Status Selvom de studerendes statusuge er afsluttet vil både diskussioner og aktioner fortsætte. Et forsøg på at analysere situationen kan derfor kun blive status over en optakt. Men allerede nu er der ting der tyder på, at den igangværende aktivitet har mere bærekraft end studenterbevægelsen fra 1968, som endte i frustration, fordi der ikke lå en strategi bag de begrænsede krav. Dagens konkrete krav, som er udsprunget af det provokerende forslag til styrelseslov, er dels 50% medbestemmelse i alle organer, dels organisationsfrihed for de studerende. Opbakningen bag disse krav er så stærk, at de studerende må være forberedt på, at de bliver gennemført. Når det er sket, vil man opdage at man er blevet snydt, fordi den egentlige magt ligger andre steder. Men de studerende har deres opmærksomhed rettet mod dette. En væsentlig parole har været "Forskning for folket - ikke for profitten". Denne parole har været glimrende underbygget. Men der er grund til at pege på et par risikomomenter ved den. For det første risikerer man, at parolen tolkes derhen, at man må adskille forskningen fra produktionen, teori fra praksis. Fejlen ved den nuværende situation er imidlertid ikke, at der er en tæt sammenhæng mellem forskning og erhvervsliv. Fejlen er, at erhvervslivet er anarkistisk organiseret og privat ejet. Det betyder, at de offentlige investeringer i forskning omsættes til privat profit, og det betyder, at prioritering og planlægning i bedste fald kommer til at rette sig efter private interesser og kortsigtede vækstsynspunkter. For det andet risikerer man, at man som en tilsyneladende imødegåelse af denne situation vil forlange, at folketinget får mere indseende med universitetets anliggender. Dette vil ikke løse de fundamentale problemer. Vi har hidtil set, at folketinget hverken har ønske om eller evner til at gå imod det private erhvervslivs interesser. Disse betragtninger gør ikke parolen mindre korrekt. Man må bare gøre sig klart, at konsekvenserne af parolen er en radikal omformning af samfundet. Der vil muligvis blive kastet et par lunser til de studerende, fordi kritikken står så stærkt. Det gælder om at snuse godt til lunserne før man æder dem. Andre paroler maner til solidaritet mellem arbejdere og studenter. Her må de studerende se to ting i øjnene. For det første, at aktiviteten og viljen til denne solidaritet endnu ikke er slået helt igennem i deres egne rækker. For det andet, at forståelsen for betydningen af denne solidaritet endnu ikke er bredt funderet i arbejderklassen. Studenternes store opgave ligger i at finde frem til paroler og aktioner, som afspejler de faktiske forhold og den faktiske bevisthed i arbejderklassen. Det kræver information om situationen på universiteterne, og. det kræver viden hos studenterne om situationen på arbejdspladserne. Selv kortsigtede aktioner må have en karakter, som gør dem umiddelbart forståelige for arbejderne. På det grundlag kan et langsigtet samarbejde begynde. Studenterne har klart påvist i hvilket omfang private erhvervsinteresser har infiltreret forskning og uddannelse. Nu gælder det om at påvise, hvorledes forskningen og dens udnyttelse konkret præges af kortsigtet profit- eller vækstinteresser - i stedet for samfundsmæssige og menneskelige hensyn. Denne problemstilling er fælles for alle arbejdspladser. Anarki, spild, manglende hensyn til menneskelige værdier - det kender alle arbejdere fra deres hverdag. En forståelse mellem studenter og arbejdere vil kunne true det eksisterende anarki. Men begge steder er aktiviteten endnu svag og splittelsen stor. Der er lang vej forude - og man får intet foræret undervejs. Men der er intet alternativ til en alliance. Det er forståeligt at utålmodigheden er stor. Det afspejles i en drastisk terminologi. Men illusioner slår os med blindhed. Det svære er at holde drømmen i live - og øjnene åbne. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.