undervisningssamarbejdet er en klar opgave for et internt selvstyre. På universiteterne er disse problemer mindre. Formålet, indholdet og strukturen kan bestemmes internt gennem en bred demokratisk diskussion mellem alle deltagere i arbejdet. Den demokratiske adgang til uddannelsen og det interessebetonede i arbejdet garanterer for, at der ikke finder en isolation sted fra samfundet og dets fordringer. Garantien for, at universitetet bliver udviklingsorienteret og fremtidsorienteret ligger i, at flertallet er unge, hvis eneste forskel fra de ældre er en mindre viden, en større følsomhed og en større interesse for fremtiden i kraft af, at de skal leve længere. Skellet mellem elever og lærere må nedbrydes. Den eneste relevante forsk el er forskellen i udviklingsmuligheder, som er størst hos de yngre deltagere, men som i nogen grad kompenseres hos de ældre deltagere på grund af deres større viden. Et ligeligt samvirke sikrer en dynamik på det sagligt rigtigste grundlag. Forudsat, at de ældre ikke bruger deres viden ukritisk, og de yngre ikke godtager den ukritisk. Det nedbrydende og det skabende må gå hånd i hånd, det kritiske og det konstruktive. Jeg er sikker på, at udviklingen vil gå den vej. Og jeg er sikker på, at en undersøgelse af uddannelsesinstitutioner af enhver art vil vise, hvor langt der er igen. Det største problem i den kommende tid bliver at bringe denne udvikling til udfoldelse med de mindst mulige menneskelige omkostninger. Det forudsætter, at man ser i øjnene, at en ajourføring til ligeretssamfundets samfundsej ede uddannelsesinstitutioner ikke er tilstrækkelig. Og det forudsætter, at institutioner opfører sig anderledes og mere forandringsvenligt end alle hidtidige institutioner har gjort politisk revy side 11 © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.