Tolv forelskede notater Introduktion En god bekendt af mig, som midlertidigt opholder sig i et andet land, skrev til mig og takkede mig for en bog om kærlighed, som jeg havde skrevet, og som jeg havde sendt et eksemplar af til ham. Han skrev blandt andet: »Jeg vil vente med at kommentere dine digte, til vi måske ses igen. I stedet sender jeg dig nogle notater, jeg har skrevet, og som jeg ikke kan bruge til noget her, hvor jeg nu er. Hvis du mener, de kan anvendes til at belyse en side af kærligheden (som også jeg finder vigtig), så er de til din rådighed.« Jeg bringer nogle af disse notater i det følgende. Det er ikke uden betænkelighed: jeg må tage nogle forbehold over for dem. Men de er - trods alt - præget af en virkelighedstroskab, som der er hårdt brug for, når vi vil undersøge kærligheden og dens vilkår. Jeg vil derfor præsentere dem - men ledsage dem med et par kommentarer nu og da. 1 notat »Sidder i haven. Overmandes igen af min herlige forelskelse. Det holder sgu aldrig op. Jeg bliver fuld igen i dag, men hvad fanden. Jeg forestiller mig, at et dejligt, varmt, kærligt forhold kan beruse mig i den grad, at jeg ikke har brug for kunstige midler. Og så spørger jeg mig selv, om netop den slags forelskelse, som jeg nyder for tiden, også er et »kunstigt middel«? Jeg har set hende tre gange og uden at tænde. Først bagefter opdagede jeg, at hun ikke kom ud af mine tanker. Og opdagede i dag på vej hjem fra vaskeriet: der er en modsætning mellem min visuelle forestillingsevne og min følelse. Jeg kan ikke (og gud skal vide, jeg prøver!) forestille mig hende, ikke se hende for mig; ikke som andet end en tåget skitse, en sløret figur, som ikke hindrer følelsen, men som heller ikke befordrer den. Naturligvis tænker jeg så, at det netop er det gode og det rigtige, at jeg ikke tænkte på det ydre, men det er alligevel mærkeligt. Sad i aftes og lyttede til musik. Hvert øjeblik tænkte jeg: Nu kommer du og banker på - nej, går lige ind, kommer hen og tager mine hænder og siger, at du elsker mig, og at vi to kan lave alt hvad vi vil sammen. Men du kom jo ikke, og det vidste jeg godt. Men drømmen var skøn, sød, livgivende.« 2. notat »Jeg tænker: hvordan vil det være, når jeg har ringet på din dør, og du lukker op og står der? Vil jeg beherske mig, sige Hej, det er rart at se dig, gå ind, sætte mig, drikke teen, snakke (udenom) - og hvad vil du tænke og føle? Eller vil jeg se ind i dine øjne, spørgende, tage et skridt ind over tærsklen, se dit svar, intet sige, tage dig i mine arme, og mærke at sådan er det rigtigt, det var det jeg skulle gøre, fordi jeg ville, og fordi du ville, og vi står hos hinanden og mærker at vi elsker og ved, at vi vil omfavne hinanden i lang tid, stærke, trygge, åbne, vidende, men givende os hen i den kærlighed, som nu var hos os.« 3. notat »Jamen, hvordan ser du ud? Du har pandehår (nu vil jeg mane dig frem ad sprogets vej), og du har skyllet det i henna. Du har smalle øjne, og du har let til smil; et smil, som er vidende, lidt skeptisk undertiden, ventende og dog selvsikkert, men sårbart, rede til retræte. Din næse (min næse-fiksering!) er lille, smal og sidder ret højt i dit ansigt. Som er ovalt med store kinder og stor hage. Du er ikke smuk, men du er dog smuk. Jeg tænker på sidste (tredje) gang, jeg så dig. Du havde en lang kjole på og bare fødder. Jeg skænkede ikke en tanke, at du måske havde klædt dig sådan, fordi jeg skulle komme. Vi var jo bare bekendte. Jeg husker ikke farven; den var lidt arabisk i sit design. I al fald tjente den ikke til at fremhæve din figur, som jeg intet indtryk har af. Jeg gætter på, at dine hofter er brede, og at dine bryster er små, men jeg har ingen holdepunkter, og jeg tænkte slet ikke over det, da vi sås sidst. Jeg tænker på din krop, ikke som krop, men som din. Er din midje smal? Jeg ved det ikke. Måske bar du netop den kjole for at skjule, at den ikke er det - eller for ikke at virke udfordrende ved at vise, at den er det. Det er ligemeget. Hvor er det herligt at blive gammel! Klicheerne viger, spillerummet vokser, ja, bliver et rum, hvor spillet væltes, forkastes. Jeg søger nu et menneske.« 4. notat »Og altid gråden i min hals. Tvivlen - og visheden om nederlaget. Men holdt tilbage af et nu, som ingen kan tage, intet kan dementere. Nu. Og jeg ser min svaghed, mit livs gruopvækkende tema: aldrig nu, altid senere. Aldrig dette, altid noget andet. Aldrig her, altid et andet og bedre sted - som der skal kæmpes, lides og savnes for. Eller bare ventes på. Noget andet. Men jeg mærker, at jeg i disse uger har kunnet hvile i det nu, som var min forelskede følelse. Jeg nyder det, skal blot hele tiden sige til mig selv: du må godt, det er nu, her er det - det senere, det andet, kan ikke udslette det, der er (var) nu.« 5. notat »Og nu - nu efter . .. kan jeg genkalde mig dit ansigt i en bestemt stemning. Jeg kan ikke se det for mig, men jeg ved, hvordan det ser ud. Og jeg længes efter dig. Det er et smil, og et særligt smil, et, som holder noget tilbage, samtidig med, at det viser, det er der. Det er underfundigt. Er du det? Og er der en lille smule sammenbidt og skjult forskræmthed i det? Bare du var her. Og jeg ved, at var du her, ville jeg tænke på, at du skulle gå - og ikke være ked af det. Den glæde at savne. Kom om lidt. Gå om lidt. Jeg elsker dig - eller jeg er i hvert fald dødforelsket! Jeg glæder mig til at finde ud af, om det er i dig.« Kommentar Jeg indledte med at sige, at jeg fandt noget betænkeligt ved disse notater. Det er naturligvis ikke notaterne i sig selv - de lader sig ikke afvise. Men spørgsmålet er, om den følelse, de afspejler, virkelig er betinget af en ensomhed - ja, ikke blot det, men af: en idealisering af ensomheden, af et ansvarsafkald, af en asocialitet - som det kan være betænkeligt at forbinde med kærlighed. Spørgsmålet må imidlertid nok stilles lidt anderledes: hvad er det for forhold mellem mennesker, som vort samfund skaber - og som giver forelskelse og kærlighed sådanne vilkår, at vi er bange for at forbinde disse følelser med andre mennesker, der lige som vi selv er underlagt dette samfunds vilkår? Vi må finde ud af, hvad det er. 6. notat »Bare du ikke bliver træt af mig for hurtigt. Jeg tror jeg ville være ganske uden hæmninger, jeg vil have du skal sidde på mit skød hele tiden - ja, når vi ikke ligger ved siden af hinanden i en seng; jeg vil røre ved dig og kysse dig næsten hele tiden, kun afbrudt af pauser, hvori vi taler om os selv, om liv, død, og kunst, men straks derefter eller midt i det hele vil jeg holde om dig og mærke, at du holder om mig, og det midt i en sætning, som måske kunne forandre vores liv. Du sidder i den anden stue. Du rejser dig op og kommer nærmere. Jeg fyldes af en frydefuld følelse, en glæde, en sød forventning, som når at fylde hver brøkdel af sekund, hvor du nærmer dig. Så vokser du og bliver stor og overskyggende, du er tæt ved mig, bøjer dig og kysser mig, og min lykke er fuldkommen. Du må aldrig forlade mig, og alligevel kræver jeg glæden ved at se dig komme nærmere efter at have været borte et stykke tid. Hvis du ringede nu, ville jeg dø. Selvfølgelig ville jeg ikke dø. Jeg ville blive meget forvirret og ikke vide, hvad jeg skulle sige. Men jeg ville komme med det samme, hvis du bad mig om det.« 7. notat »Har hørt radio. Jeg har ikke tænkt på dig i over en halv time. Først hørte jeg nyhedsmagasinet med oplysninger og analyser, som fængslede min opmærksomhed. Siden hørte jeg aftenføljetonen, som var et afsnit fra Nils Holgersens Rejse. Jeg lyttede og lyttede til historien om den uvorne hund, som skal skydes, fordi den ikke kan nære sig for at jage harer og høns. På sin vej til henrettelsen tænker hunden med stor skyldfølelse på den elgko og kalv, som den i tankeløshed har lokket ud i mosen, hvor de er sunket ned i dyndet. Den stikker af og leder sin bøddel hen til stedet - og kalven lever og bliver reddet. Hunden bliver skånet på grund af sin dåd, og dens bøddel (som gik i forbøn for den) får den som sin hund. Den holder op med at jage harer og høns fra den dag, fordi den elsker sin redningsmand. Elgkalven trives ikke, men en dag overvinder hunden sin skyldfølelse (som kalven ikke kan bruge til noget) og hopper ind i båsen til den og leger med den. Elgkalven blomstrer op, og de slutter et nært og varmt venskab. Så var det forbi, og du indfandt dig atter i mine tanker, hvor du nu befinder dig.« 8. notat »Du sagde, at du var stresset, da jeg ringede, du brugte ikke det ord, men du sagde, at du havde vanskeligheder, og jeg kunne høre, at det var sandt. En stor og varm trang skyllede igennem mig - en trang til at se på dig, tage dig om nakken og fortælle dig, at det nok går, at du er klog og dygtig, at de mennesker, som kan lide dig, ikke blot er de fleste, men også dem, som betyder mest for dig. Jeg sagde, at vi udsatte alting, at det var i orden, at jeg havde det dejligt, at jeg ikke ville forklare hvorfor lige nu, at mit telefonnummer var det og det, og sagde så muntert farvel. Skuffet og lettet drog jeg hjem.« 9. notat »Jeg har haft dig med ud - i fantasien. Det var lidt af et vovestykke. Da jeg gik henad gaden havde jeg faktisk tænkt mig at afsløre vores hemmelighed, men jeg gjorde det ikke. Jeg havde tænkt mig at sige til de andre: jeg har det så forbandet godt - mit eneste problem er at turde indrømme det. Jeg har det godt, fordi jeg er forelsket. Jeg er forelsket i en kvinde, som jeg ikke har, og som jeg næppe får. Jeg kan godt blive betænkelig over de følelser, jeg giver friløb. Lidt asociale er de vel, men de farver min verden, giver den et varmt lys. Jeg sagde ikke noget. Jeg fortalte dem ikke om den lækre og uafviselige fornemmelse, at kunne koncentrere alle de vigtige følelser omkring en menneskelignende gestalt, en ikke tilstedeværende, magnetisk figur, som frigør mine følelser ved at binde dem - og binder dem ved at give dem fri. De syntes nok, det var mærkeligt, at jeg var fornøjet. Den maniske fase.« Kommentar Vores samfund, det kapitalistiske, hviler på to grundpiller - som det samtidig selv er med til at nedbryde. Den ene grundpille hedder: Det Lige Bytteforhold. Den anden hedder: Det Frie og Selvstændige Menneske. Under kapitalismen er bytteforholdet ikke lige - hvordan skulle nogen mennesker ellers blive rige uden at lave noget? Og De Frie Mennesker må give op i den kamp, som ender med den stærkeres sejr - og bekræftes med den stærkeres ret. Og Selvstændigheden forsvin- der i den dybe afhængighed af mennesker, som man ikke selv har valgt. Det er utænkeligt, at den ulighed, ufrihed og uselvstændighed ikke skulle præge og farve vores følelser i forhold til hinanden. 10. notat »Hvis du skulle med, sad ved siden af mig, nej først: gik ved siden af mig, bar din bagage, fordi vi sammen skulle afsted, væk, derhen. Jeg ville tænke: Bare hun nu har noget af sit eget arbejde med i den der dejlige, søde taske, hun har med sig. For det, jeg har i min, gør, at vi ikke kan være sammen i flere timer hver dag. Og jeg tager mig i det. Er det mit problem, hvad hun skal lave? Hun ved (vidste) jeg skulle arbejde. Hendes hånd ligger på mit ben, vi sidder i toget. Over for sover en på vinduespladsen. Din hånd. Din. Du er her. Nej, du er ej. Jeg rejser alene. Jeg tager af sted uden dig - du har andet at bestille.« 11 notat »Under mine hænder din hud, som ikke er der. I mine øren lyden af din stemme, der intet siger, fordi du er langt borte. Jeg læner mig mod din skulder, der eksisterer lige så lidt som det hoved, du trygt lader synke ind mod din kind.« 12. notat »Sparet for at afsende signaler og blive ked af det, når de ikke bliver forståede eller når de ikke bliver modtaget og besvaret. Og sparet for at søge ydre bekræftelse på nogle følelser; en bekræftelsesbestræbelse, som er dømt til enten at mislykkes eller sætte en række af processer i gang, et handelssamkvem, hvor opmærksomheden langsomt forskydes fra værdi til betaling, fra indhold til mængde, fra følelserne til balance på et regnskab. Ja. Befriet fra at skulle budgettere med hengivenheden, at placere varme, glæde og længsel i en priskurant. Fordi du ikke er her. Fordi der ingen er.« Slutning Jeg ængstes for en følelse, som næres af et fravær. Vi kan jo kun forandre noget sammen. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.